Fif til tilværelsen som alenemor – kan bruges af alle mødre

Louise er 38 år og selvvalgt solomor til Sejr på 17 måneder. Louise vil her dele nogle af hendes bedst fif til tilværelsen som alenemor/aleneforælder til et lille barn.


– Skaf udstyr!
Først og fremmest er det en god idé at skaffe alle former for babyudstyr, der kan give frie arme og hænder i barnets første tid. Selv kunne jeg ikke have undværet strækvikle, bæresele, skråstol og slyngevugge. Det var guld værd og gav en lillebitte følelse af frihed.
– Sørg for mad og drikke til dig selv!
I de første måneder af min søns liv, hvor hele døgnet gik med amning og vuggen af ham (han havde kolik!), lavede jeg en bakke til mig selv om morgenen med nem mad, snacks og drikke til hele dagen. Den stillede jeg ind på sofabordet, så jeg havde mulighed for proviant i løbet af dagen. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, hvor udfordrende det kunne være bare at få smurt en rugbrødsmad til frokost, når jeg var alene med min søn. 
– Sørg så vidt muligt for at have et godt netværk, og gør brug af det!
Personligt måtte jeg efter et år som mor flytte fra København til Middelfart, hvor min mor bor, fordi det simpelthen var umuligt at få en hverdag til at hænge sammen uden mulighed for hjælp og aflastning. Min søn er ørebarn, har været meget syg og sovet meget dårligt, og det er altså virkelig hårdt, hvis man ikke kan få en pause bare engang imellem. 
Man skal have en eller flere livliner, når lokummet virkelig brænder, fx når man selv bliver syg og samtidig skal tage sig af sit barn. 
– Forkæl dig selv!
Det bør alle forældre gøre, men måske i særdeleshed solomødre. Personligt købte jeg en god kaffemaskine og sørgede for at have noget god chokolade i huset. Aldrig har jeg følt, at den kaffe og chokolade var mere velfortjent end under min barsel! 
– Gør det, der virker!
Det er et fremragende råd, som jeg fik af min sundhedsplejerske. Det betyder kort sagt, at man skal skide højt og flot på alle de løftede pegefingre, man møder som nybagt mor. Pga kolik ville min søn fx kun sove, når han blev vugget i søvn, og alle sagde til mig, at det var forfærdelig dumt, fordi han blev vænnet til at sove på den måde. Min SP sagde derimod “gør det! Du har som alenemor ikke ressourcer til andet lige nu. Du skal bare gøre det, der får knægten til at sove!” Og må jeg påpege, at det ikke var synderligt besværligt at vænne min søn fra at blive vugget i søvn, da han først var klar til det. 
– Bliv god til at “udnytte” dine venner/veninder!
Det er noget, jeg selv har haft svært ved, men jeg har øvet mig i at blive bedre. Bed dem fx tage noget mad med, når de kommer på besøg eller få dem til at tage skraldet med ud, når de går. Jeg har også nogle gange bedt veninder holde øje med min søn, mens jeg har snuppet et bad. 
– Prioriter benhårdt!
Noget af det, der kan være svært både selv at acceptere og at få andre til at forstå, er, at man som soloforælder har et evigt søvnregnskab at holde styr på. I hvert fald når man som jeg har en søn, der altid har sovet dårligt. Hvis jeg skal ud med en veninde en aften, er jeg samtidig nødt til at vide, at de timer ikke kan indhentes på søvnkontoen, for der er kun mig til at stå op kl. 4 med min søn næste morgen. Og morgenen efter. Og morgenen efter… 
Der er ikke en far, der kan tage morgenvagten i weekenden, så jeg ved, at en hyggelig aften ude koster en del, som ikke kan indhentes senere. Jeg er derfor nødt til at prioritere benhårdt, selv om det kan være svært for folk omkring mig at forstå. Indimellem prioriterer jeg selvfølgelig venindetid, og jeg nyder det, men meget af tiden prioriterer jeg at få sovet, når min søn gør, så jeg har energi til at være mor. Det betyder også, at jeg stort set altid går i seng kl. 20 om aftenen, når min søn er puttet (det er en periode, fortæller jeg mig selv!). 
– Husk dig selv!
Få ikke dårlig samvittighed hvis du VIRKELIG trænger til alenetid. Da min søn var 6 mdr gammel, valgte jeg at få en barnepige til ham, som kom et par timer om ugen. Imens sad jeg på kaffebar med en god bog eller fik ordnet lidt praktiske ting. For mig var det fantastisk med et par timers frihed, selv om mange andre mødre fortalte mig, at de aldrig kunne overlade deres barn til andre så tidligt. Men altså, jeg havde brug for det, jeg nød det, og min søn hyggede sig gevaldigt med barnepigen. 
– Køb ind på nettet! Uden nemlig.com var jeg givetvis død af sult under min barsel! 
– Sidst men ikke mindst: Husk at du er totalt kickass og mega sej! Det er jordens hårdeste tjans at være soloforælder, men også jordens dejligste. 

You Might Also Like