“Jeg følte mig lidt som en freak fra er freakshow når jeg stereo- ammede”

Da jeg var gravid og ventede tvillinger, havde jeg brugt det meste af min tid på at tænke på de praktiske ting som også alm. forældre tænker over. bla. Barnevogn, seng, pusleplads mm. Og selvfølgelig masser af tanker omkring fødslen.
Jeg havde faktisk ikke skænket amning en tanke, andet end jeg gerne ville amme mine tvillinger hvis det var muligt.
Jeg anede ikke hvilken kamp der ventede mig.
Da fødslen gik i gang 7 uger før termin og børnene blev født ved akut kejsersnit, gik der ikke mange timer før en sygeplejerske kom ind på min stue og sagde: hvis du gerne vil ende med at amme skal du igang nu med “malkemaskinen”
 (ja, det kaldte hun den elektriske brystpumpe) den skal du bruge i 20 min. hver anden time.
Tvillingerne vejede begge to under 2kg. ved fødslen og var derfor ikke stærke nok til selv at kunne amme og brugte derfor sonde de første 6 uger.
De første 14 dage sad jeg omkring 10 timer i døgnet med malkemaskinen for at få gang i mælkeproduktionen.
Tvillingerne var indlagte på neonatal afd. de første 3 uger grundet den for tidlige fødsel.
 Tvillingerne fik min mælk i deres sonde og det føltes godt at det var min egen mælk.
Det gik heldigvis godt med mælkeproduktionen, jeg havde rigeligt med mælk til begge børn og efter 14 dage begyndte vi for alvor at amme træne.
Jeg skulle følge nogle anvisninger fra en hospitalspjece nøje, hvor jeg hele tiden skulle se hvilke stadier hvor jeg og børnene var i amningen. I starten trænede jeg børnene enkeltvis, og blev rådet til at bruge ammebrikker for hurtigere at få sonden ud af billedet.
 Hele tiden skulle jeg vide hvor meget mælk tvillingerne havde fået og hvor meget mælk der skulle pumpes ud og suppleres i sonden. Jeg havde et ammeskema for hvert barn, hvor jeg sirligt skulle beskrive hver amning, og så var det vigtigt at tage tid fra snart til slut.
Denne metode forsatte og så efter vi blev udskrevet, og også efter tvillingerne fik fjernet deres sonde.
Da vi var hjemme efter en lille måneds tid på sygehuset var der planlagt amning hver 3 time.
Der kom en hjemmesygeplejesker et par gange om ugen den første tid og holdte øje med børnenes vægt og trivsel mm. samt tjekkede op på amningen.
Jeg var blevet rådet til at Stereo-amme for at spare tid. Men jeg følte mig ikke så godt tilpas, det var svært for mig hvis en af tvillingerne blev hægtet af.
Da vi efter 7 uger endelige var færdige med vægtkontrol mm. og skulle overgå til alm. sundhedsplejerske, lød et sidste råd at nu skulle jeg til og i gang med at vende tvillingerne af med at bruge ammebrikker. Jeg ammede og ammede løs de første måneder og skulle stadigvæk bruge malkemaskinen for forsat at opretholde en stabil mælkeproduktion.
Jeg øvede amning uden ammebrikker men tvillingerne kunne bare ikke få ordentlig fat. Så jeg forsatte længe min amning med ammebrikker med dårlig samvittighed.
Jeg besluttede mig også da tvillingerne var omkring 2 måneder, at jeg ville amme dem hver for sig. Jeg havde brug for at føle mig alm. Jeg følte mig lidt som en freak fra er freakshow når jeg stereo- ammede.
Jeg kæmpede og kæmpede for at amme mine børn så længe som muligt og jeg husker tilbage på de 4 første måneder som en tid hvor jeg ikke lavede andet end at amme.
Særligt min søn blev sværere og sværere at amme da han simpelthen ikke havde tålmodigheden til det.
Hele tiden fik jeg velmenende men sårende kommentar fra folk i min omkreds. Tit sagde de: “hvorfor stopper du ikke, når du kæmper så meget for det” “Det ikke en skam at give op, når du har kæmpet så længe.” Jeg havde mest brug for et klap på skulderen eller bare få et “hvor er du sej” Men hele tiden følte jeg at det kun var negativt når min amning blev omtalt.
Da børnene var omkring 6 måneder, kom vi godt i gang med mos og grød og jeg stoppede med at amme, da begge børn ikke længere gad brystet. De skreg og skreg når de blev lagt til.
Det var jeg på den ene side lettet over, og på den anden side ked af da jeg gerne ville have ventet lidt med at stoppe til jeg selv også var klar til det. Men sket var sket.
Når jeg ser tilbage på mit ammeforløb fortryder jeg at jeg ikke stolede mere på mig selv, og på hvad der føltes rigtigt for mig. Jeg var hele tiden opmærksom på hvad sundhedsplejersken mente var det rigtige for mig frem for at mærke efter.
Jeg endte med at amme mine tvillinger skiftevis med ammebrikker indtil de var 6 måneder gamle. Det synes jeg selv er lidt af en bedrift.
Mit råd til nybagt mor der ammer er:
Stol på din mavefornemmelse, hvad der kan føles rigtigt for nogle føles måske forkert for dig.
Vi er alle forskellige og ligeså er vores børn.

You Might Also Like