Helt alene – helt i orden!

Cecilie har aldrig haft nogen forestillinger om den perfekte kernefamilie, drømt bryllupsdrømme eller fantaseret om storslåede frierier. Her fortæller hun sin historie om at være alene mor, og have det helt okay med det. 


Jeg ville bare gerne være mor. Som (ene)barn legede jeg, at jeg havde en masse søskende og senere, at jeg havde en masse børn. Der var vist ikke rigtig nogen mand. Det betyder ikke, at jeg ikke forstår, at mænd er vigtige for børn eller kan sætte mig ind i, at mange sætter lighedstegn mellem familie og far, mor og børn. Det betyder bare, at jeg ikke er overrasket over, at jeg er alene om mine børn eller føler det som en uholdbar situation, at jeg er det. 

Da vi sov to voksne i dobbeltsengen, vidste jeg vist også, at jeg ville blive alene, og det er jeg måske nok, fordi jeg ikke har mødt den rigtige mand eller forbinder parforhold med noget positivt. Men jeg savner det ikke (særlig tit), og jeg mangler det heller ikke. 

Det handler for mig ikke om at overleve som alenemor, men om at LEVE som alenemor. Måske forestiller man sig, at det vil være en total umulighed at klare det selv, når man står som nybagt mor i en kærlighedsbobbel og kun kommer i bad, når manden tager over, men det er det selvfølgelig ikke. Man finder ud af det. 

Jeg har engang vasket hår, mens jeg sang ‘Pruttesangen’ for den ældste, der lå på gulvet med en blokfløjte og samtidig trak i en snor, der fik autostolen med den yngste i til at vugge til rytmen. Der er halvandet år imellem dem, og den lille havde kolik. Gu’ var det hårdt, men(!) det er altså ikke en dødsdom at blive alene. 

Hver aften lægger jeg tøj frem til os alle tre, hver søndag forbereder jeg grøntsager og snacks til madpakkerne, og hver morgen skriver jeg en tjekliste for dagen. Den kan godt se sådan her ud: 

7.10: Sende børn af sted 

7.45: På arbejde

13:45: Hente børn 

16: Forberede aftensmad

17: Til gymnastik

18: Børn i bad. Lægge tøj sammen imens.

20.30: Lave madpakker og vaske op.

Hvis nogen havde vist mig den liste for seks år siden, da jeg var 21, boede i København og var fuld hele tiden, havde jeg nok grinet hele vejen op i baren. Men sådan ser min hverdag ud de dage, hvor børnene er hos mig. Tolv ud af fjorten dage. 

De to resterende dage er jeg bare mig. Ingen lister. Det er fandeme mærkeligt. De første mange måneder sad jeg kun og kiggede ind i væggen eller tudede ude i regnen. Det gør jo ondt at blive skilt. Også når det er rigtigt. Det gør ondt at undvære, at give slip og at sove alene. Kontrasten mellem at være alene med to små børn, mens man går på arbejde og samtidig gerne vil være sådan en mor, der bager ting og er nærværende og så at sidde helt alene i et stort hus; den er til at tage at føle på. Men jeg tog det i etaper – gjorde små ting for mig selv, begyndte at dyrke min musik igen, mærke savnet til min døde far på en god måde, pleje forholdet til min mor og mine nærmeste voksne, være Cille og ikke mor. Det har været gavnligt for mig, og jeg har ændret mig, udviklet mig og lært mig selv bedre at kende. Det bliver man nødt til, når man er tvunget ud i at skulle forholde sig til sine tanker, og det er altså sundt. Nu har jeg været alene i to år, og det har været de to bedste år i mit liv. 

Som barn trivedes jeg bedst alene, som ung var jeg desperat for ikke at være det, og som voksen øver jeg mig i at kunne lide mit eget selskab lige så godt, som jeg kan lide mine børns. Eller i hvert fald næsten. Næste skridt bliver måske at være mig selv i selskab med én, der ikke hopper oven på mig, når jeg sover. 

Jeg har ingen intentioner om at forskønne skilsmisse, og jeg tror på, at et godt forhold skal plejes og kæmpes for med næb og kløer, men jeg lover jer, at hvis I er kronisk ulykkelige med jeres partnere, så vil det føles som den største lettelse i hele verden at kunne trække vejret igen. Alene. Sammen med det, I satte i verden sammen. 

Nogle gange er det ikke meningen, at man skal tilbringe livet sammen, og for mig i hvert fald, er det nok, at det var meningen, at vi skulle få verdens skønneste børn sammen. 

 Meant to be. 


Læs også: 

Bagsiden af en fødsel – noget der sker for de færreste, men det sker og det kan blive godt igen

Når et barn lader vente på sig

 
 
 
 
 
 

You Might Also Like