“Det var en fantastik følelse, og det var jo denne følelse jeg skulle have haft da jeg ammede. Jeg følte nu at jeg havde et tættere bånd til min datter.”

baby-2748215_1920-1140x757.jpg

Amning, selvfølgelig skal jeg det!

Da min kæreste og jeg blev gravid med vores datter i 2016, tænkte jeg ikke så meget over alt det med at amme. For det skulle jeg da gøre, ikke at jeg følte mig presset, men alligevel lidt, det var jo det naturlige, det bedste for barnet. Kan huske vi blev spurgt ad vores jordmoder en dag om jeg ville amme, og ret hurtigt svarede jeg ja, altså hvis jeg kan. Og så tænkte jeg ikke mere over det.

Den 29 oktober 2016, kom vores datter Lea til verden med akut kejsersnit, efter forfærdelige 76 timer med veer. Jeg var så udmattet, og alle de følelser om at være blevet mor, gjorde at jeg ikke rigtig kunne være i mig selv. På sygehuset var de fantastiske! Vi fik lov at sove lidt inden de pressede på med amningen eller noget som helst andet. Men jeg skulle jo i gang med det amning, og det gik faktisk okay. Lea tog ret hurtigt fat og havde en god teknik, sagde de ihvertfald. Alt var som det skulle, og jeg havde masser af mælk. Vi kom hjem og elskede at være blevet til en lille familie! Men det her amning, det begyndte at blive forfærdeligt! Jeg kunne ikke lide at gøre det foran andre. Selv hos mine svigerforældre stod jeg i deres køkken, mens de andre var i stuen, og ammede. Jeg hadede det! Endda foran min aller tætteste veninde og min kæreste! Og så begyndte det at gøre afsindigt ondt, hele tiden! Jeg hylede når hun vågnede, for så skulle hun jo spise. Det gjorde ondt når hun tog fat, når hun suttede, alt gjorde ondt. Og pludselig ville hun kun spise af det ene bryst. Så jeg måtte pumpe ud for at undgå bryst betændelse, det blev så hurtigt mega bøvlet.

Jeg havde lyst til bare at give op. Min sundhedsplejerske sagde at det var helt normalt at det gjorde lidt ondt til at starte med og at jeg bare skulle huske at smøre de her sår jeg nu også havde fået på brystvorterne. Alt i mit hoved og i min krop fortalte mig at det her ikke var rigtigt, at jeg umuligt kunne gøre det her på den rigtige måde.

Til sidst spurgte jeg min terminsgruppe på facebook tid råds, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Her var svarene ret konkrete. Jeg måtte ihvertfald ikke give op. Dette var jo det bedste for mit barn, og så måtte jeg tilside sætte mig selv lidt, det var jo bare en periode. Sådan lød de fleste svar. Alt i mig, begyndte nu at få dårlig samvittighed. Jeg kæmpede og kæmpede. Jeg græd, skreg og spændte alle muskler i min krop når jeg skulle amme. Det var så forfærdeligt! Efter kun 9 dage, smed jeg håndklædet i ringen, jeg kunne simpelthen ikke. Ikke bare at det gjorde ondt, men at det fra start af havde føltes helt forkert. Det var ikke naturligt for mig, mælk ud af MINE bryster, nej tak! Så jeg sendte kæresten ud efter modermælkserstatning, og den første flaske åd hun råt! Det var en fantastik følelse, og det var jo denne følelse jeg skulle have haft da jeg ammede. Jeg følte nu at jeg havde et tættere bånd til min datter. Jeg var glad igen.

Mvh. Sofie.