En lang og hård kamp for at blive forældre, endte med to guldklumper

Efter at have forsøgt at blive gravide på egen hånd i 3,5 år, starter Christina og hendes mand i fertilitetsbehandling. Noget der heller ikke lykkedes dem efter flere forsøg. Men den dag idag har de to skønne drenge sammen.

Læs her Christinas fortælling om alle op og nedturene, de stærke og overvældende følelser, bekymringerne og i sidste ende den lykke der indtraf, da hun endelig blev gravid.  


Jeg havde aldrig troet, at dét at få børn ville være svært, hårdt, drænende, ødelæggende og en udmattende kamp…

Min mand og jeg påbegyndte fertilitetsbehandling i slutningen af 2013 – vi havde nu forsøgt at blive gravide i 3,5 år, men graviditetstestresultaterne var altid det samme nedslående NEGATIV.

ghjm

Vi blev henvist til en klinik i Århus med henblik på inseminationsbehandling, og de undersøgte os begge fra A til Å.
Min mand har haft testikelkræft, så hans sædkvalitet var ikke den bedste af slagsen. Jeg havde nedsatte AMH-tal, der indikerer tegn på en tidlig overgangsalder, hvilket betyder udvikling af færre æg end normalen. Men lægen mente, at det nok skulle lykkedes – så vi fandt håbet frem, og var overbeviste om, at insemination betød graviditet i første hug… Men nej!

Efter 2 (normalt får man 4 gratis inseminationsbehandlinger i det offentlige) mislykkedes forsøg kaldte lægen os til en samtale. Han vurderede, at vi ikke kunne opnå en ønsket graviditet udfra denne behandlingsmåde, og videresendte os derfor til Skive med henblik på IVF (reagensglasbehandling).

Det var så nedslående. Drømmen om et barn virkede håbløs.
Jeg forsvandt ind i et mørkt hul, og jeg sad ofte sammenkrøllet i et hjørne, med tårer væltende ned af kinderne – tomheden fyldte alt.

I Skive informerede lægerne os om, at sandsynligheden for at blive gravide naturligt var 0,1% – med deres ord “var vi et dårligt match på papiret, når det kom til fertilitet og forplantning!” – endnu en nedslående nyhed!! Men men men, lægerne tændte også en lille gnist af håb. De mente, at det nok skulle lykkedes med denne form for behandling. Vi fik dernæst en behandlingsplan, medicin etc. – alt var klart, og nu skulle vi bare vente på min egen cyklus. Det virkede lige til.

Men min cyklus kom aldrig.
Jeg var så ked af det, og så frustreret over at det hele skulle være så svært! Hvorfor?!? Hvorfor os?!?!!
Da jeg ringede til klinikken, og klagede min nød over en udeblivende cyklus, mente sekretæren, at jeg skulle tage en test i slutningen af ugen – det kunne jo være, og ellers måtte jeg ringe igen ugen efter. Jeg blev RASENDE – mest fordi jeg følte mig så såret over hendes kommentar! Lægerne havde jo ligesom sagt 0,1% chance, så hvad tror du selv?

Men jeg gjorde som hun sagde. Det var ugen efter min 25 års fødselsdag – en fredag morgen i januar måned. Det var koldt og sneede udenfor.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle min mand, at jeg ville tage en test den morgen. Resultatet ville jo være som det vanlige, og jeg ville ikke belemre ham yderligere med den tunge sorg vi allerede befandt os i.
Han kyssede mig farvel, og gik ud af døren. Jeg gik ud på toilettet – og nonchalant tissede jeg på pinden, lagde den fra mig, vaskede fingre – og forsøgte at “glemme” testen lidt. Jeg vendte mig rundt for at tørre hænderne i håndklædet, der hang på væggen – da jeg vendte mig rundt mod vasken igen, fik jeg et CHOK! Der var 2 MEGET tydelige streger på testen, og jeg måtte gnide mig i øjnene en ekstra gang, før hele min krop begyndte at skælve. Jeg løb rundt med testen, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg løb hen til min telefon, for at ringe til min mand, dernæst hen til vinduet – heldigvis var han ikke kørt endnu, og jeg hamrede på ruden, og viftede med mine arme, at han skulle komme op igen. Han kom løbende op i opgangen, og spurgte, hvad der var sket – overbevist om, at vores hund var faldet om eller lignende. Der kan jeg ikke holde tårerne tilbage længere, og det flyver ud ad munden på mig: “Jeg er GRAVID!!” Vi var overvældet af lykke, glæde, håb, drømme, kærlighed og mere lykke.

