Fødselsdepressionens mørke

MamaWise har modtaget denne utrolig personlige, stærke og ærlige fortælling fra en modig kvinde, der har været ramt af den mørkeste fødselsdepression. Hun ønsker at dele sin historie med os, men vil gerne være anonym af hensyn til hendes børn.

Læs med herunder, og få et indblik i hvordan en fødselsdepression kan drive en på afgrundens rand, helt derud hvor man lægger en pude over ansigtet på sin lille søn.


Den 17 juli 2011 står jeg med en positiv graviditets test = mit første barn er på vej. Vi er lykkelige.
Da jeg er 15 uger henne finder vi ud af, at vi skal have en lille dreng. Manden er ovenud lykkelig for, at han har præsteret et drengebarn. Mig derimod har ikke den der lykkefølelse, men er heller ikke ked af det.
Graviditeten går og han vokser sig stor og stærk i maven, og da jeg er 35 uger henne, finder vi navnet som han skal have. Men vi holder det hemmeligt!

Jeg kan de sidste uger godt mærke, at jeg glæder mig til at skal prøve det mest fantastiske alle kvinder snakker om, nemlig at føde.

Den 18. marts er fødslen igang og jeg, kæresten og min bedste veninde er på fødestuen og humøret og stemningen er bare SÅ meget i top. Vi glæder os til at møde den lille dreng.
Fødslen går fint og egentlig også ret hurtigt! Kl 19.11 føder jeg M. 57 cm og 4080 gram. Hold nu op en stor dreng!

Han når knap nok op på min mave, før hele mit ellers altid glade ansigt ændre sig som lyn fra en klar himmel! Jeg er tom for følelser og har mest af alt lyst til at spørger jordemoderen om hun ikke godt vil tage ham med hjem (men gjorde det ikke). Manden og min veninde ser slet ikke min tomhed, fordi de oser af lykke over dette lille drengebarn.

Vi kommer på patient hotellet og der står min mor og søster og venter på at vi kommer, så de kan se den lille dreng. Kl er 23.30 her!
De tager ham straks op af autostolen, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. (Troede der bare jeg var træt).
Min søster siger så, at han har lavet hans første afførring, og jeg siger at hun gerne må skifte ham. De nusser lidt med ham og kører igen. Jeg ligger ham hurtigt fra mig hele tiden, og holder ham faktisk kun hvis han skal ammes.
Der går ikke mange minutter, fra at min søster og mor er kørt, til at jeg modtager en SMS fra min søster hvor hun skriver: Søs, der er noget galt. Du virker slet ikke glad.
Jeg tænkte bare at jeg var træt.

Vi var et par dage på hotellet og kommer hjem den 21. marts (min egen fødselsdag). Og det første vi gør er, at ligge M fra os og begynde at gøre hele huset hovedrent. Jeg husker ikke meget, men når jeg ser billeder fra den første tid, så kan man tydeligt se at jeg ligner en, hvor sjælen har forladt min krop. Et tomt blink der stirrer ud i luften, er hvordan jeg bedst beskriver mig selv, når jeg så endelig sad med ham.
Den 23. kommer sundhedsplejersken på første besøg. Hun spørger selvfølgelig hvordan det går og siger tillykke og alt det de plejer. Jeg når knap nok at lukke hende helt ind, inden jeg bryder fuldstændig sammen.
Vi får snakket, og jeg kommer hurtigt i kontakt med diverse fag personer. Hvilket er en kæmpe lettelse ! Jeg startede allerede til psykolog da M var 10 dage gammel.

Jeg husker nærmest intet af min søns første leveår, fordi jeg levede i en bobbel som ingen burde opleve at leve i. Jeg gav kun min søn mad, fordi jeg følte at jeg passede ham indtil nogen kom efter ham.
Jeg spurgte manden 2 gange om vi ikke skulle bortadoptere ham. Kan ikke huske hvad han svarede.
M var 6 måneder før han overhovedet smilede til mig. Og derfra begyndte det langsomt at gå fremad. Jeg gik til alt, som alle andre på barsel gjorde: mødregruppe, babysvømning, cafe osv. Det holdte mig kørende. Jeg var 2 gange ude i, at om det var nemmere at komme af med ham på den ene eller anden måde, så jeg kunne leve et normalt liv igen. Overvejede at kvæle ham med en pude, og en dag lagde jeg faktisk også puden på hans ansigt, uden at holde på den. Lagde den bare på hovedet af ham, men ringede til en, fordi jeg godt vidste at det var forkert (heldigvis). Denne situation stod jeg i 2! gange.
Heldigvis tog fornuften over, og jeg gjorde det ikke.

Da han nærmede sig sin 1 års fødselsdag, begyndte jeg så småt at have følelser for den lille dreng. Kunne kort efter hans 1 års fødselsdag sige, at jeg elskede ham.

Jeg blev gravid igen da M var 1,5 år gammel. Vi fandt ud af, at vi skulle have en dreng mere … Og jeg græd og græd i 2 uger! Jeg blev holdt meget øje med i denne graviditet, fordi jeg var ked af det. Glædede mig ikke det mindste, og kunne mærke at jeg ønskede mig en pige!

Den 29. juni 2014, kom M`s lillebror til verden. Denne dag var ligesom alle mødre havde snakket om! Det mest fantastiske der nogensinde er sket for mig. Jeg havde den rigtige følelse, og elskede at sidde og kigge på lillebror. Holde ham, kysse ham og alt det jeg aldrig gjorde med M.
Jeg fik ekstra sundhedsplejerske besøg, just in case.

Nu er jeg gravid IGEN og dette er ikke planlagt, men lavet på beskyttelse.
Jeg var glad og glædede mig hurtigt. Men så kom jeg til en scanning i uge 15 og fandt ud af at jeg er gravid med ENDNU en dreng! Min verden brød sammen!
Jeg kendte de signaler min hjerne sendte og kontaktede allerede læge, jordemoder osv. kort tid efter. Folk kunne slet ikke forstå at man kan være ked af, at vente et sundt og rask barn, hvilket i princippet jo er helt korrekt! Men vidste jeg at jeg ville reagere sådan her, så havde jeg aldrig valgt at beholde!

Jeg kom hurtigt til psykolog, tværfagligt team, ekstra jordemoder besøg, ekstra tider på sygehuset, samt indlæggelse til mig efter fødsel.
Jeg er nu 26. uge og kæmper stadig med psyken omkring denne graviditet, men er kommet frem til, at det jo ikke er lillebror i maven der er noget galt med men, at min drøm om en pige er total brast! Jeg er i en sorg over at miste den pige jeg aldrig får, og den overskygger glæden ved endnu et dejligt drengebarn. Jeg er langsomt på vej og begyndt at nyde moslen inde bag maveskindet, det er fremgang heldigvis.
Jeg frygter en reaktion efter fødsel, som med M, men håber på en som med hans lillebror.

Jeg vil for alt i verden aldrig håbe for nogle, at de skal opleve, den tomhed som jeg havde i det første leveår med min første søn.



Flere fortællinger om fødselsdepressioner? Læs med lige her:

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

You Might Also Like

  • Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression
    9. marts 2016 at 19:16

    […] Fødselsdepressionens mørke […]

  • Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget
    9. marts 2016 at 20:18

    […] Fødselsdepressionens mørke […]