Kombinationen af kærlighed, stædighed og troen, resulterede i 2 skønne drenge

Kærlighed, stædighed og troen gjorde at denne seje mama klarede 2 x insemineringer og 3 IVF behandlinger inkl. 3 oplægninger med fryse æg hvilket resulterede i to smukke drenge med kun 19 måneders aldersforskel, der i dag har så meget glæde af hinanden.


Vi starter fra begyndelsen af. Jeg mødte min mand i sommeren 2009. Netop hjemvendt fra to skisæsoner i Østrig og en jordomrejse.

Han er 14 år ældre end mig og jeg var kun lige blevet 21 år den sommer. Han havde 3 børn i forvejen på 6, 5 og 5 år. Ham og hans x-kone havde været igennem fertilitetsbehandling (IVF) og han vidste det var ham der havde svært ved at få børn.

Vi blev derfor hurtig enige om, at hvis det skulle være os to skulle børn nok ikke vente i alt for mange år.

Sommeren efter (2010) smed vi p-pillerne men intet skete. Vi gik til lægen og blev efter et lille år henvist til Odense. Vi fik 2 x insemineringer og 3 IVF behandlinger inkl. 3 oplægninger med fryse æg. Alt uden held. Vi havde enorm krise i vores forhold igennem hele perioden. Min mand havde jo børn og var ældre, skulle jeg blive hos ham og håbe det lykkedes os, og risikere at “spilde” mine bedste ungdoms år? Der var ufattelig mange tanker og spekulationer i alle retninger.

Ikke nok med vi var igennem en så svær periode lå min mand også i en grim skilsmisse proces/bodeling med hans x-kone + kampen for samvær med hans børn (statsforvaltningen) alt det kostede ham dyrt og netop oven på finanskrisen var han/vi meget tæt på konkurs med hans firma så pengene til behandling i det private var der ikke, da jeg selv var på SU.

Mine forældre har altid været en enorm støtte for os og var involveret i hele forløbet.

De tilbød os 50.000 til tre IVF behandlinger

– det var så sødt af dem, men vi var enorm splittet og kunne ikke rigtigt finde ud af at takke ja, særligt min mand havde svært ved det og var meget ærekær.

I mit sidste reagensglas behandling på OUH opdagede lægen en lille sort plet på min æggeleder – jeg blev enorm bange og bekymret. Jeg blev ret hurtigt indkaldt til operation i Esbjerg og fik fjernet min venstre æggeleder. En uge efter operationen blev jeg naturlig gravid, men mistede i uge 8.

Efter et halvt års tid blev jeg igen gravid men mistede igen. Yderlig et halvt år var der igen to streger på en test, der var hjerte lyd og alt var så fint i uge 7. Desværre forsatte det ikke – i uge 11/12 var der ikke liv og jeg valgt at få det fjernet med kirurgisk indgreb – det var SÅ hårdt men jeg havde min mor med mig hele vejen igennem og fik så god behandling af det søde personale.

Meget meget hård omgang og vi synes alt håb var ude. Efter en pause blev vi enige om, at nu jeg var blevet naturlig gravid kunne vi jo prøve at ofre de 2500 kr. på en inseminering i det private – vi valgte IVF SYD i Fredericia da vi selv bor i Sydjylland – de var SÅ søde og vi blev gravide i første forsøg mod ret dårlige odds, vi gik hjem med beskeden om at sædprøver ikke var ret gode men vi lagde det op alligevel og måtte håbe på det bedste -og det blev det bedste for et par uger efter var der to streger. Inkl. i prisen var en kontrolscanning i uge 9 og det var den vildeste oplevelse – der lå det fineste lille foster og alt så fint ud.

De var helt oppe at kører på klinikken og det var vi selvfølgelig også i sommeren 2015 fik vi vores Peter – og ikke nok med det, blev jeg gravid da han kun netop var fyldt 10 mdr. den 23. februar 2017 kom lillebror Jacob – godt nok en lille bandit med kolik og diverse sygdomme men, han er 8 mdr. nu og alt er ved at være på plads og se to drenge med 19 måneders aldersforskel har så meget glæde af hinanden.

Der har været mange nætter, hvor jeg har tænkt jeg får aldrig børn og alt har været sort – omringet af alt og alle der får børn ved bare at kigge på hinanden.

Men kærligheden, stædigheden og troen sejrede. Mit bedste råd til jer der måske læser med er – stå fast, sæt jer godt ind i tingene og gør alt det du selv kan (ingen rygning, ikke meget alkohol, godt med motion og spis sundt) -og ikke mindst find nogen du kan snakke med det om, jeg tror på det er vigtigt man ikke går med tankerne og spekulationerne selv…

Jo længere tid der går jo mere skør bliver man, så overvej om du ikke bare hurtigt skal få lavet en inseminering i det private og se om det evt. kan være nok. Min personlige erfaring er ventetiden er lang i det offentlige og der er ikke den tid det kræver til de her behandlinger.

IVF-syd i Fredericia får mine varmest anbefalinger – de har giver mig det største i mit liv. Held og lykke til alle der er igennem det nu.

You Might Also Like