“Jeg syntes amning er surt, havde godt regnet med det blev hårdt. Men slet ikke at det skulle gøre ondt hele tiden, og føles som en kamp.”

20160701_121837000_iOS.jpg

Først og fremmest, lad os starte ved begyndelsen. Min graviditet var hård og lang, men jeg havde allerede lidt ala råmælk i graviditeten og var egentlig ikke nervøs for at skulle amme. Tænkte at det skulle nok komme af sig og tillod det egentlig ikke de store tanker.

Dagen kom hvor vores lille pige ville ud, havde en ok normal fødsel, dog lang og uden søvn i 3 dage og med en afslutning der endte med et stort blodtab og operation pga. en moderkage der ikke ville ud!
Vi blev derefter indlagt på barselafdelingen, og var der i 4 dage, 4 dage hvor jeg jo var død træt, udkørt og ikke var på toppen pga blodmangel.
I de 4 dage syntes jeg ikke amning var specielt fedt, og når jeg kigger tilbage på det var det personale der kunne hjælpe simpelthen ikke kompetente og uddannede til at hjælpe.

Alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke i situationen, hvilket skabte en masse tårer.
Det gjorde ondt, som i ondt hele tiden.
Min datter ville ikke tage fat i den ene side, lige meget hvad jeg gjorde kunne hun ikke få fat, på nuværende tidspunkt var min mælk ikke løbet til endnu.
Jeg spørger om de kan hjælpe mig, og de siger at jeg må få hende til at åbne munden korrekt, og ae hende på kinden så skal de nok komme.

Hun tager slet ikke fat, og får ikke lukket munden ordentligt, og når hun får fat ser mit bryst underligt ud, eller det gør ondt, eller hun sutter så yderligt at jeg hele tiden har ondt.
Så giver de mig nogle amme brikker, ingen information omkring hvordan de skal bruges osv. Så bruger jeg dem, og hun vil gerne spise.
De pointerer ret kraftigt at amme brikkerne kun er til at starte op på, og gør dem nærmest til noget uartigt.

Så da vi kommer over på patient hotellet, har jeg ingen ammebrikker, og føler mig nærmest helt fortabt, og kan ikke se hvordan det her amning skal lykkes.
Jeg ringer efter en jordemoder som siger at hun sutter da fint, på trods jeg siger det gør ondt og hun ikke får fat. Dagen efter bliver vi sendt hjem.

Jeg syntes amning er surt, havde godt regnet med det blev hårdt. Men slet ikke at det skulle gøre ondt hele tiden, og føles som en kamp. Alle sagde det var helt normalt, og vi skulle være tålmodige.

Vi var nu kommet hjem, og min mælk løb til om natten. Der var mælk ud over alt i sengen, på mig og mine bryster var hårde som sten. De var fyldt med knuder, og jeg prøvede at massere dem, men alt gjorde ondt som knive.
Jeg prøvede og ligge min datter til hver 2-3 time som jeg havde fået besked på, hun kunne stadig ikke få fat, og skreg skreg og skreg!
Jeg gav det tålmodighed, og vidste at sundhedsplejersken skulle komme forbi nogle dage senere, men jeg måtte få kæresten til at køre på apoteket efter ammebrikker. Det var simpelthen for smertefuldt, og ville ikke lykkedes.

Så kom sundhedsplejersken endelig forbi (det føltes som en evighed), hun sagde at min datter suttede da fint, så jeg skulle bare prøve igen, men det gjorde så ondt, og mine brystvorter blev læbestift formede, og hun  havde så dårligt fat at jeg konstant havde knuder, og mit nedløb gik så meget amok at hun slugte så meget luft og var ved at blive kvalt i starten.
Dette gjorde jo jeg havde en datter med så meget luft i maven, og ekstrem mavekneb. For at lindre dette søgte hun trøst via amning.
Jeg havde jo gået fortalt at amning kun var hver 2-3 time. Så følte mig helt forkert, og følte ikke jeg kunne gøre min datter tilfreds.

20160604_164627000_iOS-169x300.jpg

Så søgte jeg råd på nettet og via en Facebook gruppe, der anbefalede fri amning og at de forsøgte at hjælpe med at slippe de ammebrikker. Jeg kunne bare ikke få det til at lykkedes. Fri amningen gjorde tingene en hel del nemmere, og hun begyndte at få reguleret den enorme mælke mængde. Hun døjede dog stadig med ondt i sin mave, luft i maven og jeg syntes amning var så død besværligt pga. jeg altid skulle have de ammebrikker med.
Jeg har måttet køre hjem fra diverse ting pga. en pige der ikke ville spise uden, hvis jeg ikke havde husket dem i starten. Jeg kontaktede sundhedsplejersken massevis af gange, og hun kunne ikke hjælpe.

Jeg fik så mange forskellige råd at jeg slet ikke kunne finde hoved og hale i det. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jo længere tid der gik, jo mere lærte jeg min datter at kende, og mig selv i rollen som mor. Løsningen blev at jeg brugte ammebrikker hele tiden, og jeg lærte aldrig at amme uden. Amme brikkerne blev på indtil hun var 10 måneder. Hvor jeg stadig ammede til natten, men hun fik normal mad ellers.

Når jeg ser tilbage på hele min amme situation er jeg så ked af at jeg ikke lyttede til min egen mave fornemmelse, og gjorde det jeg syntes var det rigtige for os. Hvem ved måske kunne jeg faktisk godt have ammet uden ammebrikker, og undgået at syntes amning var træls. Jeg ammede i så lang tid fordi jeg syntes det skabte et specielt bånd i mellem os, og jo længere tid der gik jo mere blev det en del af vores hverdag.

Jeg håber at næste gang, jeg kan få et mere behageligt amme forløb. Hvor jeg kan stole på min egen følelse. Og tænke at jeg gør det bedste for mit barn.