Når ens baby er den sureste i byen…

Kamilla Vinding, grundlægger af MamaMilla, fortæller her om de første svære måneder med sin førstefødte. Intet blev som forventet, og det skulle vise sig at blive de seks hårdeste måneder i hendes liv. At få en high need baby, også kaldet et særligt sensitivt barn, som tilmed også lider af refluks, er langt fra en dans på roser. Deres historie ender heldigvis godt, og Kamilla lever nu af den erfaring, som hendes søn har givet hende, så hun i dag laver luksusprodukter til børn. Kamilla fortæller her den usødede historie og giver gode råd til andre i samme båd.


skaermbillede-2016-12-06-15-20-35

Fødslen

De første seks måneder med min søn var et mareridt. Jeg bryder mig ikke specielt meget om begrebet særlig sensitiv. Det er stigmatiserende, både for min søn men også for mig som mor, men det har været et nødvendigt begreb for mig. Vores søn Emil kom til verden den 2. marts 2014, ved akut kejsersnit. Fødslen var uden tvivl en hård start for Emil. Jeg som mor var fysisk udmattet, havde haft veerstorme i 12 timer, mistet meget blod og ikke mindst var jeg mentalt i kulkælderen over, at fødslen havde været alt andet, end jeg havde forventet. Alligevel nød jeg, at vi endelig kunne se hinanden i øjnene efter alle disse måneders venten.

Han bare skreg og skreg

Allerede en dag gammel syntes jeg, at han skilte sig meget ud. Det tænker enhver mor nok om sit barn, men dette var på en anden måde. Når han skulle skiftes skreg han som bare pokker. Personalet på barselsafdelingen bad os pænt om at lukke døren til, når han skulle skiftes, fordi han græd så højlydt. Derudover sov han meget lidt. Han lå for det meste bare og kiggede, hvilket jeg fandt meget besynderligt, da jeg havde fået fortalt, at små spædbørn sover det meste af tiden i starten, men med hjælp fra personalet gik de første tre døgn trods alt ok.

Vi kom hjem på 3. dagen, og her startede vores mareridt. Emil begyndte at skrige to timer efter, vi var kommet hjem. Han var utrøstelig. Tro mig, vi prøvede alt. Vi stod der, to helt “grønne” forældre, og kendte ikke vores levende råd. Sådan fortsatte det meget længe. Han ville være tæt på os uden at være for tæt. Han ville have stimuli, men blev hurtigt mættet. Han var altid overtræt og havde derfor svært ved at overgive sig til søvnen. Når det endelig lykkedes, sov han højest i 30 min. Det var som om, han var under- og overstimuleret på en gang. Vi brugte ofte flere timer på at gå rundt med ham, fordi han skreg og skreg. Jeg husker nætter, hvor vi på skift måtte bære rundt på ham.

skaermbillede-2016-12-06-15-20-22

Udmattet og stresset

Da Emil var ca. en måned gammel, begyndte jeg at have fatamorgana. Jeg var så stresset på alle planer. Bare en tur med barnevognen var et mareridt. Tænk, hvis nu han skulle få en af sine skrigeture, og jeg så stod der med et utrøsteligt barn. Kan du forstille dig at være ude af stand til at trøste sit eget barn? Det er forfærdeligt!

Lægen og sundhedsplejersken

Jeg var flere gange ved lægen i denne periode for at bede om hjælp. Jeg tænkte, at Emil måtte være syg, da han græd hele tiden. Sundhedsplejersken kom med mange forskellige råd. Hun holdt sig meget til ”bogen”, hvilket ikke fungerede i vores tilfælde. ”Det der, ja det er kolik” sagde lægen altid. Kolik er, efter min mening, et af de mest vattede begreber, jeg kender. Begrebet dækker kort fortalt over en lidelse, som lægen ikke kan finde grunden til.

