“de var nødt til at lave akut kejsersnit på mig for både babyen og min skyld, og at vi vil have vores baby indenfor en halv time.”

Jeg blev gravid første gang i 2013 sammen med min kæreste. Det var en planlagt graviditet og vi glædet os rigtig meget til at skulle blive forældre.

Jeg havde termin den 14 november og havde rigtig mange tanker om, hvordan jeg skulle føde. Jeg var fra starten klar på at skulle føde vaginalt, da det jo er det man anbefaler. Da jeg først var besluttet på at skulle føde vaginalt, tænkte jeg faktisk ikke så meget over det. Jeg skubbede tankerne om smerterne fra mig, da jeg egentlig bare vil have en god oplevelse af fødslen fremfor at frygte smerterne.

Min graviditet var på nogle punkter rimelig mild. Jeg havde ingen kvalme, ødemer, kæmpe vægtøgning (tog 10 kg på) og strækmærker (dem frygtede jeg). Jeg blev dog sygemeldt fra mit arbejde før min barsel startede, da jeg fik bækkenløsning. Nogle dage var gode og andre hårde, men det gik.

Under min graviditet var vi igang med at renovere vores hus. Der var meget der skulle laves, inden vores baby blev født.

En søndag (3 uger før termin) er vi i gang med at male herhjemme. Eller det var min kæreste, mor og far der arbejdede. Mens vi alle holder en pause, føles mine læber pludselig underlige. De føles som om de var bedøvet – som om jeg lige var kommet ud fra tandlægen. Jeg blev en smule nervøs men ignorerede det, og fordi det gik over efter et kvarter, så jeg gjorde ikke noget ved det.
De næste par dage efter episoden, døjede jeg med hovedpine, og fik migrænelignende synsforstyrrelsers, hvor det blev sort for mig og når jeg skulle læse, kunne jeg kun fokusere på et bogstav af gangen.
Om onsdagen, altså 3 dage efter jeg havde haft den bedøvende fornemmelse, får jeg igen samme bedøvende følelse, denne gang var det både læberne og min tunge. Her blev jeg selv noget utryg, for tænk hvis det blev forværret og måske det næste var min hals. Jeg ringede straks til lægen og fik en tid med det samme.

Da jeg kom til lægen, fik jeg målt mit blodtryk, mit urin skulle stixes, og jeg fik taget blodprøver. Mit blodtryk var højt for højt, og min urin viste spor af proteiner. Jeg blev med det samme henvist til sygehuset, så de kunne undersøge mig for svangerskabsforgiftning. På sygehuset fandt de ud af, at jeg havde svangerskabsforgiftning og derfor skulle komme igen torsdag, fredag og lørdag så de kunne tage blodprøver og holde øje med mig det. Lørdag får jeg besked på, at mit svangerskabsforgiftning var i mild grad og at jeg derfor kunne tage hjem igen. Jeg skulle vende tilbage hvis jeg fik det dårligere, og ellers skulle vi bare se tiden an og vente på at baby kom ud. Min arm lignede noget der var løgn – den havde nærmest alle regnbuens farver pga. alle de blodprøvetagninger jeg havde fået taget. Jeg lignede sgu lidt en stiknarkoman. Efter sidste undersøgelse lørdag, tog jeg direkte ud til ønskebørn for at fortælle dem, at barnevognen vi havde bestilt godt måtte være klar mandag, så jeg kunne få den hjem.

