“Skal I ikke snart have nr. 2?” – En hudløs ærlig fortælling om kampen for en større familie

Med beskeden om at hun aldrig vil få børn, går denne kvinde panikslagen hjem fra lægen. Et halvt år senere er hun dog, som på magisk vis, blevet gravid mod alle odds. Da deres skønne lille søn kommer til verden, får de lyst til at skabe en endnu større familie, men her 8 år senere er det endnu ikke lykkedes dem, at få flere børn.

Her kan I læse en hudløs ærlig, og meget direkte skrevet fortælling, om de følelser og frustrationer det skaber i hverdagen for dem.   


Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have børn. Og da jeg runder de 30 år, tænkte jeg ikke over det … Først da min læge fortæller mig, at jeg har lavt stofskifte og PCO, og at jeg aldrig vil få børn! SÅ går jeg i panik! Vi er på det tidspunkt midt på sommeren, og min menstruation kommer kun ca. hver 10-17 uge. Lige før jul, skal jeg have taget en blodprøve, lægen beder også om en urinprøve. Jeg bliver kaldt ind, og så siger hun: Tillykke, du er gravid! Jeg var lige ved at falde ned af stolen, jeg som ikke kunne få børn, var pludselig gravid. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op! Og gik rundt helt ved siden af mig selv et par dage.
Men verden tog imod nyheden med glæde, og vi begyndte også at glæde os.

Endelig kom han til verden – med navlestrengen to gange rundt om halsen, trukket ud af mig som en død kalv, helt blå! Der gik 10-12 min. inden vi endelig fik ham .
Men da vi endelig kom hjem, og var blevet en familie, spirede drømmen om flere børn, for det her var da livet, vi var skabt til at skabe liv.

54321

Og mange gange er jeg siden hen blevet spurgt at alle …. familie, venner, kollegaer og tilfældige mennesker: “Nå, så skal I nok snart have nr.2?!” Og vi har altid sagt nej, vi har nok i en. (For folk magter ikke sandheden…!). Jeg har grædt SÅ mange gange, hvor min menstruation kom, når endnu en veninde/kollega blev gravid (og spørgsmålet så igen kom: “Nå, skal du så ikke også snart igang igen?”). FOR HELEVEDE, vi har aldrig IKKE prøvet, men det lykkedes ikke. “Jamen så kan I jo bare få hjælp!” Hjælp … NEJ tak, homonkurer og alle muliges indblanding! Med al respekt for, hvordan et barn bliver bragt til verden, så skal jeg ikke have børn, hvis jeg ikke selv kan lave dem. Og nej, du ved ikke hvad jeg føler, før end du har prøvet, at du ikke har kunne gøre det, du er sat i verden for. Nemlig at reproducere dig selv!

Hvorfor er det, at bare fordi man ikke kan få børn, at alle synes at de har ret til at snage i det?

“I skal jo bare have sex lidt oftere, tænk på noget andet, køb en hund, så kommer det helt af sig selv!”

NEJ, det gør det ikke, men tro mig, folk holder k… når man spørger dem: “Nå, men får du ellers noget sex eller hvad?” For det er nemlig upassende (hvilket jeg faktisk ikke synes det er, i forhold til at de selv lige har spurgt til mit udeblivende barn… ?).

Men i dag lever jeg med andres graviditet, for det er IKKE mit barn de bærer, det er deres, og det giver mig glæde, og  jeg bliver rørt, at det lykkedes for nogen, også selvom det ikke er en selvfølge for alle.

Jeg har en rask dreng på 8 år, som er fantastisk. Hans største ønske er en lillebror, og da jeg en dag sagde til ham, at der jo var risiko for at sådan en lillebror var en søster, gik han i tænkeboks. Og kom et par dage senere da vi spiste: “Mor, hun må gerne komme alligevel, hende lillebror! Bare jeg må bestemme hvad hun skal hedde, og at hun ikke får min seng.”
Både min mand og jeg ville gerne have haft mere end et barn. Men det ville skæbnen ikke, så vi er taknemlig for ham her. Men vi beskytter os ikke, og kommer der endnu en “smutter”, så er de velkomne her.

Mit råd til dig, som er frustreret over at det ikke lykkedes: Glæd dig over andres lykke, men find dig ikke i at de trænger sig på i din privatsfære. Sig fra, så det ikke æder dig/jer op.

* Billedet til fortællingen tilhører ikke kvinden der har skrevet den, da hun har ønsket at være anonym



Læs også:

Sub-verden del 1 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

You Might Also Like

  • Når storken flyver forkert
    10. august 2016 at 13:04

    […] “Skal I ikke snart have nr. 2?” – En hudløs ærlig fortælling om kampen for en større famil… […]