“De mange spark var MIN søn der KÆMPEDE en kamp for ikke at dø!”

I marts 2013 stod jeg for første gang i mit liv med en positiv graviditetstest, akkurat 3 år efter jeg havde smidt mine p-piller.

Vi havde egentlig, i starten af året 2013, fået grønt lys til at påbegynde fertilitetsbehandling d. 6 juni fordi vi havde forsøgt i så mange år – men nu stod jeg her på vores lille toilet i vores lille 2-værelses lejlighed og kiggede på to lyserøde streger!

I forvirringen af den kommende flytning som skulle ske d. 1 juni, havde jeg glemt alt om ægløsning, menstruation og ’over tid perioden’ og egentlig testede jeg kun fordi jeg havde været røv syg i ugen op til. Sådan rigtig influenza syg med høj feber og rysteture.

Nå, men her stod jeg altså og kiggede stadig på de streger der blev tydeligere og tydeligere og blev helt konfus, alle mine tanker og ideer igennem de tre år om, hvordan jeg skulle overraske min kæreste forsvandt og han fik bare en kedelig sms ’øhh, der er to streger, du skal være far’

Og så skulle de næste 8 måneder ellers bare suse forbi! Og med en flytning fra lille lejlighed til stort hus gik der en masse tid med det og selvfølgelig indretning af værelset – drengeværelset for i min mave gemte der sig nemlig en lille dreng!

De 8 måneder gik hurtigere end hvad jeg lige havde regnet med og pludselig var vi i december, og med termin den 23. december kunne julemåneden ikke gå hurtigt nok for os.

Onsdag den 18. december vågner jeg et sted mellem 5.30-6.00 om morgenen af en lille dreng der sparker og nærmest kaster sig rundt inde i min mave, dette stod på i omkring 5 minutter og så faldt han til ro igen. Jeg fik selv lige et par timer mere, for dagen skulle nemlig gå med en tur til Næstved og købe de sidste julegaver.

Da jeg kommer hjem igen sen eftermiddag tænkte jeg, at jeg egentlig ikke havde mærket så meget til min lille dreng, men tænker at det nok er fordi jeg har gået så meget. Jeg ligger mig på sofaen og falder lidt hen og vågner da min kæreste kommer hjem kl. 18.

Jeg fortæller ham om mine bekymringer og han lægger hånden og hovedet på maven som altid har fået vores lille dreng til at sparke, men intet sker. Jeg drikker et koldt glas vand, men intet sker. Kl. 19 bliver vi enige om, at vi lige ringer til fødegangen og de vil selvfølgelig gerne se os. Vi bor selv i Nakskov og fødegangen er i Nykøbing Falster, så der er lige en køretur på en lille times tid.

Idet jeg rejser mig fra sofaen derhjemme går der et koldt gys igennem min krop og allerede der fortæller mit hjerte mig at der er noget galt, min krop ved noget jeg ikke vil tro på.

Hele vejen derover snakker vi om muligheden for at der ikke er liv derinde mere – men vi slår det væk, altså jeg er 5 dage fra termin, ungen har da bare fundet udgangen og gør sig klar og vi var sikre på, at vi ville komme hjem som forældre. Det kom vi også, bare ikke som planlagt.

Jeg bliver sendt ned på den sidste stue, har bagefter for fortalt, at det er den stue man bruger hvis der er mistanke om fosterdød fordi den ligger lidt fredeligt.

En sød jordemoder – Katrine – kommer ind og vil lytte efter lillemandens hjerte med en doptone men hun har rigtig svært ved at finde den, til sidst finder hun dog en puls, men synes lige overlægen alligevel skulle komme og skanne mig, puha så kunne vi lige trække vejret igen.

Overlægen kommer ind og sætter skanneren på min mave og der ser vi vores store flotte dreng ligge lige så flot med hovedet fast i bækkenet – de er helt stille mens de kigger på lillemanden fra alle vinkler. Det er en dårlig skanner siger overlægen, jeg kan ikke få et klart billede og jeg tør ikke melde noget ud endnu – der tabte jeg tråden og mine tårer væltede ud af mig. Rolig skat sagde min kæreste, han finder en anden skanner, det var et dårligt billede – nej siger jeg, vores dreng er død og de vil bare ikke sige det!

Han kommer med en anden skanner og får den på min mave, kører den rundt over min store flotte gravide mave. Efter 20 minutter på briksen slår jeg hans hånd væk fra min mave og råber, stadig med tåre væltende ud, så sig dog forhelvede sandheden! Sig nu bare til os vores dreng er død! Lyden hun hørte var min puls, vores lille drengs hjerte stod helt stille. 5 dage før termin var min dreng død, han skulle ikke dø nu – han skulle fødes!

Min første tanke var at ringe rundt til alle og enhver, men jeg fik lige slugt den kæmpe klump og valgte at ringe til mine forældre. Hvordan jeg fik fremstammet det bag mine tårer aner jeg ikke, kan simpelthen ikke huske det, men jeg kan huske at mine forældre hurtig satte sig i en bil og kom over til os.

Min første tanke var kejsersnit og helst nu og med det samme for han skulle ikke være derinde mere. Jordemoderen fik dog talt mig til ro og sagde, at det bedste altså var, at føde normalt. Både for psyken, men også hvis man en anden gang skulle føde, så havde kroppen været igennem det en gang.

Vi blev indlagt på barselsgangen og jeg skulle sættes i gang dagen efter.

Jeg fik den første pille kl. 8 torsdagen morgen og torsdag aften var der stadig ikke sket noget. Overlægen kom op og snakkede med mig og spurgte om jeg ville prøve en kombi af igangsættelsespiller og abortpiller for at få gang i processen, jeg sagde ja, ville jo egentlig bare gerne have min dreng ud så vi kunne se ham.

Fredag aften var der stadig ikke sket noget, havde åbnet mig ½ cm! Så der bliver lagt ballonkateter. Det bliver pillet ud igen lørdag og nu havde jeg da åbnet mig 2 cm! Men der skulle ske noget mere om lørdagen, for ellers ville det ende i kejsersnit da det kan være rigtig farligt at have et dødt barn i maven. Samtidig blev det også mere og mere besværligt for mig, fordi hans dødvægt faldt længere og længere ned i bækkenet og det gjorde rigtig ondt til sidst og det var rigtig ubehageligt at mærke sin egen søns dødvægt i maven.

Lørdag blev vi enige om vedrop, min krop tog bare så godt i mod så fik vestorm inden for kort tid – så vi bliver rykket fra barselsgangen til fødegangen så der er lidt mere kontrol over det. Hele lørdag er en blanding af smertehelvede, sorg, følelser og en gang i mellem få smil og grin. Det er den længste dag, aften og nat i mit liv!

Søndag morgen, d. 22 december – dagen før termin – kl. 8.52 kommer vores søn Isaac Gabriel Friis Pedersen til verden. Efter en uge med regn, regn og atter regn, skinnede en solstråle lige ind på min seng i det øjeblik han blev født og den skinnede indtil jeg tog hjem!

Vi havde valgt at han skulle tages ud lige efter fødslen og så ville han blive kørt ind senere når jeg lige var kommet op og mere klar i hovedet.

Jeg prøvede at spise morgenmad, men det eneste jeg kunne tænke på var min dreng, så jeg bad dem om at køre ham ind. Han kom ind i en helt almindelig sygehusvugge, med en dyne over sig og en blå hue på hovedet. Så sød og stille. En perfekt dreng på 3510 gram og 52 cm!

Jeg havde så mange drømme, både før han døde men også efter! Jeg ville holde ham, knuge ham, kysse ham – alt hvad en mor gør! Men lige i dette øjeblik kunne jeg ikke røre ham, jeg kunne ikke tage ham op og jeg kunne ikke kysse ham, jeg kiggede bare på ham! Han lignede sin far 110 %, med store hænder og store fødder. Der lå han! Ham der havde sparket mig i maven i 9 måneder – ham der havde været et ønske i 3 år blev inden for få sekunder revet fra os.

En blodprop i navlesnoren havde taget livet af min dreng og man mener den dag i dag, at de spark han havde givet mig tidligt om morgen d. 18 december var de sidste inden blodproppen havde lukket helt af for ilten! De mange spark var MIN søn der KÆMPEDE en kamp for ikke at dø! Jeg kunne ikke redde ham men det føler jeg at jeg skulle have gjort, men i det mindste kan jeg sige til mig selv, at han døde så tæt på mig som overhovedet muligt, ikke i min favn – nej helt inden i mig under mit bankende hjerte, hvor han trygt havde ligget i 9 måneder.

Nu skriver vi december 2017, 4 år er snart gået som mor til en engeldreng! For 14 måneder siden kom vores datter Aya til verden, et lyspunkt så stort at det slet ikke kan beskrives! Men ingen kan tage fra mig, at jeg han en søn – min førstefødte lige meget hvad!

Jeg har lært at leve med min sorg og jeg har lært at dele den med andre. Det er dele den gør, at jeg føler han er nær mig hver gang jeg skriver om det. Jeg føler at han ved, at jeg ikke har glemt ham! Men det er også vigtigt for mig at fortælle min historie, for det kan være der sidder nogen derude et sted som ikke tør at dele, som føler at det er forkert fordi det ’bare’ var et foster. Det var nemlig den modstand jeg mødte i starten. Folk kunne sige til mig, at det var godt vi ikke havde noget at se ham i live eller hørt ham græde, men det ikke det der er grænsen for hvornår man må føle sorg! Sorg er når man sørger over en eller noget man har mistet. Jeg sørger over tabet af vores søn, for jeg bar det barn i 9 måneder under mit hjerte så han ER mit barn! Men jeg sørger også over alle de drømme der gik tabt. Alle de billeder i mit hoved der viser hvordan vi sammen som forældre skal vise barnet frem, gå ture med barnevognen, se ham kravle og gå, høre ham sige mor og far – alt det går vi glip af nu og det må jeg gerne sørge over!

Sorg er ikke kun når man mister en der har levet herude i ’den rigtige’ verden, sorg er individuelt og sorg er helt okay!

Nu har vi et gravsted hvor vi kan gå hen og mindes ham. På stenen er der lavet et håndaftryk og fodaftryk som faktisk er omridset efter hans egen hånd og fod. Billederne af ham har kun vi og den meget nærmeste familie set. Mange har efterspurgt om de må se ham, men vi er ikke klar endnu til at vise ham frem. Lige nu kan vi stolt fortælle at han ligner sin far, med en masse brunt hår og bare så fin og den verden har vi brug for at leve i, bare lige lidt mere!

You Might Also Like