10 ideer til børnevenlig mad

Kristina Hobbs er fast skribent hos MamaWise, erfaren mor til 5 og blogger på kristinahobbs.com. Her deler hun 10 gode ideer børnevenlig mad, baseret på egne erfaringer. Denne gang finder I både nogle virkelig gode fif, men også nogle lækre og simple opskrifter.

baby, børn, gode råd, inspiration, mamawise, mamawise.dk, opskrifter, børn og mad, børnevenlig mad, børnevenlige opskrifter, kristina hobbs, mor, morblogger, gode ideer til børnevenlig mad


Når man får børn, sker der noget med ens madvaner. Det starter allerede, når svirrevippen kun er en tanke hos en sædcelle. En måneds tid efter undfangelsen, kan nogle allerede mærke forskel. Ofte har man en eller anden form for madlede under graviditeten og begynder måske at spise helt anderledes, end man plejer. Så kommer baby, og ofte ledsages amningens opstart af glubende sult på et niveau, så man vender sig til at rende rundt med madpakke i pusletasken. Ikke til baby, men til én selv. Min pusletaske går under navnet ”muleposen” med sit indhold af lige dele skrællede gulerødder, groft knækbrød (den slags, der ligner hessian-tapet med savsmulddrys på) og figenstænger.

Så begynder en mere travl periode, når det lille pus skal have smagsprøver, senere grød af mærkelige kornsorter eller grønsager, og endnu senere introduceres til en masse forskellige madvarer for at sikre både en varieret kost og udfordring til de små smagsløg, til finmotorikken og til mundmotorikken. Så kommer institutionstiden, hvor man skal lære at lave mad på nye måder, når I først er hjemme efter en lang dag kl 16.30 og skal have mad på bordet, inden junior skvatter i søvn midt i middagsmaden.

Kort sagt: Dine madvaner bliver aldrig de samme igen.

Her er 10 ideer til børnevenlig mad og spisning generelt fra en mor til 5, som har været igennem alle faser af madudviklingen og nu både har en baby på 11 mdr. og en teenagerknægt på 13, som, når han kommer hjem fra skole, hilser på køleskabet, førend han hilser på mig.

1) Lad din baby smage. Babymad. En jungle af øko, ikke-øko, korn, ikke-gluten, rodfrugter, ikke-rodfrugter og så videre. Du ved bedst selv, hvad du ønsker at give dit lille barn at spise, og der er masser af gode råd at følge derude. Min anbefaling lyder på, at give dit lille barn noget at spise, der smager dejligt. Lad det smage på det, som I spiser, hvis det er noget, der dufter dejligt. Brug stavblender til alt fra kylling i karry til osso buco, og giv gerne baby det samme at spise flere dage i træk (frys ned i små portioner). Du behøver ikke tænke variation ind i hver dags måltider – slet ikke. Gør maden børnevenlig med ekstra fedtstof.

2) Lad barnet selv spise. Børn kan lære at spise selv, inden de fylder 1 år – det kræver blot, at du lader dem øve sig rigtig meget. Og det sviner helt vildt, så du skal nok forberede dig med noget gummiunderlag under højstolen. Men det kan godt betale sig, for det at spise sin mad selv træner både barnets finmotorik, mundmotorik og oplevelse af egne præferencer. De bliver SÅ kålhøgne, de små pus, når de får lov til at sidde dér og trone og fumle med små stykker frikadelle eller kogt gulerod. Så lad dem endelig. Hvis de nægter skemad – og det gør mange børn – så kog grønsager og forskellige proteinkilder (bønner, fisk, kød, æg) godt ud, mos dem, bland med mere æg og gerne krydderi (lidt karry, hvidløg, ramsløg eller andet) og steg i klatter på panden i olie. Den slags klatkager er nemme at tage med på farten, og de kan selv spise dem.

3) Konserves. Du har måske undgået konserveret mad i årevis. Det er der mange gode grunde til. Men der er også noget meget smart ved konserveret mad, og det er, at det er NEMT! Babymad på glas er checket af alle mulige instanser, og hvis du køber øko-udgaver, så skal det leve op til meget skrappe standarter. Det smager måske ret kedeligt, men drop den dårlige samvittighed, når du hiver 5 glas grøntsagslasagne ned i kurven i Netto. Det er udmærket babymad i en snæver vending, og det giver dig måske tid til at gøre noget dejligt med baby eller tage et langt bad i stedet for. Bevar dit overskud.

