Et indblik i IVF-verden – Annes beretning.

Vi har fået lov til at få et indblik i Annes tanker og følelser i forbindelse med deres IVF forsøg for at få datteren Sofie. Anne tager os med helt fra start af og lige frem til fødselen af deres datter, som endte i akutkejsersnit. 


Vi har altid ønsket os børn, men vi vidste samtidig at det nok ville blive svært, fordi min mand vidste han havde dårlig sædkvalitet, fra et tidligere forhold. Min udfordring var at jeg var meget overvægtig, så vi kunne ikke få hjælp med det samme. Jeg smed p-pillerne i juli 2014. Jeg gik herefter igang med at tabe mig, men det gik langsomt.

I april 2015 var vi hos egen læge hvor vi fik en henvisning til ouh, og i maj 2015 var vi til den første indledende samtale. På det tidspunkt havde jeg tabt mig næsten 20 kg, så jeg var jo meget stolt og forventningsfuld da vi ankom til ouh – men lægen var enormt nedladende overfor mig, og jeg var ikke helt i mål med mit vægttab så ikke et ord om at det var flot at jeg havde formået at tabe mig, kun at jeg manglede yderligere 10 kg og at så snart de var væk kunne vi melde os til behandling. Jeg gik grædende derfra med følelsen af at vi aldrig ville nå i mål. 

Et par dage efter vendte mit humør og jeg blev istedet vred over den behandling jeg havde fået og ønskede at kunne tvære mit vægttab ind i ansigtet på lægen, herefter gik det stærkt, jeg påbegyndte dukan kuren for at få et hurtigt vægttab, og det virkede. I juli kunne vi melde os til vores første behandling.

Jeg blev kontrol vejet og rost for min indsats af en ny læge og fik at vide at jeg ikke skulle vejes igen. Vi gik i gang med kort ivf behandling hvor jeg hver dag skulle sprøjte mig i maven med medicin der skulle få mine æg til at vokse og sørge for at der var mere end et æg.

Jeg gik jævnligt til scanning og efter Ca 14 dage fik jeg taget æg ud, og det blev til 6 æg. De skulle så befrugtes med min mands sæd og et par dage senere skulle de ringe fra ouh med dato for hvornår et befrugtet æg skulle ligges tilbage.

Den morgen de ringede havde jeg ligget vågen det meste af natten fordi jeg ventede på deres opkald, men da lægen ringede og fortalte at ingen af æggene var blevet befrugtet begyndte jeg bare at græde, jeg var nok naiv og havde troet at det værste var ovre og at der selvfølgelig ville være et godt æg og at vi nu endelig skulle have vores baby, men nej, ingen befrugtede æg og følelsen af spildt tid og alt det medicin og bivirkninger til ingen nytte.

Lægen bad os om at tilmelde os så snart jeg fik menstruation og så skulle jeg have en lang ivf behandling i stedet, fordi de håbede på flere æg og så ville de lave icsi behandling således at de ville tage en god sædcelle og proppe ind i hvert æg for at hjælpe befrugtningen på vej.

Så gik der halvanden måned med næsespray 4 gange dagligt, kunstig overgangsalder, og sprøjter i maven, endnu engang mange bivirkninger og smerter, og denne gang også mange psykiske bivirkninger, jeg havde en følelse af håbløshed og at jeg måske bare skulle indstille mig på aldrig at blive mor.. Det var det hårdeste nogensinde for mig..

Endelig skulle æggene tages ud, og der var 20 æg, jeg turde ikke håbe noget men kun frygte at blive ringet op et par dage senere for at få at vide at det også var mislykket.

Endelig ringede de og det eneste jeg kunne spørge om, var om der var en der havde klaret det, og laboranten grinede sødt og sagde “ja da Anne, der er mere end en og de ser så fine ud” det viste sig at 5 af æggene var blevet fine blastocyster, en skulle ligges op frisk og 4 kunne komme på frys.

Jeg fik lagt en frisk blastocyst op og jeg skulle tage en hjemmetest den 24 december 2015, fordi de havde ferie lukket. Jeg var glad, jeg håbede alt var godt og at vores jul ville blive fantastisk. Men nej, negativ test, og juleaften 2015 blev en kamp om at holde tårerne på afstand og håbe på at 2016 ville blive bedre.

Jeg skulle ringe til ouh da de åbnede efter julen, og jeg kunne derfor ikke nå at komme med i januar forsøget, vi måtte vente til februar, og tiden gik i stå. Jeg turde ikke håbe noget længere.. Alt syntes håbløst..

Men i februar meldte vi os til igen, denne gang et fryse forsøg uden hormoner, det gik meget nemmere og de ringede en morgen og fortalte at et æg var klar, de måtte optø to fordi det ene ikke klarede optøning. Jeg ville ikke tro på noget de næste 14 dage og mine hjemmetest var negative. Dagen for blodprøve kom og jeg syntes det var ligegyldigt fordi mine hjemmetest var negative. Det var en fredag. De skulle ringe om eftermiddagen med svaret. Dagen gik og jeg kiggede på min telefon hele dagen, men ingen ringede. Jeg kunne heller ikke komme i kontakt med dem. De havde glemt mig og nu skulle jeg gå en hel weekend og ikke vide noget.

Da jeg kom hjem fredag græd jeg igen, de havde glemt mig men jeg var jo alligevel ikke gravid så det var ligegyldigt. Men så tænkte jeg at jeg ville prøve at tage en test mere, bare for at kunne tude over det også, og den test var faktisk meget meget svagt positiv, jeg tænkte jeg så syner men lørdag morgen var der også en meget svag streg nr 2, og hen over weekenden blev det mere tydeligt..

Mandag morgen fik jeg fat i klinikken, de undskyldte mange gange at de havde noteret forkert og derfor ikke havde ringet men jeg var gravid, og da vi 14 dage senere kom til scanning for at se hjerteblink måtte vi nu tude over at se det lille hjerte hamrer derudaf, endelig, vores ønskebarn, og alt behandling, alle nederlag, var glemt.

Den 2/11 2016 kom.vores lille datter til verden ved akut kejsersnit 40+0 og behandlingen føles så langt væk, jeg ville gøre det 100 gange igen, vi er så taknemmelige for at vi måtte blive velsignede med den skønneste lille pige 💕

Vi har stadig 2 æg på frys fra samme portion som Sofie, og vi håber vi kan give hende en lillesøster eller bror på et tidspunkt 😍😍.


* Billederne til fortællingen tilhører ikke kvinden der har skrevet den, da hun har ønsket at være anonym

You Might Also Like