Voldsom svangerskabsforgiftning betød, at lille Stephanie kom til verden 7 uger før termin

7 uger før termin fødte Sanne lille Stephanie ved et akut kejsersnit. Det blev foretaget, da man tilfældigt fandt ud af, at Sanne havde fået den sjældne, og potentielt livstruende, form for svangerskabsforgiftning, HELLP.

Her kan I læse deres fortælling om, hvordan de var indlagt på Neonatal afdelingen i 3 uger, før de kunne komme hjem, og begynde deres nye liv, med deres første barn.


Da jeg var gravid, og skulle have en ekstra scanning opdagede lægerne, at vores lille pige havde et hulrum i hjernen, som var lidt større end hvad de normalt skal være. De ville derfor lave en scanning nogle uger efter for, at se om hulrummet voksede, og derefter tage stilling til videre plan.

Nogle dage efter var jeg til 32 ugers tjek ved min egen læge, hvor mit blodtryk var helt som det skulle være, dette var d. 7/12-15. D. 10/12-15 skulle ekstra scanningen finde sted, og hulrummet i hendes hjerne var ikke vokset betydeligt, så det var vi glade for. Efter scanningen ville lægen lige tage mit blodtryk, hvilket viste sig at være skyhøjt. De fik derved mistanke om, at det kunne være svangerskabsforgiftning, så jeg skulle have taget blodprøver og fik en dunk med hjem til, at opsamle urin i. Vi skulle komme igen dagen efter, og få svar på urin og blodprøver, samt få foretaget en ny blodtrykmåling.

Min mand og jeg troppede op på sygehuset dagen efter som planlagt, hvor blodtrykket igen var i den høje ende og blodprøverne og urinprøven viste tegn på svangerskabsforgiftning, nærmere betegnet HELLP. Det er en svær grad af svangerskabsforgiftning, og som kunne forårsage, at mine organer ville stå af, og i værste tilfælde kunne jeg risikere at dø. Så gik det pludseligt hurtigt, og vi fik at vide af en overlæge at ”I kommer ikke hjem uden jeres barn, og vi vil tage hende ud med kejsersnit i morgen”. Det var meget chokerende, og alle de planer vi havde, faldt til jorden og vi blev virkelig taget på sengen.

Jeg havde kun været på barsel i en uge og havde drømt om, at ligge hele januar på sofaen med hunden, se serier og lade op til terminsdatoen, som var 29/1-16. Her stod vi så, 7 uger før terminsdatoen og var helt rundt på gulvet. Personalet var heldigvis søde til at berolige os, og jeg nåede også at få lungemodner. Der blev taget mange blodprøver for at se, om de blev mere stabile, men det gik desværre kun den forkerte vej med både blodprøver og blodtryk. På et tidspunkt om aftenen kommer der en læge ind og siger, at hvis blodprøverne ikke stabiliserede sig, var de nødt til at foretage kejsersnittet allerede samme nat. Det var utrolig stressende ikke at kunne kontrollere, hvad der skulle ske og hvornår. Lillepigens skæbne var i sygehusets hænder, og vi kunne hverken gøre fra eller til.

Lægerne vurderede heldigvis, at kejsersnittet godt kunne vente til dagen efter som planlagt, så det gav os nogle timer til, at få styr på de mange tanker. Vi snakkede meget om HELLP sygdommen som jeg havde fået, og hvor hurtigt det var progredieret. Om mandagen var blodtrykket fint, og nu fredag, så det helt anderledes ud. Lægerne syntes også det var utroligt, at jeg ingen symptomer havde haft, da mange oplever, at gå i kramper og blive rigtig syge. Jeg lavede præcis de ting som jeg plejede… at gå til zumba og være sammen med min mand og venner. Det var meget skræmmende, at tænke på, hvor galt det kunne være gået, hvis sygdommen ikke var blevet opdaget efter ekstrascanningen. Tanken om at jeg kunne være gået i kramper under en køretur var meget uhyggelig, at tænke til ende.

Dagen efter fik vi vist nogle billeder af, hvordan børn født i uge 33 så ud, så vi ikke ville blive forskrækkede over, hvor lille hun ville være, når hun kom ud. Om formiddagen blev jeg kørt til kejsersnittet, og var meget bange og nervøs, det var slet ikke sådan her det skulle være gået. Heldigvis virkede bedøvelsen godt, og efter 10 minutter hørte jeg en jordemoder sige ”Se hvem der er her”, jeg kigger op og ser en mørkhåret, meget lille babypige. Det er sindsygt svært, at forholde sig til, at det er vores baby. Desværre så jeg hende først igen om aftenen, da jeg skulle på Intensiv afdelingen efter operationen. Babyen skulle have ilt, og min mand kom med op på Neonatal afdelingen, hvor hun blev lagt i en kuvøse. Han var heldigvis sød til, at tage billeder af hende og orientere mig, da jeg lå på en helt anden afdeling, og ikke måtte gå op til hende. Der gik desuden mange timer inden jeg kunne mærke mine ben pga. bedøvelsen. Om aftenen blev jeg dog kørt op i en kørestol, og fik hende endelig at se.

