Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression

Heidi`s fødsel var hård, forløbet efter bragte mange komplikationer, og oven i det havde hun svært ved, at knytte sig til lille Villads. Her kan I læse Heidi`s fortælling om hele forløbet, hendes tanker og følelser, og om hvordan hun endelig efter et år, elsker sin søn højere end noget andet.


Fredag d. 31.10.14 blev min søn født. Tre dage før blev jeg sat i gang. Jeg var gået en uge over tid. De tre dage var ikke sjove. To gange om dagen kørte vi til Kolding (vi bor ca. 45 min derfra). På anden dagen startede veerne om aftenen, og hele natten havde jeg veer og sov ikke. De forsvandt igen om morgenen. Det samme skete på tredje dagen. På fjerde dagen, fredag, blev vi indlagt kl. 10.00. Jeg havde åbnet mig 3 cm og havde ingen veer. De valgte at give mig ve-drop for at sætte skub i tingene.

Det hele er lidt tåget for mig, men jeg som jeg husker det, så gik det rimeligt stærkt. Om eftermiddagen blev veerne for smertefulde for mig, så jeg bad om epidural. Mit ønske var at komme i vand, men dette var ikke muligt, da jeg var blevet sat i gang. Det tog lægen 4 forsøg før det lykkedes ham at lægge epiduralen, men den virkede med det samme. Jeg var så glad på det tidspunkt og fik en pause fra smerterne, hvor jeg kunne hvile mig. Epiduralen stoppede ret hurtigt med at virke og det hjalp ikke at øge dosis. Smerterne havde flyttet sig fra lænden og maven, og ned til venstre lår. En strålende smerte – meget smertefuldt for mig. Jeg blev tilbudt andre former for smertestillende, men det de prøvede (kan ikke huske hvad det hedder) virkede ikke. Kort tid efter fik jeg pressetrang.

Jeg havde meget svært ved at være i veerne. Jeg kunne slet ikke arbejde med dem, men arbejdede hele tiden imod dem. Jeg følte ikke på et tidspunkt, at jeg havde muligheden for bare at slappe en smule af.
Da jeg endelig fik lov til at presse tog det ca. 30 min før han var ude. Kl. 19.27. Det var et lykkeligt øjeblik for mig,  da han kom op på min mave. Vi havde ventet i så lang tid, glædet os ligeså længe og snakket om dette øjeblik mange gange. Men kort tid efter han var født fik jeg ondt i maven. Jeg kan huske, at jeg bad min kæreste om at tage ham, da jeg slet ikke kunne holde ud at have ham liggende. Jordemoderen sagde det nok var efterveer, men denne smerte mindede slet ikke om de veer jeg havde haft.

baby, depression, depressiv mor, efterfødselsreaktion, fortælling om fødselsdepression, fødselsdepression, gravid, kærlighed, mama, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor og søn, vejen ud af fødselsdepression

Barselsgangen var desværre fuldt optaget den aften og nat, så vi måtte blive liggende på fødestuen. Dagen efter, lørdag, fik vi vores eget rum. Jeg havde stadig smerter i maven og havde ikke fået meget søvn. Jeg havde ikke rigtig spist siden torsdag aften, var bleg og havde det skidt. Søndag havde jeg det endnu værre. Vi havde besøg af mine forældre om aftenen, hvor jeg havde det skidt. Det gjorde ondt når jeg trak vejret, og jeg kunne heller ikke trække vejret ordentligt. Lægerne var stadig ikke klar over hvad der var galt med mig, de mistænkte blindtarmsbetændelse. Det eneste de vidste med sikkerhed var, at mit infektionstal var for højt.

Sent søndag aften eller om natten blev jeg scannet. De kunne se noget på scanningsbillederne som betød, at jeg skulle opereres. Dette skete meget tidligt mandag morgen. (Jeg er ikke sikker på tiden. Jeg har ingen tidsfornemmelse). De lavede en kikkertoperation og under operationen fandt de betændelse og en masse blod i bughulen. Der var en grund til jeg havde det skidt og til at det gjorde ondt når jeg trak vejret. Efter operationen blev det hele bedre. Jeg begyndte at have overskud til min nyfødte søn og jeg kunne være 100% tilstede. Onsdag, 5 dage efter fødslen og 2 dage efter operationen, fik vi lov til at komme ud. Vi tog op til Kolding storcenter for at spise om aftenen. Det var virkelig tiltrængt at komme ud. Jeg kunne mærke på vej derop, at jeg begyndte at få det skidt. Jeg troede faktisk det bare var fordi jeg havde anstrengt mig for meget, så jeg sagde ingenting og fortsatte, men efter vi havde spist kunne jeg ikke mere. Jeg havde igen ondt i maven og kunne knap nok stå oprejst.
Tilbage på sygehuset mente de også at det var fordi jeg havde overanstrengt mig.

Dagen efter, torsdag, var intet blevet bedre. Jeg havde meget ondt i maven. Jeg kunne ikke stå op, jeg kunne ikke have min søn, Villads, liggende på maven, jeg kunne ikke være mor og jeg orkede slet ikke at være nærværende. Min kæreste stod for det meste af tiden meget alene med ham. Jeg havde dårlig samvittighed, for det hele var jo så nyt, vi vidste intet, han var træt og jeg ville jo gerne hjælpe ham.
Jeg husker ikke meget fra torsdag udover jeg var igennem en masse undersøgelse. Gynækologisk, en scanning og en anden scanning, og der var ikke rigtig noget som gav noget. Jeg tror det var om eftermiddagen, at de begyndte at snakke om endnu en operation, så jeg skulle faste. Det gjorde jeg i mange timer – der gik meget længe før jeg vidste hvad der sådan helt skulle ske, og der kunne man heller ikke give mig et konkret svar. Men de ville operere mig. De vidste ikke for hvad og de vidste ikke om det ville blive en kikkertoperation igen eller om jeg skulle åbnes helt op. Jeg var bange. Meget bange.

baby, depression, depressiv mor, efterfødselsreaktion, fortælling om fødselsdepression, fødselsdepression, gravid, kærlighed, mama, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor og søn, vejen ud af fødselsdepression

Det ender med at de åbner mig op fra navlen og ned til buksekanten. Det de finder ud af er, at jeg har et hul i skedevæggen, så de kan faktisk kigge ind til mine tarme. Det er ikke noget som sker tit og jeg har været uheldig. De mener det er Villads der har lavet hullet på vej ud, men det er et gæt, for man er ikke rigtig klar over det.

Den næste uges tid er ulidelig. Jeg kan ingenting og har mest af alt bare lyst til, at være i fred og være syg og have lidt ondt af mig selv. Det er hårdt at skulle tage sig af sit barn, når man knap nok kan gå på toilettet uden at skulle have hjælp. Jeg har ikke længere ondt i maven, men den hæmoride jeg fik under graviditeten var blevet værre, da man lavede en kikkertundersøgelse under operationen. Jeg har ondt i den og samtidig skal jeg på toilet hele tiden, da min mave skal i gang efter narkosen. Det er en svær periode med mange frustrationer og meget lidt hjælp. Vi følte os rigtig meget alene. Vi havde selvfølgelig vores familie som kom, og min kærestes mor var sød til at hjælpe, men vi havde håbet på meget mere hjælp fra personalet. Min kæreste tilsidesatte sig selv for at kunne være der for Villads og mig, mens jeg fik det endnu værre fordi jeg igen havde dårlig samvittighed overfor ham.

Fredag, 14 dage efter fødslen, får vi lov til at komme hjem på orlov. Lægen regner ikke med vi kommer igen, så vi er lykkelige da vi forlader sygehuset og er bare 100% klar til at komme hjem og lære Villads at kende, være en familie og få en dagligdag op at køre.
Mandag er vi tilbage på sygehuset da jeg skal have fjernet agraffer (hæfteklemmer) efter operationen og så er vi udskrevet.

Den første dag hvor vi officielt er hjemme er en dejlig dag. Jeg har stadig svært ved at bevæge mig, men det bliver bedre og bedre. Villads får flaske og det er dejligt for mig, at min kæreste også kan give en hånd med det. Jeg fik efter første operation, da min infektionstal blev ved med at stige, antibiotika han ikke måtte få gennem modermælken. Jeg havde ikke kræfter til at fortsætte med at malke ud, og jeg er meget glad for den beslutning.

Man skulle ikke tro vi kunne blive mere uheldige, men det var vi. Allerede samme dag vi blev udskrevet faktisk. Jeg skal til at putte Villads og gå til ro, og i det jeg ligger ham ned i liften går mit operationssår op. Det var dråben for mit vedkommende. Jeg orkede ikke mere sygdom eller sygehus, og jeg var hysterisk over jeg kunne glo lige ind i mig selv. Min svigermor er hjemmegående på dette tidspunkt, så hun får Villads, så vi kan komme med ambulancen ind på sygehuset. Dommen er at jeg skal opereres igen.

Min svigermor har ham i 2 dage. Det er de bedste 2 dage siden han blev født. Jeg har ikke dårlig samvittighed overhovedet. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt se det ikke er normalt at have det sådan, men sådan var det dengang. Hun kunne have beholdt ham i flere dage, jeg ville bare være glad.

En uge efter sidste operation bliver vi endelig udskrevet. Vi blev udskrevet for tidligt og jeg var ikke klar, men jeg ville hjem. Vi var begge havde fået nok have sygehus. Vi tog hjem til min svigermor hvor vi kunne få hjælp.

Da det gik op for mig, at jeg havde det svært var Villads omkring 6 måneder. Det havde taget lang tid for mig at indse det. Jeg følte ikke jeg havde det skidt. Jeg kunne mærke min krop… jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men jeg havde styr på mig selv. Når jeg tænker tilbage ved jeg godt jeg ikke havde det og min kæreste og hans mor nævnte det også for mig, men når jeg ikke følte mig skidt, så kunne jeg ikke bruge det til noget. Det fik mig ikke til at tænke at jeg skulle have hjælp, men jeg gjorde mig derimod sur og irriteret.

Jeg elskede ikke Villads og jeg gad ham ikke. Jeg syns han var det mest trælse og irriterende. Et eller andet sted var der nok lidt kærlighed til den lille fyr, for jeg havde omsorg for ham. Jeg er meget omsorgsfuld, så det kunne også hænge sammen på den måde. Det meste af dagen brugte vi i sofaen på at se tv eller lignende. Jeg orkede ikke at lege med ham eller sådan rigtig aktivere ham, og så kom den dårlig samvittighed snigende. Jeg blev bange for at han så ikke ville udvikle sig som han skulle og at han ville blive mærkelig, fordi jeg ikke havde øjenkontakt til ham hele tiden.

I starten, på sygehuset, turde jeg ikke sige højt at jeg havde det svært. Jeg var angst for at de ville tage ham fra mig. Jeg var næsten overbevist om at det gjorde man, for det var jo ikke normalt som jeg havde det. Jeg var bundulykkelig. Jeg ville ikke have ham og havde fortrudt. Det hele skulle have været så godt, det havde jeg jo hørt. Man skulle være lykkelig.

Han udviklede sig heldigvis som han skulle og har faktisk altid været en nem og glad dreng. Selvom han var en nem dreng, så var det hele svært for mig. Vi havde svært ved at få en rytme med ham, for det krævede overskud og hvad måtte man? Måtte man fx godt vække et sovende barn, så han også kunne komme ordentligt tid i seng? Jeg havde mange spørgsmål og var meget usikker.
Når han ikke ville sove til middag havde jeg fx ikke overskud til, at gå lange ture med ham. Jeg blev nemt sur på ham hvis han vågnede og ikke ville sove igen, for jeg havde brug for at være alene også. Det krævede utroligt meget mentalt at være på hele tiden. Det endte ofte med at blive den lette løsning. Ville han ikke sove i barnevognen, så tog jeg ham bare ind og lagde mig i sengen sammen med ham.

Han er nu blevet 1 år og er en rigtig dejlig dreng. Jeg har det svært endnu og går pt sygemeldt. Jeg har været igennem et forløb for piger med efterfødselsreaktioner. Det har været givende, men jeg er stadig ikke ovenpå. Mit hoved er et stort kaos og det at være mor er stadig meget svært. Jeg har svært ved rollen som mor. Jeg elsker den og hader den. Det er bare stadig mærkeligt, men ingen tvivl om at jeg elsker Villads af hele mit hjerte. Han er min lille stjerne og det bedste jeg har.

Jeg kæmper stadig med min samvittighed. Jeg har utroligt svært ved at give slip på tankerne om den første tid. Jeg gik glip af meget. Jeg gik glip af min lille baby og nu er han stor. Jeg var der ikke, jeg nød ham ikke, jeg elskede ham ikke og det er svære tanker. Jeg skulle have gået stolt rundt med barnevognen og have haft overskud til de daglige ting, men overskuddet var kun lige til Villads. Alt andet blev tilsidesat. Jeg føler mig snydt og er vred!

Lægerne anbefaler mig fremover kejsersnit. I starten var jeg meget glad for det, for jeg skulle ALDRIG nogensinde føde igen. Det gjorde fandeme ondt! Jeg tvivler nu, for jeg vil rigtig gerne opleve det igen. En ordentligt fødsel, for jeg føler ikke den var ordentligt. Jeg ved godt der er en grund til de anbefaler kejsersnit, og er der den mindste risiko for noget kan gå galt så tager jeg ikke den chance.

Jeg føler jeg er gået glip af meget. og der kommer nok en dag hvor jeg kan slutte fred med den tanke.
Jeg er glad for at jeg i dag kan sige, at jeg elsker min søn. Jeg ville endda gå igennem det hele igen for ham, for han er det værd.

baby, depression, depressiv mor, efterfødselsreaktion, fortælling om fødselsdepression, fødselsdepression, gravid, kærlighed, mama, mamawise, mamawise.dk, mor, mor fortæller, mor og søn, vejen ud af fødselsdepression


Flere fortællinger om fødselsdepressioner? Læs med lige her:

Fødselsdepressionens mørke

Fra frustration til fødselsdepression

Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Når det er svært at blive mor – en fortælling om fødselsdepression

You Might Also Like

  • Fødselsdepression – følelsen af ikke at kunne føle noget
    9. marts 2016 at 20:17

    […] Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression […]

  • At blive ramt af en efterfødselsreaktion, og føle sig misforstået
    11. marts 2016 at 13:01

    […] Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression […]

  • Angsten for at skade mit barn psykisk
    11. marts 2016 at 18:49

    […] Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression […]

  • Når kærligheden ikke er nok – en fortælling om en voldsom fødselsdepression
    27. marts 2016 at 17:19

    […] Når kærligheden lader vente på sig – en fortælling om fødselsdepression […]