Vi fortalte vores familier det over de næste 2 dage. Lykken og glæden var mindst ligeså stor hos dem, som hos os selv. Men 2 dage efter den positive test, begynder jeg at bløde. Angsten for at miste vores lille mirakel overskyggede nu lykken, og sorgen begyndte at indtage sin velkendte plads i mit sind og mit hjerte. Vi kontaktede Skive, der bad os om at komme til en scanning.

Hele turen til Skive var jeg grådkvalt. Og under scanningen kunne de ikke klargøre meget. De bekræftede min graviditet, men de bekræftede også min blødning. Og da jeg ikke var langt nok henne til at se mere end det, så blev jeg sendt hjem igen med instrukser om, at være sengeliggende i en uge – en HEL uge!! Og ugen efter skulle vi så komme tilbage og få en ny scanning.

Det var en laaaang uge – den længste i mit liv. Blødningen synes ikke at forsvinde, men den blev heller ikke værre. Jeg snakkede kærligt til min mave hver dag. Jeg opmuntrede min lille mirakelspire til at kæmpe, og jeg aede og nussede. Jeg havde dage, hvor jeg turde drømme og håbe – men jeg havde også dage, hvor jeg græd og sørgede.

Ugen gik og turen gik igen til Skive. Endnu engang græd jeg. Jeg forsøgte at forberede mig på det værste, men som man alligevel ikke kan forberede sig helt på.

Jeg blev scannet… Og dér – lige dér i alt mørket, dér blinkede det fineste lille hjerte! Min mirakel-baby var der, og den var kommet til uden nogen form for hjælp. Mod alle odds var vi blevet gravide helt naturligt, og nu skulle vi være forældre, og nu turde vi tro på det.

Den 17. september 2014 kom vores lille mirakel-dreng til verden ved et kejsersnit kl. 23.46?

Vi følte os fuldendte!

Vi kæmpede, vi græd, vi sørgede, vi følte os fortabte, vi følte os tomme – men vi vandt !

Da vores skønne mirakel var omkring 9 måneder, skete der det mest utænkelige og fantastiske for os.
Efter en længere periode med vildt meget træthed – på trods af et barn der faktisk sov igennem, overbeviste en veninde mig om, at tage en graviditetstest. POSITIV – og så endda uden at forsøge rigtigt at blive gravid!

Vores lille mirakel-baby nr. 2 kom til verden d. 23. februar 2016 kl. 23.49 ved et kejsersnit.

I dag sidder min mand og jeg med 2 sunde, smukke, dejlige og raske drengebørn – 2 børn, som vi elsker højere end noget andet.
Vi havde ikke troet, at vi skulle sidde her i dag. Men vi kæmpede, og vi vandt!

vbn fghj ghjkr



Læs også:

Når storken flyver forkert

Sub-verden del 1 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

“Skal I ikke snart have nr. 2?” – En hudløs ærlig fortælling om kampen for en større familie

Fra frygt til lykke – August kom til verden med en hjælpende hånd fra videnskaben

You Might Also Like

  • Når man mindst venter det – En fortælling om at blive gravid mod alle odds
    18. august 2016 at 15:27

    […] En lang og hård kamp for at blive forældre, endte med to guldklumper […]