cvbhjk

Hun var skræmmende lille, vejede 1612 gram og havde masser af dun på ryggen. Vi måtte røre ved hende gennem låger i kuvøsen, men jeg var bange for, at hun skulle gå i stykker. Hun var hurtig til, at komme af ilten og vi blev flyttet til en anden stue, sammen med to andre forældrepar med for tidligt fødte børn. Hver 3. time skulle hun have mad med en sonde, og så skulle hun vejes 2 gange om ugen. I starten tabte hun sig, som babyer gør i starten, men derefter begyndte vægten at gå opad. Efter 2 uger kom hun af sonden, og begyndte at spise af flaske. Jeg pumpede det mælk ud jeg havde, men der var til sidst ikke nok til, at dække hendes behov, så hun fik suppleret med donormælk.

Kort før jul fik vi et familierum med puslebord, 2 senge og håndvask. Det var utrolig dejligt, at kunne have sit eget, for på det tidspunkt var vi begge trætte af, at der 24 timer i døgnet var andre mennesker omkring os. Det gik heldigvis fremad med vægten, og endelig d.6/1-16 måtte vi tage vores lille pige med hjem, og vi var overlykkelige. Endelig kunne vi komme hjem i vores eget hus, og begynde vores nye liv. Vi havde allerede inden hun kom til verden besluttet, at hun skulle hedde Stephanie.

Vi blev kastet ud i forældrerollen på en måde, som jeg ikke ønsker for nogen. Det er meget voldsomt, at på så få dage var min sygdom blevet så slem, at hun akut skulle ud. Man kan slet ikke forberede sig mentalt på, at ”I bliver forældre i morgen formiddag”, fuldstændig surrealistisk.

I dag er Stephanie en glad og rund baby på 6,1 kg, hun er vokset 21 cm siden fødslen, og hver dag får vi masser af smil og grin fra hende. Fordi hun er født så meget for tidligt, bliver hun hurtigere træt og overstimuleret end andre babyer. En god måde at få hende til at falde til ro, er ved at pakke hende tæt ind i dynen, for det er noget hun kender til, fra da hun lå i kuvøse og var pakket godt ind i et tæppe med en rispude omkring sig. Det får hende for det meste til, at falde til ro, så den måde bliver hun puttet på hver dag. Da hun er for tidligt født, har hun også døjet meget med maven, og med at være forstoppet. Fra hun var få uger gammel, har hun hver dag fået Movicol junior og Biogaiadråber til, at holde maven i gang. Hun døjede i mange måneder efter vi kom fra sygehuset med, hvad vi helt klart tænker har været kolik med timelange skrigeture, hvor kun det at sidde på en fitnessbold og hoppe let op og ned med hende, har kunnet hjælpe. Hendes tarmsystem er heldigvis blevet mere modent med tiden, men hun får stadig afføringsmidler hver dag og har tit ondt i maven. Hun er en glad, men lidt sensitiv pige, som hurtigt bliver ked af det i alt for meget larm eller for store menneskemængder. Når vi ser på billeder af hende, er det slet ikke til at forstå, at det er den samme baby. Hun er gået fra, at være utrolig lille og skrøbelig til, at være en michelinbaby med dobbelthage og folder på lårene.

ælkjhg

Pga. hendes svære og tidlige start på livet, har jeg valgt at tage mere barselsorlov end først planlagt, da både min mand og jeg føler, at hun er for lille til at komme i dagpleje om få måneder og, at hun hurtigt bliver træt og skal hvile sig. Fysioterapeuterne på sygehuset, som følger hende, har også udtalt, at motorisk er hun bagefter, og det på trods af at hun er for tidligt født, så hver dag træner vi med hende, at hun ligger på maven og holder hovedet oppe samt, at hun skal kigge til begge sider.

Vi bliver stadig fulgt på Neonatal afdelingen, og det er egentlig betryggende, at man ikke bare bliver sluppet, men at de lige følger op på, om hun udvikler sig som hun skal.

Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre i samme situation, og især til at gå til læge, hvis der er den mindste mistanke om svangerskabsforgiftning. For det kan udvikle sig lynhurtigt, og hellere være på den sikre side. Jeg var bare en af de heldige, hvor det blev opdaget i tide, og det er jeg dybt taknemmelig over.


Flere fortællinger om præmaturbørn? Så læs også:

99 dages kamp – En fortælling om, at blive forældre 14 uger før forventet

Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følgerne af en for tidlig fødsel

You Might Also Like

  • Helt perfekt og lige præcis som hun skulle være, og så alligevel ikke – En fortælling om følgerne af en for tidlig fødsel
    31. maj 2016 at 10:15

    […] Voldsom svangerskabsforgiftning betød, at lille Stephanie kom til verden 7 uger før termin […]