Når det er mor og mormor, fremfor mor og far.

Vi er en familie på fire, bestående af Daniella, Noam, Joan og vores hund Gizmo.
Daniella er 26 år gammel og læser til pædagog. Så har vi Noam, som bliver 3 år i slutningen af
september 2017. Han er en aktiv og glad dreng, som har krudt i rumpen. Så er der Joan, som er
mormor til Noam. Hun er 52 år gammel og arbejder som afdelingsleder på et jobcenter. Sidst, men
ikke mindst har vi vores hund Gizmo som er 12 år gammel og en yorkshire terrie.

Forhistorie: Det startede egentlig med at jeg manglede et sted at bo, da forholdet gik i stykker. Jeg var højgravid og sygemeldt med bækkenløsning samt for højt blodtryk. Som den omsorgsfulde og omfavnende person min mor er, så tilbød hun mig at flytte ind hos hende. Den umiddelbare tanke var, at det var indtil jeg havde født og var kommet godt på plads i rollen som mor. Men den ene dag tog den anden, så her tre år efter bor min søn og jeg stadig hos min mor.

Faren (til min søn) er ikke særlig meget inde i billedet, og mormor er derfor helt automatisk blevet ”forældre nummer to” som jeg ofte kalder det. Hvor flertallet har to forældre i det daglige (på den ene eller anden måde), så har min søn mor og mormor. For at forstå vores familieform, så handler det ikke om at jeg ikke føler mig ressourcestærk eller at jeg har brug for aflastning på nogen måde. Det handler om et bevidst valg af nærvær, kærlighed og omsorg mor og datter imellem og især til min søn. Hvis min søn og jeg skulle flytte fra min mor nu, så ville han opleve det som en ”skilsmisse” og hvorfor byde ham det når ingen af os har behovet for at bo anderledes?

Så dette er selvvagt, da min relation til min mor altid har været stærk og tæt. Hos os fungerer det sådan at jeg er den ”primære forældre” og omsorgsperson i forhold til min mor, forstået således at det som udgangspunkt er det mig, som klarer det praktiske – afleverer, henter, skifter ble, putter til lur og til natten og alt det dertil hørende.

Når det så er sagt, så er mængden af opmærksomhed og kærlighed fra både min mor og jeg lige stor. En anden årsag til dette er også, at det er tydeligt for Noam at det er mig som er hans mor. At der er en forskel på mor og mormor.

Tanken bag at jeg ordner det praktiske er, at min mor allerede har været igennem hele det forløb med tre børn. At jeg skulle have et barn var ikke min mors valg, men mit valg. Jeg nyder alle de praktiske ting og jeg ser det som en naturlig del af rollen som mor og at det er mig som klarer det. Det har egentlig aldrig været oppe til debat om hvorvidt det skulle ændres, da det bare har fungeret fra start.

Fordele ved at bo sammen med min mor er helt klart, at jeg får en masse god sparring omkring hvad min mor har oplevet virker og ikke virker mht. børneopdragelse og praktiske erfaringer i forhold til det at have børn. Det er virkelig en gave at kunne høre om alle hendes erfaringer. Man hører ofte, at mange nybagte mødre søger råd hos deres egne mødre. Det har jeg også selv haft behov for og her var det en kæmpe gevinst at være så tætte.

Hvad angår børneopdragelse og pædagogisk tilgang til tingene er min mor og jeg meget ens, så det har ikke udfordret os det store. En anden og klar fordel ved at bo sammen er, at når jeg har et møde eller planer udenfor hjemmet så er hun sammen med sønnike. ”Pasningen” af ham er jo bare som en del af hans hverdag – han er ligeså tryg hos mormor som hos mor, da hun jo er der hele tiden. Det er ikke anderledes end et par med to forældre, hvor den ene skal noget og den anden er hjemme med barnet.

Min mor er virkelig en stor hjælp i forhold til at hente eller aflevere i institution, da jeg er studerende og der er lang rejsetid til mit studie. For min mor er en af fordelene også, at hun har et helt unikt bånd med min søn. Jeg har aldrig tvivlet på at mit barn ville få en fantastisk mormor, men at deres bånd er så tæt og godt er virkelig rørende.

Hvis vi skal tale om ulemper, så tror jeg mest at det er min mor som oplever dette. Min mor har et krævende job og er dobbelt så gammel som jeg, hvilket sætter sine spor på en menneskekrop. Så hendes behov er anderledes i dag end det var da hun selv havde små børn. Det kan til tider være mere udfordrende for hende, at ”trække sig tilbage” og få lidt ro herhjemme da min søn elsker hendes selskab. Min mor har alle dage været en superkvinde i mine øjne, og det er hun fortsat! Ikke kun i mine øjne, men også i min søns øjne.

Fra venstre ses, Daniella, Noam, Joan og vores hund Gizmo.

 

You Might Also Like