Når 2 bliver til 3 på 10 år – Adoption blev den lykkelige slutning

En meget stærk mor fortæller her hele sin historie om, hvordan hende og kærestens lykke blev fundet efter hele 10 års ventetid. Efter mange tårer, nederlag, kampe, og hårde lægebesøg og utallige fertilitetsbehandlinger ender historien fantastisk, men med en noget anden slutning end forventet. Efter 10 år bliver de nemlig forældre til deres perfekte, lille adoptiv datter. 

Læs hele den gribende fortælling, om et brændende ønske om at blive forældre her.


Min mand og jeg har været sammen i årevis, og når jeg skriver årevis, så er det altså længe, fordi vi fandt sammen som 18 årige, og vi er jo stadig unge, nu er vi bare i starten-midt af trediver. Da vi havde været sammen i 4 år, på en overrislet nytårsaften i 2005/2006 i et fælleshus i gode venners lag, hviskede jeg til ham, ”Skal vi ikke bare droppe de p-piller, og se hvad der sker?” – vi grinede lidt, og blev hurtigt enige om, at det var en god ide. Jeg var lidt egoistisk og tænkte jubii, ikke flere p-piller til mig, jeg kunne blive fri for hormoner – jeg blev klogere. Efter ca. 9 måneder og ingen menstruation overhoved efter p-pille stoppet, tog jeg til lægen. De sendte mig videre til en gynækolog, med stemplet ”udebliven menstruation”. Ikke på et eneste tidspunkt i de 9 måneder, var jeg specielt undrende, ej heller bekymret – fordi det var da meget normalt, at når man har spist p-piller non-stop i 6-7 år uden pause, så skulle man lige blive helt fri for alt det pjat, inden kroppen virkede normalt igen.

I venteværelset hos gynækologen oplevede jeg, hvad jeg siden hen blev opmærksom på hos mig selv, den stille summen af forventning, nederlag, brændende ønsker og drømme. Drømmen som de dygtige læger og sygeplejersker skulle kickstarte i gang for mig, for os.

Det første møde med lægen varede ikke længe, jeg fik et gynækologisk tjek og en utrolig kort samtale, som indebar spørgsmålet: “Er du her fordi din udeblivende menstruation er en hindring, fordi du ønsker at opnå graviditet?” JA det er den, “men du er jo så ung, det skal nok komme”, var svaret. Jeg fik nogle piller som skulle sætte blødning i gang, ud af døren med mig med besked om at ringe, når jeg havde fået min menstruation. Tilbage til lægen igen og en ny scanning, som viste en mild form for PCO, men eftersom jeg ikke var overvægtig og ikke havde særligt tydelige symptomer på PCO, bekymrede vi os ikke så meget over det på det tidspunkt. Vi besluttede i samråd med lægen, at forsøge med inseminering og alle de hormoner det indebærer. En håndfuld gange blev det til, uden held.

Jeg var drøn påvirket af alle de hormoner, der susede rundt i min krop, og min drøm om at ha fået 2 børn inden jeg blev 30, var der slået en forsigtig revne i. JA JA vi var startet tidligt, bevares, men det gjorde sgu stadig ondt. Hvorfor skulle det at blive forældre, ikke komme let til os? Der var da ingen i min familie, som havde haft fertilitetsproblemer før. Min kærestes sædkvalitet blev også tjekket, og han var i fin form. Som min læge så taktløst sagde ”hvis han fandt en fertil kvinde, kunne han nemt få børn på naturligt vis!!!!!!!!” Av, den sved. Fordi alle kvinder der er igennem den ene eller anden form for fertilitetsbehandling får følelsen af, at man ikke er en rigtig kvinde, fordi man ikke kan blive gravid.

Midt mellem insemineringsforsøg 3 og 4, hvor jeg på lægens opfordring holdt en måneds pause fra hormonerne, for min krops skyld, udeblev min menstruation igen. Det var jo ikke unormalt, så jeg fik de samme piller som før, der skulle kickstarte min menstruation igen, så vi kunne genoptage vores forsøg. Den kom stadigvæk ikke efter pillerne var indtaget, og jeg kom tilbage til lægen og blev scannet, samt fik taget en blodprøve – sørme om ikke jeg var blevet gravid. Den var der sgu!! Den besked havde jeg på ingen måde regnet med, så lykkerusen var stor. Husker den dag som var jeg ganske uovervindelig. Jeg havde ovenikøbet nogle utrolig høje HCG tal – sygeplejersken var imponeret, sagde hun. Der gik nogle gode uger med ømme bryster, kvalme og usandsynlig glæde. Tilbage ved lægen i uge 7, hvor vi skulle se hjerteblink, var der ingenting. Den lille fostersæk var klappet sammen, og mine ellers så høje HCG tal var dalende! AV – det var bare ikke fair. Et nyt ord lærte vi, missed abortion! Den lille fostersæk kom ikke ud af sig selv og jeg måtte en tur på hospitale,t hvor jeg i første omgang fik en stikpille, så kroppen skulle forløse det bitte bitte foster, det skete dog ikke, så tilbage på hospitalet igen til en udskrabning.

Midt i alt det kaos var der ikke meget der virkede, som om det gik min vej, eller jeg mener vores vej. Helt ærligt, jeg var så egoistisk og set i bagklogskabens klare lys, så forstår jeg slet ikke, hvordan min mand har kunne holde det ud. Jeg glemte ham totalt i dette her, det var jo mig som var til lægen konstant, spiste piller og blev scannet. Han stod der på sidelinjen og var min tapre støtte, men jeg ofrede ikke mange tanker og ord på, hvordan han mon havde det. Heldigvis har han aldrig været bleg for, at sige noget til mig, så ind i mellem når det hele blev for meget, så hev han mig ned på jorden, og vi fik en snak om hvorfor det var vi gjorde det her, at vi var sammen om det, og at vi elsker hinanden! Heldige mig, han synes ovenikøbet så godt om mig, han friede til mig på trods af crazy hormons, og vi endte med at holde en velfortjent pause fra fertilitetsbehandlingen på 1 års tid. Vi havde et nyt og spændende projekt foran os, nemlig et bryllup, og den pause var kærkommen. Det var skønt at planlægge, nyde hinanden når vi havde lyst og ikke på lægens ordre, og bare være os 2. Op til flere gange i alle disse år, kom emnet op igen, ”er det nødvendigt at gå alt det igennem for at blive familie, kunne vi leve et liv sammen bare os 2, uden et barn?” Svaret kom dog hurtigt, vi ville gerne have det barn. Vores kærligheds barn, vores bevis for at vores anstrengelser ikke var forgæves, vores trekløver var nødvendig.

Efter endt bryllupsrejse og lykkerus genoptog vi behandlingerne, nu i offentlig regi. Pludselig befandt vi os på et hospital en regnfuld aften, til foredrag om måder at blive gravid på, sammen med 19 andre par, der skulle igennem den ene eller anden form for fertelitetsbehandling, lige som os. Det føltes dejligt at vide, at vi ikke var alene, og det tog smerten af ensomheden. Efter første samtale med lægen på hospitalets fertilitetscenter og gennemgang af vores journaler, så de ikke en grund til at afprøve inseminering, så vi hoppede direkte til IVF. Nyt eventyr af hormoner, piller, nåle med mange forskellige slags væsker osv. Jeg har aldrig været bange for nåle som sådan, men det var godt nok svært! Endnu engang beviste min søde mand, hvorfor han er så verdensklasse. Han stod klar hver aften kl. 20, og stak mig i mit maveskind, indtil jeg følte mig tryg til at klare den selv. Og første gang jeg skulle, det var ikke et kønt syn. Jeg var alene hjemme, og mentalt følte jeg sagtens at jeg kunne klare den opgave, men jeg sad på vores badeværelse i 2½ time og græd som pisket. Nuvel jeg var spækket med hormoner, men jeg kunne bare ikke gøre det – det føltes så naturstridigt at stikke den nål i min hud. Da jeg endelig fik taget mig sammen, og nålen gled så nemt ind i min hud, blev jeg så overrasket over, hvor nemt det var, at jeg fik hevet den ud i en skrå vinkel, hvilket resulterede i et kæmpe blåt mærke! Alle de nåle og alle de blodprøver, jeg følte mig som en stiknarkoman. Især da jeg var overstimuleret med hormoner og jeg tænkte, at jeg ikke orkede endnu en aften på sofaen, tog jeg med en veninde til en spinning time. Sad der på cyklen og trampede nogle af mine indestængte frustrationer ud, og kom til at se ned på mine bare arme, jeg var gul, blå og lilla i mange nuancer – det gør daglige blodprøver ved en. Smiler ved tanken nu, når jeg skriver det, men jeg var så flov dengang. Æggeudtagningen var det værste, fy for helvede hvor gjorde det ondt. Morfin i blodet, som føltes som en champagne brandert, bedøvelse og peneration af skedevægge – jøsses det er en proces. Imens jeg gladelig sagde ja, da lægen alle gange spurgte om jeg var ok med, at der var lægestuderende tilstede. Altså mit underliv blev så overbegloet, at det halve kunne være nok, men hvordan skulle de ellers lære noget tænkte jeg indeni. Ved ikke hvor mit overskud kommer fra i så pressede situationer, men det er da et karaktertræk jeg er stolt af ved mig selv.

Og fjerde gang med IVF skulle så være vores gang, jeg blev sørme gravid. Jeg mindes præcis hvor jeg var, da jeg fik opringningen af sygeplejersken på min blodprøve, den var god nok. Vi havde selvfølgelig lært af første gang den glædelige besked kom, så den oversusende bobbelrus var lille, mest af alt for at beskytte os selv og vores stakkels hjerter. Men indeni, den der lille stemme som talte til mig gang på gang, sagde, ”hvorfor skulle den ikke være der” – det er den jo for alle omkring dig. Mine veninder og venner annoncerede graviditeter i et væk den periode. Det var så ubærligt, og flere af mine allernærmeste turde næsten ikke fortælle mig det. Jeg var så sårbar, men bar et stolt ansigt udadtil, fordi det skulle jeg, ellers ville jeg gå i stykker. Og jeg var da heller ikke mere en helt, end jeg et par gange er brudt grændende sammen til familiebegivenheder, f.eks da min bror fortalte om deres graviditet, og jeg har også gjort ting jeg efterfølgende ikke var stolt af, men jeg kunne ikke rumme andres lykke, og deres samtidig pinefulde ansigter, når de skulle fortælle mig deres gode nyheder. Jeg følte mig som det værste menneske, men jeg magtede det simplethen bare ikke. Synes verden var uretfærdig og tarvelig, og i de mørkeste stunder følte jeg ingen forstod mig, bort set fra min søde mand – min solide og kærlig opbakning som led sammen med mig.

Ej heller blev graviditet nr. 2 længere end den første, endnu en fostersæk uden hjerteblink. Og endnu et besøg på hospitalet med endnu en udskrabning, det var barsk kost. Ved vores allersidste forsøg, havde jeg simpelthen ikke hjertet med, jeg orkede ikke mere. Vi havde nogle gode snakke hjemme, vi skulle ud af det her, og hvad i alverden havde vi af alternativer. Jeg sagde til min mand, at jeg godt forstod hvis han havde behov for, at stifte familie og blive far til sine egne biologiske børn, hvis han ville gå fra mig. Han så mig direkte i øjnene og sagde, “Jeg ville ikke kunne få en familie uden dig min skat, og vi skal nok klare den.” Jeg elsker ham for at blive hos mig, at være sammen med mig i raseriudbrud, som have udspring i latterlige småting, som slet ikke var vigtige, men som min hormon-påvirkede hjerne ikke kunne undgå at reagere på, han så også et menneske forandre sig fra, at være sorgfri og ubekymret, til at se spøgelser og gravide kvinder overalt, og behovet for at kommenterer på det konstant og hele tiden. Da sagde vi endelig, nu er nok, nok. Jeg skulle have kontrollen tilbage over mit eget liv, et endelig slut med hormoner, scanninger, blodprøver, opretholde en gejst og tro på fremtiden som gravid – blev jeg endelig fri. Jeg tog i byen og festede som en teenager, jeg skulle indhente alt det, jeg havde givet afkald på i mere eller mindre grad i 6 år. Vi holde en lang pause, men håbet spirede fortsat om den her familie udvidelse.

Jeg undersøgte en masse forskellige alternativer, især rugemor var et spændende emne at researche. Æg-donation, men så skulle jeg forsat have mængder af hormoner – at give op var bare ikke aktuelt.

Vi tog til informationsmøde om adoption, bare for at undersøge hvad det var for noget, og pludselig kunne jeg mærke gnisten blev tændt. Mens vi levede vores egoistiske voksen liv, med lækre rejser, hotel overnatninger, spa ophold og gode gode middage, begyndte jeg at undersøge, hvad det krævede for, at vi kunne overveje adoption som en mulighed. Vi snakkede længe og grundigt om det herhjemme, og blev enige om at springe ud i det. Og hvis jeg blev naturligt gravid undervejs, var det jo bare en bonus, lidt håb var og er der dog stadig, hvorfor skulle vi ikke tro det? Vi sendte de papirer afsted som det krævede, og kom igennem statsamtets grundige proces i fase 1 og fase 2. Det var gode oplevelser vi havde med ligesindede, hvor flere af dem havde horrible følesesladede historier i bagagen, om hvorfor netop adoption blev deres måde at blive forældre på. Vores egen historie kom igen i perspektiv, og den ensomhed som ind i mellem i årenes løb føltes altoverskyggende, fik et forsigtigt lys gennem sprækken. Fase 3 handler rigtig meget om os som par, indgående spørgsmål til ens barndom, opvækst, prioriteter, fælles historie osv osv osv. Det er vældig godt beskrevet på ankestyrelsens hjemmeside, hvis nogle skulle have interesse i, at læse mere om det. Selv om jeg synes, at jeg kendte min mand umanerlig godt, sad vi sammen til den interview proces både i statsamtet og hjemme i vores køkken, og jeg nød at høre om hans opvækst, anekdoter fra hans barndom, holdninger til forældreskabet generelt og hans drømme om at blive far.

