Breastfeeding – når det ikke går som planlagt

Malle er mor til Elias fra 1/3-14 og havde ikke regnet med, at det at skulle amme ville blive noget problem. Men det er ikke alting man kan planlægge – læs Malles historie her.


Her den anden dag stod jeg op til at internettet var fyldt af smukke ”breastfeeding selfies” på både Instagram, og Facebook. Når det kommer til amning synes jeg det er en værd kvindes ret at kunne dække sit barns behov når de har brug for det, også selvom det er i det offentlige, så synes naturligvis det var en super smuk måde at prøve at komme ud med et budskab, for amning må og skal normaliseres. 

unnamed

Beundrede alle folks billeder i løbet af dagen, dog havde jeg enlig ikke tænkt mig at lave et selv, for jeg fik aldrig lov til at fuld amme, trods det var et kæmpe ønske, plus min søn Elias er 3 år i dag, så amning er slet ikke aktuelt for mit vedkommende. Men hele dagen tænkte jeg faktisk på amning, og kom specielt til at tænke på mine følelser omkring det, så jeg valgte at lave et ”brelfie”, som var lidt anderledes end de andres. Jeg brugte nemlig en af mine få billeder jeg havde hvor jeg ammede den gang, til at fortælle min historie om hvor basalt behov amning kan være, og nok også er for de fleste. 

Da Elias kom til verden, blev han lagt til mit bryst som det første, og ligesom så mange andre første gangs fødende havde vi lidt start problemer, men trods det fandt vi forholdsvis hurtigt teknikken, og var begge tilfredse, men der gik ikke mange dage før Elias gav tegn på manglende mæthed, så han fik noget modermælkserstatning som supplering, da min mælk selvfølgelig bare lige skulle løbe til. Det skulle så vise sig at det gjorde den ikke. Det var en kæmpe skuffelse, men blev ved med at lægge ham til hver eneste dag, supplerede op med modermælkserstatning, og begyndte til og med at pumpe ud i mellem amningerne for at give ham mest muligt af det gode. Håbede samtidig at det kunne stimulere brystet, så mælken snart begyndte at komme fossende. Mælken slap hurtigt op, og måtte indse efter 1,5 måned at jeg bare ikke producerede mælk nok. Måtte så desværre tag et hårdt valg og stoppe amningen, da Elias alligevel fik dobbelt så meget modermælkserstatning på en dag, i forhold til brystmælk. At amme, for så at malke ud, optog det meste af min dag, og jeg gik også hen og blev meget syg af brystbetændelse. I flere måneder efter Elias ikke blev ammet længere, følte jeg hver gang vi lagde i favn, en kæmpe trang til at lægge ham til, og nogen gange gjorde jeg det også bare for hyggens skyld. Elias søgte også mit bryst hele tiden, og når han fik flaske flugtede jeg flasken med mit bryst, så han lagde ved brystet selvom det var flasken han spiste af. Da jeg måtte opgive amning, følte jeg et kæmpe nederlag, ikke på grund af at jeg havde en opfattelse af at en mor sad i brystet, det var i forvejen den gang uddebatteret over alt på de sociale medier. Det var mere det fysiske behov der lagde så dybt inde i mig, som jeg ikke kunne give slip på. Uden at lyve kan jeg stadig mærke det nogen gange vis jeg tænker på det, og når jeg tænker på det skræmmer tanken ”hvad så næste gang?” mig rigtig meget. Når og hvis Elias en dag skal være storebror, som vi selvfølgelig håber, vil jeg virkelig gerne give det et forsøg igen, men er så bange for at gå det hele igennem en gang til, og føle alle disse ting igen. Det der gjorde mest ondt ved ikke at kunne amme som ønsket, var at jeg ikke producerede mælk nok. Der følte jeg virkelig at min krop fejlede, at min natur gik i mod mig, og ikke mindst følte jeg mig modarbejdede af mig selv. Kunne jo ikke bare pege finger og placere skylden på nogen. Synes de jordemødre vi mødte, sundhedsplejersken, og ikke mindst lægen gjorde hvad de kunne for at min amning skulle lykkes, det samme synes jeg både Elias, og jeg selv gjorde, så i bund og grund følte jeg kun at jeg kunne takke min krop for det, og det var der jeg for første gang begyndte at hade min ”mor krop”. Der gik ikke længere inden alt andet så også var galt, slap hud, strækmærker, min brystform. Min mand kunne fortælle mig flere gange når jeg stod foran spejlet og praktisk talt hadede mig selv, at jeg var så smuk, og min krop havde båret vores elskede dreng så pænt, så det kunne umuligt være en grim ting at kroppen havde forandret sig, men jeg troede han bare prøvede at lægge et plaster på såret. Heldigvis vendte det hele i takt med accepten af at Elias skulle være et flaksebarn, og Elias havde det så fint med at få flaske, og vi gjorde det også til hyggestunder præcis som med amingen. Samtidig hjalp det også at få at vide at Elias voksede som han skulle, og fik den næring han behøvede igennem modermælkserstatning. Den dag i dag kan jeg stadig mærke at amning er et følsomt emne for mig, og snakker aldrig om det. Men når det kommer til min oplevelse med amning, og de følelser jeg har haft omkring det, kan jeg slet ikke acceptere at man gør amning til en forkert ting. Tror slet ikke folk tænker over hvad det gør ved den kvinde der ikke må amme sit barn, og de forstår slet ikke hvor stort et behov det er, så jeg lavede mit eget ”brelfie” med denne historie til på Instagram, for uanset om man har ammet, eller ikke har kunne amme, så er amning noget der skal være plads til, og til de kvinder hvor amningen ikke lykkedes, skal i bare vide at det er okay at overgive sig til flasken når amningen ikke lykkes, og det er okay at føle sig snydt, og ked af det over det.

Dette er en af de få billeder som jeg har af Elias ved mit bryst♡ Synes amning er så smukt, og vil ønske det var gået os anderledes. Dette billede rør mig VIRKELIG dybt i hjertet!♡ #brelfie

jl


Læs også: 

5 ting om amning jeg gerne ville have vidst, før jeg blev mor

Mødrenes bedste råd om amning

Det bør alle ammende kvinder vide – Gode råd og tips fra privat jordemoder

Helt ærligt, man aner jo ikke hvad man skal være klar til! – En fortælling om forventningerne til, at blive forældre første gang

Forældre for første gang – Verden bliver aldrig den helt samme igen!

You Might Also Like