Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følgerne af en for tidlig fødsel

17 årige Camilla og kæresten Mathias` forhold er stadig nyt, da deres liv sammen pludseligt tager, en hel ny og uventet drejning, da hun bliver uplanlagt gravid. Nu skal de være forældre til en pige, der pludseligt melder sin ankomst allerede i uge 30 af graviditeten.

Her kan I læse deres historie, fortalt af den sejeste Mama Camilla, der i en meget ung alder, har stået med flere udfordringer end de fleste andre forældre. Lille Isabella lider nemlig af en del alvorlige følger efter den for tidlige ankomst til verden. 


I start maj 2012, en tirsdag eftermiddag, sidder Mathias og jeg sammen i et venteværelse på ultralyd og graviditets ambulatoriet på Aalborg Universitetshospital. Fuldstændig uvidende om, at vi få måneder senere skulle komme til, at bruge adskillige timer, dage, nætter, ja måneder på dette sygehus. 

Uventet, og slet ikke planlagt, var jeg blevet gravid på p-piller 17 år gammel, og i et forholdsvis nyt forhold med Mathias på 19 år. Grundet stærke smerter mistænkte man en graviditet uden for livmoderen, hvorfor vi var kommet til en akut scanning. Jeg var 11+2, havde lige fået beskeden om, at jeg var gravid samme dag – heldigvis ikke uden for livmoderen. Nu skulle Mathias og jeg tage en hurtig, men alt afgørende beslutning. Mathias var ikke i tvivl, selvfølgelig skulle vi være forældre. Jeg var tøvende og forvirret. Torsdag morgen, en time inden en eventuel abort skulle have været udført, bliver den aflyst. Gudskelov for det! Den sværeste, men bedste beslutning vi endnu har taget. 
Alt forløber fint, og omkring uge 25 nedsættes jeg til halv tid i samarbejde med skole og jordmoder, da jeg oplever tiltagende plukkeveer. Vi får alligevel grønt lys til en lille rejse i slutningen af august, for sidste gange bare os to, 12 uger inden forventet ankomst af baby. En uge senere lander vi igen i Danmark, hvor hverdagen og ventetiden atter banker på døren. 
Op og i skole, hjem og ordne dagligdagens pligter, have mad klar til Mathias kommer hjem fra job, afslapning, godnat og repeat.
 
Om fredagen d. 7. september melder jeg mig syg, jeg var træt, uoplagt og havde ondt i bækkenet. Jeg tænkte, at det nok var en begyndende bækkenløsning, og tænkte derfor også, at jeg hellere måtte snuppe en dag på sofaen, det har jo aldrig skadet nogle. 
Omkring eftermiddagstid vågner jeg og beslutter mig for, at smutte i et bad, 10 minutter senere går mit vand. 
Snot forvirret og slet ikke klar over, hvad der foregår googler jeg løs; ‘kan mit vand gå bare sådan lige? Helt uden veer?’. Den søgning fik jeg ikke meget ud af, så jeg ringer istedet til Mathias, som er på job. Han er rimelig klar i hans udmelding; ‘hvorfor i alverden har du ikke ringet til fødegangen, før du ringede til mig?’. 
Som man siger; ‘der findes ikke dumme spørgsmål, kun dumme svar’. Jeg vidste det virkelig ikke, tiden (og hjernen) må have stået stille et øjeblik. 
Inden ambulancen kom, nåede Mathias lige ind af døren, og vi bliver sammen kørt på fødegangen. Foruden spontan vandafgang er der ingen ydeligere tegn på, at vores lille pige vil melde sin ankomst lige foreløbig. Så jeg får lungemodner og antibiotika, inden jeg overflyttes til en anden afdeling, hvor jeg efter planen skal være sengeliggende indtil igangsættelse 4 uger senere, i uge 34. 
Sådan går der ikke, og morgenen efter overflyttes jeg igen til fødegangen med hyppige og kraftige veer. Efter 11 timer med veer, epiduralblokade (tak Gud for den) og et søvnunderskud uden lige, kom Isabella til verdenen kl. 19.03. Godt 10 uger før termin. Den smukkeste pige på 1452 g. fordelt på 42 skønne cm. 
Jeg husker stort set intet fra den dag, hverken under eller efter fødslen. Men jeg har fået fortalt, at solen skinnede, og det gør mig på en eller anden underlig måde glad. 
for tidligt født, fortælling om fødsel, fødsel, født for tidlig, mamawise, mamawise.dk, mor fortæller, mor til præmatur baby, Præmatur, præmatur baby —
Isabella var så fin, lille og skrøbelig, som hun lå der i kurvøsen og sov. Jeg husker, at jeg som det første så det her lille menneske ligge der næsten blev gemt væk i elektroder, c-pap, drop, sonde og diverse ledninger og plastre hist, her og alle vegne. Det var så ufattelig svært relatere til, at det lille barn som lå derinde, var vores. Det tog mig lang tid at forstå, at det var virkeligt. De første dage var fyldt med forvirring, en følelse af uvirkelighed – for ikke at snakke om den der ubeskrivelige og helt nye kærlighed, der bare voksede og voksede inde i kroppen af en. 
Da Isabella kom til verdenen havde hun problemer med blodsukkeret, hvorfor man valgte at give hende insulin, samt antibiotika grundet mistanke om infektion. Allerede efter et par dage rettede hendes værdier sig flot, og man tog begge dele fra hende igen. Få dage gammel opdagede man en mislyd på hendes hjerte, ved scanning fandt man to små huller, som man umiddelbart mente var uden betydning. Man fandt også en mindre hjerneblødning, som man ligeledes ikke mente ville få nogen betydning. Gentagende gange lå Isabella i lysbehandling for gulsot, hvilket er meget normalt for sådan en lille størrelse. I bund og grund handlede det bare om, at Isabella skulle vokse sig stor og stærk samt lære at spise selv, så vi kunne få hende med hjem. Det var ikke nemt, og trods Isabella gladeligt tog imod flasken, havde hun problemer med vægtøgning. 
Men det lykkedes og efter godt to måneder, kunne vi tage vores lille pige på knap 2400 g os med hjem. 
for tidligt født, fortælling om fødsel, fødsel, født for tidlig, mamawise, mamawise.dk, mor fortæller, mor til præmatur baby, Præmatur, præmatur baby
Her stod vi, 18 og 20 år gamle, med vores 2 måneder gamle baby i armene, hjemme i vores lejlighed. Ingen ledninger, underlige lyde, alarmer eller sygeplejersker omkring os. Det var bare os 3 – helt fantastisk. Jeg tror først, at det var her, det gik helt op for mig, at vi var blevet til en lille familie, intet mindre end den vildeste følelse i verdenen. Det hele gik så godt hjemme, og vi fik hurtigt en hverdag op og køre. Bevares, der skulle vel ikke så meget til. Isabella var en meget sart pige, som hverken kunne klare lys, lyde, lugte eller mange mennesker, så vi brugte det meste af dagen hjemme i lejligheden. En rimelig overskuelig og kedelig, men dejlig hver dag. 
