Er brillerne fedtede? -En pragmatisk og kærlig beretning om parforhold og forældreskab

Skrevet af: Kristina Hobbs, fast skribent hos MamaWise, erfaren mor til 5, en del af et par igennem 17 år og blogger på kristinahobbs.com.


image

I er forældre. Du er mor. Baby ligger der og er så nuser. Og du har ondt i maven, føler dig ensom, utilstrækkelig, ikke accepteret og måske endda ikke elsket eller ikke hørt. Det var ikke sådan her, det skulle være at være forældre sammen. Det har jeg prøvet flere gange. Læs videre, hvis du er interesseret i min vinkel på parforhold og forældreskab. Jeg har læst en bunke artikler med tips til at få gnisten tilbage i et trist parforhold. De forsøger alle at være pseudovidenskabelige og objektive, men det kan man jo ikke være om noget så følelsesladet og kulturelt specifikt. Så jeg har skrevet en personlig beretning om parforhold i mit liv. Den håber jeg, at I kan bruge.

Når parforholdet vakler

Rigtig mange forældre herhjemme går fra hinanden i de første to år af børns liv. Det er ikke en skrækkelig ting i sig selv. Andre steder på kloden er en familieenhed på kun mor, far og et barn en total falliterklæring, en ekstrem social fattigdom og på grænsen til svigt af barnets behov. Det kan man da ikke, siger beboere andre steder i verden. Endnu andre steder er mor-rollen en rolle, som man kan gå ind og ud af på fleksibel vis, man er gerne mor for egne og andres børn i forskellige perioder af sit liv – også for sine forældre nogle gange. Det monogame parforhold, hvor vi ”bare er os to og baby for evigt” – det er kun én model ud af rigtig, rigtig mange. Ikke desto mindre er den meget kraftfuld og sætter gang i uendelig mange følelser og handlinger, den model. Navnlig, når den vakler. Det gør den for alle indimellem.

Børn mærker vores ulykke

Skrækkeligheden ligger i, at vi føler, at det er skrækkeligt, er kede af det og føler fx svigt eller mistet tillid. Det, der gør det til et uønsket scenarie for de fleste forældre er, at den kulturelle norm om forældreskab er, at vi bor sammen og elsker hinanden monogamt. Når vi så oplever, at vi som forældre ikke længere er lykkelige sammen, så begynder vi at frygte, at vi ikke kan leve op til vores egne forventninger til et lykkeligt familieliv. Og så bliver vi ulykkelige. Det mærker børn tydeligt. Det er skrækkeligt, at det er skrækkeligt. Er det der, du er, så vil jeg råde dig til at tage brodden af skrækkeligheden og puste ud en gang i mellem. Du kan gøre en forskel i dit liv, du er ikke hjælpeløs. Du er blevet såret og/eller har såret – og det kan du godt tåle. Det er ikke farligt. Det går over og bliver til at leve med. Uanset, om I kommer over det sammen eller hver for sig.

Det virker for os

Da jeg blev mor for første gang, var jeg 25 år. Det var en længeventet begivenhed for mig, den der graviditet – min kæreste var en temmelig brugt model med et forlist ægteskab bag sig og en sød, lille datter på dengang 8 år, og han var ikke helt så utålmodig. Vi talte meget, indgik en række aftaler om, hvordan vi ville angribe det her med en baby, og så blev jeg gravid ugen efter.

Hverken starten på mit forhold til ham, vores indgange til forældreskab, vores måde at blive gift på eller vores nuværende arbejdsdeling er som den traditionelle her til lands. Men jeg er da ligeglad, for vi har fundet vores egne måder, som virker for os. Vi har været sammen i snart 17 år, og jeg lover ofte mine børn, når de spørger, om vi mon bliver skilt en dag, at nej, det gør vi aldrig. Det er jo lidt ligesom at love dem, at jeg aldrig dør. Det lover jeg dem såmænd også nogle gange, og siger, at jeg altid vil være der for dem, lige indtil de ikke har brug for mig mere. Jeg tænker, at de uanset hvad vil blive så totalt knuste, hvis vi skulle skilles, eller når jeg dør, at det værste nok ikke vil være, at jeg havde sagt, at det aldrig ville ske. Så hellere give dem den tryghed (som de alligevel kun tror på, mens de er små) indtil videre, så opdager de nok sandsynlighedens eksistens tids nok.

Husk, at du får hele pakken

Men hos mig er den der idé om parforhold for evigt så støbt i cement, at jeg kan ikke forestille mig et liv uden min mand. Jeg er et bedre menneske på grund af ham. Jeg har ikke mødt en eneste mand siden ham, jeg nu har hos mig, som når ham til sokkeholderne. Slet ikke, når man tager hele pakken med. Og det er jo det, man skal – man skal huske, at det er hele pakken, man får, når man skifter hus, bil eller partner. Ham der faren til Emily fra 3.klasse, han er garanteret slet ikke så pisseirriterende fokuseret på Formel 1, så dårlig til at give komplimenter, til at høre efter, til at være rar ved dine veninder eller til at ville danse med dig, som din mand er – men vent at se, hvis du nu skifter – så får du hele pakken. Også ham Emilys fars pisseirriterende mor, der kritiserer dig til døde, hans overhysteriske forhold til støvsugning og tøjvask, hans mangel på respekt for folk uden en videregående uddannelse og mindst en PhD, hans første ekskone, hans golfmani og hans grimme, grimme, grimme ører og den der dusk hår, han har et mærkeligt sted på ryggen.

Vi har alle fejl. Det er bare det, jeg siger. Du skal forsøge at elske hele pakken eller være med på, at der er noget, du elsker mere end andet, og det er ok ikke at være perfekt. For det er du heller ikke.

 

Når du rødmer over manden i bussen

Jeg har et par gange mødt en mand, hvor kemien fik mig til at rødme med det samme. Når det sker, så går jeg den anden vej. Forlader lokalet, dropper den arbejdsgang, går tidligt fra festen eller holder op med at hilse. Med det samme. Så går det altså over. Jeg flygter fra den første fascination, fordi jeg har alt for meget at miste og kun uvist, om der overhovedet er noget at vinde. Jeg bliver så nemt kemisk forelsket. Jeg tænker, at det er som hvis ens briller er fedtede, og man får den hormonelle idé, at hvis nu man tog dem af og smed dem væk, så så man nok bedre. Måske fik man nogle nye og bedre briller. Men – det er som regel arbejdet værd at pudse de gamle briller, førend man beslutter, om de skal skiftes ud. Og så huske, at også nye briller bliver fedtede en dag. Jeg pudser mine briller grundigt, hvis jeg får hjertebanken over en fremmed mand i bussen. Så går det over. Intet drama. Jeg vælger altid min mand.

Mit råd til dig

Jeg ønsker et monogamt og evigt parforhold. Men jeg ved, at i mit liv er lykke ikke en tilstand eller noget, man kan gå og være. Det er at kunne arbejde for at forbedre tingene i sit liv, at kunne gøre en forskel, komme videre, blive bedre og forstå mere, elske mere, fordømme mindre. Jeg ved også, at jeg har en million fejl, som jeg håber, at min mand fortsat vil tilgive og acceptere og elske mig på trods af. Du skal ikke lade dig nøjes, men hvis du gerne vil være i et monogamt parforhold i dit forældreskab, så er det min erfaring, at du gør klogt i at huske at vise med dine handlinger, at du vælger din mand hver eneste dag.


I kan følge Kristina og læse mere om livet som mor til 5 på Facebook, Instagram og på bloggen kristinahobbs.com.



 

Er du også vild med Kristinas skriverier? Så læs med her:

Mødre elsker med hele kroppen

10 ideer til børneværelset

10 gode ideer til bæredygtighed med børn

”Det giver bare så meget på hjertekontoen” – mødre taler om sundhed

You Might Also Like

  • Inspiration til 10 dates du kan invitere din partner på
    18. marts 2016 at 19:10

    […] Er brillerne fedtede? -En pragmatisk og kærlig beretning om parforhold og forældreskab […]