10 gode ideer til kommunikation med baby og barn

Kristina Hobbs er fast skribent hos MamaWise, erfaren mor til 5 og blogger på kristinahobbs.com. Her deler hun 10 gode ideer til kommunikation med baby og barn, baseret på hendes egne erfaringer.


At kommunikere med dit lille barn er en færdighed, som du besidder allerede. Det ligger i generne, men vi vores travle hverdag med alle mulige gøremål, så glemmer vi alle de tavse signaler, som udgør en meget stor del af kommunikation mellem mennesker. De signaler er nemlig de allerbedste sted at starte, når du gerne vil kommunikere med dit barn. Helt op til 5-6 alderen er det med en kombination af tegn, signaler, læsning, sang, kropssprog, øjenkontakt og tale, at kommunikation med baby og barn lykkes bedst.

image

Her er 10 idéer til, hvordan du kan få gang i at kommunikere (mere) med din baby eller dit barn.

1) Se. Spædbørn har fra fødsel ikke ret meget andet end instinkter. De skriger for at gøre opmærksom på behov, og det skal du naturligvis reagere på. Det er jo nærmest også umuligt at lade være! Men hurtigt begynder baby at observere med de der dybe, smukke øjne – og du er yndlingsobjektet at se på. Så se tilbage på babyen. Giv dig tid og nyd det bånd, der opstår ud af, at babyen føler, at du virkelig er tilstede uden distraktion. Det er ur-kommunikation, og det er magisk.

2) Leg ”spejl”. At gentage hinandens ord og bevægelser er sjovt og træner kommunikationen. Har du en baby, så prøv at gentage babyens lyde og fx ansigtsbevægelser eller håndbevægelser. Det øger fornemmelsen af at blive forstået for det lille barn, når du gentager en af dets lyde eller bevægelser og smiler stort bagefter. Gør endelig bevægelsen stoooooor. På den måde kan I føre en længere ”samtale” af gentagne lyde og bevægelser, og for en baby er det bare fed, fed lykke!

Både børn på 5 år og babyer elsker, når en voksen ”aber efter”. Det skaber både en god forbindelse mellem jer, ligesom I sammen kan udforske forskellige måder at udtrykke jer på. Stil jer fx på gulvet med en linje imellem jer som ”spejl” – sæt evt. musik på. Søskende kan sagtens være med. Hvor mange måder kan du smile på, og hvad betyder det? Hvad med måder at gå på? Hvordan tror du, jeg føler, når jeg ser sådan her ud i hovedet?

3) Brug tegn og fagter. Det er faktisk vildt tarveligt, at vi voksne sådan elsker det med at tale og går og venter på, at baby skal lære det. Musklerne i munden og svælget, som vi skal bruge til at tale med, er møgbesværlige at styre, og forbindelsen mellem følelser og ord er vanskelig at lære. Det er meget nemmere at lære baby at bruge et fysisk tegn med fx hånden til at fortælle dig, hvad det gerne vil. Når baby oplever, at det kan give dig et tegn, når det fx er tørstig, og du forstår det, så vil det lille barn have meget mere lyst til at lære mere – og næste skridt er ord. Men fordi det motorisk set er svært at lære at tale, så er tegn og fagter en vældig god måde at starte. Babytegn er ikke en erstatning for sprog, det er et supplement, som virker motiverende og er sjov!

4) Involver søskende i babytegn. I situationer, hvor I ofte er flere omkring barnet, så giv søskende mulighed for at være med. At se det lille barn sidde der, helt stor, med søskende omkring sig – det er en særlig dag. Lad de andre fx ved bordet være med at lære baby at kommunikere med andet end ord – alle kan bidrage med tegn og fagter. I kan fx vedtage, at alle bruger tegnet for ”tørstig” (herhjemme er det en pegefinger mod hagen, fordi vand tit løber ned ad hagen, når man drikker), når I beder om at få mere at drikke. Og at alle bruger tegnet for ”færdig” (her er det at stryge den ende håndflade hurtigt over den anden, som om man strøg noget skidt væk).

4) Brug læberne. Læber kan en hel masse. De skal bruges rigtig meget, når vi taler, og vi kommunikerer en hel masse andet med dem. Prøv at se jer i spejlet og se, hvor meget I kan ”sige”, bare ved at bruge læberne uden ord. Den opmærksomhed kan du lege med sammen med dit barn, allerede fra det er helt lille. Træning i læbernes muskulatur vil komme det lille barn til gode, når det skal lære at tale – og de større børn vil synes, at det er mega sjovt. Konkret vil det sige, at du laver spytbobler med det lille barn (det kan de ofte ved ca. 3 mdr.), laver bobler i badet og i mælken med et sugerør, spytter langspyt (virkelig god træning af mundhule og læber) og fx giver fanden i konventionerne og siger alle de pruttelyde med munden, som du kan. Optag dem sammen med barnet og send dem til farmand på en dødssyg torsdag.

5) Musik. For helt små børn er musik ofte en stor sanseoplevelse. Det handler ikke kun om Mozart og Mariehønen Evigglad – prøv dig frem og se, hvordan dit barn reagerer på det, musikken kommunikerer. Musik fortæller en hel masse, som gør ord overflødige. Hele hjernen bimler af aktivitet. For større børn kan du bruge musik til at give barnet et andet sprog end de nogle gange meget svære ord. Ord kan virke så abstrakte for børn. Virker barnet fx trist eller frustreret, kan det være en stor lettelse. at I sammen kan høre noget musik, som lige rammer, hvordan barnet har det. Det kan være en måde at ”tale om det” på, hvor barnet kan føle sig hørt og samtidig få trøst hos dig. Nogle gange er det meget bedre end lange samtaler.

6) Syng. At du kan synge for det ufødte barn er efterhånden et velkendt fænomen. Nogle erfarer, at baby genkender sangen, når det er kommet til verden. Det er en måde at kommunikere tryghed på, og det er altså fuldstændig ligegyldigt, om du synger som en nattergal eller bare som en gal. Som træning af muskulatur og vejrtrækning er sang en god ting, og det kan for nogle børn også være lettere at udtale bestemte ord, hvis de synger dem. Syng alt muligt. Du kan starte med fagtesange, kig fx i app’en ”sanglege”, men derfra er alle sange lige gode.

7) Læs med dit barn. Ikke kun FOR dit barn. Brug bøger til at finde en rolig stund med nærvær om det at kommunikere. Det handler ikke så meget om at sidde musestille og høre efter en hel, lang historie – det kan de færreste børn ml 0-6 år. Det handler mere om at udfordre ordforrådet, høre om andres liv, om andre steder, om andre tider og om at lære at tale sammen. Lad bøger handle mere om tovejskommunikation end om passiv højtlæsning. For nogle børn er godnatbogen hyggelig at sove ind til – og så skal du naturligvis holde fast i den. Prøv også at indføre læsning på andre tidspunkter af dagen, hvor der er lidt mere krudt tilbage i dit barn – og i dig!

8) Vrøvl med dit barn. Børn vrøvler meget. De siger ”bandtasta” og ”schuggi”, de mumler og synger sludre-engelsk til Justin Bieber. Prøv at lade være med at rette på deres vrøvleri. Spørg om, hvad de siger i stedet for – hvis du synes, at det er nødvendigt. For langt de fleste børn kommer det med udtalen helt af sig selv. I dag sprogscreenes alle børn i 3-års alderen, så du behøver ikke bekymre dig om eventuelle problemer. Dit barn eksperimenter med lyde og sprog, nyd det. At lege med sproget er helt naturligt, så gør det sammen med dit barn i stedet for. Byt fx ord ud med andre ord, når du læser bøger og se, hvad der sker.

9) Brug dukker og legetøj. Forbindelsen mellem ord og ting, begreber og følelser er en tillært evne. Den øver barnet sig på, efterhånden som det bliver større. Den forbindelse kan du styrke ved at bruge genstande og dukker, når I taler sammen. Fingerdukker eller dukketeaterdukke eller bare legetøjsdyr og –ting er alle velegnede. Både, når du skal forklare, hvad der skal ske på første dage i børnehaven, og når du fortæller eventyret om de 3 bukkebruse. Leg historien sammen med barnet, og prøv endelig at give barnet en aktiv rolle.

10) Vær tålmodig. At kommunikere med dit barn er en glæde, som du kan understøtte på mange måde udover de idéer, du finder i denne artikel. Måske du er ivrig efter at få dit barn til at tale rent så hurtigt som muligt. Prøv at være tålmodig og hold fast i det legende, det eksperimenterende sammen med dit barn. Bliv ved med at finde nye måder, I kommunikerer på og opdag, at I faktisk siger noget til hinanden på mange små måder. Der er stor glæde i at kunne kommunikere med sit barn uden ord, med ord, med leg og med alt muligt andet. Det øger uden tvivl barnets selvværd og tryghed at føle sig forstået, og det er en af dine vigtigste funktioner som forælder.

Rigtig god fornøjelse! Du kan finde mere info om babytegn, dialogisk læsning og fingerdukker LIGE HER


I kan følge Kristina og læse mere om livet som mor til 5 på Facebook, Instagram og på bloggen kristinahobbs.com.



Har du fået lyst til, at læse flere af Kristinas gode ideer? Så læs også:

10 gode ideer til bæredygtighed med børn

You Might Also Like

  • Man kan ikke skynde sig i snevejr. | En blog af Kristina Hobbs, hjemmegående mor i stor familie
    19. januar 2016 at 20:36

    […] håber, at der er lidt, du kan bruge – eller måske bare grine af. Del og like meget gerne:-) Her er […]

  • En mors fortælling om sin søns sproglige udfordringer (og 4 gode tips til, at styrke mundmotorikken)
    21. januar 2016 at 18:18

    […] 10 gode ideer til kommunikation med baby og barn […]

  • 10 ideer til en lettere hverdag – Vælg dit liv med omhu
    4. april 2016 at 16:31

    […] 10 gode ideer til kommunikation med baby og barn […]

  • 10 ideer til et godt forhold mellem dine børn
    27. april 2016 at 6:26

    […] 10 gode ideer til kommunikation med baby og barn […]