“Jeg havde lyst til at skrige, at de for helvede bare sku’ få mit barn ud-nu!”

I januar 2013 blev jeg sendt til observation for svangerskabsforgiftning. Det var 1 uge før min termin, så jordemoder/læge vurderede at jeg lige så godt kunne blive sat i gang dagen efter, ingen grund til at vente på at jeg enten gik i fødsel, eller blev mere alvorlig ramt af svangerskabsforgiftning.
På det tidspunkt havde jeg kun lidt vand i kroppen og lettere forhøjet blodtryk. Min kæreste og jeg mødte op dagen efter-mega spændte, det var vores første barn. Vi vidste vi skulle have en datter. Vi blev mødt af en sød sygeplejerske. Der var så mange fødsler igang, at de havde besluttet bare lige “at køre en strimmel” (CTG) og så måtte vi komme igen dagen efter.
Jeg blev VILDT skuffet. Nå, men jeg havde det jo fint, så skidt pyt. De kørte strimmel og så ændrede stemningen sig. Der kom en jordemoder “ja, I kommer ikke hjem i dag alligevel, babyen har det ikke så godt, så vi tager vandet nu”. Det gjorde hun så. Og så løb hun ud af lokalet, mens hun ringede på sin tlf. Og SÅ blev jeg bange. Eller jeg blev MERE bange. For hun havde forklaret mig, inden hun tog mit vand, at de gjorde det, fordi vores baby lå på under 50 (kan ikke huske om det er puls eller hjerterytme…) og hun skulle ligge over 120. Tallet steg heller ikke, selvom de lagde mig om på siden, op at stå eller noget. Hendes tal blev liggende under 50.

Jordemoderen kom tilbage med fødselslæge. De ville forsøge at fylde min livmoder med saltvand, fordi hun havde det så skidt og mit vand var ikke bare grønt. Det var brunt og tykt og havde heller ikke en rar lugt. Det forsøgte de så ganske kortvarigt. Det virkede ikke. Min kæreste fik så udleveret et blåt sæt tøj og vi fik beskeden at nu havde de kaldt et kejsersnit, så om max 30 min var vi forældre. Vi skulle være forberedt på, at vores pige ikke ville sige noget, når hun kom ud, og min kæreste skulle vælge, om han ville blive hos mig, eller løbe med vores datter på neonatal.
For de ville løbe afsted med hende med det samme. Jeg græd og græd. Jeg har arbejdet på en spec.skole og set konsekvenserne af for lidt ilt under fødslen. Og det var det, der var ved at ske her. Mens de kørte afsted med mig til operation, lå jeg bare og græd og nærmest messede for mig selv: “jeg vil ikke det her, jeg vil ikke det her”.
Jeg ænsede ikke rigtig noget. Jeg bemærkede dog, at det var lidt som at blive kørt ind i en bi-stade. Der var SÅ mange forskellige mennesker i operationsstuen. Det overraskede mig, at de alle var så rolige og smilende “så skal I snart være forældre” osv.
Jeg havde lyst til at skrige, at de for helvede bare sku’ få mit barn ud-nu!

Og vupti-så var hun ude, og hun skreg!!! Jeg ku’ høre hende med det samme. Der græd jeg endnu mere. Jordemoderen var rigtig god til at være ved mig og min kæreste, da læger osv. tog over. Da vores pige kom ud, kom hun over på deres alm.undersøgelsesbord fordi hun skreg, neonatalpersonalet forsvandt og jordemoderen sørgede at få min kæreste hen til bordet, så han kunne se vores fine, lille pige.
Hun blev pakket ind, og så kom min kæreste op til mig med hende. Imens tog jordemoderen billeder af os og vores datter. Min kæreste og jordemoderen tog sammen afsted fra operationsstuen med vores datter og så blev jeg syet sammen.
Da jeg kom op på stuen til dem, fik jeg vores datter. Jeg fik lov at ligge med hende længe, og blev godt smertedækket, inden jordemoderen tog hende for at lave de obligatoriske mål.
Ingen ved, hvorfor hun blev så dårlig i min mave. Ingen ved heller, hvorfor hun alligevel ikke var dårlig, da hun så kom ud.

Jeg er glad for, at al personalet var så dygtige og omsorgsfulde på samme tid.
Jeg havde ingen problemer med at knytte mig til hende, eller føle nederlag over, at jeg nu var kejserinde. Hun var i live og sund og rask.

Det tog lang tid, før min krop var ok. Jeg havde store smerter meget længe og var godt “handikappet”. Lægerne mente, det skyldtes at jeg var SÅ bange og panisk, da kejsersnittet blev lavet. Jeg fik et forklæde med lommer, som jeg ku’ have ting og sager i. Så var det lettere for mig at komme rundt med min datter på armen- så skulle jeg ikke gå flere gange.

Jeg brugte “englehud” på arret og var omhyggelig med at massere det forsigtigt. I dag har jeg ingen gener. Og eneste synlige bevis er det helt tynde fine ar. Min datter synes det er lidt spændende, at hun kom ud der-lillebror kom ud “rigtigt” og det kan man jo ikke se bevis for, på samme måde. Så hun synes, det er hendes ar.
Lillebror skabte meget mere ravage ved hans fødsel-den har jeg også fortalt MamaWise. “Bagsiden af en fødsel” hedder den.
Vi skal ikke have flere børn. Selvom læger siger vi godt må. Jeg har ikke lyst til at lægge krop til mere drama og tage chancen.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply