Kan man sikre sig sunde søskenderelationer?

MamaWise` faste skribent Louise Munk-Poulsen er mor til 4 skønne piger i alderen 2-13 år, og arbejder som privat sundhedsplejerske hos dinsundhedspleje.dk.

På baggrund af sin erfaring som mor, kombineret med hendes faglige viden, har hun her skrevet lidt om søskenderelationer, om den perfekte alder mellem søskende og hvad vi som forældre kan gøre for, at hjælpe vores børn på vej mod sundere relationer.


13115306_10153768864917933_1696933376_n

Hvad er den bedste alder mellem søskende, hvis man ønsker at skabe den bedste relation mellem sine børn? 2, 3, 4 eller 7 år? Bliver enebørn egoistiske og børn fra storfamilier mere empatiske og bedre til at dele? I min søgen har jeg ikke kunne finde noget entydigt svar på dette. I mødet med familier heller ikke.

Mit bud er, at det er fordi der ikke er nogen ideél og optimal skabelon for de bedste familieforhold, herunder søskendes aldersforskel, antal osv. – vel egentlig fordi vi ikke alle i hob er enige om, hvad de bedste familieforhold egentlig er og fordi vi som forældre er forskelligt klædt på, til at gribe de udfordringer an, der kastes vores vej.

En fire-årig storebror har som udgangspunkt flere ord at udtrykke sin følelser med end en storebror på 2. Det kan derfor som forældre være lettere, at blive opmærksom på det store barns behov og følelser, når der kommer en lillesøster eller bror til familien. Dét kan dog også være udfordrende, for det er jo ikke altid, at storebror på 4 år ordret siger det han ønsker eller synes er svært – måske siger han en helt masse andet, som man så må forsøge at tolke og forstå.

Hvis storebror pga. alder endnu ikke har det store ordforråd til at sætte ord på sine følelser og behov, er det forældrenes opgave, at være opmærksom på alle de andre måder, hvorpå han kommunikerer disse på. Det kan dermed være en lidt sværere eller anderledes opgave for forældrene, men det gør ikke, at aldersforskellen mellem de to søskende er forkert eller for kort, den kræver blot noget andet og for nogle forældre mere vanskeligt end for andre.

En kort aldersforskel mellem søskende, kan for nogle familier opleves som en fordel, fordi familien allerede er rettet an til livet med små børn. Det er ren rutine at skifte bleer, røre grød sammen og lægge hverdagen i de småbørnsfordelagtige folder. For andre er det det helt rigtige, at tage et break mellem babygråd, barnevognsræs og utæmmelige nattefester.

Så hvad der føles rigtigt i den ene familie kan være det modsatte i en anden.

Og når de så er der – børnene, søskende(flokken), hvad kan man så stille op for at opnå de sunde søskenderelationer? Nok ikke alverden. I hvert fald ikke, hvis man stiller sig som mål, at opnå noget – at nå i mål. Søskenderelationer er dynamiske ligesom alle andre langvarige relationer, de ændrer sig over tid. I barndommen kan to brødre være uadskillelige for så at vokse op og være drevet i hver deres retning. Det modsatte ses også ; at søskende ikke viser den store interesse for hinanden gennem barndommen og måske teeenageårene, men så finder hinanden interessante som voksne.

Der er dog nogle tanker vi som forældre kan gøre os, for i hvert fald ikke, at gnide salt i såret og slide på relationen mellem vores børn.

Vi kan forsøge, at se dem som frie individer, der givetvis har en del til fælles, men som også bare er hver deres dejlige, genstridige, umulige og elskelige personligheder. 

