Månedens Mama januar 2018 – Malene

Malene er måndens mama januar 2018, læs mere om den seje mama lige her


Jeg er en kvinde på 27 år og er gift med Samuel, manden i mit liv og min bedste ven. Vi blev gift i november 2011 på vores 10 måneders kærestedag <3 Sammen har vi Malou på 4,5 og Luna på snart 2 år. Vi bor i et vores dejlige hus i en lille by syd for Køge. Jeg har altid drømt om at være mor, have min egen lille familie og et dejligt lille hjem.

Da jeg blev mor første gang var det hele ikke sådan, som jeg ønskede mig. Jeg fik fødselsdepression efter en hård fødsel af Malou. Der var som sådan ikke nogen komplikationer, men jeg havde ve-storm i op mod de 2 timer, og det var altså nok til at knække mig. Depressionen var ikke relateret til Malou. Jeg elskede hende højere end noget andet (hvilket jeg stadig gør) og synes, det var det mest fantastiske at være blevet mor.

Depressionen gik hånd i hånd med angst – social angst og panikangst. Jeg havde det fint med at være sammen med folk jeg kendte, men kunne pludselig få et angstanfald, hvis jeg var ude og handle, og måtte bare gå fra min vogn og alle varerne og vender snuden hjemad. Eller hvis vi skulle til en sammenkomst med mange mennesker jeg ikke kendte. Meldte fra til en del arrangementer i sidste øjeblik, da jeg ikke magtede det.
Det var en lang og sej kamp at komme igennem, men da jeg fandt ud på den anden side, fandt jeg en mere sikker Malene. En Malene der var lidt mere “pyt” og en Malene der nød de små øjeblikke. What doesn’t kill you makes you stronger!

Da min barsel var ved at være slut, synes jeg simpelthen ikke, at jeg havde fået nok ud af det. Så Samuel og jeg besluttede, at jeg skulle gå hjemme i 9 måneder ekstra. Det var den skønneste tid og jeg nød at være hjemmegående, være sammen med vores skønne datter og bare passe hjemmet.
Derfor besluttede vi også, at jeg skulle være hjemmegående 1 år ekstra med Luna. Det er skønt at være en del af hele udviklingen og have den helt tætte relation hele dagen <3 Jeg nyder det max!

Derudover kan Malou have korte dage i børnehaven og fridage i løbet af ugen, hvilket der også er brug for. Nu deler jeg noget som jeg faktisk har været i stor konflikt med mig selv, om jeg havde lyst til. Men nu føler jeg mig klar og rystet til det. Det er noget vi som familie selv har skulle “vænne” os til.

Vi har hen over sidste vinter gået på børnepsykiatrisk afdeling i Roskilde med Malou. Vi har selv set en del afvigelser i hendes adfærd og derfor bedt egen læge om en henvisning. Udredningsforløbet vil jeg ikke beskrive en masse om, men vi er meget glade for udfaldet, da vi nu kan møde Malou og hendes særlige behov. Malou fik i marts 2017 diagnosen infantil autisme og har desuden et åbentstående udredningsforløb med mistanke om ADHD.
Malou er en meget udadvendt, kærlig, social og kvik pige. Men hun har sine særlige behov, som jeg indtil videre ikke vil komme nærmere ind på, af hensyn til at beskytte Malou.
Det at få diagnosticeret hende har for os som familie været en lettelse. Nu kan vi hjælpe hende på den rigtige måde, møde hende på den rigtige måde og være der for hende, der hvor det er svært. Som sagt har jeg været i stor konflikt med mig selv, hvorvidt det var noget jeg havde lyst til at dele med omverdenen i de sociale medier. Men jeg synes, at det er et tabu der skal brydes og ses på det fra en positiv vinkel, som Hella Joof siger det: “drys glimmer på”. Så det er hvad vi gør. Vi drysser glimmer på og ser fordelene frem for ulemperne, mulighederne og resurserne frem for begrænsninger. Vi ønsker Malou det bedste liv, og det ved vi hun er i stand til at få med hjælp. Derfor er hun kun i børnehave 4-5 timer af gangen og har masser af fridage med Luna og mig, for at skabe ro i et lille hoved, hvor ting nogen gange kan være kaos.

Alt i alt elsker jeg at være mor til mine 2 dejlige piger. Jeg elsker deres små finurligheder, deres sjove ideer og deres altid smilende ansigter <3

Jeg ville gå det hele igennem igen og elsker at være MOR!

Job: Hjemmegående husmor
Uddannet: Pædagogisk grunduddannelse

Hobby: Jeg elsker at være kreativ og bruge mine hænder. Det skønneste er, hvis jeg også kan inddrage pigerne i det, så vi kan få en hyggelig kreativ stund sammen.

Andet:

10 spørgsmål, om det at være mor.

1) Det bedste ved at være mor er … Den måde man altid bliver mødt af sine børn. Åbne arme smil og al den kærlighed! Det er bare skønt, at have så meget kærlighed omkring sig hver dag <3

2) Det sværeste ved at være mor er… konflikter og at holde fast selvom man har et skrigende og hylende barn. Opdragelse er nogen gange en bitch!

3) Jeg føler mig som en god mor når… jeg kan mærke at mine børn har det godt, når der bare hygges og man kan mærke at de trives. Eller når man føler sig flad for energi, men vælger at overkomme det og sætte sig og lege med børnene. At sætte andres behov før ens eget er for mig også en stor del at være god mor.

4) Jeg føler mig som en dårlig mor når… jeg bliver sur. Jeg hader at være sur og jeg hader, når jeg kommer til at råbe af mine børn – ja, det sker. Men så husker jeg, at heller ikke jeg er perfekt. Det vigtigste her for mig, er at man siger undskyld.

5) Det har jeg ALTID med i pusle/håndtasken… Udover bleer, vådservietter og alt det almindelige, så er det vigtigste for mig tørt tøj til børnene. Der er ikke noget være end at være ude og børnene spilder eller bliver våde og man så har glemt tøj! Ja beskidte børn er glade børn, men våde børn bliver syge børn – og sygdom har vi alt for meget af i forvejen.

6) Det har overrasket mig mest, ved at blive mor… Alle de bekymringer! Jeg bekymre mig om alt for meget og kan pludselig ikke sove om aftenen. Jeg har altid faldet hurtigt i søvn, men efter jeg har fået børn, har jeg virkelig svært ved at falde i søvn.

7) Det ville jeg gerne have vidst, før jeg blev mor… okay klamt og måske total urealistisk, men jeg troede altså ikke, at man ville bløde så meget efter en fødsel. Ville gerne være advaret om voksenbleer efter fødslen, for slet ikke at tale om det første toiletbesøg – føj, ad og av!

8) Hvad kan du ikke leve uden, som mor… Mine børn – Det er dem der gør mig til mor. Men ellers kan jeg virkelig ikke leve uden min mand, som er min største støtte og sparring! Han er simpelthen sådan en fantastisk mand og far og jeg føler mig heldig ud over alle grænser <3 Derudover kan jeg ikke leve uden at have alenetid, hvor jeg kommer lidt ud med en veninde eller bare er mig selv.

9) Hvad kan du godt leve uden, som mor… MADPAKKER :’D Jeg hader dem! Vær aften tænker jeg “hokus pokus madpakker smør jer selv”!

10) Tippet over dem alle. Det bør alle mødre vide… Lyt til dig selv! Man får 100 gode råd af familie, venner og bekendte. Lyt til dig selv og brug de råd du selv finder fornuftige.

Favoritter.

Din favorit webshop: Mollyogmy.dkSå mange fine ting og altid hurtig og god service

Din favorit butik: H&MJo jeg kan også godt lide mærketøj, men jeg kan virkelig godt lide at give mine børn tøj på, som jeg ikke behøver at være bange for, at de laver huler i eller bliver beskidte.

Dit favorit tøjmærke: Sofie Schnoor – Jeg er vild med deres design og prints


Har du noget du ønsker at dele på MamaWise.dk? så send meget gerne tekst, billeder, hvor du ønsker vi linker til dig, mv. på mail til MamaWisedk@gmail.com – vi glæder os til at læse din historie, gode råd, opskrift osv.


MamaWise benytter affiatelinks i denne artikel. Dette betyder at vi får en lille fortjeneste, når du benytter disse links. Det har ingen betydning for din pris eller shopping oplevelse.


 

You Might Also Like