Langtidsamning – en selvfølge

IMG_20180210_193623.png

reklame: Billedet er fra familiestreger og kan købes her

Inden jeg fødte N for 3,4 år siden, havde jeg ikke gjort mig mange tanker om amning. Jeg havde nok bare tænkt, at det skulle jeg selvfølgelig gøre, men jeg havde ingen overvejelser om, hvor længe det skulle være.

Vores amme-eventyr begynder en september nat- N bliver født, og han bliver lagt til med det samme. Han tager godt fat og får godt med råmælk.

Efter 3 dage ca er mælken løbet til, og vi fortsætter uden problemer. Jeg får dog sår og har ondt, hvilket måske skyldtes hans for korte tungebånd, som bliver klippet inden vi tager hjem fra barselshotellet.

Dagene går og omkring 6 mdr starter vi stille og roligt op på mad. Det har ikke den store interesse, så jeg fuldammer næsten til 7 mdr.

N har og er stadig meget glad for mælken, så det fylder stadig meget.. 1år, 2år, 3år…

Det er hans trygge base, hvor han kan finde ro i alle situationer. Når han skal sove, er ked af det, overstimuleret, trænger til tæthed osv.

Gennem hele vores amme forløb har det altid været vigtigt for mig at følge N’s behov. Jeg har aldrig tænkt tanken om, at fratage ham amningen, for jeg har hele tiden været bevidst om, at han selv skulle sige fra/selvafvænne, når han ikke havde brug for det længere.

Selvom jeg i starten ikke gjorde mig mange tanker om amningen, så kom tankerne efterhånden. Jeg satte mig mere ind i emnet og blev klogere på, hvad amningen tilfører barnet. Så amningen har også gjort, at jeg bedre har kunne slappe af i de perioder, hvor N fx har været meget småtspisende, for jeg vidste, at han fik de vigtige vitaminer mm fra mælken.

For mig har det aldrig været unaturligt at amme et “stort” barn, men jeg ved jo også, at det ikke er alle der ser det som naturligt. Jeg bliver så ærgelig, når jeg læser folks kommentarer til artikler der omhandler langtidsamning. De ofte nedværdigende kommentarer der kommer til artiklerne viser, at der skal meget til for at normalisere det. Hvilket er super ærgerligt- selv WHO anbefaler amning til 2 år og gerne længere.

Men – Jeg begyndte (desværre) da også at blive noget mere blufærdig, i takt med at N blev større, i situationer, hvor han ville ammes offentligt. Men jeg gjorde- og gør- det, da jeg tror på, det er vigtigt. Jeg har også nogen gange i mit stille sind tænkt, hvordan jeg skulle reagere, hvis jeg fik en grim kommentar med på vejen af en forbipasserende, men det er heldigvis aldrig blevet aktuelt.

Jeg har dog mødt fordomme hos sygeplejersken hos min læge, og jeg har flere gange fået at vide, at det er noget pjat at amme så stort et barn. Til det kan jeg jo kun være uenig, og det er ikke længere en diskussion, jeg gider tage. Jeg kender mit barn bedst, og jeg ved, hvad hans behov er.

Der er ingen tvivl om, at det kan være benhårdt at amme- min krop har skulle arbejde ekstra i over 3 år for at producere mælk. Ingen sammenhængende søvn mm. Men den tryghed og glæde N finder ved det er fuldstændig unik, og hvorfor skulle jeg nogensinde fratage mit barn det? Det er det hele værd!!

For mig er amning det mest naturlige i verden, og jeg nyder den rolige og unikke kontakt til N, som vi får under en ammestund. I en hverdag hvor der hele tiden sker noget, er det rart at kunne koble af på den måde.

Jeg venter mit 2. barn til sommer, så hvis N fortsat ønsker amning, så vil jeg skulle tandemamme fra sommer. Et helt nyt og unikt ammeforløb, som jeg også tror vil kunne tilføre noget helt specielt til N og hans lillesøster og deres bånd<3