Fra frustration til fødselsdepression

Regina er 22 år, er kærester med Jimmie og sammen har de datteren Naja på 10 mdr. Her kan I læse hvordan frustrationen over et voldsomt fødselsforløb, frustrationen over fødslen eskalerede, og endte som en fødselsdepression. 

I kan også læse Reginas traumatiske fødselsberetning LIGE HER.


Efter fødsel og operationen blev vi indlagt, de skulle holde øje med både Naja og mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg lå med en krop der var fuldstændig færdig efter skader fra fødslen og operationen. Jeg var ikke i stand til at rejse mig, jeg var ikke i stand til at kunne skifte Naja, hente mad, hente noget at drikke, jeg kunne ikke komme i bad, og måtte have hjælp til at komme frem og tilbage på toilettet.. Det eneste jeg kunne var at ligge i min seng, amme Naja og sove.

Jimmie måtte bære Naja frem og tilbage til mig, han måtte skifte hende, han måtte gå rundt med hende, han måtte klare det hele, jeg lå bare der ude af stand til at kunne leve mig 100% ind i mor rollen.

På hospitalet blev vi glemt, VI måtte minde sygeplejerskerne om, at Naja skulle have smertestillende, at jeg skulle have smertestillende, at hun skulle vejes og have taget prøver, og vi måtte selv regne hendes madskema ud, de glemte endda at tage os begge af den medicin de kom med hver dag. Det var frustrerende at blive glemt på barselsgangen, men vi valgte at tage det positivt, for så måtte de jo mene vi klarede os perfekt.

Da lillepigen skulle på lystæppe pga. gulsot blev jeg frustreret. Da lystæppet ikke hjalp hende, blev jeg så frustreret at jeg satte mig til at græde, jeg kunne ingen ende se på vores tid på hospitalet, jeg ville så gerne hjem og være en familie! Igen glemte de os, hun lå et døgn mere på lystæppe end hvad hun skulle, igen stor frustration.

Efter 8 dage med en skidt start fik vi lov til at komme hjem… ENDELIG hjem og være en familie!

Hun tog så fint imod mit bryst og spiste gerne derudaf, gerne flere gange på en time, det var små måltider hun tog sig til at starte med. Hun begyndte at melde sult rigtig hurtigt, jeg kunne amme hende i en halv time, efter et kvarter søgte hun igen efter mad, det begyndte at blive frustrerende at hun blev så hurtig sulten, jeg var fastlåst! Amningen var lige pludselig ikke så hyggeligt mere, og jeg begyndte at få så dårlig samvittighed over at jeg ikke magtede at pakke brystet væk for at hive det frem igen. Oveni det kunne hun ikke særlig godt lide sin lift, hun var meget tryghedsøgende og skulle helst falde i søvn på min mave, og nøj hvor var det dejligt, lige indtil man havde ligget fastlåst i 4 timer i den samme stilling på sofaen hverdag, plus de powernaps hun tog.

Jeg kunne ikke mere til sidst, og vi måtte ty til flasken, hun tog så flot imod den og hun blev mæt! Der havde ikke været nok næring i min mælk. Så kom den dårlige samvittighed frem igen, hvilken mor var jeg nu når jeg ikke engang kunne mætte mit eget barn? – Jeg vidste jo godt det var det bedste for hende, og også for mig selv, vi kunne stadig knytte bånd via øjenkontakt og nu kunne far også være med til at give mad.

Jeg begyndte at blive mere og mere træt, mere og mere irritabel, mit overskud forsvandt, jeg kunne ikke overskue at skulle stå op om morgenen, jeg kunne ikke overskue at skulle give Naja flaske, skifte hende eller trøste hende (selvfølgelig gjorde jeg de ting, jeg kunne aldrig drømme om ikke at tage mig af min datter) – “Heldigvis” så er Jimmie jobsøgende og var derfor hjemme til at kunne hjælpe mig, men han begyndte at overtage og ikke kun hjælpe, jeg sov bare.

Jeg elsker min datter ubetinget, men den magtesløshed der kom op i mig når hun græd var forfærdelig. Frustration over jeg ikke havde overskud til noget, gjorde så ondt! Jeg følte mig som verdens dårligste mor, hvilken mor er jeg når jeg ikke kan overskue at skulle give hende mad? – Først søgte jeg råd i min terminsgruppe på facebook, de dejlige damer kunne hurtigt fortælle mig, at jeg skulle søge råd hos sundhedsplejerske eller læge da det tydede på en fødselsdepression.

Jeg gik med tankerne og overvejede situationen, jeg tænkte at jeg nok godt selv kunne klare det! – Nej det kunne jeg bestemt ikke, jeg græd over ingenting, græd når Naja var ked af det, græd over at jeg ikke kunne overskue at svinge støvsugeren eller lukke min hund ud.

