Den knap så søde ventetid

To streger på graviditetstesten. Oftest er det ens betydende med en overvældende lykke, for min mand og jeg var det både forbundet med lykke, men også en enorm angst og bekymring. Dette er min historie min graviditet, der var alt andet end den søde ventetid.

Det hele begyndte tilbage i februar 2014. Jeg blev langt om længe gravid, og vi var ovenud lykkelige. D. 11/2 havde vi fået bekræftet ved lægen, at vi ventede os. Det var det første barn, og vi kunne ikke vente. Jeg var allerede på daværende tidspunkt begyndt at få kvalme, og ikke kun morgenkvalme som mange ellers kender til. Jeg havde kvalme døgnet rundt, og efter et par dage begyndte jeg ligeledes at kaste op. Inden den første uge var gået, kastede jeg op mindst 10 gange om dagen. Jeg kontaktede selvfølgelig min læge, og hun sendte mig ud på svangerambulatoriet i Skejby – et sted de skulle kunne give mig noget hjælp. Jeg kom derud samme eftermiddag i troen op, at de kunne give mig en slags tryllepille, og så ville kvalmen og opkasten – hvis ikke forsvinde – så i hvert fald blive så betydeligt mindre, at jeg rent faktisk kunne holde til at være oppe fra sengen. Jeg tog fejl. Jeg fik iv vaske, glukosevand, en kvalmestillende pille og beskeden om, at jeg skulle komme derude 2-3 gange om ugen og gentage selv samme behandling. Sådan forløb det sig i et par uger. Dag for dag spiste mindre og mindre. Kræfterne blev mindre og mindre. Jeg fik det værre og værre for hver dag, der gik.

Tirsdag d 11. marts var jeg igen på svangerambulatoriet. Besøget denne gang gik dog ikke som forventet. Jeg havde den seneste tid tabt mig mange kg, og da jeg i forvejen ikke var en stor pige, havde jeg ikke meget at give af. Jeg skulle indlægges til sonde. Hyperemesis gravidarum sagde de. En sygdom, der kun rammer 0,1-1% af alle gravide. En sygdom, der gør, at man konstant har kvalme og opkast. Og jeg havde den i meget svær grad. Det var en skræmmende besked at få, men hvor mærkeligt det end lyder, var det et eller andet sted samtidig en betrykkende besked. Jeg tænkte, at der nu ville blive taget hånd om det, og samtidig var det konstante ’pres’ om at skulle spise taget væk fra mig. Nu var jeg det rigtige sted og med læger, sygeplejersker, ultralydsscanninger og min familie omkring mig, så det kunne kun, blive bedre. Endnu en gang tog jeg fejl. Min krop kunne ikke klare al sonden, så jeg fik ikke lige så meget som plejepersonalet ønskede. Jeg tog det som et nederlag. Jeg var rigtig ked af det, og havde været det gennem længere tid, så jeg indvilligede i at snakke med en psykiater. Han sagde, jeg led af en svær depression og vil have mig opstartet i medicin. Det indvilligede jeg også i. Jeg blev mere og mere afkræftet. Både psykisk, men også fysisk. Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke selv tage tøj på, gå i bad eller på toilet. Selv den dag i dag, næsten tre år efter, kan jeg stadig ikke erindre alle de ting der skete på Skejby. Min krop havde lukket ned, min hjerne havde lukket ned. Jeg kæmpede for at overleve.

Et par dage efter fik jeg en abort. Jeg siger det var frivillig tvang. Både overlægen og sygeplejersken fortalte min familie og jeg, at jeg var så fysisk og psykisk syg, at jeg var i livsfare – og at de på det kraftigste anbefalede en abort. Det har været min (og min mands) sværeste beslutning. At få en abort fordi JEG var syg, ikke vores barn, men jeg. Puha, jeg kan stadig sidde med tåre i mine øjne når jeg tænker på det, selvom jeg i dag godt ved, at det var den rigtige beslutning.

Efter aborten gik der halvandens års tid med depression, indlæggelser på det psykiatriske hospital, medicin, terapi osv. Jeg var syg, meget syg. Henrik (min mand) og jeg begyndte at snakke børn igen, da jeg kom ovenpå. Inden vi ville forsøge blev det dog snakket igennem med både min psykiater, men også teamet for sårbare gravide, som vi var blevet tilknyttet. Vi fik ’go’ fra en professors for at forsøge igen, selvom jeg stadig var på antidepressivt medicin. Vi ville blive fulgt tæt med både scanninger, samtaler og ekstra jordemor besøg. Hyperemesis gravidarum har en gentagelses risiko på 98%, men nu vidste vi, og lægerne, hvad vi gik ind til, og jeg vil på den måde få behandling før. Ligeledes ville min psyke bedre kunne klare det, og ikke forvente en almindelig graviditet.

Da vi otte måneder senere, i oktober 2015, stod med en positiv graviditetstest var det altså både forbundet med en enorm lykke, men samtidig en kæmpe angst og bekymring for hvordan det ville gå.

Jeg fik hurtigt en tid hos lægen, og hendes skud fra hoften var, at jeg var i uge 10. Jeg var ovenud lykkelig. Kvalmen begyndte allerede i uge 5-6 stykker sidst, og hvis jeg var i uge 10 kunne det være, at jeg var blandt de to procent fra ikke fik hyperemesis gravidarum (hg) igen. Jeg kom til den første samtale hos teamet for sårbare gravide d. 16/10, hvor jeg ligeledes fik en scanning. Fosteret var så lille, at det nærmest ikke kunne ses – jeg var med andre ord kun i uge 5– øv! Kvalmen og opkastninger begyndte at komme omkring det tidspunkt, dog slet ikke i samme grad som første graviditet, men stadig slemt. Jeg skulle til kontrol igen 14 dage efter, hvor vi forhåbentlig kunne se hjerteblink. På de 14 dage gik det ned ad bakke. Kvalmen blev værre og opkastningerne tog til. Jeg havde det meget skidt til den efterfølgende kontrol. Der blev snakket indlæggelse, men vi valgte at begynde med væske tre gange om ugen i stedet – i håbet om det kunne tage det.

Det kunne det ikke. I november blev jeg indlagt på Skejby sygehus, dog heldigvis uden sonde. Min mand og jeg havde lavet en aftale om, at jeg ikke skulle have sonde igen. Så ville vi være gået for langt. Jeg havde med andre ord lært mig selv at spise trods en meget stærk kvalme 24/7. Jeg kunne fx ikke spise varmt mad, jeg kunne ikke holde til at lave mad, jeg kunne ikke holde til lugten af (varm) mad osv. Vi havde taget os nogle forholdsregler, der gjorde, at vi kunne komme igennem hverdagen.

Jeg var indlagt ca. en uge dage. I den tid fik jeg en masse ro, hvile og væske gennem drop. Derefter blev jeg overflyttet til det psykiatriske hospital i Risskov, jeg havde igen en begyndende depression, og vi kunne tage den i opløbet ved at blive indlagt. Efter 14 dage var jeg igen ude, og havde det væsentligt bedre! I mellemtiden fik jeg dog stadig væske og min kvalmestillende medicin samt kontroller og scanninger – blot for at se om det hele var som det skulle være.

Til 12 ugers scanningen fik vi at vide, at alt så fint ud. Dog havde blodprøverne slået lidt ud. Tallet vi fik, var 1:86, og vi fik derfor tilbudt en moderkagebiopsi, som vi takkede ja tak til. Selvom tallet var relativt lavt tænkte vi stadig positivt. 1 ud af 86 vil der være kromosomfejl i, hvorfor skulle det ramme os? Vi havde allerede trukket et kort strå med hg’en. Dog blev vi ringet op med beskeden om, at der desværre for kromosomfejl – på to kromosomer. Vi var til samtale derinde et døgns tid efter, vi skulle lige have tid til at samle tankerne om det hele.

Der var fejl på kromosom 7 i 35% af cellerne – dog skulle vi ikke være bekymrede for denne, da den udelukkende kunne befinde sig i moderkagen. Den værste var kromosom 16. Der var der fejl i 95% af alle cellerne og den kunne nemt sprede sig til fosteret. Misdannelser, væksthæmning og for tidlig fødsel – det er hvad der kunne ske. Vi var i en svær situation. Det blev fortalt, at flere forældre allerede på baggrund af disse informationer ville vælge en abort, spørgsmålet var om vi ville. Hvilke misdannelser ville det være?, hvor mange?, vil hun (dna-testen viste det var en pige), få et værdigt liv?, ville kromosomfejlene overhovedet være i hende?, hvad med en evt. ny graviditet og hg? Mange tanker gjorde vi os. Vi valgte, at jeg skulle få en fostervandsprøve i uge 17 og få afklaret hvorvidt kromosomfejlene var i hende også. Der var 50% risiko, og skulle kromosomfejlene været gået over i hende, ville risikoen for misdannelser fx være oppe på 89%.

Det var nogle hårde uger. Meget hårde uger. Kvalmen og opkastningerne var der endnu, og samtidig gik vi og ventede på uge 17 til at få prøven. Vores datter var stadig for lille til, at man kunne se på scanningerne om der var noget – jeg fik ellers rigeligt med scanninger!

Vi nåede til uge 17 og jeg fik prøven, vi ventede yderligere tre uger og fik svaret. Hun var gået fri. Vi var så glade! Endelig havde vi heldet på vores side. Nu skulle vi ”kun” leve med 35% risiko for tidlig fødsels, 25% risiko for misdannelse og 50% for væksthæmning. Til alle mine scanninger var der intet forkert at se. Hun havde alle organer, alle fingre, alle tær og ingen tarme uden for kroppen. Vi valgte at beholde hende. Vores Filippa.

Jeg fik en scanning ca. en gang i ugen for at følge hendes udvikling. Først i uge 22 skete der noget. Der begyndte væksthæmningen at træde til. Hun tog ikke det på i vægt hun skulle, men lægerne var endnu ikke bekymret. Jeg fik dog at vide, at jeg skulle forberede mig på fødsel allerede fra uge 26.

Jeg havde på det tidspunkt stadig ikke mærket liv, og min jordemor synes det begyndte at være mærkeligt. Jeg fik derfor ctg-kurver, der kunne måle hende hjerteslag. De synes hun lå meget stille og ville have en scanner på for at se, om hun stadig var i live – det var hun, heldigvis!

Væksthæmningen tog til, hun var nu væksthæmmet med ca. 30%. Jeg havde stadig ikke mærket liv, og jeg var i uge 26. Jeg fik scanninger, ctg-kurver – der altid endte ud med scanning, da hun var meget stille og så fik jeg flere scanninger. Mine opkastninger var stoppet, men jeg havde stadig konstant kvalme. Det var mega hårdt for at sige det lige ud. Jeg savnede en almindelig graviditet. Jeg savnede at mærke liv i maven, at vide alt var normalt. For hver dag der gik efter uge 26, så vi som en gave. En gave, der gjorde, at chancen for vores Filippa ville overleve, var større.

I uge 28 mærkede jeg liv for første gang. Ikke som mange mærker liv hele tiden. En hånd på maven i flere timer i håb om der ville komme et lille spark, og det gjorde der. Det var fantastisk! Det skal siges, at jeg heller ikke havde de bedste vilkår. Filippa var ekstrem lille, min moderkage ekstrem stor grundet kromosomfejlene og så lå den fortil. Ikke de bedste odds. Men jeg mærkede liv, og det var skønt!

Til en af mine kontroller/scanninger i uge 28, fik jeg at vide, at jeg nok skulle regne med, at hun ville komme ud før tid. Filippa var nu 35% væksthæmmet og vil være for lille til en almindelig fødsel, og jeg ville derfor skulle have planlagt kejsersnit. Jeg ville nok kunne gå til uge 34-36 ca. – det var deres håb i hvert fald. Det skulle hele tiden være en vurdering af, hvor Filippa ville have det bedst. Hvor ville hun tage mest på.

Jeg begyndte derefter at udvikle svangerskabsforgiftning – selvfølgelig(!). Jeg havde en øgede risiko pga. kromosomfejlene. Jeg gik derfor til endnu flere kontroller. Det var nærmest et held, at jeg havde været sygemeldt hele graviditeten, for det var stort set et fuldtidsjob med alle de kontroller, scanninger, ctg-kurver osv. jeg var til.

Fredag d. 8/4 i uge 30, havde jeg igen en ctg-kurve. Igen blev den efterfulgt af en scanning. Denne gang lå Filippa endnu mere stille end hun plejer, og de vil derfor have mig indlagt igen. Jeg fik lungemodning, så det i hvert fald var klaret. Håbet var stadig at holde Filippa i maven. Svangerskabsforgiftningen tog meget til den weekend, og det blev derfor vurderet, at Filippa skulle ud nu. Ved halv akut kejsersnit kom hun derfor til verdenen søndag d. 10/4, 10 uger for tidligt med en kampvægt på 1138g og en længde på 37,5cm.

Svangerskabsforgiftningen forsvandt løbende og ligeledes min hyperemesis. Det har været en rigtig hård graviditet, og absolut ikke en dans på roser eller den søde ventetid. En graviditet præget af angst, bekymringer, scanninger, kvalme og meget andet. Men når man ser hvad man får ud af det, er det det hele værd og jeg vil til en hver tid gøre det hele igen.


Læs også: 

Bagsiden af en fødsel – noget der sker for de færreste, men det sker og det kan blive godt igen

Når et barn lader vente på sig

 
 
 
 
 
 

You Might Also Like