Udover Emils mange timer med gråd hver dag, gylpede han også uafbrudt. Her prøvede vi også alt, hvad vi fandt muligt, men intet hjalp! Alt fra Johannesbrødskernemel til hævet hovedgærde osv. Lægen sagde hver gang:”Giv det lige tid, til han bliver 2 måneder” ”-4 måneder”, ”-6 måneder”, ”-10 måneder”… Emil stoppede med at gylpe, da han blev halvandet år. Det gjorde hans gråd desværre ikke.

Sådan fik vi ro

Vi fandt en måde at overleve. Den hed bæresele, sansegynge eller babynest. Bæreselen kunne vi bruge, når vi var ude. Når han var i den, græd han som regel aldrig, og oftest kunne vi også få ham til at sove i den. Vi fandt en måde hvorpå vi nærmest kunne hoppe ham i søvn. Hvis vi var hjemme, kunne vi få ham til at sove i den hoppende sansegynge med babynesten i, og babynesten var fantastisk. Hvis han faldt i søvn under amning, eller når han fik flaske, så kunne han sove videre i den. Han sov også i sin babynest om natten. Den blev til hans trygge base. Emil elsker stadig at sove i en nest, dog er det nu en juniornest. Han spørger tit, om han må få den med op i stuen, hvor han elsker at hygge sig i den på sofaen.

En dårlig mor?

Det var virkelig en hård tid!

Når jeg tænker tilbage, kan jeg faktisk ikke helt forstå, at vi allerede ved Emils 9 måneders alder ville have en lillebror til ham.

Skal jeg være bund ærlig, tror jeg, det bunder i flere ting. Ville vi få et ”normalt” barn 2. gang, ville det ligesom bevise, at det ikke var os, som forældre, der havde fejlet. Noget andet var, at både far og jeg er så godt som enebørn og ønskede ikke, at Emil skulle blive enebarn, så hvis vi skulle have et barn mere, måtte det være, mens vi var i gamet.

Nu er lillebror 1 år og Emil er 2,5 år

skaermbillede-2016-12-06-15-20-48

De er begge to rigtig glade drenge. De er som nat og dag. Lillebror Konrad var fra dag et af den gladeste baby, gladere end jeg i mine vildeste drømme havde forestillet mig, en baby kunne være. Han brokkede sig, når han var sulten, og ellers var der ikke et pip fra ham. Han sov de timer, han skulle og sov igennem, fra han var tre måneder gammel. Det må virkelig siges at være luksus. Kontrasten mellem de to drenge er utrolig stor. At have oplevet glæden af to så vidt forskellige børn har virkelig lært mig ikke at dømme, hvordan folk opdrager deres børn. Alle børn er nemlig forskellige, og de har allesammen brug for forskellige grænser, og de har forskellige behov. Alt dette lærte jeg også under min uddannelse til pædagog, men det er noget helt andet, når man oplever det med ens egne børn.

Det var dét, der var galt

Men hvorfor var det første år, ja faktisk de to første år, med Emil så svære? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Jeg har forsøgt at finde frem til andre mødre, som stod med samme ”type” barn. Det var vigtigt for mig, blandt andet fordi jeg selvfølgelig rigtig gerne ville hjælpe Emil og lære at forstå ham bedre. Den ”type” eller gruppe, jeg har fundet, som han passer perfekt ind i er: Særlig sensitiv, Orkidé barn, Signalstærk og Stjernebarn. Kært barn har mange navne, som man siger. Andre mødre med disse børn forstod mig. For første gang mødte jeg ikke: ”Det er også hårdt at være førstegangs mor” og en masse ”gode” råd, som man ikke kunne bruge til noget. Disse mødre forstod os, de kiggede ikke mærkeligt på os, og de kunne dele ud af råd, som vi rent faktisk kunne bruge til noget. Det var fantastisk, og jeg kan kun anbefale, at man opsøger en af disse grupper på f.eks. Facebook, hvis man har et særligt sensitivt barn.

