En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn

Birgitte er mor til to drenge, og her fortæller hun om hvordan en fødselsdepression fik lov til at udvikle sig, fordi hun overså og ignorerede alle faresignaler. Først 13 måneder efter sin yngste søns fødsel, tog hun sig selv alvorligt og søgte hjælp. Birgitte er nu på rette vej i kampen mod fødselsdepressionen, men kæmper stadig med det. Hun har valgt at dele sin historie, så andre forhåbentlig bliver mere opmærksomme på, at reagere hvis faresignalerne skulle opstå. 

image
Jeg blev d. 23 september 2013 mor til endnu en dejlig dreng, Malthe. Han blev født ved kejsersnit, fordi jeg var mega angst for den almindelige fødsel. Jeg talte med lægerne, og alt hvad jeg hørte dem sige var, at jeg alligevel ville havne med kejsersnit, ligesom med den første (dog pga foreliggende moderkage og blodkar på tværs). Jeg havde glædet mig enormt til at møde ham og han var også sød. Den instinktive forelskelse kom ikke med det samme, det gjorde den heller ikke første gang, jeg tænkte det var kejsersnittet og forelskelsen kom da også nogle dage efter. 
Han var nem og sov hurtigt igennem, det gjorde jeg dog ikke, alle mulige tanker fløj rundt i mit hoved, om alt muligt og ingenting. Mit overskud dalede stødt, jeg hadede mig selv for det, det var slet ikke som første gang, hvor jeg fes rundt med barnevognen. Faktisk kunne det over det første halve år tælles på 2 hænder, hvor mange gange vi havde været ude at trille.
 Jeg begyndte hurtigt at lukke mig inde, jeg sagde ikke så meget, hørte ikke hvad folk sagde, jeg magtede ikke at være tilstede. I mit hovede gav jeg ind imellem Malthe skylden for al min elendighed, selvom jeg vidste det aldrig kunne være hans skyld.
Tre gange overvejede jeg kort fødselsdepression, men slog det væk med, at jeg bare var doven, jeg skulle tage at tage mig sammen og komme ud og få noget energi, men jeg kunne ikke!! 
Mine børn var samtidig konstant syge, mindst en gang om ugen var vi ved lægen, jeg følte ikke rigtigt vi blev mødt og frustrationerne voksede sammen med alt andet. Min barsel lakkede mod enden, jeg havde nu kronisk ondt i maven og kvalme. Jeg skulle starte samme sted som før, men i en ny afdeling. En afdeling jeg aldrig havde ønsket at komme i, men det var nødvendigt med den nye skolereform, da mit job var blevet “nedlagt”. Jeg prøvede ihærdigt at overbevise mig selv om at alt var godt, gode arbejdstider, nye udfordringer, god løn, det gik også fint-agtigt… Og så alligevel ikke, kvalme og kronisk ondt i maven havde udvidet sig til konstante hovedpiner, enorm træthed og fra intet overskud til slet intet overskud. Havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen, tøj, opvask, handle, alt flød og jeg magtede ikke at gøre noget ved det, min krop dirrede dagen lang og jeg faldt oftest i søvn ved, at holde godt fast om mig selv. 
Min kæreste vrissede og genkendte mig efterhånden overhovedet ikke. Mit glimt i øjet var pist væk og jeg grinede aldrig. Ungerne var fortsat meget syge, vi måtte vurdere, hvis job der var vigtigst i tilfælde af en fyreseddel. Min kærestes var vigtigst, så jeg stod med job, syge børn og et større puslespil for at få alt til at gå op. 
Min svigermor kom en dag forbi, hun spurgte om jeg havde overvejet om jeg havde stress. Det havde jeg på ingen måde og fødselsdepression heller ikke, fødslen var jo længe siden. Alligevel måtte hun have trykket på nogle knapper af en art, for dagen efter brød jeg sammen. Alligevel tog jeg på job, fik rystet det af mig, indtil jeg igen sad i bilen, så brød jeg sammen igen. Mandede mig op til aftenens foredrag og brød sammen igen på vejen hjem. Planen var at ringe til lægen dagen efter, men så opstod angsten! Hvad nu hvis de bare afslog mig, hvad skulle jeg så gøre!!?? Jeg tudede hele weekenden, non-stop. Mandag gav kæresten mig valget, enten kontaktede jeg lægen eller også gjorde han. Nok var nok nu. Han tog med til lægen, og dommen var fødselsdepression OG stress, det havde udviklet sig, fordi jeg aldrig tog mig af det og jeg blev nu sygemeldt på ubestemt tid. Det var 13 måneder siden jeg havde født. Efterfølgende måtte jeg også døjes med panikangst, endnu en følgesvend! 
Det er nu 16 måneder siden jeg blev sygemeldt, det går bedre, men vores hverdag er stadig stærkt præget af det, der er mange ting jeg endnu ikke magter. Jeg har mistet mit job, er i ressourceforløb og er pt afsted i afklaring hele 3 timer om ugen. Jeg var tæt på at miste min kæreste og mine børn ville være fulgt med, for jeg kunne ikke magte dem begge alene, med både alt deres og mit eget sygdom. Sådan gik det heldigvis ikke, men det var tæt på.
Det kan ikke svare sig, at kæmpe for facaden! Husk ALTID at lytte til dig selv, er du i tvivl, så forhør dig hos fagfolk. Det behøver ikke gå dig, som det gik mig.
image

You Might Also Like