Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression

Linda er  mor til lille Ronja på 3 måneder, og her fortæller hun åbent og hjertegribende ærligt om, hvordan hun havnede i en dyb fødselsdepression. I kan læse om alle hendes følelser, om hvordan hun forsøgte at opretholde en perfekt facade, ønsket om at ende sit liv, om hvordan det er at blive indlagt på et psykiatrisk hospital og hvordan hun nu endelig er på vej ud af mørket igen. Linda er netop blevet udskrevet, og har heldigvis fundet overskuddet til at dele sin historie med os, da hun synes det er vigtigt at bryde tabuet og uvidenheden omkring fødselsdepressioner.  


Linda1

Året op til jeg blev gravid, var præget af mange store begivenheder af både positiv og negativ karakter for mig selv, min familie og min svigerfamilie. Min kæreste og jeg var i gang med at købe hus, og i den forbindelse vælger vi, at jeg hopper af p-pillerne, og vi kan begynde at forsøge, på det med de fremtidige poder, som skal indtage de mange værelser. Det var i maj måned, og 1. juni 2015 får vi nøglerne til huset. Samme uge som vi overtager huset, dukker der 2 streger op på en graviditetstest, og et besøg hos lægen bekræfter; vi skal have et barn. Der var gået 3 uger fra jeg hoppede af pillerne. Det var noget af et chok! Vi havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt. Vi havde regnet med ca et halvt år, hvis vi har heldige. Men nu var der bonus, og vi var ovenud lykkelige. Huset vi havde købt, skulle dog renoveres en del, da det var håbløst umoderne, og nu var der pludselig en 9 måneders tidsfrist. Derfor var hele min graviditet præget af stress og jag for, at alt stod klar til vores datters ankomst. Da jeg selv har 10 tommelfingre, stod Jesper med det hele, hvilket også resulterede i at jeg følte mig ret alene i at glæde sig til dette lille mirakel. Jeg slog det lidt hen i at han jo er en mand, og ikke oplever graviditeten på samme måde.

Jeg havde en drømmegraviditet, dog præget af en del hormonelle udbrud, hvor jeg braste i gråd over de mindste ting. Jeg var mere træt og magtede i det hele taget ikke så meget. Alle tegn på en depression under opbygning, men som jeg jo bare forbandt med hormoner. Vi overså derfor alle advarselstegnene. Men jeg var lykkelig, og glædede mig hele vejen igennem. Hos en jordemoder konsultation, finder hun at mit symfyse mål er uændret fra sidst. Hun er derfor nervøs for om baby ikke vokser efter hensigten. Jeg mærker dog masser af liv, så hun er ikke panisk. Jeg skal dog til en ekstra scanning, for at være sikker. Til skanningen ser de at hun følger sin kurve fint. Dog måler de at blodgennemstrømningen til hjernen er meget høj, men da det falder igen, ser de ikke noget alarmerende. Dog skal jeg lige til en kontrolscanning igen tre uger efter. Jeg synes det lød ret alvorligt, og mit hoved er allerede i gang med katastrofetankerne, om et handicappet barn, med hjerneskader og hele pivtøjet. Jesper får mig talt til ro, og jeg forsøger i de tre uger at slå tankerne hen.

I mellemtiden begynder jeg at fokusere på selve fødslen. Jeg ville så gerne føde hjemme, i et kar, midt i vores stue. Uden slanger, uden smertestillende, uden 500 læger, jordemødre og sygeplejersker alle vejne. I hjemmelige og fredfyldte omgivelser. Heldigvis er Jesper med på den, og vi får en aftale med hjemmejordemødrene den samme dag, som kontrolskanningen. 2 fluer med et smæk.

Dagen kommer for tjekket, og jeg glæder mig til at se vores datter igen på skærmen, og planlægge hjemmefødsel bagefter. Til tjekket finder overlægen dog at trykket fortsat er for højt i hjernen. De mistænker at baby har for lidt blod, og derfor kompenserer med et højere tryk. De vil gerne have hende ud i dag, og se hvad der er årsagen. Vi skulle være forberedt på kejsersnit og at hun skulle i kuvøse, have en blodtransfusion, og være indlagt på neonatalafdelingen frem til terminen. Jeg er helt opløst, og får fremhulket at vi så nok hellere må aflyse mødet i eftermiddag, med hjemmefødselsjordemoderen. Jeg er her i uge 36+4 og vores pige vil derfor blive betragtet som præmatur.

Der går nogle timer inden kejsersnittet skal foregå. Jeg forsøger at omstille mig mentalt, fra at skulle have en drømmefødsel, til det værst tænkelige – bare at skære maven op, og hive barnet ud mens man er koblet op de diverse maskiner, med ledninger over alt på én. Men selvfølgelig vil jeg gøre det, hvis der skulle være noget galt med min datter.
Selve kejsersnittet forløber som planlagt – Jesper er verdens bedste støtte. Jeg tuder af nervøsitet gennem det hele, da jeg er så frygtelig bange for at miste mit lille mirakel. Pludselig lyder der det smukkeste skrig i hele lokalet, og vores datter kommer meget kort op på maven af mig. Jeg når lige at give hende et kys, inden hun skal ud bagved og tjekkes. Jesper går med hende ud. Jeg ligger og bliver syet sammen, og kan høre hende skrige derude bagved. Kort tid efter kommer Jesper tilbage med hende. Hun fejler slet ingen ting – det var falsk alarm. Det eneste der er galt med hende nu, er at hun er for tidligt født. Jeg er så lettet, men samtidig ret bitter over, at være blevet berøvet min ønskefødsel. Men når alt kommer til alt, er resultatet jo det samme, og det vigtigste er, at min lille pige er uskadt.

Ronja og jeg skal være indlagt sammen på fødegangen i ubestemt tid. Tiden derinde er meget tåget for mig. Jeg får praktisk talt ingen søvn. Ronja skal spise hver 3. time døgnet rundt (gennem en sonde) og min mælk løber ikke rigtig til. Derfor skal jeg sidde og malke i en time, for at få klemt meget få ml. ud. Jeg VIL dog forsøge, og jeg kæmper en kamp for at få det igang, da vi har fået tudet ørene fulde af hvor vigtig råmælken er for nyfødte, og specielt for præmature. Jeg græder rigtig meget derinde over små ting. Men jeg får at vide at det er meget normalt, især for førstegangsmødre – det er jo så overvældende. På 3. dagen er jeg så udmattet at jeg næsten ikke kan være i min egen krop. Jeg krampegræder det meste af dagen, og beder Jesper om, vi ikke nok kan give hende til en anden. For jeg magter det virkelig ikke. Og jeg mener det. Jeg kan huske at jeg selv siger på et tidspunkt ”Kan I ikke tjekke mig for en fødselsdepression, for jeg tror ikke det er meningen det her?” Men det bliver igen bare slået hen som hormoner og søvnunderskud. Dog får jeg tilbudt at blive koblet på Tværfagligt team, når vi kommer hjem, så jeg har nogle fagfolk at trække på. Dette tager jeg imod. Vi ender med at være indlagt på fødegangen i 8 dage. De sidste dage går bedre – jeg finder en rytme med bleskift, mad pr. flaske, udmalkning, søvn. Og dette gentager sig hele døgnet hver 3. time. Ind imellem skulle jeg selv spise, gå i bad, og finde overskud til besøg. Jeg følte mig som en babymaskine, og kunne ikke rigtig nyde mit barn, da jeg hele tiden havde de her opgaver omkring hende.

Vi kommer hjem, og vi dropper hurtigt reglen med de 3 timer, og venter til hun selv melder sig. Det fungerer super godt, og vi har en uges tid i ren idyl. Jeg tænker at endelig kan vi være en familie sammen. Pludselig knækker filmen dog, og jeg græder dagligt, over underlige ting. Jeg sover elendigt, ja næsten slet ikke, og hver gang jeg hører Ronja græde, løber der en kold rislen ned af ryggen, mit hjerte begynder at hamre, og jeg får en kvælende fornemmelse. Dette lærer jeg senere er angstanfald. Jeg piner mig selv over, at jeg ikke kan få mit barn til at stoppe med at græde, jeg må være verdens værste mor. Og Jesper gør det jo helt forkert! Det er kun mig som kan gøre det ordenligt – hun skal stimuleres, udvikle sig, mades på den og den måde – uden tv osv! Og hun må endelig ikke græde! Det er tegn på nederlag. Jeg koger fuldstændig sammen oven i hovedet – stiller kæmpe store krav til mig selv, Jesper og Ronja, som ingen af os kan indfri. Og jeg græder, råber, skriger ned i min pude i afmagt og frustation. Hvad er det vi har gjort? Det er forfærdeligt at være forældre. Og jeg duer ikke til det. Det ville være meget bedre hvis jeg ikke var her. Så skulle Ronja ikke have sådan en uduelig mor, og Jesper skulle ikke passe både hende og mig.

Vi får hjælp af tværfagligt team, som laver nogle strategier, hvor søvnen bliver det primære fokus. Jeg skal sove nede i gæsteværelset i kælderen, fordi jeg ikke kan sove for Ronjas lyde om natten. Hvert grynt fra hende, opfanger jeg som gråd og gråd er jo det værste! Jeg formår at holde masken overfor familie og venner, som jævnligt kommer på besøg for at se os og Ronja. Jeg bryder altid sammen når de er gået igen. Tværfagligt team opfordrer mig til at fortælle til folk, at jeg er syg. De får mig også sygemeldt hos egen læge, og Jesper overtager min barsel, så han altid er hjemme sammen med os. Fra jeg begyndte at sætte ord på overfor pårørende går det stærkt. Jeg begynder at nægte overfor mig selv at jeg er syg. Og kører på alle tangenter for at opretholde en facade af kontrol. Hjemmet er hysterisk rent, og jeg har altid make-up og fint tøj på. Der skulle ikke være nogle ydre tegn på mit indre kaos! Dagen før jeg bliver indlagt på psyk, går jeg ude i skoven, som ligger tæt på vores hus. Jeg er så ked af det! Jeg falder på knæ og skriger min smerte op mod trækronerne! Kryber sammen på skovbunden i fosterstilling og græder. Jeg kommer i tanke om de sovepiller jeg havde fået fra lægen dagen før, og som jeg ikke ville tage – da jeg jo ikke fejler noget.
Hvor ville det være meget bedre for alle, hvis jeg kunne tage dem alle, og ikke vågne igen. Meget bedre for Jesper og Ronja. Jeg lægger planer om at gøre det i morgen – lige her i skoven. Der er ret pænt, når solen skinner. Jeg får en lettet fornemmelse i kroppen og går fast besluttet hjem igen.

Dagen efter kommer sundhedsplejersken forbi og laver tjek på Ronja. Hun er informeret gennem tværfagligt team, om min situation. Jeg sidder fraværende og lytter til hende, ind til jeg bryder fuldstændig sammen foran hende. Jeg er helt ødelagt inden i, og har ikke mere energi til noget. Sundhedsplejersken ringer til psykiatrisk afdeling, og jeg få en tid til en samtale med det samme. Jeg tager imod – men hvad skal det hjælpe? Overlægen på psyk får mig overbevist om at jeg burde lade mig indlægge. For min egen og min datters skyld. Jeg elsker min datter – over alt på jorden, men det er begravet så langt væk under et sort slør af håbløshed og fortvivlelse. Men jeg bliver indlagt og ligger til observation i 3 døgn i modtagelsen. De er ikke sikre på om jeg har en fødselsdepression, eller ”bare” en reaktion pga søvnmangel. Jeg får nogle stærke sovepiller, og jeg sover meget de første dage. Men sløret løfter sig ikke. Jeg er efterhånden fuldstændig ligeglad med mig selv, min datter, og alt andet. Jeg begynder at udvikle en form for foragt og had mod Ronja – for at have ”ødelagt mit liv – ødelagt mig” Det er selvfølgelig sygdommen der taler der, men på det tidspunkt er jeg 100% min sygdom. Der er ikke noget tilbage af mit oprindelige jeg. De er nu overbevist. Jeg har en depression.

Jeg bliver overflyttet til en sengeafdeling og opstarter medicinsk behandling med det samme. Det stærkeste antidepressive medicin de har – og fuld dosis fra starten. Jeg får diagnosen: Svær enkeltstående fødselsdepression – dog uden psykoser. Jeg har rigtig svært ved at acceptere at jeg er syg, og flere gange prøver jeg at fremskynde processen og skynde mig gennem depressionen, så jeg kan komme hjem til min familie. Dette gør at jeg modarbejder forløbet, og forlænger min sygdomsperiode. Jeg har ikke længere hadet til Ronja, men savner hende forfærdeligt og har så dårlig samvittighed over min opførsel de sidste dage. Til sidst begynder jeg at acceptere at jeg rent faktisk er syg. Og begynder at lytte til personalet, og følge de planer de laver til mig. Jeg er indlagt i en måned hvor jeg stille og roligt får opbygget min relation til Ronja. Jeg blev udskrevet i går, og arbejder stadig med at styrke mit selvværd, udfordre negative tanker, og prioritere min søvn. Heldigvis har jeg en stor støtte og accept fra Jesper, da jeg skal holde en del pauser alene for mig selv i løbet af dagen, for at bevare overskuddet. Jeg sover fortsat i kælderen, og det gør jeg så længe jeg er sygemeldt (6-8 uger endnu).

Hvis jeg skal give et råd til nogen, så er det, at tage imod al den hjælp du kan få. Og vær ikke bange for psyk, eller for at tage medicin til hjælp – de ved hvad de laver, og kan give de rigtige redskaber til at komme meget hurtigere ovenpå igen. Det har været det bedste valg jeg har taget. Jeg har kunne bruge psyk, som en slags helle for omverdens til tider kvælende sympati. Man er i samme båd som mange af de andre patienter, og det er så vigtigt at vide, at man ikke er alene, med alle sine syge tanker. Jeg ville ikke have været det foruden.

Linda



Flere fortællinger om fødselsdepressioner? Læs med lige her:

Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget. 

Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression

Fødselsdepressionens mørke

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

Angsten for at skade mit barn psykisk

Min familie var bedre tjent uden mig – en mors fortælling om fødselsdepression

You Might Also Like

  • En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn
    28. marts 2016 at 18:14

    […] Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression […]

  • En fortælling om dalende mor-selvtillid og posttraumatisk stress
    11. april 2016 at 18:02

    […] Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression […]