Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

Sofie var, grundet tidligere depression, i særlig risiko for, at udvikle en fødselsdepression, hvilket hun desværre også endte med at gøre. Og her halvandet år efter sin søns fødsel, er hun godt på vej ud af mørket, men kæmper stadig en daglig kamp.
Her kan I læse Sofies fortælling, der rummer både stærke følelser og ærlige tanker.

Jeg fødte vores ønskebarn i juli 2014 og havde en helt ukompliceret fødsel. Jeg havde under graviditeten været tilknyttet et team for særligt sårbare, da jeg før har haft en depression og dermed var i risiko for at udvikle endnu én i forbindelse med graviditet og/eller fødsel. Efter fødslen blev det hurtigt klart, at vores lille gut var meget sulten, og jeg havde ikke mælk nok til ham. Amningen virkede ellers udmærket, men han fik bare slet ikke nok, og min søde mand tog beslutningen om, at han skulle have modermælkserstatning på 5. dagen – han mente det ville være godt, hvis han tog beslutningen, så det var ude af mine hænder (og dermed ikke blev til dårlig samvittighed hos mig). Efterfølgende besluttede vi i samråd med sundhedsplejersken, at når jeg havde ammet, så skulle vi “fylde efter” med modermælkserstatning for at sikre ham næring – OG for at tage lidt pres af ammesituationen. Det lettede en hel del for mig, og amningen blev i endnu højere grad en naturlig situation for mig som føltes rar.

Min mand var pga. sit arbejde meget væk de første 8 mdr. af vores søns liv – typisk 2 uger af gangen. Vi har været væk fra hinanden op til 4 måneder før, men med en lille baby blev det, vi var vant til, pludselig meget uoverkommeligt for mig. Da den lille var 3 måneder gammel, tog min mand afsted i 4 1/2 uge, og her over et år efter forstår jeg faktisk ikke, at jeg klarede mig alene! Jeg havde selvfølgelig støtte fra venner og familie, men jeg følte mig helt ufatteligt ensom og ude af stand til at klare opgaven, og min søns sundhedsplejerske var heldigvis på pletten og anbefalede samtaler hos kommunens psykolog for at tage en efterfødselsreaktion i opløbet. Det var desværre nok bare for sent, kan jeg se nu. For da min mand kom hjem, blev det faktisk ikke bedre, sådan som jeg havde forestillet mig. Jeg havde en altoverskyggende følelse af, at jeg ikke gjorde det godt nok, at jeg burde have ofret mere for at få amningen til at fungere og at min søn i virkeligheden ikke kunne lide mig. Det blev forstærket af, at vi har fået en meget selvstændig dreng, som (heldigvis) føler sig tryg nok til at udforske verden på egen hånd og ikke har meget brug for mor og far, og han er slet ikke er typen, der har lyst til at sidde og putte og kramme med os. Og så er han i øvrigt meget far-glad og har været det hele tiden. Samtidig fungerede jeg ikke godt på barsel derhjemme – selvom jeg hyggede mig med min lille dreng, tog på besøg, gik til babysalmesang, gik ture osv., så havde jeg følelsen af, at han og jeg gik hinanden på nerverne.
Da vores dreng var knap 7 måneder gammel fandt jeg ud af, at jeg var gravid igen. Det havde ikke været planen at få børn med så kort mellemrum, og med en efterfødselsreaktion, som nok efterhånden var blevet til en depression, kunne jeg slet ikke se, hvordan vi skulle kunne byde endnu en lille én velkommen. Jeg havde end ikke overskud til at magte min førstefødte, og jeg var ét stort rod rent følelsesmæssigt. Og min mand arbejdede hårdt for, at få vores hverdag til at hænge sammen rent praktisk og forsøge at støtte mig følelsesmæssigt. Jeg (vi) måtte tage den forfærdelige, men nødvendige, beslutning at få en abort. Det var uden tvivl den rigtige beslutning, og da det var overstået, var jeg ufattelig lettet. Men det slog mig helt ud i månederne efter. Ikke fordi jeg fortrød, for jeg havde ikke andre muligheder. Men det skubbede mig endeligt ud over kanten til en depression, og jeg har siden kæmpet indædt for at holde mig på benene og være mor for min søn, hustru for min mand og ikke mindst omsorgsfuld overfor mig selv.
For lige som så mange andre kvinder, er jeg meget selvkritisk. Og selvom jeg ikke havde stillet et ambitionssæt op for mig selv i forhold til det at være mor, så tvivler jeg konstant på, at jeg gør det godt nok. Jeg tænker stadig, at jeg ikke gjorde nok for amningen. Jeg bebrejder mig selv, at jeg kunne “tillade” mig selv at blive gravid igen så hurtigt. Jeg er overbevist om, at jeg ikke gjorde det der barsel rigtigt. Og så får jeg så ondt i hjertet, når min lille dreng ikke vil trøstes af mig, men løber grædende over til sin far – for så bekræfter han jo min frygt for, at han ikke vil mig.
Så 1 1/2 år efter vores drømmebaby blev født, er jeg fuld af kærlighed til den dejligste lille skabning. Fuld af beundring over hans udvikling. Fuld af taknemmelighed over at have fået en kernesund, nysgerrig, kærlig, social, empatisk lille fyr. Men sørgmodig over at have mistet en stor del af den dyrebare tid med ham. Sørgmodig over at have vist ham en trist og energiløs mor. Bange for at han vil se mig som en fiasko. Og meget, meget ked af, at jeg stadig kæmper med at se lyset – og ikke “bare” er glad for hver dag med min lille familie. Det er så komplekst med sådan en fødselsdepression. Man oplever lykke, glæde og kærlighed, men skal samtidig forholde sig til nogle triste og tunge tanker, som kan virke så uforståelige.
Det er så vigtigt, at der bliver sat fokus på efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioner. Jeg tror – eller håber – at jeg ikke er den eneste, som synes, det er virkelig svært at blive mor. Uanset at det er noget, man har set frem til længe.
Sofie

Vil du læse flere rørende fortællinger? Så se lige her:

You Might Also Like

  • Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af, en fødselsdepression
    8. marts 2016 at 10:04

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]

  • Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget
    9. marts 2016 at 20:18

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]

  • At blive ramt af en efterfødselsreaktion, og føle sig misforstået
    11. marts 2016 at 13:01

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]

  • Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression
    27. marts 2016 at 13:42

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]

  • En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn
    28. marts 2016 at 18:15

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]

  • En fortælling om dalende mor-selvtillid og posttraumatisk stress
    11. april 2016 at 18:04

    […] Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression […]