Parforhold, sex og morkroppen – Mødrene taler ud

MamaWise har lokket fire skønne mamas til, at tale åbent og ærligt om parforhold, sex og deres syn på egne kroppe efter de har fået børn. Det er vigtige emner, som vi alle bruger tid på at tænke på dagligt, og som betyder så enormt meget for vores liv, men som meget få snakker højt om. Vi håber at kunne åbne op for emnet, og ikke mindst sprede budskabet om, at der er helt normalt at parforholdet og sexlivet bliver påvirket når man bliver forældre, på godt og ondt.

Med deres hudløst ærlige svar på vores intime spørgsmål, give de fire seje kvinder jer mulighed for, at blive lidt klogere på mødre, samliv og seksualitet. 


Fælles for de fire mamas er, at de er vant til at ytre sig om stort og småt på skrift, de har nemlig hver deres blog. Derudover er de fire meget forskellige kvinder, som I kan møde lige her:

Henriette er en 29 årig nordjyde med hang til det uperfekte og skæve – også når vi snakker familieliv. Mor til to vilde drenge og forlovet med en meget tålmodig nordjyde. Blogger om det upolerede liv med børn på www.blondinemor.dk.

Amira er gift på 12. år og er stadig smaskforelsket i sin mand. Sammen har de to skønne tvillinge piger på 6 år. De er bosat på Sjælland.

Sisse Fenja er 26 år og gift med Daniel. De er forældre til pseudotvillinger, en pige og en dreng født med 14 måneders mellemrum. På www.fenjadora.dk blogger hun om det ucensurerede liv som mor, og deler ud af personlige erfaringer om tabubelagte emner.

Amanda bor i København, sammen med ægtemanden Rasmus og deres datter Wilma på 20 måneder. Hende og Rasmus har dannet par de sidste 7 år. På hendes blog Wintherduen.dk blogger hun om hverdagslivet som mor, og om at jonglere med både familieliv, firma, uddannelse og MamaWise.


Hvordan har det ændret jeres parforhold, at blive forældre?

Henriette: Det har fået en helt anden dimension. Jeg synes vi er blevet tættere. Vi hænger jo uløseligt sammen nu da vi har valgt at blande gener. Vi er et team. Vi har en fælles forpligtelse overfor hinanden, på en helt anden måde end da det bare var os. 

Amira: Vi var sammen i 6 år før vi fik børn. Vores parforhold er som sådan ikke ændret siden da. Vi har lidt mindre tid til at være alene, men vi tilbringer den tid vi har alene på samme måde som før. Selvfølgelig er der en udfordring ved at komme fra hver sin opvækst og nu skal dele rollen som forældre, men vi var enige om de grundlæggende forældreroller inden vi fik børn og det har holdt meget godt stik. Vi betegner stadig hinanden som kærester i stedet for mand og kone. 

Sisse Fenja: Det har gjort vores forhold stærkere på mange måder. Det har også lært os at samarbejde på et helt nyt niveau – det var lidt en nødvendighed, da vi fik to unger med 14 måneders mellemrum. Det er nærmere vores dagligdag og hverdag der har ændret sig.

Amanda: Før Rasmus og jeg blev forældre til Wilma, gjorde vi rigtig mange ting spontant og elskede vores spontane dates og at vi kunne gøre lige hvad vi ville. Men efter vi er blevet forældre prøver vi stadig at kunne lave nogle ting spontant, både os 2, men også ting som Wilma kan være med til. Vores parforhold er selvfølgelig også ændret på den måde at der ikke er ligeså meget tid til at kræse om hinanden, men så er vi til gengæld blevet bedre til at nyde det, når vi så har tiden.

Har jeres sexliv ændret sig? Hvordan? Har I sex mere planlagt, andre steder end før eller….?

Henriette: Altså det er klart at når man har børn hvor det tager laaang tid at putte dem og de ofte ender i mor og fars seng, så sætter det lidt begrænsninger for intimlivet. Men jeg tror egentlig vi begge har det sådan, at lige nu der har vi små børn og det tager bare en masse af overskuddet. Om nogle år er de større og ikke afhængige af os på samme måde, og så er der ligesom mulighed for at være lidt mere spontane osv i den hyggelige henseende. Kunsten er jo så at holde gryden i kog indtil vi får vores voksentid tilbage, men vi klarer den tror jeg. 

Henriette

Henriette

 

Amira:  Vores sexliv har som sådan ikke ændret sig efter børnene kom til. Det er stadig ligeså sjovt, godt, morsomt, kluntet og hyppigt som det var den gang. Hvis man skulle sige noget er det blevet mere intenst og trygt. Det er sgu dejligt.

Sisse Fenja: Vores sexliv har absolut ændret sig! Andet ville være vildt underligt i vores tilfælde. Under begge graviditeter har jeg været underdrejet af kvalme, madlede og opkastninger. Sex var absolut laveste prioritet for mit vedkommende. Efter vores sidste barn var blevet født, var det amning, søvnløse nætter og hormoner der satte en kæp i hjulet på sexlivet. Efter et par måneder fandt vi heldigvis hinanden igen.

Vi har ikke planlagt sex, men vi kan godt finde på at aftale, at vi fx senere tager et langt bad sammen, og så er vi begge to med på hvad det så betyder.

Amanda: Ja, jeg tror nærmest det er umuligt at sexlivet ikke ændre sig efter man er blevet forældre. Hos os er det blevet lidt mere spontant og er også med til at vi stadig kan være spontane. Før i tiden hyggede vi mest i sengen, nu er vi lidt mere kreative og vælger fx at gå i bad sammen, som jo er noget vi alligevel skal og på den måde slår to fluer med et smæk.
Jeg synes ikke vores sexliv er blevet mere planlagt, jo selvfølgelig på den måde at hvis Wilma bliver passet, ved vi begge godt hvad der skal ske. Men når Wilma ikke bliver passet skal man jo lige have det til at passe ind med at hun sover, og på den måde kan det godt gå hen og blive lidt mere planlagt – da hun desværre ikke har det bedste sovehjerte.

Hvor hurtigt efter du havde født havde I sex første gang? Hvilke tanker havde du før/under/efter? 

Henriette: Det kan jeg faktisk ikke rigtigt huske mere. Tror det har været efter den første lægeundersøgelse. Jeg fik ikke nævneværdige bristninger under mine fødsler, så jeg var egentlig ikke nervøs. Men det er klart det lige skulle igang igen. Det der egentlig var sværeste for mig var at skulle være både sexet kæreste og ammemaskine. Det synes jeg var lidt mærkeligt.

Amira: Jeg fødte ikke vaginalt. Den del af min krop kunne såmænd nok have klaret samleje ganske kort efter børnene kom til verden. Men jeg døjede med smerter efter at have ligget stille i 3 måneder i min graviditet og mit kejsersnit og mine muskler havde svært ved at hele og styrkes med det samme. Så vi ventede til vi fik “ok” fra lægen. Det var 8 uger efter. Jeg kom hjem fra lægen med et stort smil og sagde til kæresten at han godt kunne smide tøjet. Det var han hurtig til 🙂

Sisse Fenja: Begge gangene gik det forholdsvist stærkt. Jeg har hurtigt på “benene” og var klar igen. Der gik dog længere tid før sexlivet blev helt genetableret igen.

Efter første fødsel var jeg pudsigt nok ret nervøs for at fremtidig aktivitet “dernede”, til trods for at jeg var sluppet uskadt fra fødslen. Vi havde dog ingen problemer overhovedet – jeg har hverken følt smerter eller ubehag i den forbindelse. Men efter utallige undersøgelser af underlivet, både under og efter graviditeten, så trænger man dæleme til lidt fred forneden!

Amanda: Puha det er jo efterhånden et stykke tid siden, jeg husker at min første tanke efter fødselen var, at det der sex aldrig skulle ske igen! Men sådan tror jeg de fleste mødre der har født vaginalt har det?
Jeg husker at jeg troede jeg var klar en del gange, men at vi måtte stoppe igen, da jeg simpelthen ikke var det alligevel.
Den første gang efter, var meget anderledes end det plejede at være og jeg følte slet ikke at jeg var mig selv. Men der gik ikke længe før at alt var som det plejede – et råd er bestemt at tage det stille og roligt og tage små skridt ad gangen, og bare at huske på at det nok skal blive som det plejer igen.

Har dit eget syn på din seksualitet ændret sig efter du er blevet mor?

Henriette: Ikke rigtigt… Den del af parforholdet synes jeg, at jeg vægter som før.

Amira: Nææh. Min seksualitet er præcis som den plejer at være. Den er driftig i perioder og i andre perioder mindre energifyldt. Det samme gælder min kæreste. Det er op og ned som med alt andet i livet.

