Angsten for at skade mit barn psykisk

Stine er 32 år og meget snart mor til en dreng. Stine har ikke en fødselsdepression, men er i risikogruppen for at få en, da hun lider af periodisk depression og angst. Stine har under hele sin graviditet kæmpet med en masse tanker og frygten for om hun bliver en god nok mor. Tanker om hendes sygdom kan få hende så langt ud, at hun måske vil skade sin søn psykisk.


Om ca. 8 uger bliver jeg mor til en lille dreng. Det er mit første barn, og han er virkelig et ønskebarn. Vi har prøvet i næsten to år, og jeg har aborteret to gange. Så da jeg endelig blev gravid tredje gang, var det både en følelse af lettelse og glæde, der ramte både min mand og jeg, men nok især for mit vedkommende, også en helt masse bekymringer, ængstelse og frygt for at det måske ville gå galt igen.

baby, depression, depressiv mor, efterfødselsreaktion, fortælling om fødselsdepression, fødselsdepression, gravid, kærlighed, mama, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, vejen ud af fødselsdepression

Først efter 20 ugers scanningen turde jeg rigtig tro på det. Jeg har været glad og lykkelig over graviditeten hele tiden, men hele tiden også lidt forbeholden.

Så skulle man tro, at så forsvandt alle bekymringer og alt angsten derefter. Men sådan er det bare ikke for mig. Jeg er nemlig diagnosticeret med periodisk depression og angst. Derfor er bekymringstanker, i sådan en grad at det til tider er hæmmende for mit liv og min hverdag, noget der følger mig. Mit indlæg handler af den grund heller ikke om at have en fødselsdepression, men om hvordan det er at være i risikogruppen for at få en pga. min forhistorie, med op til flere depressioner, indlæggelse på psykiatrisk og selvdestruktive tanker og handlinger.

Jeg har siden barn haft angst og været bange for mange ting, men dengang talte man ikke rigtig om den slags i forbindelse med børn, så det var bare sådan jeg var- en lille forsigtig bangebuks.

I mine teenager år kom der flere og flere angst tanker, melankoli, selvmordstanker og depressive mørke perioder. Og det endte med et brag, da jeg som ca. 20 årig forsøgte at begå selvmord og blev indlagt. Desværre fik jeg ikke den rigtige behandling dengang, fra hverken min egen praktiserende læge eller psykiatrisk. Min egen læge havde trappet mig længere og længere op i antidepressiv medicin, uden nogen virkning, andet end at jeg blev mere og mere sort indeni og fik flere og flere selvmordstanker. På psykiatrisk trappede de mig ud af det hele, og sendte mig mere eller mindre bare hjem, med besked om at jeg havde haft en livskrise.

Derefter blev jeg bange for medicin – ironisk nok. Det der skulle hjælpe mig, var pludseligt farligt. Så jeg holdt mig fra lægerne, hvis de foreslog medicin. Istedet gik jeg en del til psykolog og har egentligt gjort det on and off lige siden. Det har kunnet holde det nogenlunde i skak, og har givet mig nogle redskaber til at tackle det.

Men jeg har fortsat haft perioder med decideret depressioner, og har det endnu. Idag er jeg under vingerne på et andet psykiatrisk hospital, og her har de virkelig formået at forstå, hvad det er der tricker mine depressioner og min angst, og de har også fået mig gjort rolig omkring medicin, og jeg er derfor på antidepressiv og angstdæmpende medicin nu. Men denne gang er det anderledes, for det virker på den rigtige måde, og jeg er ikke bange for det. Jeg kom ind i “systemet” igen efter en rigtig stor nedtur grundet mit job. Jeg er uddannet lærer, men er opsagt pga. min seneste depression.

Og så kommer vi så til det med, at jeg er i større risiko for at få en fødselsdepression end andre, fordi jeg har den her diagnose.

Det er noget, der fylder en hel del i mit hoved, og det har holdt mig oppe flere nætter under min graviditet. For selvom jeg får medicinen og den virker, jeg bliver fulgt ekstra tæt af hospital, min egen læge, sundhedsplejerske, jordmoder og psykiatrisk, og der virkelig er taget utroligt meget hensyn og forbehold for, at jeg kan få det svært både under graviditeten, men især efter, med det pres det er/kan være at få et barn, og min psykiske sårbarhed, så rumsterer bekymringen og frygten stadig i mit hoved.

