Bagsiden af en fødsel – Noget der sker for de færreste, men det sker og det kan blive godt igen.

Mit første barn, min datter, kom til verden ved akut kejsersnit. Hun blev dårlig efter jordemoderen havde taget vandet. Og så sku det gå stærkt. Jeg var “en 2’er”, kaldte de det. Oplevelsen var helt ok, selvom det var voldsomt og jeg var panisk bange for, at der skete hende noget. Det gjorde der ikke, hun kom ud sund og rask. Bagefter var jeg ærgerlig over, ikke at havde født selv. 

Da jeg blev gravid et år senere, gik meget af mine samtaler med jordemoderen på, at jeg virkelig gerne ville føde selv. Det var der heller ikke noget i vejen for, og selvfølgelig “fik man ikke 2 voldsomme fødsler i streg”, som hun sagde.  

Min fødsel af min søn startede efter en kedelig fodboldkamp i tv. Jeg forbandt det ikke først med veer, at det nev sådan. Men jeg vågnede om natten og det gjorde ondt. Stod op, sad i stuen et par timer. Og tog tid. Gik i bad, da det ik var sjovt mere. Ringede til fødeafd og vækkede min kæreste. Vi kørte derop. De satte målere på mig og jeg var spændt og nervøs, men følte mig tryg. Efter et stykke tid i en modtagelsesstue, kom vi på en rigtig stue. Det gjorde ondt af helvede til, men der var ikke sket noget. Jeg skiftevis sov og brokkede mig. På et tidspunkt gik vandet. Det var ved den 2. jordemoder. Efter flere timer kom vi på fødestuen. Jeg fik lagt epidural, for det gjorde mega ondt.

Så langt så godt, et helt almindeligt forløb. Narkoselægen stak 4 gange før det lykkedes ham. Der blev jeg utryg. Jeg skulle sidde helt krummet sammen, selvom jeg fik veer, måtte ikke flytte på mig, ” for du kan blive lam, hvis jeg rammer forkert”…Blokaden hjalp kun i den ene side af kroppen. På et tidspunkt fik jeg lidt beroligende, for at jeg kunne sove. Der kom en ny jordemoder. (Den 3.) Og nu skulle de havde sat målere på mig indvendig og på min dreng og jeg begyndte at blive nervøs. Da jeg endelig skulle presse (23 timer efter vi var kommet) kunne de ikke få fødelejet til at virke. Så en studerende skulle holde mit ene ben, mens det andet lå i bøjlen. Jeg pressede. Der skete ingenting. Fik at vide (igen) hvordan jeg skulle gøre. Fødselslægen besluttede at lægge en cup. Ved næste presseve skete der heller ikke noget. Mens vi ventede på 3 ve, kiggede jordemoren op på mig og sagde så bestemt: “Din dreng har det meget meget dårligt. Han skal ud NU!”-og der blev jeg rigtig bange. Jeg var helt med på, hvad det egentlig var hun sagde.

Presseveen kom, jeg sagde ikke en lyd, lukkede bare øjnene, tog fat i min inderlår, pressede hagen mod mit bryst, og så pressede jeg. Alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg vidste, at hvis jeg sagde en lyd, trak vejret, så blev mit pres mindre, eller også forsvandt det. Så det gjorde jeg ikke. Jeg blev bare ved. Det sortnede for mine lukkede øjne, og iflg. min kæreste blev min krop blå…Endelig kom vores dreng ud. Og han skreg. Han havde slugt lidt fostervand, men ellers var han helt fin. Jeg følte mig SÅ stolt. Jeg havde født, jeg KUNNE!!!

Jordemoderen mente, jeg lige skulle have et enkelt sting. Vi pjattede og stemningen var god. Det personale der havde siddet ude i deres vagtrum, havde fulgt med på deres skærme derude, kom ind og ønskede tillykke. De skulle lige se “hvem den seje kvinde var” som en sagde til mig. Så ændrede stemningen sig. Jeg var gået big time i stykker. Og nu skulle jeg syes. Jeg forstod det ikke helt. Var bare glad. Jeg blev kørt afsted til operation og vores lille dreng var hos sin far. Efter operationen lød dommen “sphincterruptur grad 4”. Bortset fra, at yderste ringmuskel ikke var gået i stykker. Tilgengæld var alt andet…Mit mellemkød var gået fra hinanden og havde en 10 cm langt rift mellem skede og min endetarm. Det havde lægen syet sammen. Den inderste ringmuskel var sprunget, den havde lægen også syet sammen. Jeg var ked af det. Jeg vidste godt, hvad det betød. Men hey-knibeøvelser og ikke sidde i 3 uger. Det skulle nok gå. 

Efter 3 dage kom vi hjem. Jeg kunne ikke sidde og måtte kun ligge ned og amme. Til nød måtte jeg lige løfte min dreng. Ikke andet. Ikke særlig fedt, når man også havde en lille pige på 20 mdr, man også gerne ville være mor for. 

Vi var hjemme i 1,5 døgn. Jeg skulle tisse om natten, men jeg kunne ikke, og det gjorde også vildt ondt, når jeg havde afføring. Om morgenen kunne jeg ikke holde smerterne ud. Jeg kunne næsten ikke gå. Så vi ringede til sygehuset, der bad os komme. Jeg havde urin-retention. De tømte mig først for 800ml. (Ved 300 ml har man mega tissetrang…) en halv time efter 500 ml….og det gjorde ondt at få lagt kateder. Og det gjorde ondt ikke at kunne tisse. Og så var der det med, at jeg mente jeg havde afføring ud af min skede. Lægen der også havde været med ved fødslen kom og tjekkede mig. “Det var puds” lød beskeden, der kom ud af min skede. Okay, hvad vidste jeg…Da jeg stadig ikke kunne tisse, ville sygeplejersken ligge et blivende kateder, så min blære kunne få fred. Det måtte hun ikke for lægen. Jeg skulle i stedet have lagt et engangskateder, hver 3. time. Efter 2 timer måtte jeg ringe efter spl. Jeg kunne stadig ikke tisse. Og nu skulle jeg. Og det gjorde ondt. Hun lagde kateder for 3.gang. Og tog en ny diskussion med lægen. Som ikke ville lade hende lægge et blivende. Efter 2 timer var den gal igen. Nu gjorde det enormt ondt. Sygepl prøvede så forsigtig hun kunne at lægge 4. Kateder. Hun måtte opgive. Jeg var nu så hævet, at det ikke kunne lade sig gøre. Hun tilkaldte lægen, der så konstaterede, at så ville hun da lige prøve, når nu spl ikke kunne. 2 forsøg fik hun. Så måtte hun give op. Jeg skreg nu af smerte. Det gjorde ondt i mit urinrør og min blære var nu så fyldt, at min mave stod helt udspilet og jeg nærmest ikke kunne trække vejret. Så lagde lægen et blivende. Ud fra devisen “der ER hul, jeg skal bare presse hårdt nok”. Så det gjorde hun. Jeg skreg helt enormt. Lidt af smerten forsvandt, da urinen kunne komme ud. Resten af tiden bad jeg om isbind og smertestillende i et væk. Og så var der jo det med min afføring. 

Jeg var mere og mere sikker på, at der kom afføring ud af min skede, når jeg gik på wc. Det gjorde SÅ ondt. Om natten, efter næsten 2 døgn, kaldte jeg på en sygeplejerske. Jeg græd, det var SÅ ydmygende, men jeg tog toiletpapir, tørrede mig, viste hende det og sagde “det her er fandme ikke puds!! Det skal ik være der!!!”  Hun gav mig ret. Næste morgen kom en ny læge og ville tilse mig. Han skulle lave en gynækologisk undersøgelse på mig, for at se, hvor galt det stod til. Jeg kunne næsten ikke komme op på lejet, ej heller få mine ben i bøjlerne. Jeg græd af smerte. Mens tårerne bare trillede ned af mine kinder og jeg følte mig så ydmyget, bad han mig meget fast om at slappe af og tage mig sammen, ellers kunne han jo ikke undersøge mig. Jeg holdt op med at græde, lå og forsøgte ikke at hidse mig for meget op og tænkte på at mine balder blev “flade som pandekager”, et trick den første sygeplejerske havde lært mig. 

Efter jeg var gået retur til min stue kom han ind til mig. Det var ikke puds, men afføring. Så nu skulle jeg overflyttes til et større sygehus. Det blev jeg et par timer senere. Der var travlt på barselsafdelingen, som jeg kom til, så jeg lå længe. Ud på aftenen blev jeg hentet af en læge til endnu en gyn.undersøgelse. Da jeg var kommet op på lejet, uden at have fået benene op i bøjlerne, kom lægen hen til mit ansigt (også her lå jeg og græd af smerter) og sagde “Jeg vil ikke undersøge dig sådan her. Det vil være et overgreb. Vi gør det i morgen tidlig-i fuld narkose”. Hold kæft, hvor blev jeg glad. Og overrasket. 9 timer tidligere var jeg blevet bedt om at slappe af og tage mig sammen. Næste dag viste narkosen at det hele var sprunget op. Det var derfor, jeg havde afføring det forkerte sted. Faktisk var min skede fyldt med afføring. De ville forsøge at reparere det, men der skulle først lægges en plan og det kunne først blive dagen efter, at den operation fandt sted. Det gjorde den så. Efterfølgende kom lægen. Nu skulle vi krydse fingre. For afføring ætser, når der står i skeden. Så det havde været meget svært at sy. Så måske sprang det hele op igen. 2 døgn senere, om natten bad jeg om at tale med en læge. Der var afføring i skeden. Han undersøgte mig lige så forsigtigt og ja, desværre. Men han ville skrive mig på næste dags operationsprogram….til en stomi. For nu skulle mit underliv have fred. Og afføringen skulle væk. Det kom den kun med stomi. Som ville være midlertidig. Max 6 mdr. 

Jeg blev sat til at faste og fik drop, da jeg ammede min dreng. Sygeplejerskerne fortalte mig, at jeg måtte gerne opgive min amning, de ville gerne hjælpe mig med at få gang i, at han tog flaske. Men det VILLE jeg ikke. Det var det ENESTE der på det tidspunkt, for mig, adskilte mig fra personalet og min søster /mor der var hos mig. For jeg kunne intet andet med ham. Det var dem der trøstede ham, skiftede ham, bøvsede ham, puslede med ham. Men JEG kunne give ham mad. Og en tryg favn. Mens vi lå i sengen sammen og hyggede os og lærte hinanden at kende og selvom det var vildt hårdt, så gjorde jeg det. Jeg fastede i 23 timer og i mens malkede jeg ud, for at der skulle være mælk til min lille dreng, mens jeg var væk Så blev operationen aflyst. Men jeg kom på næste dags program. Altså havde jeg lige en time til at få lidt mad. Og så faste igen. Det gjorde jeg. I 23 timer. Og blev aflyst. Igen. Fordi der kom akutpatienter. Og de skulle selvfølgelig til først, jeg var ikke akut (nok). 

Alt imens lå jeg og havde pisseondt og skulle vænne mig til tanken om stomi. Jeg skulle amme min dejlige lille dreng, jeg savnede min datter, der var langt væk, og min kæreste, som også var langt væk. Men det blev morgen. Og jeg havde nu SÅ ondt. Og følte mig SÅ klam og beskidt af at have afføring i skeden, at jeg lå og glædede mig til at få den stomi. Da jeg endelig blev kørt afsted til operation, stod flere sygeplejersker og vinkede og sendte “tommel-op” til mig. Jeg tror ikke de heller, syntes det var rart at se mig ligge i al den ventetid. 

Hvilken lykke at vågne op med stomien . Ja, det var overvældende og lidt klamt, og hvad med sex, og hvad med min kvindelighed osvosvosv. En milliard spørgsmål. MEN det gjorde ikke ondt længere. Nu var jeg så udstyret med stomi OG jeg kunne stadig ikke tisse og havde derfor fast kateder. Kæft det var hyggeligt endelig at trille rundt på afdelingen med min lille dreng, med en kæmpestor hævet stomi, der var tydelig gennem hospitalstøjet og så et dropstativ, hvor min pose med pis hang…..

Gik jeg rundt uden baby, jeg skulle gå en del for at få maven igang-kiggede de stakkels fædre/kommende mødre forskrækket på mig og må have tænkt “hvad fanden laver hun her”.. 

Der gik næsten et år og 11 operationer, før min stomi endelig kunne lægges tilbage. Den 1.uge hjemme efter stomien blev lagt, skulle jeg lægge kateder på mig selv for at tisse. Og skifte stomipose med afføring. Jeg følte mig så ydmyget. Samtidig skulle jeg være mor for 2 små børn. Og forsøge at være en slags kæreste. Langsomt vænnede jeg mig til det. Min krop fandt ud af at tisse igen, så jeg ikke skulle lægge kateder. At skifte stomien, blev en hverdagsting; først skiftede jeg mine børn, så skiftede jeg mig selv.Det var lidt et udstyrsstykke at skulle afsted med 2 blebørn og en “stomist”. Der skulle være bleer og skiftetøj til dem og stomipose og skiftetøj til mig. Jeg oplevede heldigvis aldrig store uheld, kun små, som kun jeg registrerede. 

Idag er min dreng 2 år. 

Det er kun arrene på min mave, der viser at jeg har haft stomi. Min blære og mit urinrør har det ikke for godt. Det er noget med nogle ødelagte nervebaner. Derfor spiser jeg prostata-piller. De hjælper lidt. Jeg er glad for at jeg “kan selv” både det ene og det andet, når jeg skal på wc. Jeg har smerter i mit underliv og er igang med et forløb, hvor jeg får lagt blokader. 

Jeg er ikke helt der, hvor jeg kan grine af oplevelsen, og jeg ville hjertens gerne have været det foruden, men det er okay. Og jeg er okay. Også med mit ar på maven. Resten af familien er også okay. Selvom lægen, der for 2 år siden, kom med den nedslående besked, gjorde sit bedste, for at overbevise mig om, at det nok skulle gå, troede jeg ham på ingen måde. Jeg er glad for, at han fik ret og jeg er glad for, at der findes så enormt dygtige læger, at jeg kunne blive fixet. 

Efterfølgende har det vist sig, at de under fødslen glemte at blæretømme mig efter de lagde blokaden og at fødselslægen bla. skulle have tilkaldt specialister til at sy mig da det først var gået galt. Så var i hvert fald en stor del af mine skader undgået. 

Jeg må gerne få flere børn. Jeg må bare ikke gå i noget der ligner fødsel.

Jeg er så glad for de to sunde og raske børn jeg har. Og med de to voldsomme fødsler, har jeg slet ikke lyst til at tage chancen med en mere. 

Hvis du nåede til vejs ende, så tak fordi du læste med. Det her var en historie om “bagsiden af fødsler”. Det sker meget meget sjældent. Men nu er min historie her. Så kan den måske give lidt håb, hvis det sker for andre- 

Det bliver godt igen !!


Læs også: 

Når et barn lader vente på sig

 
 
 
 
 
 

You Might Also Like