Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

Tammi og hendes kæreste skulle igennem 4 års hård kamp, før de langt om længe kunne stå med deres lille Melvin i armene. Her kan I læse anden del af hendes meget personlige beretning.

Hvis I endnu ikke har læst første del, kan I finde den LIGE HER – Hvis ikke I allerede er inde i alle de behandlinger der findes, samt alle forkortelserne, så kan det være en god ide at læse den, inden I læser videre her. 


April 2012.

Præcis et år efter jeg har mødt min kæreste beslutter vi, at vi gerne vil være forældre.
Jeg er fuldstændig sikker på, at han er den mand jeg skal havde børn med, og han er så god til det. Da jeg er dagplejemor følger der jo 5 børn med i pakken. Lånebørn fra 7-17 fem dage om ugen, en hverdag han byder velkommen med åbne arme, what’s not to love?

10 mdr. efter er der stadig ikke sket noget, der skal gå 12.mdr før man kan begynde I fertilitetsbehandling eller starte med undersøgelse, først af manden og dernæst kvinden. Så vi venter og får en henvisning til en fertilitetsklinik. Sædtallene er gode, jeg får lavet en gennemskylning af æggelederne (HSU) det gør ikke ondt-ondt, men er ubehageligt. Tilbage på klinikken får vi svar, og alt ser ”normalt ud”, så vi bliver enige om, at vi giver det 6.mdr mere selv, inden vi starter behandling. Vi er nu i kategorien uforklarlig barnløshed, infertilitet.

For mig var det ok at snakke om, jeg var ikke glad, men troede på det! For min kæreste var det en anden sag, i starten sagde han ´lad os holde det for os selv, hvis nu det lykkedes uden hjælp, så behøver andre jo ikke at vide det´, og lige det var så utrolig svært! Jeg er kvinde og midt i en uddannelse som terapeut, og her snakker vi altså om tingene 😉 Men jeg respekterede selvfølgelig hans måde at tackle det på. Jeg skal da ikke se mig fri for i smug, at havde sludret med et par veninder om hvordan tingenes tilstand var, men mest af alt hjalp det mig, at jeg via min uddannelse var tvunget til, at gå i terapi i 4 år, hvilket jeg ikke ville have været foruden i hele denne proces, når jeg ser tilbage. Så har du brug for, at snakke om det, så gør det. Lad være med at gå med det selv, søg professionel hjælp, så du kan sætte dine tanker fri og finde den støtte du har brug for, hvis ikke din partner ønsker at tale om det eller har svært ved det. Vi er forskellige, og det skal der være plads til.

3 mdr. efter undersøgelserne kommer min kæreste til mig og vi snakker om det, der er endnu ikke ske noget og vi er utålmodige. Vi kontakter klinikken og kommer til samtale. Vi underskriver papirer og så er vi i gang. Nu det bare at vente på min næste cyklus, så jeg kan starte på hormoner og komme i gang med inseminering.

tammi2

Dagen kommer for inseminering, jeg har taget hormoner i 14 dage og har haft lidt hedeture, men ellers ikke mærket noget til det. Vi sidder i venteværelset, og overfor os sidder et andet par, der også venter på at komme ind. Kvinden sidder med en tyk journalmappe, og jeg hvisker lidt kækt til min kæreste da de er gået ´jeg håber aldrig det bliver os med så tyk en mappe´
Men det bliver dét. Efter 3 mislykkede insermineringer over 5.mdr bliver vi sendt videre til IVF på Hvidovre, men der er ventetid – VENTETID! 5.mdr!!! (i dag venter par mellem 9-11mdr!!!). Vi får tilbudt 3 yderligere inserminerings forsøg på privat klinik og kontrol af sædtal igen, mens vi venter på IVF, et tilbud vi takker ja til. Én af insermineringerne kunne jeg godt have været foruden! Her et lille tip til dig som kvinde i forløb:

HVIS DIN KÆRESTE ER MED INDE TIL INSERMINERING, SÅ HUSK AT SIG HAN SKAL STÅ BAG DIG, NÅR DU LIGGER PÅ BRIKSEN! Lad ham ikke sidde på en stol i den anden ende af lokalet, med udsigt til dine indvolde.

Efter 5 insermineringer stopper vi, det er nu marts 2014 og jeg kan psykisk ikke mere, og har brug for en pause fra dagligt at stikke mig selv med hormoner, hedeture, HUMØRSVIGNINGER og fisen frem og tilbage mellem klinikken og arbejdet (hvor jeg også digter historier, fordi vi stadig holder det for os selv), afholdelse fra byture med veninderne, alkohol til festlige begivenheder, daglig fitness (fordi jeg er bange for at dyrke for meget sport og stresse min krop) og en ”diæt”, udelukkende for at jeg skal have en sund krop der vil kunne bære et barn.

Tammi

2 år er gået siden vi tog valget om at blive forældre, vi kæmper og jeg tager i mod 5 glade børn hver dag i mit hjem som dagpleje. Det er hårdt, men der gør mig i godt humør.

Aug 2014. Vi bliver endelig indkaldt til Hvidovre og i deres auditorium. Sammen med 10-15 andre par sidder vi og modtager information om IVF og ICSI, det mest afkavede rum, med mennesker der som os lider under infertilitet.

Lægerne vælger at lave vores første forsøg med ægudtagning til et IVF fordi tallene er fine, trods 5 mislykkedes insermineringer! Jeg får flere hormoner og det kan ses, for 15 æg istedet for ét, det fylder i ens underliv og jeg er øm, jeg græder som pisket ved første ægudtagening, fordi det gør så SKIDE ONDT, at få en nål op gennem skedevæggen og få suget æg ud. Da jeg er på morfin kommer jeg til at grine samtidig, for hvem er den person der har fundet på, at lave en luge ud til laboratoriet, som bliver åbnet når ægudtagningen går i gang, og en maskine der siger DING hvert gang et æg bliver suget ud? Som en anden høne ligger jeg der og hører DING, DING, DING, DING, med mascara løbende ned af kinderne, med min kæreste ved min side, en læge for enden af mig, 2 sygeplejesker og 2 laboranter, altså 6 mennesker om mig, mens jeg ligger i stilling i stigebøjlerne! Behøver jeg sige, at det er det mest ufede af hele dette forløb? NEJ! Men jeg griner, for jeg har fået så meget morfin til at dække smerterne, og har kun det billede af hønen og lyden DING, efterfulgt af ´der var et æg´ fra laboranten i mit hoved!

tammi1

Tammi`s mave efter ægudtagning

To dage efter om morgenen sidder vi sammen hjemme og venter på opringning fra Hvidovre, vi skal havde svar på om nogle af æggene er blevet befrugtet, for så derefter at tage til Hvidovre for, at få lagt et befrugtet æg tilbage.

Jeg er skide nervøs da jeg tager telefonen, men jeg tror på det, og mine forventninger er høje, for selvfølgelig lykkedes det, med alt den hjælp. Der er jo ikke nogen forklaring på, hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu, altså andet end sol, måne og stjerne ikke har stået rigtig, for blomsten og bien den kender vi, og har øvet os længe på det måde 😉 Men der er ingen befrugtet æg! INGEN! Uforklarlig barnløs, 6 forsøg bag os og stadig ingen graviditet… Det er hvad vi nu skal tackle!

Vi bliver nød til at tale med vores venner, folk spørg om børn, især efter vi flyttede i hus!

13872735_10154108330909902_3820464786983018167_n

Vi bliver sendt videre til ICSI, men der skal gå 2 måneder. 5 mislykkede ICSI forsøg (2 ÆU) senere er vi til samtale.

April 2015.
Sidste ÆU på statens regning, 20 æg ud, 5 befrugtede æg, 4 på frys og et de dyrker videre til en blastocyst også kaldet et 5-dags æg. GULDÆGGET!

11.6.15 ringer jeg til Hvidovre for at få svar på blodprøve og HcG tal. Jeg sidder på en café med min kæreste, fordi jeg er på kursus og vi derfor ikke kan være hjemme. (Ikke skide romantisk, vel?).

Jeg ringer og laboranten siger ´Tammi, den er der! Du er gravid´.

Ord kan ikke beskrive følelsen, men noget kan jeg beskrive! KÆRLIGHED! Kærlighed til min kæreste over at vi stod sammen, vi klarede alle skænderierne da jeg var et hormonmonster, vi klarede alle de skuffelser fra alle de opringninger med negative svar fra lægerne, vi levede og sagde fra, vi passede på hinanden og vores forhold, og vi var åbne om vores problematik, for vores venner og familien i det omfang vi kunne og når vi var klar!

05.02.16 kom Melvin til verden – 2990g kærlighed, ved akut kejsersnit! 4 års kamp var slut!

//Tammi



Læs også:

Sub-verden del 1 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid

You Might Also Like

  • Når storken flyver forkert
    10. august 2016 at 13:03

    […] Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid […]

  • Når 2 bliver til 3 på 10 år – Adoption blev den lykkelige slutning
    16. august 2016 at 8:47

    […] Sub-verden del 2 – En mors personlige historie, om 4 års kamp for at blive gravid […]