4) Gør noget ud af morgenmaden. Hvis dine børn står tidligt op, så overvej, om det er morgenmaden, der skal være jeres hyggestund som familie. I familier, hvor børn vågner kl. 5.30, så er der ikke ret meget energi tilbage sidst på eftermiddagen, hvor forældre ofte skal drøne rundt og lave mad. Når maden står på bordet, er ungerne overtrætte og umulige. Gør i stedet morgenmaden til hovedmåltid og server rugbrød eller anden kold mad til aften. Børnevenlig morgenmad er fx:
Boller, som du sætter dej over til aftenen før, lader hæve på køl og så klatter ud på varme bageplader om morgenen. Skriv til mig på bloggen, hvis du mangler en opskrift.
Kog æg eller lav spejlæg.
Snit rød peberfrugt og cherrytomater.
Lav dine egne muslibarer på 5 minutter – den opskrift er LIGE HER.  
Steg laksestykker og server med spinat kogt i fløde. Eller røget laks.
Bananpandekager: bland 1 moset banan med 1 æg og fx kanel eller kokos og steg i smør.                                     Smoothie med grønsager: Kogt rødbede, frosne jordbær, banan, ananas blendes med æblejuice og citron. Eller frossen spinat, frossen mynte, æbler med skræl, citron, mandler, avocado.
Tern af chorizo og selleri, stegt på panden.
Et hyggeligt nipseri af mad, som I kan lave sammen, når nu I har en lang morgen. Få hygget og snakket imens. Og hav så god samvittighed over, at aftensmaden ikke er noget særligt.

5) Madpakker. Der findes mange gode bøger om madpakker med tips til at dekorere bananer, folde lokomotiver af servietter og bruge timevis på madpakkeproduktion. Jeg er af den opfattelse, at madpakker skal være sunde, hurtige at lave og fornuftige. Det børnevenlige tilsnit er primært, at indpakningen af madpakken fungerer optimalt. Der er ingen dyre ingredienser hos os, og børnene deltager i madpakkeproduktionen (som foregår aftenen før, når vi har spist aftensmad) tidligt, og de overtager den selv, når de er omkring 8 år. Med den hjælp, de nu har brug for. Brug ikke stanniol, det forurener frygteligt og er 1000 år om at blive nedbrudt. Find en god madkasse i den rigtige størrelse til yndlingsindholdet. Hvis den ikke kan komme i køleskab i institutionen, så find én med kølelementer. Pak maden ind i madpakkepapir, det er nemmest for børnene at pakke ud. Adskil pålæg og pynt og brug mange små bøtter til fx ærter, majs, kikærter, salt til det kogte æg, purløg og ristede løg. Gulerødder, agurk og peberfrugt i stænger. Ost i stænger. Klatkager af grød rørt med frugtmos og æg. Madder. Indholdet har du masser af tips til fra andre – men altså: Sørg for, at indpakningen fungerer!

Videre til et par opskrifter:

6) Kikærter. Lær dig selv at anvende kikærter til alt muligt. De er pivsunde, billige og smager dejligt. Jeg kendte dem slet ikke, før jeg fik børn. Køb 2 store poser tørrede kikærter, sæt dem i blød i rigeligt vand natten over. Hæld vandet ud, frys halvdelen af kikærterne ned i rå tilstand. Kog resten i nyt vand i 1 time, til du kan splatte dem ud mellem 2 fingre. Brug de rå til falafel (opskrift her) – der skal de ikke koges først. De skal i foodprocessoren sammen med løg, æg, hvidløg, rasp (måske), persille (eller spinat eller skvalderkål eller grønkål), koriander, spidskommen, salt og peber og steges som frikadeller i rigeligt olie på en pande eller som friture. Det er nemmere end frikadeller. De kogte kikærter laver vi til hummus, kommer i tomatsovs, steger med citron og salt og spidskommen til snacks og madpakker, i salater, i gryderetter. Når de er klar og kogt og lige kan hives ud af fryseren, så er det bare alle tiders råvare.

7) Blendede supper. Alle former for grønsagssupper. Noget af det mest velsmagende og hyggelige er linsesuppe. Det smager meget bedre end sit ry, og det er bare så sundt. Du kan variere i det uendelige, men sådan her gør vi: Skær 2 løg og 2 fed hvidløg i stykker. Varm 2 spsk olie op i en gryde og svits løgene. Snit imens 1 porre, 2 gulerødder og ½ rodselleri i stykker. Kom dem ned til løgene sammen med 1 ds flået tomat og 1 grønsagsbouillion terning. Kom 1 spsk paprika ved og 2 laurbærblade. Tilsæt 4 dl linser og vand, til det dækker og lidt mere. Kog i 20 minutter under låg, men tilsæt vand, hvis det ser tørt ud. Fisk laurbærblade op og blend suppen. Tilsæt mere vand og kog 10 minutter mere. Smag til med salt, peber og meget vigtigt: citronsaft af en citron og olivenolie (mindst ½ dl olie). Server med brød. Kan også blandes med æg og steges i klatter til babyer, der absolut vil spise selv. Skift grønsagerne ud med andre – græskar, rødbeder, bladselleri, persillerod, blomkål…..

8) En god dej. Hav altid en koldhævet dej i gang i køleskabet. Frisk brød er billigt, dejligt og føles så omsorgsfuldt. Lav en grunddej af 5 dl vand, 1/8 pakke gær, 1 tsk salt og ca 600 g hvedemel (så meget, at det er en sej, klistret dej – rør den 5 minutter på røremaskine, som du lige så godt kan anskaffe dig med det samme. Min er en Assistent, og jeg forguder den). På køl natten over, varm ovnen op med bageplader i til 225 grader, bagepapir på, klat dejen ud med meget våde fingre og bag i ca. 15 minutter afhængig af størrelsen. Variationer: Skift lidt af hvedemelet ud med groft mel, rugmel, kerner, frø, blendede, kogte grønsager, moste og kogte bønner. Tilsæt revne æbler og kanel. Tilsæt gulerødder og solsikkefrø. Lav flade boller ved at strække dejen med fingrene på bagepapiret til sandwichboller. Hvis du skal lave pitabrød eller pizza, så tilsæt mere mel, så dejen kan rulles med kagerulle. Hvis du skal lave sødt bagværk, fx kanelsnegle eller krydderboller, så brug ½ pk gær og tilsæt 75 g meget blødt smør, 2 spsk, sukker, 1 tsk kardemomme og 1 æg. Hvis du skal lava foccacia til madpakker eller dejlig aftensmad, så kommer opskriften her:

9) Foccacia eller pizza. Endnu en klassiker. Til madpakke, til fest, til Disneysjov, til fødselsdag og til hverdag. Brug grunddejen med ekstra mel i, hvis du skal lave pizza. Hvis du vil lave en stor foccacia i en bradepande, så tilsæt ½ dl olie og 1 æg i dejen.
Sauce: Blend 1 ds. flået tomat, 1 lille ds. koncentreret tomatpure, ½ løg, 1 fed hvidløg, evt. lidt splattet frisk tomat eller afskårne tomatrester, 1 stk. sukker, 1 tsk. salt, 1 spsk. pesto eller frisk basilikum og 1 spsk olie. Rul pizzadejen tyndt ud og læg den på bagepapir (men ikke bageplade) – eller bred foccaciadejen ud på bradepanden med våde hænder. Lad foccacia hæve op, til den er fluffy, og stik så huller i den med våde fingre ned i dejen, inden du kommer fyld på.
Varm ovnen op for fuld skrald med bagepladen til pizza i – 250 grader. Pensl dejen med olie. Fordel et tyndt lag tomatsauce på. Fordel frisk mozzerella på dejen. Kom andet fyld på – rester af tilberedt kød, bacon, chorizo, stegte grønsager, tun, frisk tomat, kartofler, svampe, you name it. Bare ikke for meget fyld – lidt, men godt. Bag pizza i ca. 10-15 minutter, husk varmluft, hvis du laver flere ad gangen. Foccacia bages ved ca 225 grader i ca 20 minutter, meget afhængig af ovn og fyld. Drys med oregano og måske parmesan.

10) Ris og stegte grønsager. Nøj, det er på bordet ofte. Det er næsten ikke en ret, men dog mere end madder med makrel i tomat. Vi steger fintsnittede grønsager, der kan lynsteges, sammen med hvidløg, soya, fishsauce og ingefær og spiser med brune ris (thi jeg er en klidmoster) og mere soya. Lille Ava krævede at smage på det, da hun var 5 mdr., for det dufter så dejligt. Gør gerne mere ud af det, hvis du orker, og lad gerne børnene selv vælge grønsager og være med til at snitte. Den her snittekniv er rigtig god til små hænder: Kiddikutter børnekniv.
Du kan snitte grønsager om morgenen og stille på køl, hvis det skal gå stærkt med at få mad på bordet, når I kommer hjem om eftermiddagen. Du kan også tilsætte rejer, kyllingekød eller anden proteinkilde, hvis du synes, det mangler.

Det var lidt tips fra mig – husk en ugentlig risengrødsdag giver luft i tidsplanen, i økonomien og i maven…

Velbekomme og kærlig hilsen
Kristina Hobbs


I kan følge Kristina og læse mere om livet som mor til 5 på Facebook, Instagram og på bloggen kristinahobbs.com.



Har du fået lyst til, at læse flere af Kristinas gode ideer? Så læs også:

10 gode ideer til bæredygtighed med børn

10 gode ideer til kommunikation med baby og barn

10 ideer til børneværelset

10 ideer til en lettere hverdag – Vælg dit liv med omhu

10 ideer til et godt forhold mellem dine børn

You Might Also Like

  • Ruksis780
    27. maj 2016 at 12:10

    ruksis 102

    ruksis 103