Jeg sidder og snakker med Jimmie, og han siger så, at han selv har gået og tænkt tanken, at jeg har en fødselsdepression, og han har ville snakke med mig om det. Vi bliver enige om at tage den med ro og overveje situationen, allerede dagen efter spørge min mor mig, om jeg har overvejet om jeg havde en og svaret var jo selvfølgelig ja. Jeg lovede at tage til læge med det, men allerede efter at have snakket med Jimmie, min mor og en veninde om det, så var det som om en ro kom frem i kroppen på mig, jeg smilede igen! – Det hjalp at snakke om det…

Lægen vurderede at jeg havde fået en mild fødselsdepression, intet faretruende, men skulle selvfølgelig komme igen hvis jeg fik det værre, det vigtigste var at der var nogen til at tage sig af mig og prinsessen.

Overskuddet var der stadig ikke, men tingene begyndte at gå fremad, jeg begyndte at være mere frisk. – Det hjalp rigtig meget da Naja begyndte at smile bevidst, det gav et sus i maven at hun nu kunne smile til os. At hun smilede til mig!

Jeg havde så mange ting om ørerne, en barnedåb op over hovedet, en økonomi der skulle på plads, og dårlig samvittighed over for min elskede hund over, at han ikke fik den nødvendige opmærksomhed og aktivering. – For selvom Jimmie går hjemme, så var hans fokus på Naja og på mig, dvs. ingen oprydning eller fuldt ud opmærksomhed på hunden var der.

Vi tog det hårdeste valg hundeejere kan gøre, vi valgte at han skulle have et nyt hjem, en fantastisk sød familie tilbød at de meget gerne ville have ham ud til dem på deres gård og alle deres dyr, vi kunne simpelthen ikke sige nej til det. Vi vidste han skulle ud og leve det fede hundeliv og, at han ville få det meget bedre der. Heldigvis er de så søde så de sender billeder og videoer, og vi kan følge med på facebook, det giver så meget ro i kroppen at se han har det godt, og det er med til at bekræfte at vi gjorde det rigtige. Savnet er kæmpestort uden tvivl, men vigtigst er at jeg kan se han nyder sit liv.

Da sundhedsplejersken kom sagde hun, at hun godt kunne fornemme det sidst hun var hos os (2 mdr. imellem), men var ikke sikker og derfor havde hun ikke sagt noget – Hun ville sende henvisning afsted til psykolog, og så kunne jeg selv vurdere om jeg havde behov for den.

Følelsen af at vågne hver morgen, stadig træt og ikke have overskuddet til at stå op til kæreste og barn var ulideligt.  Jeg følte mig som den værste kæreste og den værste mor, de to fortjente mig ikke, for jeg var ikke i stand til at kunne tage mig af min familie! Det kan ikke beskrives hvordan det er. Hver dag når jeg vågnede sagde jeg til mig selv “idag er dagen hvor det hele er overstået, idag er dagen hvor du kan tage dig af din mand og datter 100%” – men nej, det var ikke dagen..

Da barnedåb var overstået og vores hund kom afsted på sit nye eventyr, begyndte det hele at gå fremad. Jeg huskede at snakke med min familie om det, og Jimmie har været så god under alt det her, for uanset hvor hårdt det er for mig, så ved jeg at det også er hårdt for ham. Det ham der lever med en psykotisk kæreste der kan tude over at hun vælter et glas og samtidig har lillepigen. Jeg ville aldrig kunne havet klaret mig uden ham, han er fantastisk!

Man skal aldrig nogensinde holde en depression inde, den hober sig op og danner en ond knude i maven af dårlig samvittighed, afmagt og benægtelse… Husk at snak om det, det er ligemeget om det er manden, familien eller veninde/ven bare du snakker, bare at ordene bliver sagt højt, er med til at løsne knuden i maven.

En stor del af skylden er hospitalstiden, jeg var ikke i stand til at kunne tage min datter når jeg havde lyst, jeg var på randen til at dø og det samme var hun. Drømmen om en fødsel hvor Jimmie, Naja og jeg ligger i sengen sammen efter blev knust. Da jeg så ikke længere kunne gøre min datter mæt, fik det bare til at flyde over.

Men den afmagt og vrede jeg har haft på mig selv skal rettes mod hospitalet, de tog mig ikke seriøst under fødslen og de glemte mig og min nybagte familie under indlæggelsen.

Jeg elsker Naja ubetinget og det  har gjort lige siden testen viste to streger, jeg har bare været faret vild i min morrolle, og jeg skulle finde den rette sti tilbage. At se Jimmie har klaret det så flot, er jeg ikke overrasket over, der findes ingen bedre far til vores barn end ham! De lyse dage overskygger endelig de mørke!

Min frustration blev til min depression. 

Naja er nu 10 mdr og vi har det så godt! Jeg elsker livet som mor!

fghjk



 

Flere rørende og ærlige fortællinger om livet med børn? Så læs med her:

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

Mit livs mirakel – fra depression til livsglæde

Agnete snød alle – skjulte sit ekstra kromosom

You Might Also Like

  • Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression
    9. marts 2016 at 19:52

    […] Fra frustration til fødselsdepression […]

  • En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn
    28. marts 2016 at 18:15

    […] Fra frustration til fødselsdepression […]