Apps i den sproglige udvikling

Læs om hvordan tabletten kan bruges som redskab til udvikling af både ordforråd, forståelse, farver, læsning og meget andet.

Apps til sproglig udvikling

Der findes ikke mange børn som ikke ved hvordan man betjener en tablet. De fleste har oven i købet én derhjemme, som de bruger flittigt måske flere gange om dagen. Og på mange måder er tabletten i samme situation som både fjernsynet og computeren har været det tidligere. Den har nemlig et virkelig godt potentiale, men hvis den ikke bruges med en fornuftig bagtanke, kan den blive til en ligegyldig parkeringsplads for børnene, hvor de egentlig ikke får ret meget andet ud af det end at tiden går.

Det er dog virkelig ærgerligt hvis man som forælder eller anden omsorgsperson tror at det er det eneste tabletten kan bruges til, for den kan så meget mere! Det skal så siges at rigtig mange jo har kastet sig ud i at forsøge at trække lærdom ud den, for derefter at fare vild i app-junglen.

Jeg arbejder som privatpraktiserende talepædagog i min egen virksomhed Mit Barns Sprog, hvor jeg tager ud og underviser børn med sproglige og skriftlige vanskeligheder. Og jeg kan nærmest ikke forestille mig en undervisningsgang uden brug af min iPad, som jo selvfølgelig er proppet med alle de gode apps til at øve alt hvad hjertet kan begære! Børnene elsker jo at lege med iPaden, og selvom de måske er ved at være trætte af at øve for i dag, kan den digitale læringsplads altid lige trække lidt ekstra ud af dem – og de nyder det endda.

Ved brug af de rigtige apps kan stunden med tabletten i hånden være både sjov og lærerig; så hvorfor skulle man da ikke kombinere de to?! Så jeg vil her hjælpe jer med at finde vej igennem app-junglen!

Apps til lidt af hvert

I denne artikels infographic (klik på billedet for fuld størrelse) kan man se mine forslag til de tre bedste apps inden for forskellige kategorier i den sproglige og skriftlige udvikling. Det er apps jeg selv bruger sammen med børnene, og de er her udvalgt baseret på min talepædagogiske viden og erfaring. Det skal dog nævnes at jeg kun har testet dem på min iPad, så jeg ved desværre ikke hvor mange andre tablets de fungerer på.

Hver enkelt app har hver sit potentiale. Der er ingen apps som kan øve alt, og det ville i øvrigt også blive vildt kedeligt for både dig og barnet, så variation er godt til mange ting.

Nogle af mine absolutte favoritter er 120 ord til at øve nogle af de mest frekvente ord i det danske sprog, som på skrift virkelig kan drille. Træn dit øre er til gengæld virkelig god til at gøre børn lydligt opmærksomme, hvilket hjælper dem både i udtalen, forståelsen og den skriftlige udvikling. Og til sidst er Sanglege virkelig god til øve mange skønne børnesange med de tilhørende fagter.

Jeg vil selvfølgelig også gerne nævne Lydrette ord – en app jeg har lavet i samarbejde med KidStatic – som øver både bogstaver, læsning og stavning i 0.-2. klasse. Den har i særlig grad til formål at hjælpe børn med læsevanskeligheder og stavevanskeligheder, samt ordblinde børn.

I min infographic er der kun en ultra kort beskrivelse af hver af de udvalgte apps, men på min hjemmeside har jeg anmeldt alle appsene i flere detaljer, så man kan få et bedre indblik i hvad den enkelte app kan byde ind med i forhold til dit barns udvikling.

Hvordan bruger man appsene?

Jeg sidder altid sammen med børnene imens de arbejder med appsene for at sikre at de får det optimale ud af dem. I starten styrer jeg gerne samtalen rigtig meget, men efterhånden som de lærer spillene at kende, styrer de selv mere og mere. Nogle spil har også rigtig gode instruktioner, hvorfor jeg ikke behøver at guide børnene så meget, hvor andre kræver at jeg hjælper dem lidt mere på vej; men som sagt primært i starten.

Det er ikke alle appsene som har et super sprogligt udgangspunkt, men jeg finder at børn nogle gange lærer bedst når de slet ikke ved at det er det vi skal. Hvis læringen er pakket ind i skønne farver og sjove opgaver, så er det nogle gange imponerende hvor mange gange jeg kan få dem til at gentage den enkelte lyd eller det enkelte ord.

Derudover er automatiseringen en stor del af enhver sproglig udvikling – altså at udtalen, ordene og alt det andet falder dem helt naturligt – og hvis man alligevel skal øve noget mange gange før man kan det, hvorfor så ikke gøre det sjovt imens, så man har lyst til at øve det i endnu længere tid?

Når man snakker med børnene over forskellige spil, skal man huske at stille spørgsmål som øger det sproglige udbytte. Derfor skal man selvfølgelig spørge hvor mange aber der er hvis man øver tal, spørge hvilken farve krabben har hvis man øver farver, og hvad det er for en lille én hvis man øver ord mere generelt. Alle sætninger kan krydses med tillægsord, som farver og størrelser, for også at sørge for at barnet får så meget input som muligt.

Hver enkelt spil lægger op til forskellige samtaler og tilgange, og det enkelte barn påvirker også hvordan man kan få det meste ud af legen. Prøv jer derfor frem for at finde den tilgang der virker bedste for lige netop jer.

Flere apps

Apps er kommet for at blive, og da der faktisk findes en del godt på markedet, så skal det da udnyttes! Især fordi langt de fleste børn elsker at lege med appsene. Motivationen er nemlig noget af det allervigtigste i den sproglige udvikling, for det gør jo at vi alle sammen lige yder dét ekstra. Jeg kan ikke undvære mine apps, og jeg anbefaler det til børn både med og uden vanskeligheder. Derfor har jeg også brugt en del tid på at finde vej igennem app-junglen, så jeg kan anbefale jer de allerbedste apps til jeres børn. Hvis I har lyst til at læse om endnu flere af mine anmeldte apps, så kan I læse om dem på min hjemmeside. Der er I også meget velkomne til at kontakte mig med jeres bud på de bedste apps, så min liste kan blive endnu mere fyldestgørende!


Birgitte er vores SEO-konsulent, og står dermed for flere af vores optimeringer på hjemmesiden. Hendes arbejde gør vores side nemmere at finde, og forbedrer også jeres oplevelse som brugere.
Hun arbejder til dagligt i sit eget firma SEOmina som SEO-konsulent. Derudover er hun også som privat læse/talepædagog i hendes firma Mit Barns Sprog. Her arbejder hun med børn, deres sproglige udvikling og spændende materialer, som også giver hende en særlig viden om MamaWise’ emner. Birgitte Albæk Henriksen www.seomina.dk

You Might Also Like