Sisse Fenja: Ja og nej. Under graviditeten og lige efter fødslen følte jeg mig ikke vanvittigt sexet. Under graviditeten følte jeg mig besværet, svedig, hormonel og hævet. Lige efter fødslen var det ammebrysterne, maven af bolledej og svedeturene der fuckede med min selvtillid.
Det har dog heldigvis absolut ændret sig igen, så jeg både føler mig som en mor, men også en person med en seksualitet.

Amanda: Ja, jeg får desværre ikke tid til at gøre alt det jeg gerne vil ved mig selv, og er faktisk begyndt ikke at gå med make up, min mand siger han synes jeg er smukkest uden, så hvorfor bruge sin sparsomme tid på at ligge det?

Er din krop, eller dit syn på din krop, forandret efter du er blevet mor? Hvordan? Og hvordan påvirker det eventuelt dit parforhold?

Henriette: Jeg har som ung haft spiseforstyrrelser og været meget meget usikker på min krop. Kroppen var lidt en fjende tror jeg. Det ændrede sig 100% efter jeg blev mor første gang. Jeg fik en kæmpe respekt for kvindekroppen. Jeg så jo hvad den kan udrette. De små skønhedsfejl betyder ikke det store. Min krop har skabt to små mennesker og hvordan kan den så være en fjende? 

Selvfølgelig er der ting jeg er utilfreds med. At mine bryster er ikke-eksisterende efter to gange amninger fx. Det er egentlig det jeg er mest træt af. Men jeg kunne ikke finde på at få dem opereret. Det er sådan det er og så må jeg bare bruge bh’er med indlæg. Jeg har ikke lyst til at lave om på min krop, når den fungerer som den skal. 

Jeg kan godt have det lidt træls med det og føle mig mindre tiltrækkende når jeg har en dårlig dag, men min kæreste synes jo jeg er mega sexet til trods for min krop har ændret sig. Og så er det fint for mig.
 

Amira: Min krop er forandret efter graviditeten, men mit syn på min krop er ikke. Jeg er så mega ligeglad med hvad andre måtte synes om min krop og sådan har jeg altid haft det. Og derfor generer min krop mig ikke. En dag stod jeg splitter ragende mit i stuen og poserede flirtende for kæresten (efter graviditeten altså) og hans respons var noget ala “Du ligner altså lidt en af Søren Østergaards Zirkus Nemo figurer…ham der der nejer af pligt”… og det gjorde jeg faktisk. Jeg lignede ham og vi grinede begge to så højt, at naboen strakte hals ude på deres altan… og så knaldede vi som kaniner. Jeps, min krop fejler intet. Den er som den er, med alle de krøller, buler og sydgående frugter den har.

Sisse Fenja: I starten havde jeg det lidt svært ved forandringerne. Jeg har fået relativt mange strækmærker og et par knapt så faste bryster ud af graviditeten. Det er selvfølgelig skide normalt, men det tog mig lige lidt tid, at vænne mig til min nye krop.

Det påvirker ikke mit forhold, da jeg trods min nye og anderledes morkrop, ikke har problemer med at vise mig nøgen. Vi har ingen hemmeligheder på den front, og vi skjuler os ikke for hinanden. Så på den måde har det ikke haft en effekt på vores parforhold eller sexliv. Jeg tror det er fordi, at vi er gode til, at snakke om det.
Som min mand siger, så tænker de fleste hankøn sgu nok ikke over strækmærker og mindre faste fortrin – i hvert fald ikke lige så meget som vi kvinder gør.

Sisse Fenja

Sisse Fenja

 

Amanda: Jeg har en mand der er ekstremt sød til, selv efter 7 år, at fortælle mig hverdag hvor dejlig og lækker han synes jeg er – det er bestemt med til at jeg næsten ikke kan tro på andet 😉 Men der er der kommet en lidt større hængemave og fartstriber der gør, at man ikke føler sig helt som sig selv. Jeg har ikke fået mindre lyst til sex, måske mere 😉

Gør I noget særligt for, at holde gnisten I jeres forhold i live?

Henriette: Når man nu ikke bekræfter hinanden ved hjælp af sex hver og hver anden dag, så må man finde på andre måder at vise den anden at han/hun faktisk er okay lækker. Det kan være lige fra at huske kys morgen og aften til et klap i måsen. Og så griner vi meget sammen. Vores forhold består virkelig meget af humor. Det er en helt anden, men ret effektiv måde, at være tæt på. Altså at grine sammen. Også de dage hvor det hele bare er leverpostejsfarvet.