Emil er et sandt vidunderbarn

Det har betydet så meget for mig at kunne støtte mig til andre forældre, som var i samme båd som os, og at møde nogle, som forstod vores frustration og følelsen af ikke at slå til. Igennem disse grupper har jeg blandt andet fået hjælp til at se min søns kompetencer og fået værktøjer til, hvordan han kan trives allerbedst i denne, for ham, meget hektiske verden. Vi har også et tæt samarbejde med Emils vuggestue. De vil ikke som udgangspunkt anerkende, at han er særlig sensitiv, muligvis fordi han er ekstrovert. Disse to ting hænger ikke sammen for ret mange mennesker. Men de anerkender, at han bliver hurtigere fyldt op af indtryk end de øvrige børn, og de prøver på bedste vis at hjælpe ham, når det bliver svært. På samme måde forsøger vi som forældre, ikke at give ham længere dage i vuggestuen end til kl. 14-15 stykker. Bliver dagene for lange i vuggestuen, reagerer han både fysisk og verbalt.

Og så lidt refluks

Kort inden Emil fyldte to år, havde han over flere måneder været meget vågen om natten (læs: Skreg en-tre timer utrøsteligt). Flere læger og ørelæger forsikrede mig på skift om, at Emil intet fejlede, og at vores problem skulle findes andre steder. En dag fik jeg nok. Grædende sad jeg hos lægen og sagde, at jeg nægtede at gå, før jeg kunne få noget andet at vide, fordi jeg vidste, der var noget galt, og nu kunne jeg bare ikke mere! Vi gennemgik Emil igen, og lægen gik med til at sætte Emil i medicinsk behandling for refluks på trods af, at det er en meget sjælden sygdom. Og det virkede sgu! Allerede samme nat sov han igennem. Effekten varede dog kun i ca. halvanden uge, så startede det igen. Vi blev sendt videre til en børneklinik, som tog hånd om os og om Emil. Lykkefølelse! Endelig anerkendt af det offentlige system efter to år.

Trods en turbulent start med overstimulering og refluks har vi det alle fire godt den dag i dag, og jeg priser mig lykkelig for, at ingen af vores børn har fejlet noget livsfarligt.

Signalstærk når det er bedst!

Hold nu op! Lad mig slutte af med alle de fantastiske ting og oplevelser, som vores Emil rummer. Det er virkelig fantastisk! Han er så speciel på den rigtig gode måde. Når han er glad, så ved man det! Han er så glad, smittende, grinende, varm og kærlig og hans univers er så varmt og fyldt med empati og kærlighed. Tænk, at en lille dreng på to et halvt år kan rumme alt det! Han forstår begrebet næstekærlighed og vægter retfærdighed utrolig højt i hverdagen, både i sine lege med andre, men også i samspillet med os. Emil forstår alt, og hans sprog er helt utrolig udviklet, og han formår at sætte ord på sine følelser på en hel utrolig måde. Alle, vi møder, og som ikke ved, hvor gammel han er, tror altid, at han er ældre, end han er.

Han har en stor kærlighed til naturen med alt, hvad det indebærer. Han passer på den og alle sneglene i haven, og han elsker at være ude når det regner.

Følg dit hjerte

Hvis jeg kun havde haft en Konrad og aldrig prøvet at have et barn som Emil, havde jeg nok syntes, at denne artikel handlede om en mor, som forsøger at være speciel ved at placere sit barn i en bestemt kasse. Jeg ved heldigvis bedre selv, og jeg håber meget på, at denne artikel kan hjælpe rigtig mange forældre i samme båd.

Dette er et opråb til alle jer mødre om at stå ved jeres mavefornemmelse, lige meget hvad andre siger og mener, for det er jeres barn, og det er jer, der kender barnet.

skaermbillede-2016-12-06-15-21-05


Læs også: 

Hvad fortæller din baby dig, når han/hun græder? – Lær at tolke din babys lyde

Forældre for første gang – Verden bliver aldrig den helt samme igen

Mamatip: Body-sds hjalp Wiggo og hans forlkdre tilbage til nattesøvnen 

7 lyde der kan berolige din baby

 

You Might Also Like