Når far rammes – Janus` fortælling om vejen ind i, og ud af en fødselsdepression

Janus er 32 år, sammen med Helle har han Nanna på 4 år og Lucas på 10 måneder. Han fik en voldsom fødselsdepression efter Nannas fødsel. Den førte mange negative ting med sig, men den dag i dag, er Janus kommet på den anden side, og har genfundet et liv med kærlighed.

Mange mænd rammes også af fødselsdepressioner, og det vil Janus med sin åbne og ærlige fortælling, gerne være med til at sætte mere fokus på.  


kjh

2010 er året hvor jeg går 100% ind i et forhold, med en pige jeg har kendt ca. 1 år, en helt fantastisk pige der skal vise sig, at blive den bedste mor for mine børn.

Vi flytter hurtigt sammen, allerede efter 5 måneder finder vi så ud af, at Helle er gravid. Puha der er fart på, men det har der faktisk været hele mit liv, så det er ikke noget nyt for mig, at der sker meget på kort tid. Vi bor sammen i et hus vi har lejet, et hus Helle har forelsket sig i, der ligger i en lille by ca. 10km udenfor Hjørring. Kan huske at Helle kalder på mig og beder mig komme ned i stuen. Aftenen forinden havde vi et lille “problem” med en edderkop, ja en ret stor en, så troede at det var sådan en der var problemet igen, ingen af os kan lide disse små dyr. Så jeg spørger om det er en edderkop, men det er det ikke siger hun. Hmm… hvad er det så?

“Jeg er gravid” siger Helle. “Okay kan vi det?” siger jeg. “Jamen det bliver vi nødt til”… ja det er jo rigtigt nok.
Og det er da dejligt, at skal have et lille barn, være en rigtig lille familie med hus og baby. Kan næsten ikke forstå at det her sker for mig, altså mig der er gået så meget igennem i livet, ingen ro, ingen fast underlag under fødderne, en mor der drak, en far i København jeg ikke havde kontakt til de første 25 år af mit liv (men dog har fået det senere), en stedfar der ikke tænkte på andet end sig selv, ja det har ikke været nemt. Men dog har min Mormor og Morfar været der, hvilke har været en stor hjælp, og har opholdt mig meget hos disse to mennesker, der betyder alt for mig, også selv om de ikke er her i dag.

Tiden går og vi fortæller at vi skal have en lille baby, og vi er glade. Eller er vi nu også det begge to?
Hvordan har jeg det? Jeg har det som om, at jeg er delt i to personer, den ene glæder sig og er rigtig stolt, den anden håber faktisk at der skal ske noget forfærdeligt, så barnet ikke kommer til verden. Hvilken en side skal jeg lytte til og tro på? Jeg snakker med venner og de spørger om jeg er okay med det, for det er jo lidt hurtigt? Jamen jeg er helt okay med det, og jeg er da helt sikker på, at det hele nok skal blive fantastisk, men alligevel inden i mig selv er det ikke helt som det skal være.

Er det fordi at nu har jeg fået Helle, hende jeg gerne ville have og nu skal jeg til at dele hende? Godt nok med et barn, men alligevel? Jeg ved det ikke.
Månederne går og der bliver købt ting og sager, jeg er med til det hele og syntes at være glad, når det står på, men når jeg er for mig selv, så er det som om at jeg ikke er helt så glad. Jamen altså baby er jo slet ikke kommet endnu, hvordan kan jeg allerede nu “ikke bryde mig om hende”? Ja det er en lille pige vi skal have, Nanna skal hun hedde. 

Nanna kommer til verden den 5. december 2011 kl. 14.11 på Hjørring Sygehus. Helle er inde hos hendes forældre den nat, fordi det er meget nemmere mht hvor langt der er til sygehuset, de bor i Hjørring. Jeg bliver ringet op kl. 6 og får at vide, at nu er det snart, og at jeg vil blive hentet inden længe. Jamen så gør jeg mig klar. 

Inde på sygehuset sker der nu det der altid sker, Helle ligger og gør hendes arbejde med at få baby ud, men det går ikke helt som det skal, heller ikke dårligt, men de trykker på den røde knap og der kommer en læge ind. Pludselig er der faktisk en del mennesker derinde, sådan skal det jo være, men Helle “tager sig sammen” og gør det super flot, og Nanna kommer til verden, efter en del arbejde og tårer. Nåh ja, og så havde Helle lige overskud til, at spørge om jeg var okay midt i hendes smertehelvede. Nu er det så jeg bør være lykkelig, men det er jeg slet ikke, allerede efter en time tager jeg afsted, ned i byen for at købe sager til Nanna. Burde jeg ikke have været blevet hos Helle og Nanna? Jo selvfølgelig burde jeg det, men alt i min krop skreg at jeg skulle væk derfra, så det lyttede jeg til. 

Juleaften skulle holdes sammen med Helles familie, jul betyder ikke det store for mig, men med en lille baby på armen så skal det nok blive hyggeligt. “Jeg får da i hvert fald fred, da der helt sikkert er en masse andre der gerne vil sidde med Nanna”, ja sådan tænkte jeg.
Når andre sad med Nanna og jeg kiggede på dem, kunne jeg intet mærke, det kunne have været hvilket som helst barn de sad med der. Jeg kunne slet ikke mærke stolthed eller glæde ved, at det er mit barn folk så godt kan lide. 

De mørke tanker kommer mere og mere ind i hverdagen, når Nanna er ked af det så ønsker jeg hende væk, når hun er væk ønsker jeg at hun ikke kommer tilbage. Hvordan kan jeg tænke sådan?
Jeg går stadig og tænker på ulykker, men der må ikke ske Helle noget, igen fordi jeg måske vil have Helle for mig selv, men jeg skal dele hende med vores barn. Jamen sådan er det jo for mange, så hvorfor kan jeg ikke også leve sådan, tja jeg overbeviser mig selv om, at det bare er sådan det er. 

Nanna ligger på sofaen og jeg sidder og ser tv, hun ligger vel 20 cm fra mig. Hun begynder at skrige og er ked af det, normalt ville man jo tage hende op og trøste hende, men det gør jeg ikke, jeg kan slet ikke mærke nogen form for skyld eller at jeg skulle trøste hende. Det er som om der er en mur mellem os, og den bare stopper alle følelser der gerne skulle forbinde mig til mit barn. Helle kommer selvfølgelig og tager Nanna op, sådan var det tit når Nanna var ked af det, jeg følte intet.
Helle og Nanna skulle ud og køre, jeg husker ikke hvorhen, men Helle var ved at gøre bilen klar, jeg skulle løfte Nanna ud til bilen i hendes barnestol, det gør jeg og sætter hende bare ved siden af bilen og går derefter ind igen, igen uden at føle noget. 

Jeg skal helt sikkert have hjælp, og det kan en psykolog hjælpe med, og et forløb hos sådan en hjælper også, i starten. 

Vi er flyttet fra hinanden, fordi jeg ikke kunne rumme andet end mit selv i mit hoved. Vi bor begge to nu i Hjørring og jeg ser Nanna når jeg har overskud til det. Psykologsamtalerne hjælper og jeg får nogen råd omkring hvad jeg kan og skal gøre anderledes, og jeg må sige at det virker, så jeg stopper hos psykologen.

Druk, fester og i byen. Jeg drikker meget, rigtig meget i weekenderne, er sammen med Nanna når jeg har tømmermænd, virkelig dårlig stil skal det lige siges.
Der blev holdt fest hver weekend, det var min måde at flygte på, nok en af de dårligste måder man overhovedet kan vælge, men det var nu altså det valg jeg tog. Jeg mødte mange mennesker rundt omkring, snakkede med en masse og drak med dem, men jeg ved da godt at ikke én af dem ville stå bag mig hvis jeg fik problemer. Jeg må sige at det gik virkelig ned at bakke, sådan for alvor. Jeg får også medicin mod depression, og det tager jeg hver dag. 

Jeg vil virkelig gerne være en god far, så hvorfor kan jeg ikke det?
På et tidspunkt bliver jeg henvist til psykiatrisk skadestue i Aalborg, der tager Helle med ud. Vi snakker med to personer, og den ene siger jeg SKAL stoppe med at drikke, og det gør jeg, ja sådan bare fra den dag? Ja fra den dag! Men hvorfor har jeg ikke gjort det noget før, ja det kan jeg desværre ikke give et fornuftigt svar på.
Men festerne og de vilde ture i byen stopper. 

Jeg går til psykolog over to gange, den sidste gang ender det med, at vi ikke rigtig har noget at snakke om, fordi det er begynde at gå rigtig godt. Ja det ender faktisk med at jeg flytter ind hos Nanna og Helle igen. 

Hvem er Lucas? Det er min lille dreng på 10 måneder. Helle og jeg har fået os en lillemand og Nanna er blevet storesøster, en rigtig stolt og glad søster. Lucas er også en glad dreng og han er helt som han skal være. 

lkj

Er jeg glad? Ja, alt i alt er jeg glad, mit forhold til Nanna er super godt og jeg elsker hende over alt på jorden, virkelig over alt og vil gøre alt for den lille pige. Der kan man sige at den lille sorte and er blevet til den største, smukkeste svane.
Lucas er min dreng, fars lille dreng og han betyder også alt mig. Jeg er lykkelig for, at jeg fik lov til at prøve at være glad da han blev født, nusse ham på hovedet og smile, sidde med ham i armene og næsten ikke ville af med ham, da han skulle vejes. 

Jeg har prøvet begge dele, at være så langt nede at alt var sort, til at kæmpe mig tilbage hvor lyset rammer. Det skal dog siges at Helle har virkelig været en stor hjælp, og gud hvor er jeg hende taknemlig for alt det hun har gjort, selv om jeg ikke har været særlig nem at have med at gøre. De kampe hun har taget, puha kunne jeg tage dem for hende ville jeg gøre det, hun er et af de største mennesker jeg kender. 

Midt i alt det mørke, skal det så siges at selvfølgelig har det hele ikke været nedtur og set helt sort ud, jeg har også gået med Nanna på armen og været glad, leget med hende og grinet, haft gode stunder med hende og vi har hygget os, gået med hende under jakke en kold dag for at holde hende varm. Men det var derfor jeg følte jeg var delt i to personer, den ene var sort, den anden var hvid, det er tit sådan verden ser ud når man har det dårligt, sort/hvid, men de billeder kan jo også være flotte, på deres måde. Alt hvad jeg har gennemgået siden 2010 er jeg sikker på, har gjort mig til en helt anden person end den jeg var før.

I dag Marts 2016, ja der er jeg stadig glad, dog med dårlige dage, det har vi vel alle? Jeg tager stadig medicin, og kæmper med en “almindelig” depression nu, men jeg har sådan nogenlunde styr på den, ved stadig at bruge de redskaber jeg fik hos psykologen. Jeg drikker stadig ikke. Jeg elsker begge mine børn og de betyder alt for mig.

nåpoiu

unnamed

You Might Also Like