Julebagning i børnehøjde

Natacha er mor til Clara Madeleine på 22 mdr., Natacha og Clara Madeleine kan begge godt lide at bage og her deler Natacha lidt fif til hvordan man nemmeste får de små med i køkkenet plus en opskrift. 


Jul er ofte lig småkager og kagebagning. Dette er noget børn sagtens kan være med til, hvis man har gjort lidt af forarbejdet selv. De større børn kan dog godt være med til det hele, men for de yngre der hurtigt mister interessen kan det være nemmere at have lavet dejen/dejene først.

skaermbillede-2016-11-14-17-09-03

Pebernødder og julesmåkager er nok det jeg vil anbefale at starte med, da man ikke behøver at være så nøjagtig med udseendet og familien/vennerne vil elske at få noget serveret, hvor man kan se børnene har været med. Der findes mange opskrifter på begge typer småkager og køber man eksempelvis de færdigblandede krydderiposer fra Dr. Oetker er der opskrift bagpå. Den er enkel at følge og krydderiblandingen gør, at man ikke behøver køber en masse krydderier, man ikke får brugt. Eventuelt kan man lave dejen om aftenen når børnene er lagt i seng og stille den på køl. Pebernøddedejen kan rulles i pølser på tykkelse med en finger og er dermed klar til at skære i mundrette stykker næste dag. Skal de ligne rigtige (købe) pebernødder skal de trilles og på bagepladen, men de smager lige så skønt, når man bare skærer dem ud og bager. Dejen til småkagerne kan lægges i en frysepose så den fylder mindre i køleskabet, tages ud når man vil, og så ellers bare få den rullet ud og lade børnene stikke figurer ud. Herhjemme plejer jeg at give Clara en lille portion hun kan lege med og så rulle min egen og stikke ud. Herved føler hun at vi gør det sammen og når så hendes figurer skal bages bliver hun så glad for, at hun selv har lavet dem.

Julesmåkagerne kan efter bagning og afkøling dekoreres og her kan børnene igen være med. Man kan blande glasur i små skåle og evt. tilsætte lidt frugtfarve så der kan dekoreres med forskellige farver. Det sviner lidt men er utrolig hyggeligt og man kan rydde spisebordet så alle kan sidde sammen og dekorere mens man kigger på dét, de andre laver. Vil man have tynde streger og skrift kan man tylle glasuren på kagerne, dette kræver en lidt tykkere glasur end, hvis man har den i skåle. Men du behøver slet ikke dyrt og fancy bagegrej til det. En klar frostpose sættes i et glas med det ene hjørne ned ad. Glasuren hældes forsigtigt i så man får en trekantet fyldt pose. Der bindes knude eller lukkes med en poselukker og når glasuren skal bruges klippes der et hul i den størrelse man ønsker. Start hellere med et for lille hul og klip det større, så er det lettere at styre og glasuren løber ikke ud i den anden ende.

Man kan også give sig i kast med honninghjerter, og det er ikke så svært igen. Nogle opskrifter kræver dog en fordej der ligger i op til en måned (Meyers blandt andet), så der skal man altså i gang nu. Men der findes også flere opskrifter som er lige til at gå til og de er også gode (dem jeg har lavet er ikke med fordej). Børnene kan igen være med når der udstikkes og efter bagningen og afkølingen kan de større børn sagtens hjælpe med chokoladepenslingen. Blade i grøn marcipan (marcipan og en lille smule grøn frugtfarve) kan laves i ventetiden og mandlerne ligeså. Med honninghjerter (eller andre figurer) skal man bare huske at få dækket dem helt med chokoladen, da det holder på fugten i kagen og giver den et blødt bid (som de købte).

untitled

Opskrift på pebernødder og peberkager (gingerbread)

Opskriften på disse kager er ens mange steder så derfor kan man med fordel lave dobbeltportion og dele dejen i to.

Ingredienser:

125g       smør

125g       sukker

275g       hvedemel

1stk        æg

1tsk        natron

0,5tsk     stødt ingefær

0,75tsk   stødt kardemomme

0,5tsk     stødt kanel 

1knsp    peber (helst hvid men sort kan bruges)

 

Opskrift:

Smør og sukker piskes sammen til en ens masse og ægget tilsættes. Krydderier (en færdigblandet pose fra Dr. Oetker kan eks. Bruges) og natron blandes i melet. Melblandingen og sukkerblandingen æltes sammen til en lidt klæg masse. Hvis man ønsker begge typer småkager deles dejen nu i to. For et bedre resultat og en dej der er lettere at arbejde med, stilles dejen på køl i 1 times tid(kan undlades men giver en meget blød dej). Den ene portion kan rulles ud på bordet, og der stikkes figurer efter ønske. Den anden del rulles i fingertykke pølser (der bliver nogle stykker) og skæres i små stykker. Hvert stykke trilles til en kugle og sættes på en bageplade. Man behøver ikke trille stykkerne men det giver dem den velkendte pebernøddeform.

Kagerne bages ved 200 grader i almindelig ovn i ca 10-12 min.

Peberkagerne kan efter afkøling dekoreres med glasur efter ønske.

Tip:

Man kan sagtens udelade krydderier man ikke bryder sig om.

Dejen og færdige kager (uden glasur) kan fryses. Fryses dejen til pebernødder, er det en god idé at rulle den i stænger først, da der så er mindre arbejde efterfølgende.

Derudover kan man fryse ned i mindre portioner, så der hele tiden er ”frisk” småkagedej til at bage nye portioner. En færdigbagt omgang holder 1-2 uger i tætsluttet kagedåse.


Læs også: 

Kartoffel/porre suppe med baconknas

Broccoliboller (glutenfri)

Grøntsagsnuggets med ost

Kyllingenuggets 

You Might Also Like