Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget

Vi har fået lov til, at dele denne virkelig rørende fortælling, skrevet af en mor der står midt i en fødselsdepression. Hun har kun lige erkendt, at hun har brug for hjælp, og har derfor ønsket at være anonym. Hun har fundet styrken til at dele sin historie, da hun virkelig håber den kan hjælpe andre i lignende situation.

Læs her en stærk fortælling om manglende følelser, dårlig samvittighed og håb om en lysere fremtid.


Jeg er mor til N på 1,5 år og A på 2 måneder.

I gymnasiet fik jeg diagnosen depression, efter en lang række hændelser der mildt sagt ikke var særligt positive. Som udgangspunkt fik jeg henvisningen til en psykolog efter min bror døde af kræft, men under disse samtaler kom flere ting på bordet; kærestevoldtægt og hævnporno var på den liste. 
Der blev så bare ikke rigtigt gjort mere ved de her ting; jeg så ikke mere til nogen psykolog siden og fik nok aldrig rigtig bearbejdet alt det jeg skulle. Men jeg har jo haft det fint, har jeg selv tænkt og følt. Jeg kunne ryge i huller, jo jo, men jeg kom altid op igen på den ene eller den anden måde. 

Da jeg mødte min mand var jeg dog langt nede. Jeg blev bragende forelsket og et år senere var jeg gravid. I dag tror jeg, at jeg havde travlt med at erstatte og udfylde de huller, jeg følte der fyldte meget i mit liv og ønskede at gøre noget ved det. Jeg ønskede sådan virkelig at føle igen. Det er nemlig noget af det jeg synes er værst ved depression: følelsen af ikke at kunne føle noget. Jeg kunne sagtens have det sjovt med min, dengang, kæreste, og grine i timevis. Jeg kunne godt se frem til ting jeg skulle. Men det var med en grå, tung sky over hovedet og jeg mærkede aldrig et sug i maven. Folk talte om den der fantastiske fornemmelse man får når man føder sit barn, og når det kommer op på maven. Det ville jeg have! Det måtte være en så instinktiv fornemmelse, at jeg ikke kunne undgå at mærke den og håbede, at det på den måde kunne kickstarte mig og mine (manglende) følelser. (Det var naturligvis ikke derfor jeg ønskede et barn, men jeg håbede på at det var en positiv følge heraf).

Men da jeg fødte min søn mærkede jeg ikke nogen lyserød fornemmelse. Jeg kunne ikke mærke den der lyserøde, lækre, bløde sky. Det var helt vildt at JEG havde født et barn! Det var vildt at nu var han her. Han var lidt ulækker og blå. Han blev født for tidligt og skulle på Neo med slanger og målere – det hjalp nok ikke ligefrem på tilknytningen mellem os. Jeg åbnede op for mit problem efterfølgende, men fik at vide at det langt fra var alle der fik den lyserøde fornemmelse med det samme – men at den kom en dag. Den er stadig ikke kommet. 

Jeg ved, at jeg for alt i verden ikke vil undvære min mand, han er fantastisk. Jeg har en vild beskyttertrang over for min søn og synes han er sød, køn og sjov. Men jeg mærker aldrig suget i maven. 

Jeg slog det hen, for det fungerede jo ok det hele, selvom suget i maven ikke var til stede. Faktisk fik vi hjælp til at lave N. Jeg har pco og meget svært ved at blive gravid på egen hånd. Da han var 9 måneder stod jeg igen med en positiv test i hånden – uden hjælp! Det var jo et mirakel vi ikke kunne sige nej til. 

Da vi fandt ud af, at vi denne gang skulle have en pige, kneb min mand en tåre. Jeg håbede bare sådan at opleve den lyserøde fornemmelse denne gang. En meget hård graviditet, og et akut kejsersnit senere, havde vi vores lille pige. Men den lyserøde sky var stadig ikke i den nærmeste horisont.  

I dag står jeg med mange af de samme følelser som før. Jeg synes hun er sød og køn. Jeg vil ikke undvære hende. Men jeg mærker ikke suget. Min verden er stadig grå det meste af tiden. Jeg går desuden og frygter. at min pige kommer til at opleve de samme grimme ting. som jeg gjorde som ung og, at det er min skyld hvis hun ikke har lært at styre udenom. 

Den konstante dårlige samvittighed og skyldfølelsen fylder hele tiden. Det er forfærdeligt. Jeg føler ikke, jeg kan byde mine børn nok, jeg føler jeg fejler hver dag. Jeg gør mit bedste og jeg kan med mit hovede se at jeg gør det godt. De har det godt og de ved ikke at mor er ked af det. Men jeg er bange for at de stærke følelser jeg hører om, aldrig kommer for alvor, for det vil jeg da ikke undvære i resten af mit liv. Jeg husker suget i maven fra da jeg var barn og holdte en kattekilling første gang. Eller når jeg fik min bror til at skraldgrine. Men jeg mindes ikke suget i mit voksenliv. 

Det er umenneskeligt hårdt, at have det sådan, og nogle dage foregår bag lukkede døre, da det er for hårdt at se virkeligheden i øjnene. Nogen dage tænker jeg på hvor meget bedre de alle sammen ville have det, hvis jeg ikke var her. Men det er også rigtig hårdt, at skulle holde de her “forbudte” følelser og tanker hemmelige fra alle omkring dig.

Nu – endeligt – har jeg søgt hjælp. Min læge er inde over og jeg starter snart ved en psykolog. Min mand ved det hele og er en utrolig støtte. Og bare efter jeg har åbnet munden og taget mig selv alvorligt, kan jeg mærke, at jeg har fået det lidt bedre. Jeg anede ikke at man var mere udsat for fødselsdepression, bare fordi man havde været igennem én depression før. Jeg anede ikke det var en fødselsdepression jeg havde. Jeg følte jeg var svag, forkert og skulle tage mig sammen. Det gjorde det ikke nemmere.
Så nu glæder jeg mig til at komme videre i forløbet. Jeg forventer ikke at mærke suget foreløbigt, og måske aldrig. Men jeg håber, at jeg kan lære at acceptere min situation og ikke gå og slå mig selv alle de steder hvor det gør ondt, for ikke at leve op til alle mulige lyserøde forventninger.

Det er skide hårdt at blive forælder! Allerede der er man presset. Men taler oddsene for at din psyke bliver overbelastet, som f.eks tendens til depression, i forvejen uhensigtsmæssige forhold eller lignende, så er du ekstra udsat. Det er så vigtigt at være opmærksom på sig selv og sin krops signaler. Jeg har haft influenza 5 gange efter denne fødsel. Bortset fra det ikke var influenza – det har været min krops måde at fortælle mig, at nu skal jeg sætte mig ned, trække vejret, rækken hånden ud og bede om noget hjælp. For jeg klarer den ikke alene.



 Flere fortællinger om fødselsdepressioner? Læs med lige her:

Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression

Fødselsdepressionens mørke

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

You Might Also Like

  • Min familie var bedre tjent uden mig – en mors fortælling om fødselsdepression
    10. marts 2016 at 18:07

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]

  • Angsten for at skade mit barn psykisk
    11. marts 2016 at 18:48

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]

  • Jeg blev nødt til, at bryde kontakten til min egen mor – en fortælling om fødselsdepression
    12. marts 2016 at 19:31

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]

  • Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression
    27. marts 2016 at 13:41

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]

  • En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn
    28. marts 2016 at 18:15

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]

  • En fortælling om dalende mor-selvtillid og posttraumatisk stress
    11. april 2016 at 18:04

    […] Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget.  […]