Vi kan forsøge, at undlade at definere dem med ord og handlinger som “åhh ja Igor er bare så følsom og kærlig – han bliver den perfekte gentleman” eller “Tilde har det vildeste temperemant, det driver os til tider til vanvid”. Selv de positive kendetegn kan blive for meget, at skulle leve op til som barn, helt lige som det kan være som voksen. I defineringen af børn og søskende som f.eks. det rolige, emaptiske, fantasifulde barn og det iltre, gådefulde og stærke barn, sker der altid en sammenligning og en risiko for en fastholdelse i netop denne rolle. Det kan være svært at lade være – uden tvivl. Sådan er vi nok indrettet – helt ligesom vi spejler os i hinanden spejler vi også vores børn. Men ligesom det kan gøre os usikre, når vi spejler os som voksne, kan det også gøre børnene usikre og give dem en fornemmelse af, at den andens opførsel vel nok er mere spiselig og til syvende og sidst mere elskelig. Så kunsten er, at give rum til den forskelligehed vores børn har, uden at værdilade den for meget. 

Vi kan også øve os i, ikke at være dommere. Det ligger til mange af os voksne, at vi ønsker orden i uorden og retfærdighed hvor det er muligt. Men i en konflikt mellem søskende, hvor vi som forældre ikke har været direkte vidner, er det stort set umuligt at dømme retfærdigt – i bedste fald kun retfærdigt for den ene part.

Hvis der ikke er tale om vold og grov opførsel, kan det af og til være bedst, at undlade at blande sig. Naturligvis kan der skabes nogle mønstre, hvor den ene part f.eks. med sin verbale overlegenhed gang på gang ender med at slå på “gong-gongen” og hive sejren hjem. Bliver det for meget, kræver det noget andet af os forældre. Ofte risikerer vi, at eskalere konflikten, der måske kunne være endt i rimelig fordragelighed to sekunder senere. Når vi gør os til dommere uden et særligt stærkt bevismateriale ender det med, at vi afgør sagen på gefühl og måske ud fra vores til tider unuancerede definering af børnene. Det virker nok lidt “tænkt”, men det er værd at tænke over. 

Hvis vi ønsker, at tilgodese vores børns individuelle behov og lære dem at kende på bedste vis, kan vi forsøge, at lave forskellige ting alene med vores børn. Give dem enetid og taletid. Rent praktisk kan man med de lidt større børn holde fast i en “talerække” ved middagsbordet, så man sikrer sig, at alle bliver hørt og kommer til orde. Vi kan forsøge, at spotte de små rum og muligheder for tosomhed i hverdagen, f.eks. ved at smutte på indkøb med det ene barn, cykle en tur eller læse en bog på tomands-hånd. Det skaber åbninger for gode snakke og bare samvær, hvor vi kan være heldige, at blive en lille smule klogere på vores børn og os selv.

Vi kan kun gøre vores bedste som forældre, plumpe i hvor der er dybest, blive klogere og øve os – på det punkt har vi uendeligt meget tilfælles med vores børn. Vi kan forsøge at acceptere, at vi ikke kan styre vores børns relation samt gøre det lidt lettere for alle, ved at rumme og respektere, at børn helt ligesom voksne også har negative følelser og kan opføre sig ærgerligt overfor hinanden.

I søskendeflokken er der en god mulighed for, at vores børn kan blive klogere på dem selv. De kan øve sig i at orke forskelligheder og andres behov, men det bliver ikke uden sværdslag og helt sikker under let vejledning fra os voksne i ordets bogstavligste forstand.

Louise Munk-Poulsen
Mor og privat sundhedsplejerske


Louise Munk-Poulsen har siden hun blev uddannet sygeplejerske i 2002 arbejdet med børn og unge. Senere har hun videreuddannet sig til sundhedsplejerske, og efteruddannet sig inden for positiv psykolog, mentalisering, samt kost og livsstilsændring. Med baggrund i hendes brede erfaring, er hun startet op som privat sundhedsplejerske.  

I kan finde hende og læse mere på  www.dinsundhedspleje.dk, samt på hendes Facebookside.



Vil du blive endnu klogere på søskenderelationer? Så læs også:

10 ideer til et godt forhold mellem dine børn

Og du kan også læse flere vise ord, skrevet af Louise lige her:

Langsom tid – Om at prioritere sin tid i småbørnsfamilien

You Might Also Like