Jeg har nydt at være gravid, og nyder det stadig, og jeg har haft det nemt fysisk indtil videre. Istedet har jeg kæmpet med alle de dumme tanker, som min sygdom gør, at jeg ikke kan kontrollere, og har virkeligt svært ved at skubbe væk. For med min fornuft ved jeg godt, at det ikke er rigtigt, det hele skal nok gå, jeg har et godt netværk, verdens bedste familie, alle mulige professionelle omkring mig, og en helt igennem fantastisk mand, der både til hverdag og under min graviditet har levet og lever med min luner, mit natterenderi, min gråd, mine angstanfald, mine voldsomme humørsvingninger, mit meget lave underskud og min usikkerhed og trang til evig bekræftelse.

Men mit monster af en sygdom, sidder bare altid på mine skulder og hvisker onde ting, og når jeg er psykisk nede, så er jeg ikke stærk nok til at lukke af for stemmen.

Sådan er det heldigvis ikke hele tiden. Jeg har mange gode dage, og jeg ved også godt, at alle kommende mødre og fædre gør sig en masse tanker og bekymrer sig, er bange og skræmte oveni, at de er euforiske og lykkelige over det lille liv, der kommer.

Mine onde tanker går bare ikke helt væk på samme måde som andres, ved at man taler fornuft til dem. De kommer igen og igen. Og fordi jeg faktisk har oplevet at være deprimeret og have flere depressioner, så er det ekstra skræmmende at tænke på, at det måske sker for mig igen, og så på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg burde være allermest glad. Jeg ved, hvor ondt det gør, hvor mørkt der er når depressionen tager fat, hvor langt ud man kan komme, og hvor svært det er at komme oven på igen. Så indimellem kommer de her tanker altså: ” Måske kan jeg slet ikke klare at blive forældre? Måske er det for stor en mundfuld? Kan jeg “smitte” mit barn med mine sorte tanker, så han bliver født som sådan en lille ængstelig dreng? Ender det med at der kommer nogen og tvangsfjerner ham, fordi jeg er så dårlig en mor? Hvad nu hvis medicinen alligevel ikke er så sikker, som de siger, og han får skader af det? Så er det min skyld, fordi jeg var sådan en egoistisk person, der ikke stoppede med det under graviditeten… Hvad gør jeg, hvis jeg har en dårlig dag, hvor jeg er nede og græder og er ude af mig selv? Hvem skal så passe ham? Kan jeg selv det eller gør jeg ham så ked af det og skader jeg ham? Er jeg overhovedet kompetent til at være forældre, når jeg er sådan her? Kan jeg give ham det, han har behov for og kan jeg elske ham nok, når jeg er så meget inde i min egen hjerne og alt det jeg ikke kan styre der?” – og sådan kunne jeg blive ved…

Men når alt kommer til alt, og min verden ikke er helt sort, så ved jeg godt, at jeg godt kan. Men det bliver helt sikkert hårdt og svært, og måske også hårdere og sværere end det er for andre. Jeg skal blive helt vildt god til, og meget bedre end jeg er nu, at bede om hjælp. Min mand og jeg har talt meget om det, jeg har talt med mine forældre, mine søstre, veninder og vennepar, og jeg ved, at der står en hel hær parat til at tage over, hvis eller når jeg føler det brænder på, verden vælter og jeg bliver bange for, at jeg ikke kan tackle situationen. Men jeg skal lade dem hjælpe, og jeg skal lade dem se, helt præcist, hvordan det er og hvordan det ser ud, når jeg er aller længst nede og aller længst ude på dybt vand. Både for min egen skyld, men især for min lille drengs skyld, for han fortjener kun det bedste. Og det er måske ikke altid mig.

Det ved jeg jo ikke før, han er her, men det er noget der er med i tankerne. Og samtidig prøver jeg også at sige til mig selv, at måske har alle “de kloge” ret- alle dem der gang på gang har fortalt mig, at når man bliver mor, så træder man selv i baggrunden, man er ikke selv hovedperson og ikke selv så vigtig mere.

Livet får en ny og større dimension. Det håber jeg er sandt, og det vil jeg glæde mig til.



Flere fortællinger om fødselsdepressioner? Læs med lige her:

Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget. 

Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression

Fødselsdepressionens mørke

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

Min familie var bedre tjent uden mig – en mors fortælling om fødselsdepression 

You Might Also Like