En fortælling om dalende mor-selvtillid og posttraumatisk stress

Her kan I læse en meget modig mors beretning om, hvordan et begivenhedsrigt år, en hård fødsel og efterfølgende indlæggelse, udløste posttraumatisk stress. Dalende mor-selvtillid, angst og uro er en blot nogle af de konsekvenser det har for hende.   


lkjhg

Det havde ellers allerede været mit livs mest begivenhedsrige år, på både godt og ondt, indtil da. Vi købte hus i marts og april blev vi gift – kun 3 dage senere mistede jeg min far, og går, præcis en uge efter vores bryllup, ned ad kirkegulvet med min fars kiste. Den positive test står jeg med 14 dage senere samme dag, som vi overtager vores hus, og selvom jeg er glad og baby er planlagt, kan jeg godt mærke, at jeg har lidt svært ved at rumme mere.

Et par uger senere melder den mest ulidelige kvalme sin ankomst. Ikke bare sød, forventningsfuld morgenkvalme – men decideret invaliderende kvalme og opkast 12 gange i døgnet. Jeg tager på arbejde som en levende død, og det eneste der kan lindre en smule er danskvand.

Et par uger inde i august begynder jeg at have ondt. Det føles som en skærende smerte mellem mine ben. Jeg kan ikke sidde mere end en times tid ad gangen og, at gå bliver decideret smertefuldt. Jeg forstår det umiddelbart ikke og tager til lægen, som hurtigt konstaterer, at jeg har det, man populært kalder bækkenløsning, koncentreret om symfysen. Jeg bliver ked af det og frustreret. Der har ingen problemer været i mine tidligere graviditeter,  jeg elsker mit arbejde og kan ikke rumme, at jeg nu sikkert bliver en af de gravide, der omtales negativt fordi ”graviditet jo ikke er en sygdom”.

Henover de næste måneder bliver smerterne værre og decideret invaliderende, og jeg fuldtidssygemeldes fra uge 24. Der er lang, lang tid til termin. Tiden frem til december går dog alligevel hjemme på sofaen, og selvom alting er træls, glæder jeg mig.

Jeg skal føde hjemme med en kendt jordemoder, og meget af tiden under min sygemelding går med, at forberede mig mentalt og spekulere over, hvordan det hele rent praktisk skal foregå. Jeg læser bøger, snakker med andre hjemmefødere og nyder sparkene fra det lille nye liv i min mave.

I midten af december er jeg til jordemoder. Hun mærker på min mave og synes, det virker som en lidt stor baby. Man anbefaler, at man ikke føder hjemme ved en anslået fødselsvægt over 4500 gram, da risikoen for komplikationer er større, når barnet er stort. Derfor vil hun gerne have mig til en vægtscanning. Jeg bliver lidt bekymret, men slår det hen. Mine to andre børn blev også vægtscannet, og blev skudt et helt kilo større, end de reelt var – og kom ud med henholdsvis 3670 og 3750 gram.

Sidst i december bliver jeg scannet – og dommen er en baby på 4700 gram. I 36+2.

Hjemmefødslen aflyses og lægen anbefaler et kejsersnit, hvilket er omtrent det eneste, jeg IKKE har lyst til. Mine to foregående fødsler var hurtige og fantastiske, og jeg vil faktisk gerne gøre det igen. Sagen kommer op på konference om eftermiddagen og det vurderes, at jeg godt vil kunne føde baby selv, historikken med ”for store børn” og min højde taget i betragtning, hvis jeg sættes i gang hurtigst muligt.

Jeg er ked af, jeg ikke må føde hjemme, men loves at det fortsat er min egen jordemoder, jeg skal føde med og jeg får faktisk hurtigt vendt situationen til, at jeg lige om lidt skal møde min lækre baby.

Vi møder op på fødegangen mandag morgen kl. 8.

8.45 får jeg lagt en stikpille, ligger en times tid og bliver så sendt hjem med aftale om, at vi skal komme igen kl.15 og få taget vandet eller lagt en ny. Vi henter noget lækker frokost, spiser hjemme og tager en lur. Undervejs vågner jeg et par gange af nogle begyndende veer, og henover de næste timer tager det til. Da vi ankommer til fødegangen 15.00 er der 6-8 minutter mellem veerne – og 3 cm åben tager jordemoderen vandet og fødslen er for alvor i gang.

Det viser sig, mine veer er koblede. Det betyder, at der kommer 2 veer lige efter hinanden, og først derefter en vepause. Det er ret hårdt, men jeg får de fleste tæmmet med vejrtrækningsøvelser og stemningen er fin og god, selvom jeg synes det går lidt langsomt.

Omkring kl. 19 får jeg pressetrang og er 8 cm åben. 10 minutter senere er de sidste 2 cm væk og jeg får lov til at presse. Baby rykker sig dog overhovedet ikke, og jordemoderen kalder en kollega ind til at dobbelttjekke, hvad hun formoder – og får bekræftet, at baby er trængt skævt ned i bækkenet.

Og nu starter helvede på jord.

Min jordemoder er godt klar over, at et kejsersnit er allersidste udvej for mig, og jeg får derfor besked på at ændre stilling, gå rundt, vugge med bækkenet og jeg ved ikke hvad – med presseveer, som jeg ikke må presse på, men skal gispe mig igennem. Jeg har aldrig prøvet noget mere sindsygt!

Sådan går der halvanden time. H-A-L-V-A-N-D-E-N T-I-M-E! Uden smertelindring og med en følelse af, at det der kejsersnit sgu nok havde været en helt fin idé!

Endelig har baby fået sig rykket rundt og jeg må presse. Jeg ligger på siden, hvilket er en kæmpe befrielse og efter 10 minutter er hovedet ude. Jeg tager hånden ned og mærker på babys hoved, der har masser af hår og glæder mig til næste presseve. For så er det overstået!

Pludselig trykker jordemoderen på alarmknappen, alarmen lyder mekanisk og ildevarslende. For babyen sidder fast med skuldrene og kan ikke presses ud. Jordemoderen bliver meget alvorlig og beder mig lægge mig om på ryggen – hvilket er ret svært med et helt barn mellem benene og et hoved der stritter ud.

Ind kommer 8 ekstra mennesker. Jordemødre, en fødselslæge og en børnelæge i skøn forening, mens jeg ligger og er maksimalt presset fysisk og mentalt. To jordemødre holder mine ben, en tredje presser på min mave og nummer 4 og 5 står mellem mine ben og hiver og trækker i barnet – og endelig har jeg født, kl. 21.14. En dreng med masser af mørkt hår.

Han kommer op på mit bryst, men er helt slap og siger ingenting. Jeg snakker til ham, aer ham på ryggen og bliver mere og mere ængstelig. Han er helt blå og livløs. Hurtigt får han klippet navlestrengen, bliver flyttet over på behandlingsbordet og efter nogle minutter, som føles som en evighed, kan jeg høre ham knirke og smågræde under iltmasken.

Jeg ligger og kigger på ham, selvom det eneste jeg kan se er hans brystkasse. Alt andet er dækket af tæpper, iltmaske, slanger og hænder der hjælper ham i gang med livet. Så kommer der nogle sygeplejersker fra neonatalafdelingen med en kuvøse og kører ham væk. Jeg beder min mand gå med ham, selvom han helst vil blive hos mig. Jeg kunne slet ikke bære, min lille dreng skulle helt alene derop og rodes med.

Da han er væk begynder jeg, at ryste over hele kroppen. Jeg fryser og er i chok – men også helt overstadig af lettelse. Jeg bliver undersøgt og har kun fået en lille skramme og en overfladisk lille revne, der bliver syet med 4 små sting. Helt mirakuløst. Min mand kommer tilbage på et tidspunkt med en serviet, hvor babys størrelse hurtigt er blevet skriblet ned. 4850 gram og 57 cm – og en Apgar på 4. Så var han altså stor!

Jordemoderen, der har været hos os under hele fødslen, har nu brug for en spisepause og går – det samme gør min mand i et øjeblik, og jeg sidder helt alene med en bolle, et glas rødt saftevand og en banan på et lille rullebord med et flag. Aldrig før har jeg følt mig så alene i hele verden! Jeg ringer til min mor for, at fortælle de gode nyheder, men mens jeg snakker med hende, rammes jeg af virkeligheden, da hun spørger, hvordan han ser ud. Jeg aner det nemlig ikke, bortset fra at han har hår og at det er sort.

Nogle timer senere er jeg klar til, at forlade fødestuen og vi bliver fulgt op på neonatalafdelingen. Og dér ligger min lille, store dreng. I en kuvøse, kun iført ble – med C-pap og sonde i næsen og en lilla hue med lyserøde blomster på. Det var den eneste de havde, han kunne passe. Hans arm er helt blå og det samme er hans skulder. Han har måske brækket kravebenet, men har under alle omstændigheder ondt og får smertestillende. Han er helt hævet i ansigtet og ligner faktisk en, der har fået tæsk.

Jeg får ham op på brystet. Han er blød og varm, men helt slap og sover bare. Efter noget tid, skal han tilbage i kuvøsen, men inden da får vi lov til at fjerne C-pap’en og tage et billede af ham, så vi kan se, hvordan han ser ud.

Jeg synes ikke, han ligner nogen af os. Han ser bare rigtig syg ud. I samme øjeblik kommer trætheden snigende, og da vi ikke kan overnatte sammen med den lille fyr, bliver vi indkvarteret på et værelse på patienthotellet. Det er svært at gå fra ham og da vi kommer over på værelset og har lagt os i sengen, kan jeg ikke sove. Og som et lyn fra en klar himmel, får jeg ondt i hele kroppen. Alle knogler skriger efter min lille baby. Min mave er tom og det samme er rummet. Jeg ved godt, hvor han er – men det er som om min psyke og mine instinkter slet ikke kan rumme det hele. Jeg overvejer at gå tilbage til ham, men er så træt, så træt, så træt og orker det slet ikke.

vbnjmk

Dagen efter har han det heldigvis meget bedre og selvom jeg ikke har fået sovet, er jeg helt overstadig. Han er så fin, vores lille fyr og hævelsen i ansigtet er på retur. Til gengæld er der vokset blodsprængninger frem i hans øjne og han bliver mere og mere blå, gul, grøn og lilla i huden efter alle strabadserne, og ligner jeg ved ikke hvad – men han er i live og for første gang ser jeg ham åbne øjnene og begynde, at søge mod mit bryst, og den første amning føles som det lykkeligste øjeblik nogensinde.

Han skal stadig ligge i sin kuvøse og have pauser til, at trække vejret med sin C-pap, og selvom det er hårdt ikke at måtte ligge med ham hele tiden, kan vi heldigvis sove hos ham og ligge og kigge på ham. Henover de næste dage får han det endnu bedre og på 4. dagen kommer han ud af kuvøsen og over i en vugge. Det er en kæmpe befrielse!

Lykken bliver dog kort, da han bliver mere og mere gul i huden og udvikler behandlingskrævende gulsot og må tilbage i kuvøsen – og endnu engang får jeg min baby taget fra mig. Sådan føles det i hvert fald..

Dagene går, vi trapper ud af sonden og på 10. dagen er vi klar til at blive sluppet fri. Jeg havde glædet mig helt ustyrligt til, at komme hjem og være en familie, alle 5.

Og alligevel indfinder lykken sig ikke.

Jeg kan ikke mærke min lille fyr. Det er svært for mig at læse, hvad han vil – vi er jo blevet forstyrret hele tiden på sygehuset, og jeg har endnu ikke stået med ham helt alene. Jeg kan ikke finde ud af ham og min mor-selvtillid daler. Ikke mindst fordi mælkemængden er dalende, og jeg ikke kan mætte ham på fuldamning. Samtidig er jeg panisk angst for, at der sker ham noget. Jeg går rundt i en konstant følelse af utryghed og bliver forskrækket over det mindste.

Jeg føler hele tiden, der er nogen bag mig og hvis jeg drejer hovedet og mit hår dermed svinger lidt, farer jeg sammen i et chok. Det samme sker, hvis jeg hører en lyd ved døren, en gulvbrædde der knirker eller en gren, der slår mod vinduet. Jeg har ingen ro i kroppen, jeg genlever mareridtet i mine drømme hver nat – og vågner badet i sved i panik, fordi jeg tror, min baby er væk. Rationelt ved jeg godt, han nok ligger i sin lift, hvor jeg lagde ham og, at der ikke kommer nogen og tager ham. Men hele min krop skriger efter ham, når han ikke er hos mig, og jeg er nødt til at tjekke, om han er der, før jeg kan finde ro. Når han pusler, kan jeg ikke sove, og når jeg ikke kan høre ham, er jeg bange for, han ikke trækker vejret.

Min mand er også presset. Han kan ikke forstå, hvorfor jeg er så ked af det, selvom han prøver – men bakker mig selvfølgelig 100% op, trøster og hjælper til. Han foreslår flere gange, at jeg opgiver amningen som jeg stadig kæmper med, så jeg kan få noget søvn og ikke behøver være så meget på banen. Men det er ikke løsningen! Mit problem er, at jeg synes jeg har fejlet og er gået glip af alt det væsentlige.

Jeg oplevede ikke den magiske tilstand, der er på fødestuen efter en veloverstået fødsel. Alt var kaos. Jeg aner ikke, hvordan min søn så ud de første timer, og jeg var ikke den første han så, da han åbnede sine øjne første gang. Det var heller ikke mig, der trøstede ham, da han græd sin første gråd. Eller gav ham sit første måltid. Og det aller værste: Han havde mødt 20 andre mennesker, inden han mødte mig.

Jeg får efter samtale med både jordemoder, sundhedsplejerske, læge og psykolog stillet diagnosen posttraumatisk stress og det er rart, at der bliver sat ord på. Og at jeg kan forklare andre mennesker, hvorfor jeg ikke kan rumme en masse besøg og arrangementer. Hvorfor en simpel telefonsamtale kan dræne mig for energi og hvorfor jeg ikke tåler støj. Hvorfor mine store børn ikke må lege bøh-lege med mig eller snige sig rundt som ninjaer. Jeg ved, at tiden arbejder for mig sammen med mine psykologsamtaler og efterfølgende samtaler med vores jordemoder samt besøg på neonatalafdelingen – og fordi jeg elsker min lille store dreng højere end livet, og mere og mere for hver dag, der går, skal alting nok blive rigtig godt igen.

kijuhgf 



 

Flere fortællinger om efterfødselsreaktioner? Læs med lige her:

Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression

Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget. 

Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression

Fødselsdepressionens mørke

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

Angsten for at skade mit barn psykisk

Min familie var bedre tjent uden mig – en mors fortælling om fødselsdepression

 

You Might Also Like