Der gik ikke længe, faktisk allerede i december blev Isabella syg. Vi besøgte gentagende gange både læge og vagtlæge, da Isabellas hosteanfald blev værre og værre. Vi blev gang på gang spist af med samme besked om, at hun nok bare var forkølet og, at sådan en lille størrelse kunne tage ekstra lang tid om. at komme sig over det. 
Nytårsnat møder mig et syn, som jeg aldrig vil glemme. I køkkenet stod Mathias med Isabella i armene. Hun trak ikke længere vejret efter et grimt hosteanfald. Helt blå og livløs kiggede jeg på hende, mens jeg ringede efter hjælp. Trods der ikke gik længe før Mathias fik liv i hende igen, føltes det som en evighed. Vi blev hentet med ambulance og indlagt i isolation på børneafdelingen. Gentagende gange stod vi der i samme situation – med et barn som ikke trak vejret – men som heldigvis hurtigt rettede sig med hjælp fra iltmaske. Isabella havde fået en grim omgang kighoste, som blev opdaget lige sent nok. De længste 14 dage i mit liv tilbragte vi på en isolationsstue, før Isabella havde rettet sig så godt på medicinen, at vi igen kunne tage hende med hjem. Det gjorde ondt, ufattelig ondt, at se hende lide på den måde, men igennem det skulle vi – og det kom vi. Det tog lang tid at komme sig over, og efter en 10 ugers tid var Isabella igen på toppen.
Min barsel føltes lang. Ikke at den ikke var hyggelig, for det var den. Jeg nød (og nyder stadig) hvert eneste minut med min lille pige, men alle de begrænsninger der fulgte med det, at være mor til et for tidlig født barn, fyldte meget i vores lille hjem. Isabella var nem og tilpas, så længe vi befandt os hjemme i vante rammer.
Trods den voldsomme sensitivitet og den meget langsomme udvikling, har Isabella alle dage været en meget tilpas, nem og glad pige, det gjorde hele situationen så meget nemmere. 
Grundet uddannelses start for mit vedkomne, måtte Isabella starte i dagpleje i august 2013, 11 måneder gammel. Det gik over alle forventninger! Den sødeste dame åbnede sit hjem for vores lille skrøbelige barn. Hun satte sig godt ind i tingene, tog ekstra kurser og var 100% forberedt på, at tage udfordringen op og tage sig af Isabella. Grundet Isabellas udfordringer valgte man, at hun kun skulle være der sammen med en anden jævnaldrende pige. 
Jo ældre Isabella blev, jo tydeligere blev det, at hun ikke var som alle andre børn. Ikke kun sensitiviteten var ekstrem, motorikken haltedede også godt. Igennem det første år, blev vi informeret om, at Isabellas langsomme udvikling skyldes dels hendes tidlige fødsel, samt hendes sygeforløb med kighoste – og det stolede vi på. Helt uden bekymringer og med et smil på læben, gav vi det samme svar til den undrende omverden, når vi blev spurgt, hvorfor Isabella i en alder af et år, hverken kunne sidde, kravle eller noget som helst andet – det var jo helt naturligt, situationen taget i betragtning. 
Isabella fik tilknyttet en fysioterapeut, som et par gange om ugen kom og trænede med hende. Det blev også hende, som senere luftede tanken for os om, at Isabella formentlig led af spastiske spændinger. Hendes tanker og observationer var ikke helt ved siden af, faktisk var de lige på. 
Allerede ved første besøg på neuropædiatrisk noteres diagnosen; bilateral cerebral parese. En hjerneskade, som påvirker alle fire legemesdele i mere eller mindre grad. 
Hvor underligt det end lyder, var det en lettelse uden lige. Diagnosen var for os alt afgørende, det betød at Isabella nu ville kunne få den nødvendige hjælp og støtte. 
hjerneskade, hjerneskadet baby, følger af præmaturitet, baby, for tidligt født, fortælling om fødsel, fødsel, født for tidligt, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor til præmatur baby, mors historie, Præmatur, præmatur baby
MEGET ER SKET SIDEN DA; 
Jeg kunne fortælle i evigheder om, hvordan vi er nået her til, hvor vi er i dag, so here we go:
Isabella er i dag 3 år og godt 9 måneder. Isabellas spasticitet hæmmer primært hendes ben, især venstre, men hun er i dag næsten normalt fungerende på hænderne, trods små rystelser. Hun er endnu tilknyttet kardiologisk, hvor hun følges de to huller i hjertet. Foruden dette følges hun på øjenambulatoriet, neuropædiatrisk samt ortopædkirurgisk. Hvert 3.-4. måned ligges Isabella i narkose, hvor hun får botox injektioner for, at mindste spændinger i begge ben. Effekten er kort (oftest en lille måned), men god!
 
Hun startede i august sidste år i en lille, men FANSTATISK, observation og behandlingsbørnehave i Aalborg. Her er Isabella dagligt omringet af dygtige pædagoger, fysioterapeut, ergoterapeut og meget mere. Hun færdes blandt ligestillede børn, som hver især har hvert deres at kæmpe med. Det er udfordrende og svært, men hun er glad for stedet. 
Isabella er stadig en MEGET sart pige, der skal ikke meget til, at vælte hendes verden – hvilket ikke er atypisk for hendes type hjerneskade.
Hver eneste morgen starter med, at jeg sætter alarmer til på min telefon.
06.35: Isabella skal op.
06.50: Isabella skal spise morgenmad. 
07.10: Isabella skal i tøjet, have redt hår, osv.
07.20: Overtøj på og direkte ud til hendes bus, som henter hende hver eneste morgen ude på parkeringspladsen. 
Når Isabella kommer ned i børnehaven starter det forfra: den samme rutine hver eneste dag, uden undtagelser. Glemmer jeg en alarm, tager den ‘forkerte’ voksne imod hende i børnehaven, er der et barn i børnehave, som agere anderledes en sædvanligvis eller lignende, vælter hele korthuset nemt og helvede bryder løs – hurtigt. Har vi først ramt det punkt, er der ingen vej uden om, ingen mulighed for at aflede eller lignende. Tålmodighed er virkelig en dyd, og vi må derfor vente, til Isabella har grædt ud og er klar til at snakke om, hvad der er sket og hvordan vi kommer videre. 
Tit er det små og ubetydelige ting, som får bægeret til at flyde over. 
Det er dét, som gør mest ondt. Uvisheden om, at vi aldrig ved, hvilken pige vi får hjem fra børnehave. Der er sjældent et sted midt i mellem, enten er hun træt, ked af det og meget udadreagerende eller også er hun det gladeste og mest kærlige lille menneske. Desværre ser vi ofte lige så mange, hvis ikke flere af de dage, hvor helvede bryder løs, end de dage, hvor solen skinner skarpt og Isabella er glad og oplagt. 
Jo jo bevares, Isabella er en solstråle i sig selv! Ingen tvivl om det. Hun er den skønneste lille pige, en prinsesse med stort P, med en personlighed så god som dagen er lang. Hun har viljestyrke og gåpåmod som i sig selv er overvældende – men det fremstår tydeligt, at det er svært at udtrykke alt dette, når ens verden vælter på et splitsekund. I en ensformig hverdag som vores, flyder mange dage sammen, både de gode og de dårlige, men vi husker begge slags og priser os lykkelige for, at vi er her. Nok er intet som forventet, men det er helt okay. Vi er unge og har stadig hele livet foran os, ikke det liv forstillingerne bød på, men alt i alt et enormt givende og lærerigt liv, også på de dage, som byder på lidt ekstra uvejr. Uanset hvad, ligger vi hver aften en pige i seng, som smiler, kysser og krammer os godnat, inden hun fortæller, at hun elsker os; dét er fandme det hele værd!
hjerneskade, hjerneskadet baby, følger af præmaturitet, baby, for tidligt født, fortælling om fødsel, fødsel, født for tidligt, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor til præmatur baby, mors historie, Præmatur, præmatur baby
Fik jeg forresten nævnt, at Isabella ikke længere er enebarn? Næ, det tror jeg ikke. I november 2015 blev vi endnu engang forældre til en smuk lille pige. Efter 11+ uger som fuldstændig sengeliggende kom Olivia til verdenen, små 5 uger for termin, 2610 g kærlighed. Små 14 dages indlæggelse og en kamp mod vægten senere, fik vi Olivia med hjem – endnu engang en 2400 g baby. En glad og tilpas pige, som foruden urimelige mængder af gylp og opkast, samt de umiddelbart normale sartheder, små babyer nu engang har, er helt perfekt. 
Isabella ELSKER hendes lillesøster! (Og det samme gør vi). Også selvom det er svært at dele, og det nogle dage kan fylde meget i hovedet, at skulle rumme endnu en person i sin hverdag, men ingen tvivl om, at hun er en gave uden lige for Isabella. 
Olivia er endnu lille, og hvordan hun udvikler sig, om der opstår følger af den lidt tidlige ankomst er for tidligt at sige.  Men vi er fortrøstningsfulde og forsøger, at forberede os på de kommende problematikker der kan opstå, idet at Olivia med 100% sikkerhed vil overhale sin storesøster bigtime på et tidspunkt. 
Først og fremmest handler det nu for os om, at få en hverdag til at fungere igen nu, hvor min barsel lakker mod enden, to børn skal afleveres om morgenen, hentes igen om eftermiddagen, passes og plejes, samtidig med at vi skal finde plads til praktiske gøremål, skole, arbejde, fritid og hinanden. 
HVIS du har læst med så langt, så TAK! Det er ikke kun hårdt, det er også en befrielse at få lettet hjertet. 
– Camilla 
hjerneskade, hjerneskadet baby, følger af præmaturitet, baby, for tidligt født, fortælling om fødsel, fødsel, født for tidligt, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor til præmatur baby, mors historie, Præmatur, præmatur baby

You Might Also Like

  • 99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet
    31. maj 2016 at 7:36

    […] Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følg… […]