Mor som Du, MEN handicappet!

Bente er mor til to dejlige børn, mor med alt hvad det indebærer. Livet som mor byder for Bentes vedkommende, på nogle lidt andre udfordringer end flertallet af mødre oplever. Hun er nemlig fysisk handicappet, og har været det hele sit liv. Her deler hun ærligt nogle af de tanker og overvejelser hun har gjort sig, både inden og efter hun blev mor.


 “Jeg er født sådan, hvad er din undskyldning?” – var titlen på en samfundsfagsopgave, jeg lavede for 24 år tilbage i 8. klasse, om det at have et fysisk handicap i en ”normal” hverdag. Jeg fik 13 for den, men det var nu ikke så meget det der talte. Nej, kommentaren fra min lærer, at jeg burde skive en bog en gang, har hængt ved lige siden. Dog synes jeg vinklen til hvordan bogen skal udformes, er lidt besværlig, så derfor er den ikke skrevet… ENDNU.

mor, mor med handicap, mama fortælling, handicappet mor, mamawise, mamawisedk, mamawise.dk, fortælling, børn, baby,

Jeg har lovet mamawise.dk at skrive et lille indlæg omkring det, at være fysisk handicappet og mor. Hvilke tanker jeg har gjort mig inden vi fik børn og hvilke tanker, der er i dag som mor til 2. Men lige først en kort præsentation:

I dag er jeg 39 og mor til 2 (Marius Alexander på 2 år og Ida Kirstine på snart 6 mdr). Jeg hedder Bente og er gift med Peter. Arbejder til dagligt som lærer.

Jeg er fysisk handicappet, AMC, hvilket på dansk betyder manglende muskler og stive led. Det er medfødt, ikke arveligt (min version af det) og det forværres ikke – dog bliver man jo slidt i ny og næ, da jeg ikke kan kompensere med andet. Dette bevirker, at jeg ikke kan bøje mine knæ og har en vraltende gang, som min læge i sin tid beskrev mig i nogle papirer. Derudover kan jeg ikke løfte, bøje og strække mine arme. De sidder, hvor de sidder og jeg må arbejde derudfra.

Da Peter og jeg fandt ud af, vi gerne ville have børn satte det selvfølgelig gang i mange tanker hos mig, ud over valg af pige/drengenavn. Ville jeg kunne klare en fødsel, ville mit handicap alligevel være arveligt, ville jeg blive fysisk dårligere, ville Peter komme til at stå med det hele, hvordan ville jeg kunne løfte mit eget barn, når jeg nu ikke kan bruge armene til ret meget, hvad med bleskift, hvad med at give mad etc.

Alle disse tanker startede i 2010 og på det tidspunkt – thank God!! – var der ingen der vidste at vores børn først skulle komme efter 8 fertilitetsbehandlinger – med en handicappet Hormonella 😀 – og en godkendelse til adoption (et helt kapitel for sig).

2014 blev vores år, hvor vores lille søn kom til verden en kold januar aften. Graviditeten op til fødslen havde været fantastisk og hård, mine muskler var på overarbejde og blev desværre sygemeldt fra jobbet 6 uger før jeg skulle gå af på barsel. Men jeg var/er af den overbevisning, at selv om jeg havde ondt, så beroligede jeg mig selv med, at det var helt normalt og ikke noget farligt. Min krop tog ikke skade og jeg var heldig, at jeg kun tog 13 kg på under graviditeten og tabte 16 kg på 14 dage efter fødslen.

mor, mor med handicap, mama fortælling, handicappet mor, mamawise, mamawisedk, mamawise.dk, fortælling, børn, baby,

Barslen kom og jeg nød det… Dog var der ting, jeg troede jeg havde forberedt mig på, MEN som jeg slet ikke kunne forberede mig på inden.

Det IKKE at kunne løfte sit barn ind til sig, når man ville eller når det græd, manden ikke var hjemme og man skulle/skal klare det selv. Jeg hylede en del i den første tid pga. det. Og gør det faktisk igen her ved nr. 2. MEN det kom/kommer der jo ingen løsning ud af!

Fandt ud af at løfte Marius op med tænderne og på den måde holde ham oppe og ind til mig. Det kunne han li`. Og gør det stadig, hvis han gerne vil op og lege med lillesøster i kravlegården. Dog er 13 kg sørme hårdt, men heldigvis hjælper han til. Samt jeg jo gør det samme med Ida Kirstine i dag.

Ellers lærte en pædagog fra hans vuggestue mig, at slynge ham op, hvilket jeg den dag i dag er hende evigt taknemmelig for. Det at have sit barn tæt på er det bedste.

Bente

Når alt kommer til alt ja, så fungerer det. Jeg kan selv en masse ting på min måde. MEN vi kan ikke komme uden om, at manden min jo også tager sin del af det. Vi er et dejligt team og jeg elsker ham for det. Vi har et fantastisk netværk – familie og venner. Derudover har jeg nogle skønne hjælpere, der når de er om eftermiddagen for at hjælpe mig, også lige hjælper med et bleskift. Er glad for at have fået bevilget det af kommunen, så jeg er så selvhjulpen som muligt, når jeg er selv hjemme med børnene.

Jeg tror egentlig, at mine problemer ligger i mine tanker, inden tingene sker. For når tingene skal til at ske, har jeg altid fundet en løsning. Fx Ida Kirstine er den alder nu, hvor hun ikke gider ligge ned i kravlegården ret længe af gangen, jamen så må hun jo bare i den lille barnevogn indenfor med en pude i ryggen og legetøj foran sig

Mine tanker om eventuelle problemstillinger pt er nok mere fremadrettet nu. Tanken om, at mine børn en dag kommer ud for spørgsmål omkring, hvorfor jeg går så mærkeligt. Hvordan klæder jeg mine børn på til det? … For det vil komme og mine børn skal kunne svare enkelt og pænt på det. Så kan man bare håbe på, der ikke bliver drillerier omkring det.

Og her kommer det med bogen så ind igen. Jeg har fundet vinklen og jeg skal i gang med at skrive den. En børnebog i børnehavehøjde om det, at have en forælder eller anden nært familie, der måske ser lidt anderledes ud.

Så i bund og grund er jeg bare MOR, som andre mødre. En mor, der skal have hverdagen til at fungere med mad, hygge, bad og sovetider, indbundet i en masse kærlighed.


 

You Might Also Like