4 års ventetid, 7 graviditeter og 3 børn

Nadja er efter 4 års ventetid og 7 graviditeter blevet mor til tre skønne drenge. Vejen hertil har været hård og opslidende, og noget af en følelsesmæssig rutchebanetur. At blive gravid var altid nemt for Nadja, men mere end halvdelen af gangene havde graviditeterne desværre ikke en lykkelig slutning.
Læs med her, hvor Nadja ærligt deler deres historie med os. 

Jeg har altid været glad for børn og vidst, at jeg gerne ville have nogle, og helst ret tidligt. Min mor fik mig, da hun var 20 (min far var 27), og jeg har altid nydt godt af at have en ung, frisk mor, som nu er en ung, frisk mormor til mine drenge, og det ønskede jeg også for mig selv.
Allerhelst ville jeg gerne have haft børn i starten af tyverne, men min kæreste ville vente, til vi begge var færdiguddannet. Jeg ville være 24 efter endt uddannelse, og jeg stoppede med at tage p-piller, så det passede med, at jeg kunne nå det inden en eventuel fødsel. Vi var så heldige, at det skete ret hurtigt – efter 4-5 måneder – og jeg havde termin i august, hvor jeg blev færdiguddannet i juni.
Jeg var ovenud lykkelig og kunne slet ikke begribe vores held – tænk sig, hvor godt det kom til at passe! Jeg vidste godt, der var en risiko for at abortere, hvilket også var sket en enkelt gang for min mor mellem min søster og jeg, men jeg tænkte, at det selvfølgelig ikke ville ske for os. Jeg strålede og var så glad, og vi fortalte det først til vores nærmeste og så ellers til folk, vi ellers mødte og var sammen med.
En dag på studiet blev jeg utilpas. Jeg tog hjem og hvilede mig, men pludselig fik jeg en voldsom trang til at stå op. Jeg rejste mig, og så mærkede jeg en hel masse komme ud af mig. Det føltes voldsomt og gjorde ondt. Det var første gang, jeg aborterede.
Det stressede mig helt vildt, for jeg ville jo SÅ gerne være gravid igen! Folk spurgte også til det hele tiden, og jeg ved godt, det var af kærlig interesse, men til sidst var det bare så irriterende og stressende, og det endte med, at der gik halvandet år, før jeg igen blev gravid – og aborterede for anden gang. Her havde jeg virkelig svært ved at hænge sammen, og følte mig så forkert og mislykket, selvom vi på sygehuset blev fortalt, at det skete for mange flere, end man umiddelbart troede; faktisk helt op imod 50 %. Vi var også begge blevet undersøgt uden nogen af os fejlede noget, der skulle kunne hindre en vellykket gravidet. Men jeg syntes bare ikke, det var noget folk snakkede om, og følte mig meget alene omkring det.
Et halvt års tid senere var jeg igen gravid. Jeg var utrolig bange og turde dårligt bevæge mig af frygt for, at det skulle gå galt igen, selvom jeg med min fornuft godt vidste, at hvis alt var, som det skulle være, kunne jeg sagtens leve normalt uden der ville ske noget. Også denne gang aborterede jeg, og jeg var nu sikker på, at jeg aldrig ville blive mor.
Da jeg lige efter nytår i 2009 opdagede, at jeg var gravid for fjerde gang, turde jeg slet ikke tro på, at det ville gå godt. Jeg ventede nærmest bare på, at jeg ville abortere. De andre gange var det før uge 12, jeg aborterede, og da jeg denne gang nåede dertil uden der var sket noget og skulle til scanning, var jeg sikker på, at vi ville få et dårligt svar. Helt uvant var det lille foster fuld af liv derinde, og jeg anede et lille håb i horisonten, men graviditeten var alligevel præget af frygt og angst. Tiden op til 20-ugers-scanningen var skrækkelig! Heldigvis fik vi op til flere tryghedsscanninger undervejs, men inderst inde var min store frygt, at vores baby aldrig ville komme levende ud til os. Det turde jeg dog slet ikke sige højt dengang.
Allerede i uge 30 gik slimproppen, men det afviste både fødegang og jordemoder som noget, jeg bildte mig ind, og ville end ikke se mig til undersøgelse trods flere henvendelser. Det endte med, at vandet gik i uge 33+3, og vores første søn, Arthur, kom til verden en nat i august, hvor jeg kun var 33 uger og 4 dage henne. Det var hårdt og uventet at skulle tilbringe en måned adskilt som familie på neonatalafdelingen, men han var ude hos os, og han havde det godt! Endelig, efter vi havde ventet på ham i hele 4 år.
poiuy
Jeg var ret sikker på, at vi ikke kunne være heldige mere end én gang, og jeg startede derfor ikke op på nogen form for prævention igen. Vi blev enige om, at naturen måtte råde over, om og hvornår vi skulle have flere børn. Da Arthur lige var blevet 1 år, blev jeg gravid igen. Denne gang gik det godt helt frem til første scanning, hvor vi så så et foster derinde, hvis hjerte ikke slog. Det var hårdt, selvom jeg psykisk ikke blev lige så meget slået ud som de andre gange, for nu vidste jeg jo, det kunne lade sig gøre for os at få et sundt og rask barn. Alligevel var jeg selvfølgelig ked af det. Fysisk var det helt slemt, da jeg valgte at lade kroppen selv skille sig af med fosteret uden operation eller medicin, og det endte med at blive utrolig voldsomt og smertefuldt. Fem måneder efter blev jeg dog gravid igen, og vi fik vores søn nummer to, Louie, 2 år og 2 måneder efter Arthur.
Jeg havde altid drømt om tre børn, men det lå ikke lige umiddelbart i kortene, selvom vi faktisk ikke brugte prævention. Med alt det, vi havde været igennem, gik vi bare ud fra, at vores held var opbrugt, og da jeg startede på arbejde efter min anden barsel, havde jeg slet ikke i tankerne, at jeg atter kunne være gravid, selvom jeg var ualmindeligt træt. Jeg gik bare ud fra, at sådan var det, når man vendte tilbage fra barsel og nu havde to børn under 3 år. Men efter at have været tilbage i et par uger, slog det mig pludselig, at det vist var meget længe siden, jeg sidst havde haft menstruation (den var altid meget uregelmæssig, så derfor ventede jeg den aldrig på et bestemt tidspunkt). Jeg tog en test, men troede faktisk ikke, den ville være positiv, og jeg blev sindssygt overrasket og overvældet. Det samme gjorde den kommende far til tre, men vi grinede også meget og vidste, at det nok skulle gå på trods af, at Louie, vores daværende yngste, kun var 10 måneder, da vi fandt ud af det, og han ville være 18 måneder, når han – måske – blev storebror. Måske, fordi det jo var 7. gang, jeg var gravid, og jeg nu vidste, at intet nogensinde var sikkert. Men sørme om vi ikke fik vores søn nummer tre, Buster, godt 3 1/2 år efter, vi første gang blev forældre – og nu var vores familie komplet!
fghjk
Prævention blev nu en ting, der igen skulle i gang efter 8 år uden, for vi syntes trods alt også, at tre børn var nok. Vi ville gerne stadig have tid til dem hver især, og der er ofte tryk på med tre børn; især, når de er født så tæt. 
Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde brugt de fire år, vi ventede med længsel, meget anderledes. Min kæreste købte motorcykel og fik det som en stor interesse i en årrække, og han fordybede sig i sit firma og havde det sjovt. Jeg var slet ikke i stand til, ordentligt at løsrive mig fra tanken om at få børn, og selvom jeg udadtil for det meste virkede glad – også på andres vegne over, at de fik børn omkring mig – var det frygtelig hårdt, og jeg led indvendig. Nogle gange forstår jeg stadig ikke, at jeg nu sidder her er og mor til tre børn på 3, 4 1/2 og 7 år! Jeg kan om nogen sætte mig ind i, hvordan det er at vente på ønskebarnet, som man frygter aldrig kommer, og det er forfærdelig hårdt.
Jeg har været meget åben omkring vores forløb, for jeg ønsker for andre, at de ikke skal føle sig så alene og forkerte, som jeg gjorde. Vi er nu i 30’erne, og alle vores venner og bekendte har faktisk børn – også dem, der ligesom os kæmpede igennem flere år, før det skete. Jeg kender flere eksempler på historier, hvor det virkede umuligt, at en graviditet skulle lykkes, som alligevel har børn den dag i dag, så min tro på, hvad der kan lade sig gøre, har rykket sig. Så hvis du sidder derude og drømmer, ønsker og håber, så vid dette: Du er ikke alene, og der ER håb forude; også for dig!
 hjk


You Might Also Like

  • Når 2 bliver til 3 på 10 år – Adoption blev den lykkelige slutning
    16. august 2016 at 8:46

    […] 4 års ventetid, 7 graviditeter og 3 børn  […]