Mandag morgen (17 dage før termin) vågner jeg med smerter i lænden og jeg havde sovet så dårligt om natten. Min kæreste gik på dette tidspunkt på HF, så han skulle op og i skole. Da han tog afsted, tog jeg dyner med ned i stuen og slappede af indtil en yousee teknikker skulle komme og sætte internet op for os. Da han kom ved 8-9 tiden var mine smerter i lænden forværret, jeg havde kvalme og voldsomme plukvéer. Installeringen tog så langt tid, og jeg kan huske, at jeg bare havde lyst til at smide ham ud, så jeg kunne slappe af da han var gået, fik jeg min svigerinde op, da jeg ikke kunne få fat på min kæreste (de skulle åbenbart ud til en sø og undersøge den). Min svigerinde havde født 4 mdr. Inden, så hun måtte jo vide noget om det, også kunne hun fortælle mig om det var plukveer eller rigtige veer jeg havde, for hvor ved en førstegangsfødende kvinde, hvordan veer føles? Mine plukveer blev værre og jeg kastede op og havde det så dårligt. En halv time efter kom min mor og kort tid efter kom min kæreste ENDELIG. min mor, kæreste og jeg kørte sammen ind på sygehuset da de gerne vil undersøge mig. Jeg blev undersøgt derinde og hun kunne konkludere, at jeg havde veer. Da jeg ikke havde åbnet mig, ville min jordemoder sende mig hjem. Jeg havde en følelse af ubehag og utryghed over ‘bare’ at blive sendt hjem. Vi boede jo i Løgstør, ca 45 min fra Aalborg hvor jeg skulle føde. Vi aftale, at vi bare kørte ud til mine forældre istedet (de bor et kvarter fra sygehuset) og være der i et par timer, hvis nu jeg skulle åbne mig. Lige inden vi kørte hjem, blev jeg alligevel tilbudt en sengeplads så de kunne holde mere øje med min svangerskabsforgiftning, hvilket jeg takkede ja til. Om eftermiddagen var mine veer væk og jeg nåede at få en lur på halvanden time, og jeg nåede endda også at få make-up på (ja det betød meget for mig dengang). Ved 4 tiden om eftermiddagen fik jeg taget en blodprøve og var egentlig forberedt på at blive sendt hjem igen.
Vi ventede og ventede på svaret fra blodprøven og jeg havde det egentlig godt. Ingen smerter eller noget.

Ca. Kl. 21.50 går min kæreste ned for at ryge, og jeg sidder ude foran elevatorerne med min mor og hygger lidt, inden hun skulle hjem igen. 2 min. efter min kæreste er kørt ned med elevatoren, kommer en læge ud for at tale med mig. Jeg får at vide, at mine blodprøver viste, at mit svangerskabsforgiftning havde forværret sig så meget, at de var nødt til at lave akut kejsersnit på mig for både babyen og min skyld, og at vi vil have vores baby indenfor en halv time.
EN HALV TIME? jeg gik lidt i panik, for jeg skulle jo have min kæreste op så han kunne komme med, og jeg kunne ikke få fat på ham, også var tanken om at have min baby i armene indenfor den næste halve time også lidt vild at tænke på! Jeg kunne jo godt have brugt to uger mere, hvor han var inde i maven, fordi vi havde SÅ MEGET der skulle laves færdig derhjemme. Jeg gik ned på stuen med min mor, hvor jeg skulle skifte om og have lidt flere informationer. I mellem tiden kom min kæreste ENDELIG, han fik beskeden med det samme, og jeg kan tydeligt huske, at jeg synes han lignede en kylling, der havde fået hovedet halshugget. han var så forvirret og samtidig skulle han fordøjet beskeden. Vi blev kørt ned til operationsstuen og min mor ventede i venteværelset. Jeg fik anlagt kateter og derefter fik jeg bedøvelse. Min kæreste sad og holdte mig i hånden under det hele, og han fik mig til at slappe bare lidt af, selvom adrenalinen bare kørte derud af. Kl. 22.23 blev Sebastian født sundt og rask og med en vægt på 2790 gr. 48 cm.


Jeg blev kørt op til opvågning, hvor jeg var der med min kæreste. Hele natten lå jeg med Sebastian i armene og kiggede på ham. Jeg kunne ikke få blikket fra ham og jeg var så stolt. Om morgen, den 29 blev jeg kørt på intensiv, da mit blodtryk var alarmerende højt, det lå på omkring 185/105. Det var så underligt at være sengeliggende, for jeg følte mig ikke dårlig som sådan, bare meget træt. Og så var det lidt grænseoverskridende at få hjælp til at blive vasket af personalet – noget jeg jo selv gjorde i mit arbejde som sosu assistent på et plejehjem.

Jeg lå på intensiv i et døgn tids, inden jeg blev sendt på barselsafdelingen. Jeg var indlagt i nogle dage, da de skulle holde øje med mit blodtryk. Som om det akutte kejsersnit ikke var hårdt nok for min krop, så kunne jeg ikke tåle det første blodtryksænkende medicin, så jeg fik udslæt på hele kroppen og det kløede SÅ meget. Jeg fik hurtigt noget nyt medicin, hvilket hjælp . Sebastian var heldigvis en nem baby, så tiden på sygehuset fløj afsted og vi fik rigtig lært hinanden at kende. Såret jeg fik i maven pga. kejsersnittet helede rigtig flot, og vil altid minde mig om en god fødsel.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply