En gribende fortælling om lille Lykkes for tidlige entre

Trine er idag mor til en skøn pige på 14 måneder, men lille Lykkes start på livet får hende stadig til, at mindes med overvældende, stærke følelser og frygt. Frygt for at miste Lykke og sit eget liv. Trines historie er en ærlig og gribende fortællig om en fødsel der kom før forventet.


 

lykke

Den mest skræmmende og mest fantastiske oplevelse i mit liv.

Jeg var gravid med vores første barn, og vi glædede os. Vi var ved at renovere hus, og vi kunne ikke vente med at skulle flytte ind. Tidspresset var stort, for at nå færdige til babys ankomst, så der blev knoklet hårdt i alle vågne timer efter arbejde og i weekenderne. Selvom det var min kæreste som sled allerhårdest, var det alligevel hårdt med min store mave og trætte krop, som mest af alt havde lyst til at ligge på sofaen.

Som tiden gik begyndte jeg at få lidt flere smerter og ubehag, og det endte med at min chef sendte mig på barsel et par dage før det var tiltænkt.
Jeg havde glædet mig HELT VILDT til at gå på barsel. Min krop var så træt, så det skulle blive fantastisk med tid til at hygge mig, slappe lidt af, shoppe babytøj og udstyr og bare nyde den sidste tid.  
Jeg glemte alligevel at lytte til min krop, som efterhånden snart skreg, at jeg skulle lægge mig og slappe af. Men jeg følte mig forpligtet til, at hjælpe med hvad jeg nu kunne i huset – vi havde jo trods alt travlt.

Min svigerinde, som også er en af mine allerbedste veninder, var gravid samtidig med mig, og der var ca. 2 måneder imellem vores terminer.
Samme dag hun havde født, skulle min kæreste, svigerfar og jeg, selvfølgelig op for at se det lille vidunder. Jeg tænkte, da min kæreste sad med den lille prinsesse, at det snart var vores tur, men alligevel føltes det som om der var evigheder til. Der var jo en masse ting der skulle nås inden.

Da vi tog elevatoren ned, sagde jeg i spøg til min kæreste, at jeg da vidst lige så godt bare kunne blive her, for jeg havde det ikke super godt.

Vi kom hjem og gik i seng, men jeg kunne ikke sove. Jeg havde den underligste uro i kroppen, og nogle smerter i lænden som tog til for hvert minut der gik. Jeg så det an et par timer, men til sidst ringede jeg ind på fødegangen, og forklarede hvordan jeg havde det. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var en mulighed at føde før tid. Kvinden jeg snakkede med mente heller ikke det var andet end plukveer, men syntes alligevel at vi skulle komme ind forbi. Det gjorde vi så. Helt uden at pakke noget som helst, for vi kom jo hjem igen om en time eller to. Troede vi.
Jeg blev undersøgt på alle leder og kanter, og ligesom jordemoderen var ved at sende mig hjem igen, ville hun lige for en sikkerheds skyld lave et gynækologisk tjek. Hun fik hurtigt store øjne, og kunne fortælle at fødslen var i gang, og at jeg havde åbnet mig 3 centimeter.

Luften blev taget fra os begge to, tårerne begyndte at trille og tusind spørgsmål hobede sig op. I rummet ved siden af kunne man høre en kvinde skrige af smerte,  og det sortnede helt for mine øjne.
Før jeg havde set mig om, lå jeg i hvidt hospitalstøj på en fødestue. Det hele gik så stærkt og var så urealistisk, at der stadig er ting i dag jeg slet ikke kan huske.

Jeg fik en indsprøjtning med lungemodner til den lille baby, hvis lunger ikke var klar til at komme ud i den virkelige verden. Og så fik jeg et ve drop, som helst skulle standse veerne i 48 timer, så den anden indsprøjtning kunne nå at virke.
Det virkede, for veerne stoppede, og efter nogle timer blev jeg flyttet på en almindelig stue. Her brugte min kæreste og jeg det meste af vores tid på at græde, og skiftevis trøste hinanden. Der kom sygeplejesker ned fra neonatal afdelingen, som viste billeder af for tidligt fødte børn og fortalte om afdelingen. Der var stadig et lille håb fo,r at veerne ikke ville starte igen når droppet blev fjernet, og det håb klyngede vi os til.
Desværre var det ikke det der skete, og få timer efter droppet blev fjernet, gik veerne i gang igen – nu meget voldsommere end før. Det var tidlig morgen onsdag, og havde jeg vidst at jeg skulle ligge i de smerter halvandet døgn mere, så ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Jeg havde stort set ikke sovet, af bare bekymring, siden den nat vi kom ind. Det viste sig at være ret dumt, da det nu var nærmest umuligt at sove for smerter.

Jeg Googlede billeder af for tidligt fødte børn, og læste beretninger om følgeskader og sygdomme. En jordemor skønnede vores lille pige til at veje 1900 gram, og selvom hun sagde det var en flot vægt, skræmte det mig helt vildt. Vi skulle jo have en lille basse på 3,5-4 kg som min egen jordemor havde spået.

Jeg havde hele tiden frygtet når jeg skulle til at presse, men efter så mange mange timer i ubeskrivelige smerter, var det fantastisk at få grønt lys til at presse. Nu var der lys for enden af tunellen – nu var smerterne snart slut. Jeg havde takket nej til alle former for smertestillende, og den dag i dag kan jeg virkelig ikke se hvorfor.

Den idylliske fødsel jeg havde forestillet mig i min graviditet, kunne jeg godt skyde en hvid pil efter. Der var 2 jordemødre, en jordemorstuderende, 2 læger og 5 fra neonatal afdelingen inde på fødestuen. De syv sidstnævnte stod langs væggen med hænderne foran kroppen, sprittet af, og klar til at handle når baby kom ud.
Jeg kan huske at jeg spurgte, om jeg ikke nok måtte få hende op på brystet og ligge – bare lige kort. Og det fik jeg. Ca. 30 sekunder, inden hun blev taget fra mig, og over i hænderne på folk jeg aldrig før havde mødt. Jeg husker at de var på stuen ganske kort, før de sammen med min kæreste forsvandt op på neonantal.

lykke2

Jeg tænkte, at nu kunne de godt tage at blive færdige med mig, for jeg skulle jo op til min lille pige. Jeg havde ikke engang set hende endnu – kun toppen af hendes hoved.
Men jeg blødte meget. Jeg kunne høre det plaskede ned på gulvet med blod, og jordemødrene fik hurtigt kaldt på hjælp. Nu var vi igen mange. Jeg blev ved med at spørge lægen, om det stadig ikke var farligt – og han blev ved at sige ”nej nej, det sker af og til. Du skal ikke være bekymret.” Men da vi nåede op på næsten 3 liter blod, begyndte panikken at sprede sig i hans øjne, og så blev der råbt efter to portører, som skulle løbe på en operationsstue med mig. Jeg var så bange, og følte mig helt alene. Jeg havde ikke min kæreste ved min side, kun en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg husker at jeg tænkte, hvad nu hvis jeg døde? Jeg havde ikke engang set min lille pige endnu.

Jeg blev lagt i fuld narkose, og da jeg vågnede igen forklarede de mig, at der havde sat et lille stykke af moderkagen i livmoderhalsen, og den havde de været oppe og fjerne.
Jeg var så træt. Min kæreste var der, og viste mig et billede af vores datter. Jeg havde et splitsekund lige glemt det hele, og mærkede nu igen en længsel efter at se hende. Jeg husker tydeligt da en læge sagde ”Er du klar til at komme op og se din datter?” Og jeg var så klar. Og bange. Bange for hvad jeg skulle se deroppe.

Jeg blev kørt derop i min seng, for der gik flere dage før jeg havde kræfter til selv at gå.
Og der lå hun så. Lillebitte, men alligevel meget større end dem jeg havde googlet mig frem til på nettet. Hun lå i kuvøse, og havde sonde i næsen. Jeg fik hende over og ligge på mit bryst, og lige der var jeg så lykkelig, og jeg glemte alt om de sidste mange dages mareridt.

Tiden efterfølgende på neonantal var hård. Jeg var så træt. Både pga. manglende søvn i dagene op til fødslen, selve fødslen, og så alt det blod jeg tabte. Og jeg kunne aldrig få sovet mere end et par timer af gangen. Jeg husker det som forfærdeligt at være på neo. Vi lå på en stue med 4 andre familier, og jeg syntes ikke jeg kunne være den mor jeg gerne ville være. Jeg kunne ikke synge for min lille pige og alle de andre små ting som jeg havde forestillet mig.
Men Lykke var sej, og selvom det føltes som et halvt år, lå vi kun på sygehuset i 20 dage, og så kunne vi komme hjem og være en rigtig familie.
Lige som min kæreste havde lagt det sidste gulvbræt.

I dag er Lykke 14 måneder, og er en super sej lille pige, som følger så flot med hendes jævnaldrende. Havde jeg dog bare vidst dengang, at det hele endte så godt.

Erindringen om fødslen og de følelser jeg havde, sidder stadig dybt i mig, og der går ikke en dag uden jeg tænker på det.
Jeg tror desværre aldrig jeg tør få flere børn – for tænk hvis man skulle det hele igennem igen, og tænk hvis det næste gang ikke ender som det gjorde.


Du kan læse flere fødselsberetninger lige her:


 

You Might Also Like

  • En fødsel med fart på
    30. marts 2016 at 10:33

    […] kejsersnit En traumatisk start på livet Theo`s lynhurtige ankomst til verden (en sædefødsel) En gribende fortælling om lille Lykkes for tidlige entre Posted in Fødselsberetninger, Livet med børn Tagged andengangsfødende, baby, fortælling om […]