“da de trykker og presser for at få Zia ud… Skriger jeg, højt og helt uvirkeligt. Bedøvelsen virkede ikke”

Jeg er mor til to raske og livlige børn på hhv. 2 år og snart 4 år. Felix er den ældste, han var en drøm der blev til virkelighed –  seks år prøvede vi at få et barn, men uden held –  så da vi endelig gav op – vupti, så lå han i min mave.

Jeg kan huske jeg var rædselsslagen for det med fødsel… det virkede langtfra naturligt for mig at skulle skubbe et barn ud for neden. Men da vi nærmede os og der INTET skete… ja så begyndte jeg egentlig at blive mere og mere ligeglad med den smerte jeg vidste der kom. På dag 13 efter termin kl. 00:30 skete det endeligt, vandt gik! Afsted det gik fra vores hjem i Vojens til Kolding Sygehus med 180 i timen. Ind på fødegangen og så bare i gang – næsten helt åben, pres veer i massevis –  men… ingen baby.

Efter nogle timer kommer overlægen ind –  han tager prøver af vores søns hoved imens han stadig er inde i min mave. Jeg syntes det var meget ubehageligt, så jeg tør slet ikke tænkte på hvordan det føltes for lille Felix inde i maven, trods alt hans hoved der blev prikket i. Det sker en to/tre gange, jeg prøver imellem prøverne at presse baby ud… men uden held.
12 timer er gået siden vandet gik, jeg er udmattet og nærmest opgivende. Lægen og jordemoderen finder ud af jeg har en lille kant inden i –  som gør at babyen ikke kan komme forbi.

Pludselig kommer lægerne rendende ind –  Baby skal ud NU!!!! Værdierne dykker, både hans og mine. Jeg bliver kørt op på operationsstuen. Imens jeg sidder på operations bordet, og får lagt en epidural blokade –  jeg sidder stor tudende, bange og helt muse stille. Gentager igen og igen: ”Jeg er bange, jeg er bange, jeg er bang” jordemoderen trøster mig, min mand holder min hold. Bliver lagt ned –  de tester med noget vådt og koldt på min maven… jeg kan mærke det –  epiduralen virker ikke.

Min mand bliver sendt ud, og jeg får en maske på… og så husker jeg ikke mere før jeg vågner, på en stue med lille sprællende fyr på mit bryst. Jeg er helt færdig kigger ned men ser kun den grimmeste hjemme strikkede hue der nogensinde er set. Min mand sidder ved siden af og smiler, tager et billede med sin telefon og viser mig det lille vidunder der er Felix.


 Jeg var lige kommet tilbage efter endt barsel med Felix –  havde sagt ja til nye udfordringer på kontoret, helt oppe og køre over at nu skulle den bare have gas med karrieren… da jeg pludselig finder ud af at vi skal have en lille mere. Felix var endnu ikke fyldt et år og vi havde ALTID sagt vi kun skulle have en. Så klart spørgsmålet om abort kom op –  men som min mand sagde, skal vi have en mere så skal det da også være nu. Og jeg var enig, Felix var et nemt og fantastisk lille væsen –  så en mere af hans slags kunne jeg sagtens overkomme, men tankerne om endnu en hektisk fødsel var jeg ikke så vild med.

Fra start siger jeg til jordemoderen at jeg vil have en rolig fødsel med planlagt kejsersnit. Og da dagen endelig kommer er jeg nervøs men ved godt mod. Vi ankommer til Kolding Sygehus , får samme stue på barselsgangen som vi havde med Felix. Der går ikke længe inden sygeplejersken henter os og føre os ned på operationsstuen. Nervøs da jeg lå og ventede uden for operationsstuen – for denne gang skulle jeg jo være vågen imens de skar i mig, ikke helt en fed tanke, men det kunne ikke være anderledes. Desværre så kom frygten så snart jeg sad på briksen på operations stuen og fik epiduralen. Alle tankerne fra Felix’ fødsel kom frem. Jeg var så bange. Tudede og klemte min mands hånd.

Jeg kom ned og ligge- men bedøvelsen virkede ikke. Så jeg fik en epidural mere, denne gang liggende halvt roteret på operationsbordet. Den næste virkede… Eller det troede vi. Jeg mærkede ikke de skar maven op – jeg fornemmede de rodede lidt rundt der inde.
Ingen problem –  jeg var glad og spændt, selvom det var lidt en underlig følelse. Men da de trykker og presser for at få Zia ud… Skriger jeg, højt og helt uvirkeligt. Bedøvelsen virkede ikke der hvor den skulle og jeg gik i panik inden i. De stoppede øjeblikkeligt. Jeg er glad for at min mand var ved min side, han holdt min hånd og at vores super nakoselæge var der til at berolige.

Jeg fik valget – fuld narkose eller noget beroligende/sløvende. Jeg valgte noget beroligende, og wooohooo- instant intoxication. Svimmel og forvirret bed jeg tænderne sammen og de fik hevet vores lille pige ud. Zia var født. Av for helved! Det er ikke den værste smerte jeg har følt, men for hunde det var tæt på.

Imens hun blev tilset og gjort pæn, blev jeg syet sammen, og jeg husker bare at jeg grædende så over på Zia og min mand. Jeg spurgte om vi kunne kalde hende Karen til mellem navn efter min mor, hvortil min mand bare nikkede og kyssede mig. Så kom Zia over til mig – og jeg fik lov at mærke den helt særlige første kontakt som jeg følte mig snydt for med Felix.

Efterfølgende fik jeg en ret træls og stor infektion i maven (ikke i såret – men inden i mig) så lå med tuber og slanger dimser og dutter over det hele. Felle var derfor kun på besøg første dag. (Savnede ham i den uge vi var indlagt Zia og jeg.)

Men når jeg ser på vores to herlige unger –  så minderne om smerten næsten væk, og kliche som det lyder – så ville jeg gøre det hele igen.

//Helle

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply