99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet

Karina og Daniel blev forældre til lille Anna, 14 uger før de havde forventet. Her kan I læse Karinas fortælling om, hvordan det er, at tilbringe 99 dage på et sygehus, mens man kæmper for både sin datters liv og sit parforhold. 


“I skal have en fin lille pige, og jeg tror at hun bliver en rigtig udfordring, sådan som hun basker rundt derinde”. Det var beskeden til skanningen i uge 20, og nøj hvor vi glædede os.

Natten inden skanningen drømte jeg, at det blev en pige, og at hun desværre kom ud så tidligt, at jeg ikke kunne gøre noget for at redde hende. “Nu har du sagt det, og så sker det ikke” sagde min kæreste Daniel den næste morgen. Men det viste sig, at han kom til at tage så grueligt fejl.

Kl. 03.30 mandag den 16. februar vågnede jeg ved, at mit vand gik. Jeg var i 25+4. “Din livmoderhals er forkortet pga. dine veer, og hvis vi ikke gør noget, så kommer hun snart”. Det var fødselslægens besked på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. “Det vil være bedst for jer, hvis I kan nå til Odense inden, men det er ikke sikkert, at I når det”.

Fuck Fuck Fuck, det var bare slet ikke det, vi havde regnet med. Veerne blev stoppet og vi nåede til Odense. Alle skanninger viste stadig en lille frisk pige, der stod klar til at komme ud. Anna blev født den 18. februar, ca. 14 uger før termin. En lille lyserød pige på 870 g og 33 cm, der var klar til, at kæmpe for det liv, som hun var kommet alt for tidligt ud til. “Når hun kommer ud, er det ikke sikkert, at hun siger noget” sagde lægen. Men det gjorde hun. Hun skreg og skældte ud, og da lægen ville give hende en indsprøjtning, så skreg hun igen. Anna er en del af en lille eksklusiv gruppe. Der er kun 200 børn der bliver født før uge 28 om året i Danmark. Så hvorfor lige os?

Daniel fulgte læger og Anna ned til Neonatalafdelingen, imens jeg blev tilbage på fødestuen med jordemoderen. Vi var gået fra 12 mand på stuen til kun 2. Hvad ville der nu ske? Hvornår måtte jeg se hende? Hvor længe skulle vi være her i Odense? Spørgsmålene meldte sig, og ingen kunne rigtig svare mig på det “Det er helt op til Anna”.

image

Tillykke sagde alle på neo. Men vi følte ingen lykke – kun bekymring.

Dagene gik, og hver time og dag talte i regnskabet for, om Anna ville overleve. Hun fik ilt igennem næsen, min mælk i sonde 12 gange i døgnet, og en anden næring, plus lidt forskelligt medicin, via drop. Hun blev puslet hver 4. time, og jeg skulle malke ud hver 3. time. Der var slanger og ledninger over alt, og den baby vi havde regnet med, at vi skulle have, var nu reduceret til en meget lille skabning, som vi i starten slet ikke turde knytte os til. Vi lærte hurtigt alle de nye lægeord og -udtryk, så vi kunne forstå, hvad lægerne sagde. Det betød, at vi kunne læse blodprøverapporter og snakke med, når lægerne gik stuegang. For hun var jo vores baby, og vi kendte hende bedst.

Daniel brugte de første 14 dage sammen med os på sygehuset, og herefter fik han flyttet sin arbejdsplads til Odense. Det betød, at han var væk 4-5 timer i hverdagene, men kun 5 min fra sygehuset. Jeg er helt sikker på, at den tid hver for sig er årsagen til, at vi ikke endte med, at rykke hovederne af hinanden.

Vi skulle ligge hud mod hud med Anna i 6-8 timer hver dag, så den ene tog vagten om morgenen, og den anden om aftenen. Det lyder jo umiddelbart meget hyggeligt, men det er mega varmt, og til tider holdt Anna op med at trække vejret, så alle alarmer ringede. Det var ikke unormalt, at hun flere gange i løbet af dagen holdt op med at trække vejret, og skulle mindes om det. I starten var det helt forfærdeligt når det skete, men efterhånden lærte vi, at tackle hendes udfald og kunne stimulere hende, så vejrtrækningen igen satte igang.

