Dårlig samvittighed – MamaT

Jeg hedder Theresa og er 26 år. I 2011 flyttede jeg fra Færøerne (FO) til Danmark (DK), med min søn Arek, som dengang var 1 år. Jeg flyttede fordi jeg skulle læse til sygeplejerske. Man kan læse til sygeplejerske på Færøerne, men jeg havde altid haft planer om at flytte til Danmark efter gymnasiet. At jeg så blev gravid og fødte en måned efter at have fået huen på, var ikke helt en del af min plan, MEN det skulle i hvert fald ikke stoppe mig.

Så vi flyttede, sommeren 2011, og jeg startede på sygeplejestudiet. I starten boede vi i en 2 værelses kollegie lejlighed, senere flyttede vi i en 3 værelses lejlighed på samme kollegie. I den opgang jeg boede, boede primært familier med børn, så i weekenderne var der godt med liv ude på gangene, fordi alle børnene løb imellem lejlighederne og legede. Fantastisk sted at bo, og både mig og min søn savner til tider det sammenhold vi havde med de andre familier.

Jeg gennemførte sygeplejerskestudiet, med rigtig god hjælp fra mine forældre, Areks far, Arek farmor og farfar, veninder, samt min tidligere svigerfamilie.

De gange jeg fik krise af at være alenemor, studerende og i gang med at læse op til eksamen, i et land langt væk (det tager 2 timer at flyve fra DK til FO) fra min familie, var de der alle for mig og hjalp mig igennem.

Jeg blev uddannet sygeplejerske i januar 2015, og havde allerede fået fast job på Rigshospitalet med start en måned senere. Så jeg holdt fri hele februar måned, og sov nærmest hele måneden væk, fordi jeg var helt udmattet efter bachelor forløbet.

Jeg vil uden tvivl sige, at den bedste beslutning jeg nogensinde har taget for mig og Arek, var at flytte til Danmark. Om end det til tider har været ualmindeligt hårdt at være så langt væk fra hele familien, har det været fantastisk.

For nu sidder jeg her, 6 år senere, i et rækkehus på Amager, hvor jeg bor sammen med Arek og min forlovede Emil. Vi har en lillebror på vej, med termin juni ’17 og jeg kunne ikke være lykkeligere.

Udover at arbejde som sygeplejerske, er jeg også frivillig rådgiver på en færøsk hjemmeside, hvor børn og unge annonymt kan skrive ind, og få en snak med professionelle og et godt råd, om stort og små. I er velkomne at skrive til mig, hvis i har nogle spørgsmål. Om det så er sundhedsfaglige spørgsmål eller spørgsmål om samliv, børn, delebørn, kærester eller noget helt andet.

Livet er SKØNT.

Med Mama T’s afsnit af MamaWise vil jeg skrive om alt mellem himmel og jord. Jeg vil bruge både min erfaring som mor, forlovede, gravid, sygeplejerske, veninde og alle de andre roller jeg har i livet, til at finde inspiration omkring de emner jeg vil skrive om. Og så er ALLE velkomne til at skrive til mig på MamaWiseMamaT@gmail.com, komme med spørgsmål og forslag til emner der skal tages op.

Jeg håber i vil tage godt i mod det.

God karma – Mama T


Forælder med dårlig samvittighed

Ca. Hvert fjerde barn i Danmark vokser op som delebarn, hvor mor og far ikke lever sammen i et parforhold. Og det er noget som til tider kan give mig virkelig dårlig samvittighed. Mig og faren til mit barn, gik fra hinanden da Arek var 1 år, så hans virkelighed har altid været at mor bor her og far bor et andet sted.

En dag, hvor min søn har været omkring 4 år, fortalte jeg som led i en eller anden samtale vi havde, at mor havde kysset på hans far. Min søn blev helt forfærdet og ville slet ikke tro på det, for i hans verden kendte mor ikke hans far. Min stakkels fireårige blev så forvirret at han begyndte at græde.

”Men mor?” spurgte Arek mig, ”hvis dig og far har kysset og været kærester engang, hvorfor er i så ikke kærester nu?”

Jeg kan ærligt ikke huske hvad jeg svarede, men heldigvis endte situationen godt. Vi fik sammen ringet til Areks far, som heldigvis kunne bekræfte historien, om at mor og far kendte hinanden.

Puha en mavepuster!!! Hvad havde jeg gjort forkert, siden min søn ikke vidste at hans mor og far kendte hinanden? Hvordan kunne vi gøre det bedre?

Faktum er, at mig og Areks far har et meget godt forhold og samarbejder rigtig godt om Arek. Arek ser sin far så ofte han overhovedet kan, og i lange perioder ad gangen. Vi skiftes til at have ham i alle ferier, og feriedage tager vi som de kommer. I alle de snart 6 år vi har deltes om Arek, har jeg endnu ikke oplevet at vi har været uenige om hvem skal have guldklumpen hvornår.

MEN på trods af at vi har et godt samarbejde, ligger den dårlige samvittighed i mig. Og typisk skal der ingenting til, for at få den op til overfladen. Fx Når børnene i skolen peger på min kæreste og spørger ”er det din far?” og jeg kan høre Arek sige ”nej, det er Emil, min mors kæreste. Min far bor på Færøerne”, kan jeg tydeligt mærke stikket i hjertet. Eller når Arek skal undvære mig eller hans far, ved store begivenheder i hans liv.

Hvorfra al den dårlige samvittighed kommer fra, aner jeg ikke? Jeg har, eller vi har, et barn som trives og har det godt. Han vokser og lærer nye ting hver dag. Han mangler ingenting, hverken tøj, legetøj eller elektronik. HVORFOR har jeg så dårlig samvittighed hele tiden?

Når jeg tænker tilbage, er det som om at så snart min søn var ude af livmoderen, begyndte den dårlige samvittighed så småt at sidde og nage indvendig i mig.

Da han var lille var det tanker som: ”jeg burde ikke havde stoppet med at amme så tidligt,” ”jeg burde havde skiftet ble for 2 min siden, selv om jeg selv sad på toilettet,” ”jeg burde hente ham tidligere i børnehavne, selv om jeg kun har sovet ½ time i nat, fordi han har holdt mig vågen”.

Og nu hvor han er stor, og SKAL i skole hver dag ”fordi det siger loven man skal” (som jeg siger hver gang, han beder om at være hjemme fra skole), har jeg dårlig samvittighed over at jeg igen i dag har lavet spaghetti med kødsovs til aftensmad, mens min søn har set iPad i alt for mange timer, efter at han blev hentet alt for sent, efter en alt for lang dag i institution. PÅ trods af at jeg hele sidste uge hentede ham fra skolen kl.14, så han ikke skulle i fritten, og at vi fik burgere, boller i karry og suppe at spise de forskellige dage, mens vi hyggede med at spille ludo, uno og se Harry Potter sammen.

Hvorfor husker min morhjerne ikke alle de gode ting, i stedet for at dø over de få ting som måske / måske ikke kunne være gjort anderledes?

Og hvordan kommer man af med den dårlige samvittighed? Hvad gør andre forældre? Efter en hurtig google søgning med sætningen ”forælder med dårlig samvittighed” ser det ud til at jeg ligeså godt kan vænne sig til at gå rundt med dårlig samvittighed. Fordi sådan er det at have børn, siger internettet. Eller?


Læs også: 

Fif til snotnæser
 

Vuggestue/dagpleje musthave 

Når ens baby er den sureste i byen… 

Mødrenes 8 bedste råd til, at få hverdagen til at hænge sammen 

Tips og tricks fra Fuzzies

Til verdens ende – en fortælling om, at prioritere tiden med sine børn

10 ideer til en lettere hverdag – Vælg dit liv med omhu

Mamatip: Spar tid på indkøb og planlægning med måltidskasser

Langsom tid – Om at prioritere sin tid i småbørnsfamilien

You Might Also Like