“Jeg følte lidt vi kun var indlagt, fordi jeg gerne ville fortsætte med at amme, var det faktisk bare for min egen skyld, at hele familien skulle igennem det her?”

Jeg blev mor første gang i 2014 og der kørte amningen fra første dag. Jeg blev bare voldsomt
chokeret over, at det faktisk gjorde SÅ ondt.. Der gik noget tid før mine brystvorter havde vænnet
sig til den nye belastning! Jeg var en af de der mødre der kunne have et hav af gæster uden at blive
påvirket; mælken flød i stride strømme og min datter lappede glad i sig. Jeg netflix’ede den for vildt
mens jeg bare lige koblede bebs på. Jeg ammede fuldt ud til min datter var 5 måneder og derefter
indtil hun var 11 måneder.

Da jeg blev mor igen, i sommers, tænkte jeg, at det jo ingen sag var;
selvfølgelig skulle jeg amme igen. Jeg fødte hjemme i stuen (FANTASTISK oplevelse, hvis man jo
altså ser bort fra, at det jo gør herre nas) og da jeg var kravlet op i sofaen med min lille baby,
virkede hun til at være klar til at sutte. Jeg lagde hende til og jordemoderen syntes det så så fint ud
og lød til hun sank.

De næste dage ammede jeg på livet løs, men jeg kunne godt mærke, at det altså
ikke var lige så nemt, som med min første datter. Siv blev ofte meget ked af det, det tog uendelig
lang tid og jeg var altid helt våd af mælk bagefter (for heldigvis flød mælken også bare denne
gang). Vi var inde for at få taget hælprøve på sygehuset og her syntes jordemoderen at Siv var lidt
gul, men hun tjekkede ikke tallene – hun sendte os i stedet hjem med beskeden om at vi skulle
kontakte dem, hvis Siv blev slap.

Dagen efter, kunne jeg slet ikke få Siv til at spise, hverken ved
brystet eller med et snapseglas og hun var ikke til at vække ordentlig, så jeg ringede til
barselshotellet. Vi blev herefter indlagt med gulsot og beskeden om at Siv havde tabt sig 500 gram
på de fire dage hun havde levet. Siv fik lagt sonde og jeg pumpede en masse fløde ud til hende.
Hver tredje time kom hun ud, blev lagt til brystet og fik sonde med mit mælk. Når sygeplejerskerne
var inde, syntes de hun så ud til at sutte så fint, men jeg var stadig helt våd af mælk efter hvert
måltid.

Efter 24 timer i lys, blev vi udskrevet. Det varede dog kun til dagen efter, hvor jeg igen tog
ind på børneafdelingen, med en Siv der ikke havde nok våde bleer og ikke virkede til at få mælken
ned i maven. Vi blev indlagt igen..
Vores søde engagerede sygeplejerske løb hele sygehuset rundt,
for at få fundet nogen der kunne hjælpe os; men der var ikke nogen der kunne komme med en god
forklaring. Jeg mente det måske var pga. hendes underlæbe, der ikke rigtig kom ud, så derfor fik
hun en sut at øve sig på. Og jeg fik udleveret suttebrikker: SUCCES. Det var lige før vi blev
udskrevet igen, men det var desværre kun en enkelt succesfuld amning.. på den igen.

Dagen efter
fik Siv lagt sonde igen og jeg var igen blevet gode venner med malkemaskinen. Siv blev vejet hver
anden dag og hver gang det var veje-tid, var jeg helt nervøs. Det var mega hårdt. Jeg følte lidt vi
kun var indlagt, fordi jeg gerne ville fortsætte med at amme, var det faktisk bare for min egen skyld,
at hele familien skulle igennem det her? Hvis bare Siv begyndte at få flaske, så ville vi jo langt
hurtigere blive udskrevet. Hver gang der kom nogle ind og så mig amme, sagde de at det så rigtig
fint ud – men vejningerne kunne jo fortælle, at Siv ikke fik nok af mælken ned i maven.

Efter noget tid med sonden, besluttede en sygeplejerske, at sonden skulle tages fra Siv. Jeg mente ikke hun var klar til det endnu, men det er som om ens argumenter forsvinder, når der står to garvede
sygeplejersker og siger, at det er den bedste ide.
Efter en dag uden sonde, havde Siv tabt sig igen og vi kunne starte forfra med sonde. Det føltes som om vi aldrig ville komme hjem og endelig, var der
en sygeplejerske der sagde, at det jo var mit valg, om jeg ville fortsætte med at kæmpe kampen for
at kunne amme eller om vi skulle kigge på andre alternativer.

Virkelig rart endelig at få stillet den
mulighed. Jeg valgte dog, at når vi havde kæmpet så længe, så ville vi ikke give op nu!! Vi kom
hjem på orlov efter 10 dages indlæggelse og nu begyndte det at gå lidt bedre. Siv fik spist, men
jøsses hvor var al fokus dog på det mad. Der blev taget tid og lavet skemaer, tjekket tissebleer og snakket mælk, amning og urin.. Tanken om at skulle have gæster eller at skulle ud i offentligheden
gjorde mig helt ked af det, for hvem gider være social, når ens baby ikke ”bare spiser”, men der var
suttebrikker, mærkelige ammestillinger og mælk over det hele..

Vi blev helt udskrevet efter 14
dage; Siv havde taget på – hurraaaa! Og så helt uden sonde, kun ved at spise ved mig. Men kampen
var desværre ikke ovre. Jeg brugte nogle dage i sengen, hvor jeg bare lå og græd når Siv sov, for
syntes det stadig var helt åndssvagt hårdt. Og nu var trygheden med at hun da fik noget med sonden
væk, så nu var det ”helt mit ansvar” at få nok mad i hende. Efter fire succesfulde vejninger, kunne
jeg endelig begynde at være mere mor og ikke bare en amme-ko der kun tænkte amning og vejning.
Nu hvor Siv er 6 måneder, har vi næsten glemt alt det ballade amningen gav i starten. Nu har vi så
bare et andet problem; to meget skarpe tænder der lige pludselig siger HAPS under amningen.. Men
de problemer er meget mere overskuelige.

Amning er absolut ikke uendelige kampe værd, men nu hvor jeg er på den anden side, er jeg nu
rigtig glad for at alle i min omgangskreds støttede op om, at jeg tog den uendelig kamp, for nu har
jeg altid madpakken med og det er endda gratis!

You Might Also Like