Når et kejsersnit er en nødvendighed, og en rigtig positiv oplevelse

Gravide Michelle bliver stillet foran et en stor beslutning, dagen før sin terminsdato, da jordemoderen pludselig opdager hun har et meget smalt bækken. Her kan I læse hendes fortælling om Alberts fødsel, om hvorfor hun tog beslutningen om et kejsersnit og om hvorfor det hele trods alt blev en rigtig positiv oplevelse.


Hvordan tager man lige valget om at skulle sættes igang, eller få et kejsersnit dagen før termin? Og så endda kort efter du har fået meldingen “Vi tror ikke du kan føde dit barn selv”.

Omkring 14 dage før termin blev jeg fulgt nøje på Hvidovre, da de mistænkte svangerskabsforgiftning. Mit blodtryk var åbenbart tårnhøjt, men jeg havde det selv fint og mærkede intet til det.

Jeg var til tjek ca. hver anden dag, hvilket bare var et cirkus til sidst. Laaaange ventetider og en kæreste som selvfølgelig var så heldig, at smadre sin ankel 4 dage før termin, så JEG (en højgravid kvinde i en sommer med hedebølge, 10 kg vand i kroppen og ankler og fødder på størrelse med mine lægge) skulle køre HAM rundt i en rullestol, hurra siger jeg bare!

Dagen før termin undersøger jordemoderen mig så og bliver meget bekymret for, om jeg egentlig ville kunne føde selv, da mit bækken åbenbart er ekstremt smalt. Jeg blev helt forvirret, for jeg havde før nævnt det for min gynækolog og egen jordemoder, men det blev rimelig hurtigt afvist, og dem stoler man jo på. Jeg havde gået til fødselsforberedelse, og vi havde derhjemme aldrig tænkt tanken Kejsersnit.

Flere sygeplejersker, læger og jordemødre kom til for at vurdere mig, og samtidig fandt de også ud af, at jeg nu havde udviklet svangerskabsforgiftning, så der skulle ske noget meget snart.

Jeg blev sendt hjem med beskeden “Nu går du hjem, og tænker over om du vil sættes igang eller have et kejsersnit, og så står du her igen klokken 10 fastende.” De ville egentlig ikke sende mig hjem, men jeg VILLE hjem, når de alligevel ikke ville gøre noget før dagen efter og slet ikke med sådan en melding.

Hvordan skal man lige tage sådan et valg, når kejsersnit aldrig har været på tegnebrættet?

okjh

Jeg har altid været angst for at føde, men når man pludselig står med valget, så var det faktisk helt vildt svært! Så svært at min mor måtte til. Min kæreste og jeg satte os også til at se youtube videoer (havde aldrig i mit liv troet jeg skulle sidde og se det, men jeg vidste jo intet). Meget lærerigt faktisk.

Men det er da også et slag i hovedet som kvinde. Du har båret på dit barn i 9 måneder, hvor du samtidig også har gjort dig mentalt klar til fødslen. Pludselig skal du på under 24 timer beslutte dig for, om du vil prøve, det som er det mest naturlige i verden, men stadig have i baghovedet at du nok ikke kan….

Den 2. september 2014 kom jeg ind til lægen og sagde direkte, at jeg ikke kunne tage det valg, det var umuligt.

Her var der så en læge, som skar det meget klart ud i pap for mig – “der er over 50% risiko for, at hvis du vælger at føde selv, så ender det i et akut kejsersnit, og så vil du være i fuld narkose”.

Så var valget pludselig ikke så svært længere. Vi var meget enige om, at dette skulle være en god oplevelse for os alle tre, og jeg ville gerne være vågen. Derfor blev det til et Akut Planlagt Kejsersnit, som de så fint kalder det.

Jeg blev gjort klar med støttestrømper, som jeg må sige er ret svære at få på, når man vejer 22 kg mere end normalt. Jeg fik hospitalstøj på, jeg skulle drikke noget meget ubehageligt sort væske, og så blev jeg ellers bare målt hver tyvende minut med blodtryk. Baby blev konstant overvåget, fordi jeg jo havde fået det her svangerskabsforgiftning, som jeg stadig ikke mærkede noget til, så jeg var godt dopet til sidst med blodtryksmedicin.

Vi fik tid til kejsersnit klokken 13.00, og da klokken var 13.20 var vi stadig ikke kommet til. Jordemoder kom ind og sagde “Det bliver først klokken 16.00”.

Der var jeg ved at gå lidt ud af mit gode skind, for jeg havde jo intet spist siden klokken 22 dagen før, og jeg måtte jo ikke drikke, fordi jeg skulle have kejsersnit. Det er lidt ulempen ved et akut planlagt kejsersnit, du kommer ikke HELT foran i køen, hvis du er “okay”.

Da klokken var 13.40 kommer jordemoderen løbende ind og siger “Så er det nu, der er kommet et hul i planen”. Så mig op i en kørestol, jordemor løber ned af gangen med mig og alle diverse ledninger, som stadig sidder fast på mig, min kæreste løber haltende med hans dårlige ankel 3-4 meter bag os. Ind på en stue hvor jeg bliver lagt op på en briks, vendes, får lagt bedøvelse, bliver lagt ned igen, 8-10 forskellige hoveder med masker på kommer ind over mit ansigt og siger “hej jeg er”…. “og jeg skal” …. Jeg aner stadig ikke hvem der var hvem.

Alt fra brystet og ned kan jeg ikke mærke, hvilket er super underligt når man griner eller hoster. Christian, min kæreste sidder oppe ved mit ansigt og ser helt vildt spændt, nervøs, omsorgsfuld og rørt ud. Han spørger pænt, om han alligevel gerne må se, når de tager baby ud, selvom han var helt sikker på, at han INTET skulle se.

Kl. 14.00 kun tyve minutter efter vi kørte ned på stuen, så hører jeg Alberts gråd, og jeg bliver så rørt, at jeg græder med det samme. Den lyd glemmer jeg aldrig. Det var det vildeste nogensinde.

Christian klipper navlestrengen, og Albert bliver lagt op og undersøges. De havde gjort, så jeg kunne se ham imens, og jordemor var god til at løfte ham op og vise ham til mig.

kejsersnit, fødsel, fødslen, fødselsberetning, fødselshistorie, fødselsfortælling, nyfødt, nybagtmor, svangerskabsforgiftning, akut kejsersnit, smalt bækken,

Bagefter får Christian ham, og han kommer over til mig med ham. Billedet er det første billede af Albert og mig sammen. Det var helt ubeskriveligt. Jeg glemte alt om kejsersnit eller føde selv på det tidspunkt. Nu var han her bare, og han havde det godt.

Imens jeg bliver gjort klar til at kunne komme på opvågning, kommer lægen som havde lavet kejsersnittet, med sit hoved (uden maske på) ind over mit ansigt og siger “Jeg har målt dit bækken, og jeg har målt din søns hoved – det var den rigtige beslutning du tog”. DET hjalp så meget på alle de øv tanker jeg havde haft forinden. Jeg blev næsten helt stolt og meget rørt.

Inden vi blev kørt væk, viste de mig så navlestrengen, da den var meget usædvanlig. Albert havde nemlig slået knude på den, hvilket man ser meget sjældent.

Et kejsersnit kan virkelig være en rigtig god ting, og en skøn oplevelse selvom det kommer ret pludseligt. Da jeg skulle hjem og tage den beslutning, havde jeg slet ikke regnet med, at det ville blive så god en oplevelse. Samtidig har jeg også fået det fineste ar. Er meget imponeret over, hvor dygtige de læger er idag.

Jeg kunne godt have tænkt mig mere viden omkring kejsersnit tidligere i forløbet, og nok også være taget lidt mere seriøst de gange jeg talte med gynækolog og jordemoder, når jeg henvendte mig, fordi jeg vidste jeg var meget stram i mit underliv. Så det er helt klart min opfordring til andre kvinder – hvis du er i tvivl om noget, så spørg og bliv ved med at spørge indtil du har ro i maven igen.

Jeg har selvfølgelig spurgt, om jeg slet ikke ville kunne føde almindeligt, og det afviser de ikke, men næste gang vil jeg skulle følges tæt, og evt. sættes igang før tid.

Det har jeg dog allerede besluttet, at det vil jeg ikke, så hvis det ender med endnu et kejsersnit, så er det bare sådan, at mine børn skal komme til verden, og det har jeg det ganske fint med. Jeg vil hellere lade dem “bage færdig”, end at jeg absolut skal føde selv. Så stort er mit behov heller ikke.

Min søn Albert kom lige til terminen 2 september 2014 kl. 14.00, helt bagt færdig.



Du kan læse flere fødselsberetninger lige her:

 

You Might Also Like

  • Ruksis780
    27. maj 2016 at 11:46

    ruksis 102

    ruksis 103