Når man mindst venter det – En fortælling om at blive gravid mod alle odds

Louise fik konstateret PCO, og med diagnosen fulgte beskeden om, at hun med 99 % sikkerhed ikke ville kunne blive gravid på naturlig vis. Efter 1,5 år med fertilitetsbehandlinger vælger de at sætte “projekt baby” lidt på pause, og giver sig i stedet tid til, at nyde hinanden, og forsøger at glemme alt om graviditeter. Det resultererede i hele to naturlige graviditeter, og idag er de forældre til skønne lille Lucas.
Læs hele deres fortælling lige her. 

Lucas
Som 23 årig fik jeg en indkaldelse til gynækolog, da jeg skulle tjekkes for celleforandringer. Dette lægebesøg skulle dog vise sig, at handle om lidt mere end det – han opdagede nemlig, at jeg har PCO. I den sammenhæng fik jeg beskeden om, at hvis jeg nogensinde ville have børn, skulle det være med hjælp, “da jeg med 99% sikkerhed kan sige, at du ikke kan blive gravid naturligt” lød det fra lægen. 
Jeg havde allerede en kæreste på det tidspunkt, så det satte en masse tanker igang. Selvom vi ikke var nået til stadiet med børn endnu, sad jeg tilbage med en følelse af, at være mindre attraktiv, og var bange for at miste ham, i og med at jeg kunne være med til, at ødelægge hans drøm om børn en dag. Heldigvis har jeg en meget forstående kæreste, og det skræmte ikke livet af ham, at vi skulle have hjælp.
 
I 2012 vælger vi, at tage kontakt til en Fertilitetsklinik, hvor vi begge bliver testet, og som vi næsten godt var klar over, var det mig der var “problemet”. 
Vi blev enige om, at jeg skulle insemineres. En skræmmende og meget usexet proces, hvor jeg hver dag skulle stikke mig selv med hormoner i maven indtil ægløsning blev opnået. Ca. 1 gang om ugen, skulle jeg til tjek for, at se om jeg havde ægløsning. Når der endelig var “jackpot”, skulle min kæreste aflevere en prøve tidligt om morgenen, så jeg kunne komme senere, og få de stærkeste celler sprøjtet op. Derefter fik jeg stukket en graviditetstest i hånden, med beskeden om at jeg skulle vente 16 dage med at tage den.
 
Umiddelbart lyder det som en overskuelig proces, og det er det faktisk også. Men den psykiske del er hård og nogengange ulidelig. Det var ikke andet end anspændthed og ventetid!!! Vi gik denne proces igennem 4 gange på ca. 1,5 år, uden held, hvorfor vi valgte for en stund, at fokusere på vores eget liv og sætte projekt baby på stand-by.
2 måneder senere står jeg i mit lokale fitness center til zumba, hvor jeg pludselig bliver ramt af en lugt, der på et splitsekund får mig til at kaste op. Lige efter zumba deltager jeg i Body pump, og jeg har aldrig i mit liv været så presset. Til sidst i timen, skulle vi lave mavebøjninger og jeg kunne simpelt hen ikke rejse mig derefter. Det var så slemt, at jeg lå der som en fladfisk, mens det nye hold væltede ind. Graviditet var det sidste jeg tænkte på, men en veninde reagerede på min historie fra fitnesscenteret, og bad mig tage en test. Min tanke var “hvorfor skulle jeg dog være gravid nu, jeg er jo ikke blevet insemineret?”. Jeg valgte, trods min pessimisme, at købe en test.
 
Jeg kan huske, at jeg kom ind af døren, tog testen, lagde den på vasken og gik ud. Jeg var så sikker på, at den var negativ. Kiggede hurtigt ind på badeværelset og ser de 2 streger. Jeg forvandlede mig fra et dovendyr, til en hysterisk chihuahua der jagter sin egen hale. Jeg svedte mere på 5 minutter end jeg gjorde på de 2 timer i fitnesscenteret. Jeg var blevet gravid, HELT NATURLIGT! 
Vi var så lykkelige, eller lad mig være ærlig, jeg var mest, min kæreste var i chok, da jeg fandt ud af det var jeg 6+2. Og 14 dage senere begyndte jeg at bløde. Min verden brød sammen, og aborten var en hård omgang! Men der var jo alligevel en positiv pointe, jeg kunne godt blive gravid uden hjælp.
Præcis 3 mdr. efter får jeg nøjagtig de samme symptomer, og ganske rigtigt, jeg var gravid, IGEN NATURLIGT! Denne gang var jeg bange for, at være glad. Havde mest lyst til, at ligge med måsen i vejret, indtil jeg var sikker på barnet blev deroppe. Da jeg var 10 uger henne, vælger jeg at få en tryghedsscanning, hos den læge der havde sagt det var umuligt. Den fedeste følelse til dato! Tænk at kunne modbevise en ellers meget anerkendt og dygtig læge.
Denne gang lykkedes min graviditet, og den 1. september 2015 kom mit lille mirakel til verden. Vi endte med at vente 3 år på lille Lucas, og han var helt sikkert ventetiden værd.
lucasogmorLucass

You Might Also Like