dcd32799-f4d3-44f0-ac5a-72e7273faaf4

Inden fødslen havde lægerne fortalt om den risiko, der er forbundet med, at være født så tidligt. De fortalte hvilke komplikationer vi kunne forvente, og hvilke udfordringer vi ville møde. De passede alle sammen rigtig fint på Anna. Så hver gang der kom en ny komplikation var vi forberedte, selvom det var hårdt.
Men i starten af marts var der blod i hendes afføring, og et par dage efter endte hun på operationsbordet med beskeden “Vi skal kigge ind til tarmene. Måske er der ikke noget galt, og måske er det så slemt, at vi ikke kan gøre mere for hende”. Annas tarmbakterier var begyndt, at lave små luftbobler i tarmen, og for at se hvor galt det stod til, blev de nødt til at åbne. Hun blev nøddøbt og herefter sendt afsted på operationsbordet, og hele verden stod stille. Heldigvis var det ikke så slemt, og man fjernede ikke noget tarm. Turen under kniven sendte hende i respirator i en uges tid.

cropped-image-2-e1451779531641.jpeg

Efter operationen tog det nogle uger inden vi var tilbage på sporet igen, og midt i marts rundede Anna endelig 1.000 g, efter at have været nede på 724 g.
Herefter gik det planmæssigt fremad. Hun fik ekstra protein i sin mælk, og gradvist øgedes hun i sondemængde, så hun kunne slippe for alle de drops. I starten af April blev vi flyttet til Esbjerg Sygehus, hvor Anna blev installeret på vores stue med alle hendes skærme og ilt. Det betød at vi endelig blev “normale” forældre, der selv skulle stå op om natten, give mad og pusle. Helt uden skemaer og andre der kiggede. Men det betød også, at vi ikke længere kunne gå ind for os selv og låse døren, når tingene blev for meget – og det var hårdere end vi lige havde regnet med.

Anna voksede og voksede. Sidst i april vejede hun lidt over 2.000 g, og i starten af maj kunne hun begynde at trække vejret uden hendes ilt-maske. Det var helt fantastisk, at kunne holde hende som en rigtig baby, for nu kun skulle holde styr på en enkelt ledning, der målte ilten i blodet. Vi var også endelig begyndt på ammetræning, og det gik heldigvis rigtig godt.

Den 26. maj kom vi endelig hjem med vores lille skat. Hun vejede nu lidt over 3.000 g. Nu kunne vi gøre alt det, vi gerne ville, og som vi havde ventet på. Normalt er det jo moderen, der knytter stærke bånd til baby, og faderen er i den første tid lidt sat på sidelinjen. Men i vores tilfælde var vi lige gode. Det betød ikke noget for Anna, hvem af os der var omkring hende. Det har helt sikkert været en styrke for vores forhold, også efter vi kom hjem.

I dag er Anna sund, rask og næsten 15 måneder gammel. Hun vejer 10 kg og er 78 cm. Hun startede i vuggestue med 10 andre børn den 1. april, og det er gået ud over alle forventninger. Hun elsker at komme der, og har ikke været ked af det, når vi er gået fra hende. Indtil nu er der ikke nogen mén, men vi skal stadig passe på, at hun ikke bliver udsat for alt for mange ting på én gang. Det blev til 99 dage på et sygehus, og vi har lært en masse om os selv og hinanden. Vi har lært ikke at tage os af bagateller og de problemer, der før kunne virke uoverskuelige er blevet ligegyldige.

Da vi i februar stod og kiggede på Anna med alle vores bekymringer og spørgsmål, blev vi enige om, at hvis vi kom igennem det her, så kan vi klare alt!

imageimageimage



Flere fortællinger om præmaturbørn? Så læs også:

Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følgerne af en for tidlig fødsel

Voldsom svangerskabsforgiftning betød, at lille Stephanie kom til verden 7 uger før termin

 

You Might Also Like

  • Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følgerne af en for tidlig fødsel
    31. maj 2016 at 7:26

    […] 99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet […]

  • Voldsom svangerskabsforgiftning betød, at lille Stephanie kom til verden 7 uger før termin
    31. maj 2016 at 7:33

    […] 99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet […]

  • En fantastisk og kærlig dreng – En mors fortælling om livet med autisme og ADHD
    2. juni 2016 at 21:06

    […] 99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet […]

  • Den største sorg – Fortællingen om lille Irmelin
    4. juni 2016 at 3:59

    […] 99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet […]