En mors fortælling om fire søskende, og deres meget forskellige relationer til hinanden

Nanna er mor til fire børn i alderen 1,5 – 12 år, tre piger og en dreng. En familie der er større end det danske flertal. Det betyder flere søskende at dele, lege og skændes med, og vigtigst af alt; flere søskende at elske.

Her fortæller hun om relationerne imellem dem, sådan som hun og deres far oplever det. Det er meget interessant at læse om, hvordan børnene i de forskellige aldre håndterer det, at være søskende, og hvor meget aldersforskellen imellem dem har at sige. Læs med og bliv klogere på, hvordan søskenderelationer kan være. I hvert fald i Nanna`s familie. 


Hjemme hos os er der fire børn. Fire meget forskellige børn, og alligevel så ens. Den ældste er en dreng på 12 år. Han er storebror til tre mindre søskende, alle tre piger (stakkels dreng siger mange, men det er slet ikke så skidt, at være eneste dreng i flokken). Pigerne er knap 8, 4½ og 1½ år. 

Først fik vi sønnen og derefter kom den første lillesøster. De to har et rigtig godt forhold til hinanden – lige nu – for sådan er det ikke altid. Ind imellem slås de som hund og kat. Men de deler interesser, og aldersforskellen på 4½ år betyder ikke det store i deres forhold. De bruger hinanden, når de har behov. Storebror passer på lillesøster i skolen og bussen – og til gengæld løber lillesøster ind imellem for storebror. Storebror er den stille og forsigtige type. En typisk førstefødt. Han ser lige an, og springer ikke bare ud i nye oplevelser. Lillesøster er mere krads, hun holder sig ikke tilbage og tager gerne føringen. De to har et stærkt bånd og en god relation. 

Så kom den næste lillesøster. Der var sønnen knap 8 og lillesøster 3½ år. Den nye lillesøster ændrede på rollerne. Nu blev den ældste datter pludselig midterbarn. De to store havde stadig hinanden og deres gode forhold, men den nye lillesøster scorede hurtigt en særlig plads i storebrors hjerte. Hun slap afsted med det meste – og han forsvarede. Det er faktisk stadig sådan. Hun har meget let ved, at overtale storebror og han har stadig svært ved, at lade være med at beskytte hende, særligt når hun skændes med storesøster. Storesøster er et typisk midterbarn af temperament; hun giver sig ikke, og takker ikke nej til en lille fight.

Barn nr. 3 er i dag 4½ år. Hun har stadig en særlig plads hos storebror, og trods alderforskellen på knap 8 år, så har de noget sammen. Han kan nogle ting, som vi forældre ikke kan. Han leger gerne med hende, og lærer hende hvordan hun skal tegne, skrive, cykle, hoppe på trampolin osv. Forholdet til storesøster er anderledes. Her er der kun 3½ år imellem, og det giver nogle andre udfordringer. De leger godt sammen i perioder, men på andre tidspunkter synes storesøster, at lillesøster er lille og barnlig. Jeg tror det er perioden netop nu, hvor aldersforskellen virker størst, min erfaring siger mig, at når først lillesøster starter i skole, så bliver hun mere moden og pludselig er hun god nok igen. Jeg tror på, at pigernes relation bliver stærkere med årene. 

Yngste barnet, husets mest forkælede beboer, kom til verden for halvanden år siden. Der var storebror knap 11, storesøster 6 og lige startet i skole, og tredje barnet var knap 3 og lige begyndt i børnehave. Den yngste har en hel særlig plads i familien. Det er sjovt at se, hvordan det hele pludselig ændrede sig, da vi gik fra 3 til 4 børn. Pludselig var der to midterbørn, og pludselig havde de tre ældste noget, at være fælles om; deres lillesøster. Lillesøster er forkælet, mor og far opdrager og de andre spolerer. Storebror elsker lillesøster. Hun må alt og skal ikke have skæld ud. Han har beskytter rollen, og deres forhold bærer præg af leg og hygge. Han hjælper hende når hun vælter, leger med hende og underholder gerne. Den ældste datter elsker også lillesøster, hun har påtaget sig en lille mor rolle. Den så vi ikke ved barn nr. 3, men her ved nr. 4 viser hun tydeligt de egenskaber. Hun både skifter ble, serverer mad og putter lillesøster. Hun tager sin rolle alvorligt, og deres relation bærer præg af tryghed og hjælpsomhed. Aldersforskellen mellem de to ældste og den yngste gør, at de aldrig kommer til, at lege sammen på samme niveau, men så har de så meget andet værdifuldt sammen, og det vokser de heldigvis ikke fra. Nr. 3 og 4 er de to der ligger tættest på hinanden, og de kommer til at vokse op med hinanden som legekammerat. Der er masser af konflikter, for nr. 3 er den eneste i flokken, der ikke altid finder sig i lillesøsters opførsel. De har utrolig stor glæde af hinanden og jeg håber det varer ved. 

Vores børn vokser op i en stor flok, sammenlignet med det almindelige gennemsnit. Vi ligger vægt på, at de respekterer hinanden og deres forskellighed. De skal lære at give plads, men samtidig fortæller jeg dem også hvor heldige de er at have hinanden. De tager deres ture, men jeg er sikker på, at det er med til at styrke båndet imellem dem. 

Og for lige at vende tilbage til det med den stakkels dreng. Alle synes det var synd, at vi ikke fik en lillebror ved sidste barn, men helt ærlig; aldersforskellen mellem nr. 1 og 4 er så stor, at uanset om det blev en dreng eller pige, så ville de ikke komme til at lege sammen. Så for os er det helt perfekt med en storebror og tre små søstre (og så kan vi jo altid sende ham med i byen, når de begynder på det om nogle (mange) år ….)



Vil du blive endnu klogere på søskenderelationer? Så læs også:

10 ideer til et godt forhold mellem dine børn

Kan man sikre sig sunde søskenderelationer?

You Might Also Like