Alt imens denne godkendelses proces stod på, svævede jeg på en lyserød sky. Det her vilde nye eventyr, vi havde givet os i kast med, var noget vi gjorde sammen, og ikke med min krop som nålepude. Jeg tænkte det kommer til at gå så nemt, hvorfor skulle de gode mennesker i statsamtet ikke kunne finde os så gode og velegnede som forældre. Vi var stadig unge , hvilket vi fik at vide gav os en god mulighed for, at få en lille baby. Store spørgsmål blev vendt, som hvor skal vi adoptere fra? Nu skulle vi pludselig forholde os til hudfarve, hårfarver osv. Vi fik racisme spørgsmålet helt tæt på, kunne vi forholde os til den modgang vores potentielle barn kunne møde, blot pga. hudfarve? Jeg havde ikke et gram af tvivl i min krop, selvfølgelig kunne vi det. Vores kommende barn ville blive overøst med kærlighed, og vi er gode til at forholde os til problemer foran os, vi skulle nok komme i gennem hvad end der måtte følge med i en fremmedadoption, uanset farve og hvad end der skulle dukke op.

Fase 3 godkendelsen var en realitet, vi var nu officielt i systemet – hvilket også betød, at vi skulle tage stilling til, at det æg vi havde gemt i fryseren på hospitalet ikke skulle bruges. Det havde vi egentlig gjort, da vi lagde det kapitel på hylden, men jeg skal være ærlig at sige, at jeg måske havde et miniature håb om det kunne bruges, og så alligevel ikke. Min hjerne og hjerte arbejder på mystisk vis, og ikke altid sammen! Der var nu gået præcis 7 år fra vi blev enige om at droppe p-pillerne, til vi stod med et officielt brev om, at vi var godkendt som adoptivforældre – 7 år, nuvel med en 1 års pause fra behandlinger, men med 2 tabte graviditeter og en hulens masse tåre bag os, føltes det så rigtigt. Derude et sted, var der et barn som ventede på os. Og ærligt talt, så troede jeg, at det var en smal sag og piece of cake det der lå foran os indtil opkaldet kom. Vi besluttede hvor vi ville adoptere fra, og så skulle vi bare vente. Igen igen blev vi klogere!!

Godkendelses processen var egentlig ikke lang, den var realistisk ift. vi var i offentlige hænder, bureaukratiske systemer og dygtige mennesker, som kun har børns interesse for øje, selvfølgelig kan man argumenterer om det er fair, at vi fremlægger vores liv og historier for en fremmed, og de skal vurdere om vi er egnede forældre, når andre kan få børn uden en eneste vurdering. Men tager man det ud af ligningen, så gjorde de et godt og grundigt stykke arbejde. De lyttede, stille spørgsmål og gjorde det på den måde, som deres arbejdsproces nu engang tillader det.

Det første ½ år, gik jeg ingen steder uden min mobiltelefon, i tilfælde af de ringede og sagde, nu er det nu. Men langsomt som tiden gik, og vi bare var i det vente-limbo, kom frygten snigende tilbage. Den stålfaste tro om, at det sker lige om lidt, svandt ganske langsomt. 3 lange år måtte vi vente på, at få det magiske telefon opkald, fordi magisk det er det altså!

3 år hvor jeg konstant debatterede med mig selv, om hvor mange mennesker jeg orkede at fortælle om, hvad vores liv ift børn var. Meget få kollegaer kendte til min situation, jeg orkede ikke at være ”hende der”, og jeg orkede ikke alle spørgsmålene: ”hvad så, noget nyt?” Når man virkelig ikke har noget at fortælle, så er det rigtig svært at blive spurgt om. Vores familier afkodede hurtigt om det var en snak-om-det-dag, eller om vi fandt på andre emner. Omkring os var vennepar og familien begyndt at blive gravide med barn nr. 2, igen skulle jeg forholde mig til mit enorme mor-behov, som ikke var udfyldt af mit eget barn. Alt den kærlighed som vi så gerne ville give – den var der ligesom bare.

Vi fortsatte med at rejse, og gøre ting som gjorde os glade, for i virkeligheden at fylde det tomrum vi begge følte, men også fordi vi nød, at få nye og spændende oplevelser sammen, og fordi vi tænkte, når først vi får et barn, ja så må de egoistiske ting vente. Uroen omkring om det nogensinde ville lykkes tog til i styrke, men vi talte egentlig ikke ret meget om den uro, den forstærkes blot ved at bekræfte den med hinanden. Da vi havde ventede 2 år, besluttede vi os for, at hvis vi havde behov for at italesætte vores følelser, var det helt ok overfor hinanden, men hvad i alverden kunne vi gøre ved det? Selvfølgelig var vi der for hinanden, når endnu en veninde annoncerede deres glædelige nyheder, men hvad kunne vi stille op? Vi havde forsøgt hvad vi kunne, og nu var det ligesom op til andre at ”gøre arbejdet”, og vi kunne bare vente. Vi lærte hvad tålmodighed var, på den værst tænkelige måde.

13937053_10153632858396331_2128606802_n

Men så en torsdag aften efter arbejde – så skete det endelig ! Opringningen kom – de livsforandrende – de livsbekræftende – de længe ventede – de gode nyheder. I er blevet forældre til en lille pige. Og sikke en forløsning! Vi vidste ingenting om hende, hvordan hun så ud eller noget som helst. Men vi elskede hende allerede, vores lille pige fandtes derude. Intet mindre end et mirakel var sket. Jeg græd, som jeg aldrig har grædt før, en indre sorg som ikke kunne holdes tilbage skulle ud. Det var larmende og hulkende med tåre så store. Min mand måtte gå væk fra mig med telefonen, og tale med den søde dame, han kunne ikke høre hvad hun fortalte. Jeg sank bare sammen og græd endnu mere. Jeg var ikke ked af det, jeg var så glad, men tårene stoppede ikke.

Jeg fandt papir og kuglepen frem, og vi noterede alt hvad hun sagde til os, af frygt for at glemme de små bider af information hun delte over telefonen, hun var sund og rask og helt perfekt. Vi skulle være praktiske meget hurtigt, og det var vi, vi stillede meget få spørgsmål, vi fulgte bare med og gjorde som nogle sagde vi skulle.

Og så kom den del, jeg havde set utrolig meget frem til, at ringe til vores nærmeste og dele disse gode nyheder. Du skal være mormor, du skal være morfar, du skal være farfar, du skal være Faster, du skal være Onkel. Du skal være oldemor og du skal være oldefar. Det var så fantastisk – og igen så græd vi. Nogle af opkaldende var bare tavse hulk, men alle forstod. Vores familie og venner havde jo lidt sammen med os, denne gode nyhed var jo også til dem. Deres familie voksede tilsvarende, og de havde sendt god karma ud i verden kun for vores skyld.

10 år senere fra rejsen begyndte, stod vi så med den bedste af alle nyheder – vores trekløver blev en realitet, og at blive adoptivmor føles helt rigtigt. Alle de år med hormoner og ventetid var jo bare fordi, at vi ventede på vores pige. Det kunne jo ikke have været nogen anden end hende – hun er HELT perfekt. Vores lille menneske, som dagligt får at vide, at hun er elsket, og som vil vokse op med en åbenhed omkring hendes baggrund, og hendes historie, fordi den er bygget på kærlighed, og det kan hun være så stolt af.

adop

* Billederne til fortællingen tilhører ikke kvinden der har skrevet den, da hun har ønsket at være anonym



Læs også:

4 års ventetid, 7 graviditeter og 3 børn 

Når storken flyver forkert

Min kamp mod PCOS – Spis dig gravid

Sub-verden del 1 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

“Skal I ikke snart have nr. 2?” – En hudløs ærlig fortælling om kampen for en større familie

Fra frygt til lykke – August kom til verden med en hjælpende hånd fra videnskaben

En lang og hård kamp for at blive forældre, endte med to guldklumper

You Might Also Like

  • Når man mindst venter det – En fortælling om at blive gravid mod alle odds
    18. august 2016 at 15:26

    […] Når 2 bliver til 3 på 10 år – Adoption blev den lykkelige slutning.  […]