Amira: Vi ser netflix 🙂 Mens vi fletter fingre og taler sammen. Vi har været heldige at få børn der selv beder om at komme i seng, og har altid haft aftenerne for os selv og med hinanden.

Sisse Fenja: Vi forsøger at tage os tiden til hinanden, når tiden så er der. Det lyder så gammeldags, men vi går ture, holder i hånden, laver mad sammen og ser en god film. Vi forsøger også at have en del nærkontakt i løbet af dagen – kram, kys og lidt nus på ryggen, fx.

Amanda: Månedsdag! Ja det virker måske mega plat! Men vi fejrer månedsdag hver måned og det har vi gjort de sidste 7 år – det er ikke fordi vi giver hinanden gaver eller at Wilma bliver passet, men det er 1 dag om måneden hvor vi sørger for at hygge lidt ekstra. Vi køber noget ekstra lækkert mad, og når Wilma er puttet hygger vi lidt ekstra, ser en god film, spiller nogle spil eller andet.

Amanda og Rasmus

Amanda og Rasmus

 

Har I nogle gode råd til andre forældrepar, til hvordan man kan pleje sit parforhold og holde gnisten i live?

Henriette: Respekt. Det har jeg prædiket på min egen blog, men gør det gerne igen. Respekt og ligeværd. Og det skal gå begge veje. Respekt fra faderen om at moderen måske lige skal vænne sig til sin nye krop, og faktisk ikke føler sig skide sexet med mælk sprøjtende ud af brysterne og 3 timers nattesøvn på kontoen. Men også respekt fra kvinden om at mænd nu engang bliver bekræftet via kærtegn, og så må man lige engang imellem snave ham i gulvet. Respekt og ligeværd er virkelig nøglen til det skal funke. Også med huset og hjertet fuldt af møgunger. 

Amira: Nej, jeg har ingen gode råd til andre. Jeg kan umuligt rådgive andre om deres parforhold. Jeg har simpelthen for travlt med mit eget. Mit parforhold har krævet blod og tårer. Det er hårdt arbejde at være en familie og et par. Og vi gør det så godt vi kan allesammen. Det er jeg sikker på.

Sisse Fenja: Kommuniker med hinanden – også om de svære ting! Hvis sexlivet ikke lige kører på skinner, hvilket er SÅ normalt i øvrigt, så snak om det. Det giver en helt anden ro, og det er især også vigtigt for manden. Han har også brug for at vide, at det ikke er hans “skyld”, men at en graviditet og fødsel ofte sætter sexlivet lidt på pause. Det har også hjulpet os at vide, at vi ikke er de eneste, men at mange parforhold kører på et lavere blus, lige i starten.

Når tiden så er der, så brug den på hinanden. Det behøver ikke handle om sex hele tiden – men se en film, hold i hånden, gå en tur og hyg jer sammen, som kærester!
 

Amanda: For os er det super vigtigt at tale om tingene, også selvom jeg er super dårlig til det. Vi går ALDRIG sure i seng eller går fra hinanden uden at have snakket om tingene, jeg er selv rigtig dårlig til det – men Rasmus er stædig og bliver ved indtil vi får snakket ud om det.
En ting vi gør for at bevare gnisten i vores forhold er at vi altid holder i hånd når vi går tur, vi sidder ved siden af hinanden i sofaen (i stedet for at sidde i hvert sit hjørne), vi rører ved hinanden når vi er sammen, også holder vi kyssepauser! Kyssepauser er hvor vi stopper tiden 2 minutter (gerne hver dag) og kysser, det gør rigtig meget for vores gnist og fører tit til mere end kys 😉



Mere om at forene parforhold og forældreskab? Læs også:

Inspiration til 10 dates du kan invitere din partner på

Er brillerne fedtede? -En pragmatisk og kærlig beretning om parforhold og forældreskab

Lad ikke hverdagen gå op i leverpostejsmadder

You Might Also Like

  • Pyt - Blondinemor
    20. marts 2016 at 13:11

    […] Og lige en anbefaling… Jeg har været med i en artikel hos de dygtige damer bag MamaWise om det der intimitet vs fødsel. Det er blevet en super fin artikel og i kan læse den her. […]